Læser til brevkassen: Når samfundet åbner op igen, venter jeg ikke besøg. Folk er vænnet af med at gøre sig den ulejlighed

Karen-Marie er glad for samværet blandt andre frivillige. Venner og familie forventer hun sig derimod ikke meget af

Læser til brevkassen: Når samfundet åbner op igen, venter jeg ikke besøg. Folk er vænnet af med at gøre sig den ulejlighed
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Tak for jeres gode brevkasse, som jeg læser med interesse. Sidste uges brev fra Annine fik mig til tasterne, fordi hendes situation er så almen for os, som bor alene.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Da jeg gik på pension for tre år siden, havde jeg i forvejen foden indenfor i vores lokale frivilligcenter og havde dermed en plan for mit nye liv. Det har betydet, at jeg føler mig nyttig for nogle mennesker igennem det arbejde, som jeg udfører. Og det bedste er, at jeg på den måde samtidig har fået nogle gode accepterende kolleger. Der er plads til både alvor og hygge i samværet.

Når jeg ellers tænker over de andre miljøer, som jeg tilhører, så føler jeg mig bedst tilpas blandt ”arbejdskammeraterne”. Jeg konkluderer ofte for mig selv, at samvær, som kun handler om nydelse hos venner og familie, let bliver for ligegyldigt. Men vejen til det rette frivillige arbejde har været lang og besværlig. Jeg har også været nødt til at opgive nogle aktiviteter undervejs, når jeg oplevede, at det blev for hårdt.

Mit råd til ensomme pensionister er derfor, at man må prøve sig frem. Gerne have flere sideløbende aktiviteter i gang samtidig. Hvis man kun har en igangværende forening eller et kursus, så kan dette risikere at fylde for meget, eksempelvis hvis det er i en periode med konflikter. Det kan ende med bekymringer og stress, som man hører om blandt andet i menighedsrådsarbejde. Derfor skal man huske også at være medlem steder, som er velfungerende.

Mit budskab kan godt høres som et forsvar for en egoistisk zapper-kultur. Men det er svært for andre at dømme, hvornår man kun handler egoistisk. Indimellem må man gøre op med sig selv, om denne forening eller arbejde slider så meget på en, at det ikke er umagen værd. Da er det skønt som pensionist selv at kunne vælge og sige fra – uden at være afhængig af en lønnet ansættelse.

I forhold til det mere ligegyldige samvær i familie og vennekreds kan inspirationen fra det frivillige arbejde forhåbentlig smitte af. Den respekt og deraf følgende selvtillid, som jeg har fra det frivillige arbejde, gør mig mindre sårbar i private sammenhænge. I corona-perioden har jeg for eksempel drømt om igen at kunne invitere gæster hjem. Jeg har hygget mig med at indrette mit hjem i en mere præsentabel retning. Men jeg har nok også vidst, at det måske er en drøm, som aldrig bliver realitet, fordi ens nærmeste er vænnet af med at gøre sig den ulejlighed at komme på besøg. Undskyldningen vil være, at vi jo holder en vis kontakt via telefon og så videre. Og når Danmark ”åbner op igen”, er det jo ikke med henblik på at besøge de gamle rundtom i deres små hjem. Det batter ligesom ikke nok i det samlede bruttonationalprodukt.

Venlig hilsen

Karen-Marie

Kære Karen-Marie

Tak for dit brev. Det er godt at høre, at dit frivillige arbejde giver mening og glæde for dig i din hverdag, og at du har et godt og givende fællesskab med dine frivillige kolleger. En af grundene til den glæde er måske ikke kun de gode kolleger, men også et interessefællesskab og et engagement i forhold til den sag, som man er sammen om.

Der findes meget forskelligt frivilligt arbejde, og det er en god idé, at man går efter noget, som vækker ens egen interesse, og som man finder vigtigt. Du nævner selv menighedsrådsarbejde som noget vanskeligt. Heldigvis kan det også være meget givende at være med i det folkekirkelige demokrati for en del mennesker i alle aldre.

Der er utallige foreninger og organisationer i Danmark med forskelligartede opgaver, som løftes af frivillige. Mange af disse opgaver kan måske kræve et stort engagement og mange kræfter, mens andre opgaver kan være langt mere begrænsede. Ofte efterlader de alligevel en følelse af, at man er med i noget vigtigt. Enhver må vurdere alt efter alder, helbred og ressourcer, hvad og hvor meget man kan tage på sig.

Vi synes ikke, at du lyder som en zapper, blot fordi du holder flere kanaler åbne og til tider også vælger til eller fra. Når man har nået din alder, må man godt holde fast i, at man vil bruge de kræfter, man har, med omtanke og ikke slides op i diverse konflikter og i et ikke-velfungerende arbejde. Ligesom med økonomiske investeringer skal man ikke satse hele butikken på en ting, men gerne holde forskellige muligheder åbne – eller som ordsproget siger, skal man ikke lægge alle æg i den samme kurv.

Det lyder ikke egoistisk, at man søger at hjælpe til der, hvor det også giver mening for en selv. I det hele taget er der jo meget hjælpearbejde, som både kan være til glæde for afsender og modtager. Og jo mere man engageres i et frivilligt arbejde, jo mere mening kan det give i ens liv. Og de, der modtager hjælpen på den ene eller anden måde, vil jo også ofte kunne fornemme glæden ved det engagement, der lægges for dagen, og opleve taknemmelighed ved det.

Mindre glædeligt, tænker vi, er det at høre dine ord om samvær med familie og venner. Du kalder det overfladisk, og at det ofte blot handler om nydelse. Og der kan være en fare for, at der sniger sig en lille tone af bitterhed ind, når du skriver om, hvad du eventuelt kan forvente af dem, når verden igen åbner op efter coronapandemien.

Det kan være, at det netop er sådan med dem, som du kender, og det skal man have respekt for. Men i bedste fald kunne vi ønske, at i det mindste nogle af dine venner og familiemedlemmer kunne være til lidt inspiration og glæde. Men vi mennesker kommer fra meget forskellig baggrund. Og for nogle er det jo rigtigt nok, at familiesammenkomster kan føles mere af pligt end lyst, hvor man godt nok sidder i samme lokale og spiser den samme mad, men hvor man ikke har så meget tilfælles. I tillæg møder man måske heller ikke altid en særlig stor interesse for sit eget liv og levned fra visse familiemedlemmer. Sådanne samvær skal ofte overstås, og man går ikke decideret opløftet eller beriget hjem. Den erfaring kan en del mennesker have, og det er ikke så opbyggeligt.

Nu kender vi jo ikke din familie eller dine venner. Men måske gik det an at udfordre disse fællesskaber lidt, når I var sammen, ved at du tog mod til dig og spurgte lidt dybere ind til de andre for at høre, hvad de er optaget af, glædes over, er bekymret for og så videre, så man ad den vej kunne få en lidt mere personlig og meningsfuld samtale, når man er sammen. Man kunne også bringe et vigtigt tema på banen og spørge ind til, hvad de andre tænkte om den sag, og dermed kunne man måske få en interessant og berigende samtale om det emne. I nogle sammenhænge kan man måske godt opgive ovenstående på forhånd, men i andre fællesskaber kan det godt blive en mulighed for et meningsfyldt samvær, hvis man selv vover at lukke op for noget personligt. For dermed giver man måske en hjælpende hånd til de andre, sådan at de også kan vove at give noget af sig selv og fortælle ærlige ting fra deres livsvej. På den måde kan personlige og livgivende fællesskaber opstå eller genopstå, hvor man deler det ægte liv eller spændende temaer med hinanden. Dermed bliver de timer sjældent hverken kedelige, ligegyldige eller overfladiske.

Vi ønsker dig alt godt videre med det frivillige arbejde og måske også med at forsøge at skabe noget godt og meningsfyldt i nogle af de andre fællesskaber, som du indgår i.

Mange hilsener