Landsholdstræner: Når sommeren ender, håber jeg, vi har en medalje med hjem

Håndboldherrernes træner 49-årige Nikolaj Jacobsen har ikke de store armbevægelser, men tilbringer helst sommeren på den fynske hjemegn med obligatoriske badeture og stegte ål. I år har han dog byttet Danmark ud med OL i Japan

Som træner for det danske herrelandshold har 49-årige Nikolaj Jacobsen vundet guld ved verdensmesterskaberne i både 2019 og 2021. Nu håber han, at han også kan vinde en olympisk guldmedalje, ligesom det danske hold gjorde i Rio i 2016. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er rigtig sommer, når jeg når ned at bade tre gange om dagen med min søn Linus i sommerferien. Nu er vi så heldige at bo på Thurø med 50 meter til vandet, så vi kan blive kølet ned, når det er varmt. Det er lækkert.