Margrethe Kähler har læst en bog med sit barnebarn: Jeg har været på en indre rejse

Som ung læste jeg ”Løgneren” af Martin A. Hansen. Nu har jeg genlæst den sammen med mit barnebarn, og mit syn på romanen har ændret sig 180 grader

"Jeg har været på en indre rejse i disse dage, hvor mit barnebarn har holdt et spejl op med ”Løgneren”, hvor jeg kunne genkende mit lange livs erfaringer og nye indsigter i romanens handling."
"Jeg har været på en indre rejse i disse dage, hvor mit barnebarn har holdt et spejl op med ”Løgneren”, hvor jeg kunne genkende mit lange livs erfaringer og nye indsigter i romanens handling." . Foto: Leif Tuxen og Kimberly Farmer/ Unsplash.

I sidste uge spurgte Christian, mit barnebarn på 17 år, om jeg ville læse Martin A. Hansens roman ”Løgneren” og diskutere den med ham. Og det skulle være nu, for han skulle fremlægge romanen i denne uge i sin gymnasieklasse. Hans tolkning skulle bygge på de syv dødssynder. Jeg sagde ja, og vi blev hurtigt enige om, at romanens hovedperson og fortæller, Johannes Vig, står for fire dødssynder: dovenskab, hovmod, misundelse og utugt. Ikke en renhjertet helt, men et menneske ligesom os andre.

”Løgneren” handler om det moderne menneske og dets psykologiske, eksistentielle og religiøse vilkår. Intet mindre. Tung af direkte og indirekte henvisninger til Kierkegaard, Blicher, Det Gamle Testamente, Prædikerens Bog, om livets evige gentagelse, tomhed og meningsløshed, hvor vi kun er på gennemrejse. Romanen hedder ”Løgneren”, fordi den giver sig ud for at være en dagbog, men i virkeligheden er skrevet et år efter, at dens begivenheder fandt sted. Her er en lille intro:

Johannes Vig er tæt på de 40 år og skolelærer og hjælpepræst på en fiktiv ø, Sandø, som han flyttede til efter et ulykkeligt kærlighedsforhold. Han har en hund, Pigro, som betyder doven på italiensk, og en indre sjæleven, Nathanael, som Johannes fører lange ”samtaler” med. Kvinden, han nu elsker, Annemari, tør han ikke vælge, selvom hun gerne vil have ham. Johannes har en elskerinde, Rigmor, gift med øens storbonde, Frederik. Han elsker hende ikke, men prøver til sidst at få hende til at kvitte sin livslede og gøre noget aktivt for øboerne frem for kun at være Frederiks smukke hustru. Det sker, da Johannes selv holder op med at føle sig som en gæst på øen og i livet. Hans hund Pigro dør symbolsk samtidig.

Romanen er en ordentlig mundfuld for en ung mand på 17 år. Men jeg siger jer: at være Christians snakkemakker gennem nogle døgn har været en øjenåbner. At dele vores tanker om den psykologiske udvikling, som Johannes gennemgår, har været guf for sjælen og en dyb glæde for hans farmor. Jeg læste den selv som 17-årig og afviste den med hele ungdommens utålmodighed: ”Grib dog chancen, Johannes! Annemari vil gerne have dig. Hold op med at sidde der og iagttage.”

Jeg brød mig ikke om Johannes’ distancerede, ironiske holdning: Livet er gentagelse og tomhed. Mennesker er på besøg, og det er ikke vigtigt, om vi gør det ene eller det andet. Johannes har taget denne rå realisme i Prædikerens Bog til sig. Hans melankoli og nølen gjorde mig oprørt. Hvor var lidenskaben og handlekraften? For Johannes siger helst til folk, hvad der er nemmest at sige. Han er jo på rejse og dybest set ligeglad med dem, der spørger ham til råds.

Jeg må have opgivet romanen på halvvejen, for nu som 78-årig kan jeg se, at ”Løgneren” er en udviklingsroman, som er helt oppe at ringe i menneskelig indsigt. Den vedrører alle mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen og sig selv. Dens sprog er poetisk, fuld af små billedmalende sætninger, der summer sig sammen til præcise sanseindtryk og lige pludselig bliver storslået og vildt. Den er fuld af melankoli, fortvivlelse, ironi og klarsyn. Det er ikke en gå-til-og-fra-bog. Når man først er gået ind ad døren, kan man ikke gå ud igen, før det hele er på plads, og Johannes Vig er trådt i eksistentiel karakter og har taget sin skæbne på sig. Stoppet med at være på besøg i livet. Holdt op med at tale sig selv ned som en halvvissen, trist fætter, grå i toppen – og hallo: han er kun 40 år – og acceptere sig selv og sin skæbne i stedet for. Hele pakken og valgets nødvendighed inklusive sit eget lys og mørke.

Jeg har været på en indre rejse i disse dage, hvor mit barnebarn har holdt et spejl op med ”Løgneren”, hvor jeg kunne genkende mit lange livs erfaringer og nye indsigter i romanens handling. Modsat dengang jeg var 17 år og læste romanen kun med mig selv. Og mit barnebarn har brugt løs af de af mine erfaringer, som har sagt ham noget. Han klarede den fint i skolen med dødssynder og det hele. Nu har han spurgt, om vi ikke skal læse ”Sisyfos-myten” af Albert Camus sammen. Jeg har selvfølgelig sagt ja med det samme. Kan ikke forestille mig noget bedre end denne generationskontrakt.