Den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skelner mellem det sande og det falske selv. Det sande selv er det, der kommer til udtryk, hvis forældrene ser og spejler barnet i alle dets mangeartede følelser og udtryk. Igennem forældrenes respons til barnet lærer det sit sande selv at kende og udvikler en stabil selvfølelse. Formår forældrene at formidle spejlingen i en kærlig atmosfære, får barnet opfattelsen af at være et elskeligt væsen.
Magter forældrene ikke at tune sig ind på barnet, får barnet ingen hjælp til at opdage sig selv. Det oplever ikke den spejling eller samklang, der skal til for at udvikle en stabil selvfølelse. I værste fald får det ingen anelse om, hvem det selv er.
Et barn, hvis forældre ikke imødekommer et behov, kasserer behovet – ikke forældrene. Barnet vil efterfølgende skamme sig, hvis andre eller det selv ser et glimt af, hvor opmærksomhedstrængende eller kærlighedshungrende det inderst inde er.
Et barn, hvis sande selv ikke bliver mødt kærligt, vil i stedet udvikle et falsk selv, som ikke behøver den hjælp, forældrene ikke kan give. Det vil forsøge at være følelsesmæssigt selvforsynende og måske endda fantastisk på denne ene eller anden måde, sådan som det tror, forældrene gerne vil have det.
Jeg forsøgte engang at være en anden. Som 18-årig havde jeg fundet en identitet og en stolthed i at være en, der ikke havde brug for at få noget af andre mennesker. Samtidig så jeg med en vis foragt på dem, der gjorde sig selv afhængige af andre, med alt hvad det indebærer af ydmygende kompromiser. Ved at forsøge at være et behovsløst overmenneske lagde jeg et tykt tæppe hen over al min skam og undgik at udsætte mig selv for en risiko for at blive afvist. At række ud uden at blive modtaget ville have efterladt mig i en storm af følelser, som jeg absolut ikke havde nogen indre opbakning til. I min familie gjaldt det nemlig om at lade som ingenting, hvis der var noget, man blev ked af. Her kom det falske selv ind og beskyttede mig. Der var perioder af mit liv, hvor det gik mig så godt, at det lykkedes mig at overbevise mig selv om, at jeg faktisk – til forskel fra alle andre – var så stærk, at jeg følelsesmæssigt kunne klare mig godt uden at have en nær følelsesmæssig tilknytning til nogen.
Måske kender du også til at have en idealforestilling om, hvordan du gerne vil være – eller hvordan du tror, du er nødt til at være for at kunne blive elsket. Og måske er forestillingen i perioder så levende, at du tror, det er sådan, du er.
Ingen af os er blevet set fuldt og helt, så vi har alle sammen områder, hvor et falsk selv træder ind og agerer i stedet for det sande selv. Jo mere vi er blevet set og har været i følelsesmæssig samklang med vores det falske selv som forsvar mod skam forældre, jo stærkere er vores sande selv, og jo bedre er vi til nærhed og intimitet.
Nogle mennesker klarer sig tilsyneladende godt uden at være i ret meget kontakt med deres sande selv. Du kender sikkert eksempler. Det kan for eksempel være en meget livlig og snakkende person, som umiddelbart virker glad. Men hendes glæde smitter ikke, og det er svært at få øjenkontakt, hvor du mærker en følelsesmæssig samklang.
Succesoplevelser styrker det falske selv
Har du fået meget lidt af dine forældre, vil dit sande selv være forbundet med forladthedssmerte og skam. Det falske selv ser sig selv som stærk, usårlig og uafhængig. Og det støttes af succesoplevelser, som midlertidigt kan lindre skam og forladthedsfornemmelser.
Når jeg har lagt et billede af mig og min familie i en lykkelig situation ud på Facebook, har jeg det godt. Mens det strømmer ind med likes og anerkendende kommentarer, kan jeg nogle gange helt glemme, hvor uelskelig jeg andre gange føler mig.
Camilla, 32 år
Jeg elsker, når jeg har en succes at fortælle om. Så føler jeg mig stærk og attraktiv og sikker på, at andre aldrig opdager, hvor stor en fiasko jeg ofte føler mig som.
Jens, 28 år
Du kender måske til, at der kan være perioder eller måske bare øjeblikke i dit liv, hvor du føler dig hævet over alverdens problemer, som andre mennesker har. Og glemmer det i dit liv, som du til andre tider er flov over.
Det kan være fristende at forsøge at kompensere for en følelse af at være forkert ved at kæmpe sig frem til sejre, der kan overskygge følelsen af skam.
Det opleves nærmest, som om det er et behov, jeg har, at jeg skal være dygtig og helst bedre end dem, jeg sammenligner mig med. Hvis en sammenligning falder ud til en andens fordel, får jeg det dårligt, så det forsøger jeg at undgå ved for eksempel på mit arbejde at knokle lidt hårdere end de andre og i ny og næ springe over en pause.
Signe, 35 år
Oplevelsen af at have brug for at være lidt bedre end andre kan let føre til stress. Den kan få nogle mennesker til at knokle så hårdt, at de sætter deres helbred på spil. Og det, de opnår, er at fodre det falske selv, som vokser sig stærkt, men aldrig bliver helt tilfreds, fordi det ikke formår ægte intimitet og derfor må blive ved med at knokle.
Måske har du også oplevet at sætte dig et mål eller bare se frem til en begivenhed i din fremtid og tænke: Når jeg når hen til dét, skal jeg rigtig til at leve livet. Men når du når derhen, oplever du fortsat en tomhed og en mangel, som hurtigt får dig til at fokusere på en ny skillelinje i din fremtid eller et nyt mål.
Jeg føler, at jeg hele tiden må kæmpe. At det gælder liv eller død. At jeg skal nå mine mål, og det kan kun gå for langsomt. Går jeg det falske selv som forsvar mod skam 65 i stå, eller må jeg gå et par skridt baglæns, bliver jeg bange for at miste troen på, at jeg kan, og bange for, hvad det kunne gøre ved mit humør.
Henrik, 38 år
Den stress, Henrik mærker, handler sandsynligvis om, at han fornemmer en bølge af forladthedssmerte lige i hælene, og tøven vil kunne resultere i, at den indhenter ham. Det, han ikke er klar over, er, at han må lære at være sammen med de forladthedsfølelser, han engang flygtede fra, før han kan finde sig selv og genvinde sin evne til at være sårbar, åben og nær andre mennesker.
Det fantastiske, usårlige, falske selv
En nat, da jeg var i tyverne, drømte jeg en drøm, som jeg husker endnu. Jeg drømte om et vidunderligt slot. Når jeg stod inde i det og så op, var der hvælving på hvælving udført med de smukkeste ornamenter i guld. Jeg blev højstemt og glad af at se lysets spil i guldet. Pludselig så jeg nedad, og min begejstring lagde sig. Jeg stod med bare fødder på sand. Slottet stod på pæle, og de første ti centimeter var luft, så det blæste ind over sandet og ind over mine fødder. Der var ikke noget fundament.
Jeg vidste godt, at når man drømmer om huse, er det ofte ens eget selv, man drømmer om, og drømmen bekymrede mig. Jeg havde, siden jeg var barn, gjort mig umage med at regne ud, hvad andre mennesker kunne lide ved mig, og så kun give dem dét. Når jeg var sammen med fremmede, som jeg gerne ville være venner med, snakkede jeg dem efter munden og roste og pleasede dem på alle mulige måder. Jeg forstod ikke selv, hvorfor min succesrate med at få nye venner var så lille.
I bakspejlet kan jeg se, at jeg præcis som i drømmen manglede et fundament. Jeg manglede at kunne mærke, hvem jeg selv var, og hvad jeg ville, så jeg kunne give udtryk for det i stedet for bare at forsøge at bruge hovedet til at regne ud, hvad der skulle til, for at jeg kunne få nogen til at synes om mig. Så længe jeg ikke brugte mine følelser i samspillet med andre, kunne der ikke blive nogen følelsesmæssig samklang.
Når et falsk selv går ind og agerer i stedet for det sande selv, som er i kontakt med alle behovene, kan man godt føle sig stærk, men det bliver svært at komme på følelsesmæssig bølgelængde med andre.
Skam over kærlighedslængsel
Vi er alle født med evnen til at knytte bånd til andre. Fra naturens hånd er vi designet til at række ud efter kontakt. Ligesom fuglene ved, hvordan de bygger en rede, ved det nyfødte barn, hvordan det forbinder sig i kærlighed med et andet menneske. Er der ikke nogen i barnets omgivelser, som formår at tilbyde en kærlighedsfuld relation, hvor barnet kan føle sig set og mødt, bliver kærlighedslængslen forbundet med skam.
Er din kærlighedslængsel uden indre opbakning, vil du være specielt bange for kærlige øjne. Lander et varmt og empatisk blik på dig, vil du lynhurtigt slå blikket ned eller se væk. Et omsorgsfuldt blik sender nemlig en kraftig invitation til dit sande selv, som vil røre på sig. Og når dit sande selv bevæger sig, vågner samtidig den forladthedssmerte, der fik dig til at fortrænge det. Måske bemærker du bare, at du bliver usikker eller ubehageligt til mode over for personen med de kærlige øjne, og holder dig derfor på afstand.
Jeg elsker at være en ressourceperson for andre og kan blive helt høj, når jeg oplever, at en anden bliver glad for det, jeg gør for hende. Selv har jeg ikke så meget brug for at få noget – troede jeg – indtil jeg en dag blev klogere.
Jeg havde fået en ny chef. Han så indimellem på mig med et omsorgsfuldt blik. Jeg fik det fuldstændig mærkeligt, som om der skete noget inde i mig, jeg ikke kunne styre. Jeg undgik hans blik og holdt mig så vidt muligt på afstand. Men også når jeg var hjemme hos mig selv, begyndte hans omsorgsfulde blik at tone frem på min indre skærm og vække noget til live i mig, som føltes farligt. Da jeg opdagede, at der var en del af mig, der havde lyst til at række armene ud mod ham, stivnede jeg i skam.
Jeg frygtede den kommende MUS-samtale, som var det verdens undergang. Da jeg sad i stolen foran min chef, tændte jeg straks for en nøje forberedt ordstrøm om min bekymring for en af beboerne på vores institution. „Vent et øjeblik,“ sagde han og sad lidt og så på mig. Der foregik en vild kamp inde i mig i de sekunder. Så stillede han det værst tænkelige spørgsmål: „Hvordan har du det selv?“ Så skete det, jeg havde frygtet allermest: Samtidig med at jeg forsikrede ham om, at jeg havde det godt, begyndte mit ansigt at bæve, vandet fyldte mine øjne, og jeg var ved at drukne i skam. „Du må gerne have det skidt,“ sagde han. „Græd du bare. Det har vi alle sammen brug for indimellem.“
Jeg husker ikke meget af resten af samtalen. Men efterfølgende indfandt der sig en ny ro. Det føltes ikke nær så farligt at se min chef i øjnene. Nu havde han jo set det værste, og ingen af os havde taget skade. Bagefter undrede det mig, at det føltes SÅ skamfuldt og farligt. Det lød jo fuldstændig soleklart, når han sagde, at jeg gerne må have det skidt, og at alle har brug for at græde. Det havde bare været strengt forbudt for mig indtil da.
Rikke, 39 år
Rikke har identificeret sig med at være en person, som er følelsesmæssigt selvforsynende og ikke behøver at få noget af andre. Men chefens omsorgsfulde blik kalder på hendes sande selv og gør hende kejtet og usikker. Hun oplever en indre konflikt, som river tæppet væk under hendes psykiske balance. Den ene side i konflikten er hendes sande selv. Det længes efter at træde frem for chefens empatiske øjne og bade sig i deres lys, så det sande selv kan få en oplevelse af at være virkelig og af at eksistere. På den anden side beskytter det falske selv hende mod at mærke den forladthedsfølelse, hun engang måtte fortrænge for at overleve. For at undgå at opfatte, hvor alene i verden hun var, forlod hun dengang sig selv for at blive til en anden, som bedre kunne overleve i hendes oprindelige familie, hvor kærligheden havde trange kår.
Et sted dybt inde mærkede Rikke invitationen fra det omsorgsfulde blik, men blev stiv af angst og forsøgte at skjule sig. Det var hendes held, at omstændighederne gjorde det nødvendigt, at hun så sin chef i øjnene. Og godt, at chefen kunne formidle venlighed og accept af de sider af Rikke, som hun skammede sig over, så hun kunne tage dem til sig og blive en mere hel person.
Det falske selv kan ikke udholde intimitet
Et andet menneske, som kommer tæt på, vil appellere til alle de ægte behov, som det falske selv ikke vil vide af.
Som yngre forelskede jeg mig konsekvent kun i kølige mænd, som ikke var særlig interesserede i mig. I min fantasi var vi det mest lykkelige match, når jeg bare lige fik ham overbevist om, at det var sådan, det var. Men det lykkedes aldrig.
Når jeg mødte en mand, som var varm og interesseret i mig, fik jeg det nærmest dårligt. Der var et eller andet ved det, som stressede mig helt vildt, og min opmærksomhed fæstnede sig hurtigt ved et eller andet hos ham, som jeg nærmest fik lidt afsky for. Det kunne bare være et eller andet, han sagde, som jeg syntes lød dumt, eller et eller andet ved hans udseende, som gjorde mig helt kold.
Irene, 42 år
Irene voksede op med en kølig mor, som havde så store problemer med at håndtere sine egne følelser, at hun ikke havde overskud til at være sammen med sit barn på dets præmisser. Irene udviklede et falsk selv, som ikke behøvede en varm følelsesmæssig udveksling med andre, men som til gengæld var indstillet på at arbejde hårdt og kæmpe sig frem til succes.
Når en varm og kærlig mand gerne ville være intim med hende, kaldte han på det mest ægte i hende, nemlig det sande selv med alle behovene:
Efter utallige mislykkede dates og korte forhold gennem mange år forsøgte jeg at tvinge mig selv til at lade være med at løbe væk, når jeg mødte en kærlig mand. Men jeg fik det typisk dårligt, både lige før og lige efter at vi havde været sammen. Lykkedes det endelig at give mig hen til at være intim med ham, kunne jeg efterfølgende vågne op midt om natten og være iskold og opleve det, som om jeg svømmede rundt i forladthedsfølelser.
Irene, 42 år
Irene troede først, at der var noget galt med forholdet. „Hvorfor skal jeg være sammen med en mand, som giver mig dårlige følelser?“ spurgte hun. Sagen var den, at den kærlige mand trak i hendes sande selv, der var blevet forbundet med forladthed.
„At en anden nærmer sig med dybe, ægte, kærlige følelser, kan få det værste lort op i os,“ sagde min tidligere lærer og leder af Institut for Gestaltanalyse, cand.psych. Niels Hoffmeyer. Det kan være fristende at kassere manden. Men det er samtidig en sørgelig løsning, for vejen frem er at kunne komme til at rumme sit sande selv med alle dets forskellige oplevelser inklusive forladthedsfølelserne. Kun sådan kan vi blive hele.