Læser: Lad os blive lidt modigere, så vi tør tale med hinanden om tro

Agnete glæder sig over, at blandt andre kendte mennesker deler ud af tanker om deres trosliv. Tør vi andre også vove at samtale med hinanden om længsler, sorger og glæder på troens vej, så vil vi kunne spejle os og inspirere hinanden

"Jeg synes, det kunne være godt, hvis man lidt oftere kunne snakke om sit forhold til sin tro med hinanden. Vi mennesker snakker ofte om mange ting, når vi mødes: verdens gang, hverdagsting, politik, børn og børnebørn. Og måske også teologiske emner og forhold. Men det med ens egen personlige tro er ikke så tit et tema," skriver Agnete til brevkassen.
"Jeg synes, det kunne være godt, hvis man lidt oftere kunne snakke om sit forhold til sin tro med hinanden. Vi mennesker snakker ofte om mange ting, når vi mødes: verdens gang, hverdagsting, politik, børn og børnebørn. Og måske også teologiske emner og forhold. Men det med ens egen personlige tro er ikke så tit et tema," skriver Agnete til brevkassen. . Foto: Ben White/Unsplash.

Kære brevkasse

Jeg har været glad for at læse brevkassen de sidste uger, der har handlet om, at man kan have forskellige veje og forskelligt forhold til det at tro. Jeg synes, det var befriende at læse om de forskellige nuancer, troen rummer, for jeg tror, at man kan have mange forskellige følelser og tanker i forhold til troen.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Som I skriver, er troen ikke en fast størrelse, men noget, der naturligt er bevægeligt, alt ud fra hvem man er, hvordan man har det, og hvad man kommer fra og oplever i sit liv. Nogle har en meget forankret og stærk tro, nogle har en forsigtig tro, andre vil gerne tro, men har svært ved det. Jeg har selv mødt mennesker, der har sagt, at det må være dejligt at have en tro, men at de har svært ved at få den. Det aspekt kunne man også læse om her i avisen for nylig i et interview med Ole Bornedal.

Nogle har måske en tro forbundet med mange følelser, og andre har en mere nøgtern tilgang, måske noget de næsten har besluttet sig for, også selvom deres følelser ikke altid følger med.

Hvor vil jeg så hen med det her brev? Jo, jeg synes, det kunne være godt, hvis man lidt oftere kunne snakke om sit forhold til sin tro med hinanden. Vi mennesker snakker ofte om mange ting, når vi mødes: verdens gang, hverdagsting, politik, børn og børnebørn. Og måske også teologiske emner og forhold. Men det med ens egen personlige tro er ikke så tit et tema.

Jeg ved godt, at det jo er en meget privat størrelse, og det skal det også på en måde være, men alligevel kunne det være inspirerende at høre om andres forhold til deres egen tro, om håb, tillid, længsel og sorger og glæder på troens vej.

Heldigvis kan man jævnligt læse om disse temaer i denne gode avis, for eksempel ved portrætinterviews. Men jeg synes også, det kunne være godt at dele med hinanden, når vi mødes, da det jo fylder hos mange mennesker. Man kan måske godt snakke sammen om, hvorvidt præstens tale sidste søndag var god, men det er noget lidt andet.

I brevkassen blev det også nævnt som en opfordring at deltage i en studiegruppe eller bibelgruppe, eller hvad sådan noget nu kaldes. Det er en god idé, og jeg har selv været med i sådan en i en årrække.

Mit indlæg er bare en lille appel til, at vi bliver lidt modigere, når vi er sammen, så vi måske kunne tale om tro på en ærlig og sårbar måde, så man kan spejle sig lidt i hinanden og inspirere hinanden i forhold til det at tro.

Venlig hilsen Agnete

Kære Agnete

Tak for dit brev. Det er, som om det er blevet lidt mere ok at nævne temaer omkring tro end blot for nogle år tilbage. Hvad det skyldes, er der sikkert mange bud på.

Du nævner troens forskellighed, og at vi med fordel skal være modige og dele tanker og følelser omkring dette emne med hinanden. Det tænker vi er en rigtig god idé. Igennem ærlige, vigtige samtaler om livets store spørgsmål kan vi blive inspireret af hinanden, og vi kan måske være med til at give hinanden mod og håb i hverdagen. Og så kan vi igennem de personlige samtaler spejle os og genkende os selv i hinanden. Og det kan man have brug for. Vi har i det hele taget brug for hinanden på livsvejen.

Vi tænker, at også ægtefæller, som deler seng og bord og livet sammen, måske ikke altid kender hinandens tanker om tro eller ikke-tro så godt – eller hvad der rører sig i hinandens indre om længsler eller frygt eller behov i disse spørgsmål.

Kommer der sygdom eller store sorger, dukker eksistentielle spørgsmål lettere op end ellers, og behov for bøn eller samtale om mening eller ikke-mening kan trænge sig på, når døden eller stor modgang hos en selv eller de nærmeste ligger lige foran. Er man lidt mere vant til at snakke om sådanne ting på de mere almindelige dage, er det alt andet lige lettere at gøre det, når livets store spørgsmål eller sorger rammer, og man måske i særlig grad har brug for at trække på de årtusindgamle gode ord fra Bibelen eller finde ord i en personlig eller fælles bøn.

Nogle personer og familier har en praksis med bordbøn eller aftensang eller et andet tilbagevendende udtryk for tak, tro og håb. Det kan selvfølgelig i nogle tilfælde blive noget udvendigt og overfladisk, og nogle mennesker har måske også slået sig på sådanne ting gennem årene, hvis det blot er blevet til remser.

Alligevel bør det ikke forhindre, at sådanne hverdagsritualer for taknemmelighed eller ønsker tages frimodigt i brug. Mange små børn elsker det og finder tryghed i gentagelsen og en vished om, at de voksne nok er store og trygge, men at også de kender til en større hånd, som man kan stole på.

Og når sådanne traditioner er der, kan det måske netop være med til også at afføde de gode samtaler om, hvorfor man har brug for at sige tak eller har brug for at bede om håb for natten og morgendagen – eller har brug for at råbe om hjælp, selvom man er voksen.

Mange hilsener