Læsere støtter hinanden: Der findes ikke én rigtig måde at tro på

Efter at Anne for to uger siden skrev til brevkassen om sine udfordringer i forhold til tro, har flere skrevet til hende. Her bringer vi to breve

"Tak, at du bringer et anliggende frem, som både lærde teologer og vi andre kender til. Du er dig, og din tro er din og unik, og din længsel er den ypperste bøn i sig selv," lyder det blandt andet fra én læser til en anden.
"Tak, at du bringer et anliggende frem, som både lærde teologer og vi andre kender til. Du er dig, og din tro er din og unik, og din længsel er den ypperste bøn i sig selv," lyder det blandt andet fra én læser til en anden. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Kære Anne

Jeg blev så rørt, da jeg læste dit indlæg til brevkassen. Jeg kender det selv, og det gør mange andre sikkert også, at vi let kommer til at måle os i forhold til andre, også når det gælder vores tro og det kristne liv.

Det, du mangler, har du selv, tillader jeg mig at skrive, fordi for mig er dit indlæg båret af en inderlig længsel efter Gud. Og denne længsel er jo netop på en måde en ganske særlig bøn. Det råd eller den tænkemåde fik jeg selv, da jeg havde det på en tilsvarende måde. Du er jo i din længsel i en form for dialog med den Gud, du efterlyser. Du har måske ikke den der stille hvilen i tillid, men i Guds hus er der mange forskellige boliger og mange forskellige trosudtryk.

Du skriver, at du er nær Gud i Salmebogen og i fortællingerne om Guds søn, og du vedkender dig troen på Guds nåde. Min sjæl, hvad vil du mere?

Mit råd som medvandrer vil være, at du bruger salmerne endnu mere, så du ikke bare synger med i kirken, men måske tager dem med i hverdagen. Jeg finder selv dagligt megen trosnæring i dem. Og i bønnetillægget i Salmebogen er der så mange relevante bønner, som for fleres vedkommende omhandler troskriser. Jeg finder i disse bønner et meget givende trosfællesskab.

Tak, at du bringer et anliggende frem, som både lærde teologer og vi andre kender til. Du er dig, og din tro er din og unik, og din længsel er den ypperste bøn i sig selv. Også selvom den måske ikke giver dig det svar, som du kunne forvente ved at sammenligne dig med andre.

Venlig hilsen Katrine

Kære Anne

Dine iagttagelser om Guds fravær og den dermed forbundne følelse af afsondrethed er for mig at se ganske sund. For min erfaring siger, at Gud er en levende Gud, ligesom vi også er levende. Og følelsen af, at Gud er blevet borte, avler en længsel efter at erfare mere.

Bøn om en dybere tro og indsigt og et større nærvær er en god ting at bede om, og det er også godt at læse i Salmernes Bog og i Jobs Bog, hvor du møder og kan genkende din erfaring.

Jeg tror også, at det kan være en god idé at opsøge en bibelkreds ved din kirke eller en netværksgruppe, hvor du kan dele og få talt om de hurdler, du møder i troen, eller måske opsøge en samtale hos et erfarent og vist kristent menneske. Det er rigtigt, at man kan møde mennesker, der er helt forankrede i deres tro, og det kan skabe en ensomhed i en. Man kan blive ked af, at man ikke føler, at man hører hjemme blandt dem, der føler sig overbevist om at være frelste. De kan virke så sikre i deres tro. Men også de, der føler sig frelste, kan erfare tomhed og ensomhed, når Gud er blevet borte. Det viser, at det med at tro er en åndskamp, og det er din nok også. Tænk på det hele som et åndedrag. Man ånder ind, suger til sig, får næring og ånder ud, slipper og kommer væk. Troen er en dynamisk proces, der aldrig ender. Jeg synes personligt, at det er det sundeste, der findes: at mærke Guds fravær. For hvad gemmer sig bag fraværet? Fylde eller tomhed?

Venlig hilsen Mie

Kære Katrine og Mie

Tak for jeres breve til Anne om vandringen i troens verden. I peger på ting, som er værd at overveje. Emnet om troens indre liv er væsentligt og tillige sårbart, for vi er inde der, hvor den enkeltes blufærdighed også er i spil. Troen kan være både stærk og skrøbelig. Den kan være barnlig eller intellektuel, filosofisk eller nøgtern og hverdagsagtig. Eller måske en kombination af flere af disse ord.

De forskellige kirkelige retninger og teologiske forskelle er nok ikke kun et udslag af forskellige meninger og intellektuelle overvejelser. Psykologiske og sociale baggrundsfaktorer er også nok så væsentlige. En gennemsnitlig person, som er knyttet til en mere karismatisk kirkeretning, vil sandsynligvis være skruet anderledes sammen personligt end et menneske, der eksempelvis er knyttet til Tidehverv.

Troen er individuel og kollektiv på samme tid og opleves på forskellige måder i det enkelte menneske, formet af vores personlige og genetiske karakter, livshistorie og de ord og eksempler, som vi er blevet mødt med hos familie, medmennesker og den kirke, vi er blevet præsenteret for og mødt af.

”Hvis I ikke bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige”, står der i Det Nye Testamente. Og de ord bliver ingen af os nok færdige med at grunde over. Det er noget med en tillid til, hvor man kan vende sig hen i glæde og sorg, noget med at være knyttet til et håb og en base. Og meget mere. Væsentligt er, at vi tilkender hinanden frihed til forskellighed, både når troen er sikker og tryg, og når vi må stamme, ”jeg tror, hjælp min vantro.”