Gotfredsen: Disse 12 bøger kan løfte dit blik væk fra dig selv

Litteratur giver inspiration til at flytte fokus fra navlen, mener præst og debattør Sørine Gotfredsen, som er aktuel med en bog om narcissisme. Hun giver her råd til, hvad man kan læse for løfte blikket væk fra en selv

Sørine Gotfredsen er aktuel med bogen "Løft blikket", der handler om narcissisme
Sørine Gotfredsen er aktuel med bogen "Løft blikket", der handler om narcissisme. Foto: Leif Tuxen.

Præsten og forfatteren Sørine Gotfredsen har mange gange erfaret, hvordan litteratur giver inspiration til at flytte fokus fra navlen.

Hun er aktuel med bogen ”Løft blikket”, hvor hun giver læseren en indføring i flere romaner, som hun oplever udfordrer narcissismen. Vi har bedt hende gå på jagt på hendes personlige bibliotek og udvælge romaner, som i særlig grad har inspireret hende til at kæmpe mod narcissismen.

Henrik Pontoppidan: De dødes rige. Romanen rummer et eminent kvindeportræt og beskriver de mange tanker og længsler forbundet med at leve i den moderne verden i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.
 
Karl Ove Knausgård: Min kamp. På konfronterende ærlig vis udlægger Knausgård sin egen personlighed og narcissisme som en vej til almen selvindsigt.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf. Her møder vi den noget nær perfekte beskrivelse af skyldens tyngde og menneskets behov for at blive mødt af nåde.

Tom Kristensen: Hærværk. Romanen tager os med ind i det københavnske journalistmiljø og skildrer på fascinerende vis den menneskelige blanding af håb om liv og trang til selvdestruktion.

Philip Roth: Enhver. Roth mestrer her kunsten at beskrive en mands erfaring af kroppens forfald og den bitterhed, der kan melde sig ved tanken om eget endeligt.

Marilyn Robinson: Hus og hjem. I denne lille roman skildres livet for en ung pige, der er afskåret fra normaliteten, hvormed vi mindes om menneskelivets dybde og mangfoldighed.

Martin A. Hansen: Løgneren. Fortællingen om Johannes Vig udfolder stille og vist menneskets evne til at lyve for sig selv og gå glip af kærligheden og livets fylde.

Charlotte Brontë: Jane Eyre: Jane Eyre er én af de mest gribende litterære heltinder, idet hun både slås for sin frihed og lydigt underlægger sig en gudfrygtig alvor, der sætter vor tids selvdyrkelse i relief.

Norman Mailer: De nøgne og de døde: Her møder vi en rå fortælling om amerikansk kultur, krigens rædsler og en række mandeskæbner under Anden Verdenskrig.

Herman Melville: Moby Dick: I jagten på den store hvide hval afsløres menneskets hovmodige trang til at underlægge sig naturen og løse livets mysterier.

E.M. Forster: The longest journey: Romanen fortæller om en ung mands famlende og forfængelige frygt for at forsvinde i almindelighed og ikke komme til at sætte sig vigtige spor i livet.

Lev Tolstoj: Anna Karenina: Her møder vi både kærlighedens lidenskabelighed og menneskets risiko for at blive så meget slave af sit eget sind, at kærligheden langsomt bliver kvalt.