Prøv avisen

Kendte danskere: Sådan var vores barndom i 50'erne

Kan du genkende de tre kendte danskere på deres barndomsbilleder? Klik på pilen til højre i billedet og se, hvem de er. Alle fotos fra bogen.

Leif Davidsen, Margrete Auken og Uffe Ellemann-Jensen er blandt de kendte, der i antologien ”Min barndom i 50'erne” fortæller om deres opvækst i efterkrigstidens Danmark

Hold ferie, hvor de legede i 1950'erne. Der var ikke ret meget legetøj, så børnenes hittepåsomhed havde gode kår. Løjerne foregik uden den store overvågning, som børn i dag er underlagt. Forældrene var ”Fjerne voksne”, som er overskriften på forfatteren Leif Davidsens bidrag til antologien ”Min barndom i 50'erne”, der er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Han voksede op i Bogense på Fyn, hvor legene var styret af ritualer, der fulgte årstidernes gang. Efteråret stod på krig, hvor Stegøvejhæren kæmpede mod Mågøvejhæren, som han tilhørte. Krigen stoppede ud på efteråret, hvor de gravede foderroer op for at lave roelygter, som de gik rundt med i mørket.

Om foråret var der fodboldkampe mellem gaderne i selvlavede turneringer. På de lange sommeraftener legede de trekroneskjul, dåseskjul og sprang elastik eller tov. Så var pigerne også med, men ellers legede drengene ikke med piger. De hønsede også, det vil sige spillede med hønseringe - og med marmorkugler, ler- og glas-kugler.

”Jeg legede rigtig meget med min lillebror”, skriver Leif Davidsen.

BOGUDDRAG: Læs det kapitel fra bogen, hvor Leif Davidsen fortæller om sin barndom  

”Vi legede krig i en uendelighed. Selvfølgelig Anden Verdenskrig, men også 'cowboydere og indianere'. Slaget ved Alamo genopførte vi utallige gange. Vi legede ofte ved et sted, som vi kaldte voldgraven, der lå et stykke fra byen ved vandet bag våde enge, hvor man ofte kunne se ål, der forlod ferskvandet for at søge tilbage til havet. Voldgraven var en lille sø ved en græsvold foran en betonmur. Den blev brugt af Hjemmeværnet til at hejse skiver op og ned over, når de holdt skydeøvelser. Vi gravede ofte projektiler op af jorden foran betonmuren, som beskyttede mændene, der styrede skiverne. I køkkenet, når vi var alene hjemme, smeltede vi blyet ud af projektilerne på gaskomfuret og brugte dem til pilespidser til vores hjemmelavede pile. Vi lavede sværd og slangebøsser og byggede hemmelige huler i skoven og havde særlige træer, som vi kravlede højt op i”.

Det var nok ikke gået i dag.

Hjemme på Frederiksberg hos Margrete Auken, sognepræst og medlem af EU-Parlamentet for SF, blev der knaldet så mange ruder, når hun og de fire søskende spillede fodbold i haven, at familien blev smidt ud af forsikringsselskabet. Det fortæller hun i sit bidrag ”Bare ude at lege”:

”Men vi var mest ude at lege med de andre. Også disse lange salige dage af voksenfri leg, hvor vi ud over at gentage de traditionelle lege, som var mange flere end 'kludremor', 'svingfigur', 'skjul' og 'land' (dem jeg lige kommer i tanker om), dramatiserede vores fantasi. Det skete da, at vi bare legede 'far, mor og børn', 'røvere og soldater' samt varianten 'cowboydere og indianere', men tit fantaserede vi videre i legene fra den fortælleverden, vi levede i hjemme”.

Den tidligere journalist, medlem af Folketinget og udenrigsminister for Venstre Uffe Ellemann-Jensen har aldrig lagt skjul på, at han er en glad lystfisker. Interessen begyndte tidligt, fremgår det af hans fortælling, ”Med appetit på livet”, illustreret af et fotografi af en munter Uffe, otte år, iført jakke og plusfours. Det var dengang, han indledte sin lystfiskerkarriere, når han fiskede makreller med en bambusfiskestang ved Langeliniekajen på Østerbro, hvor han voksede op. Somrene blev tilbragt på hans morfars gård ved Haarby på Fyn:

”Når jeg ikke travede rundt i Signekærskoven og lyttede til skovduerne, hvis kurren ifølge min morfar betød 'du-må-iiikke-skyyyyde-skovduuuen', eller lurede på rævegraven, fiskede jeg i åen: Haarby Aa snor sig fra Søholm Sø til udløbet i Helnæs Bugten. Morfars enge lå over for Haarby Holme, med et par store sving, hvor kvæget kunne gå ned at drikke. Da jeg var lille, måtte jeg ikke gå ned til åen alene. Heller ikke til lergraven, som lå på den anden side af landevejen ved det teglværk, min oldefar, Jacob Ellemann, havde grundlagt. Vandet i lergraven var sort, stille og uhyggeligt dybt, mens det i åen var klart og klukkende og med den dejligste sand- og grusbund med svajende vandplanter og skygger af fisk, som smuttede væk, når vi nærmede os”.

Årtiet før hang krigen og tyskernes besættelse af Danmark som en mørk skygge over danske børns opvækst. Og levevilkårerne var beskedne og præget af mangler og erstatningsprodukter på alt fra fødevarer over tøj til brændsel, hvilket fremgik af antologiens forgænger ”Min barndom i 40'erne”.

Nøjsomhed prægede også opvæksten for bidragyderne, der var børn i 1950'erne, hvad enten man voksede op i et lægehjem som Margrete Auken, havde en ufaglært far og en hjemmegående mor som Daimi Gentle eller en ude-arbejdende mor og en i perioder arbejdsløs far som Leif Davidsen.

Tøjvask foregik i en gruekedel. Der var ofte ikke indlagt vand og varme. Det ugentlige bad fandt sted i et stort kar i køkkenet og ellers etagevask. Maden til daglig var ensformig - kartofler, frikadeller, opbagt sovs, øllebrød, sagosuppe og fisk. Og tøjet var hjemmesyet som hos forsvarsadvokat Merethe Stagetorn, der voksede op på sine morforældres gård på Stevns, mens faderen var i gang med jurastudiet. Senere flyttede familien til Glostrup. Under overskriften ”En verden i forandring” skriver hun:

”Min mor var meget fingernem, både med symaskine, hæklenål og væveapparat. I januar 1950 strikkede hun en kyse til mig af diverse garn-rester, som hun havde i sin strikkekurv. Dertil hørte en god, hjemmesyet frakke. Mine klassekammerater fandt hurtigt på at kalde frakken for 'den uopskårne mekka', ligesom de trak i silkebåndene, som bandt huen sammen. Det var lidt ærgerligt, for min mor havde prist det gode varme tøj, og nu blev jeg råbt ad, fordi det ikke var moderne. Moderne? Jeg havde indtil da haft min opvækst på landet, hvor begrebet 'mode' ikke fandtes. Egentlig kan jeg ikke huske min reaktion, men jeg ved, at tøjet gjorde, at jeg undgik lungebetændelser og hoste”.

Fælles for flere af skribenterne er beskrivelsen af lærernes hårde metoder. Leif Davidsen havde en særligt frygtet og ondartet engelsk-lærer, der uddelte spanske huskekager, hvor han trak eleven langsomt op i ørerne, indtil denne stod på tæer, hvorefter han slap hurtigt og smækkede sine flade hænder ind på hver af barnets kinder, så det sang i hele hovedet.

Der var også stadig opdelte pige- og drengeklasser som i Uffe Ellemann-Jensens skole, Rosenvangskolen, hvor drenge og piger skulle holde sig på hver sin side af en malet streg i frikvartererne, ellers kom den stramtandede frøken Balle efter dem.

”Jeg har siden tænkt på, om det mon var med til at skabe min meget tidlige interesse for piger? Jeg husker i hvert fald en lille yndig mørkhåret sag med sorte sveskeøjne fra pigeklassen, som fik mig til at svede og sige dumme ting, når det nogle få gange lykkedes at udveksle bemærkninger, mens frøken Balle så den anden vej”, skriver han.

I 1950'erne begyndte det økonomiske opsving, der fik optimismen til at stige og forbedrede levestandarden. Der blev råd til at flytte i bedre boliger med indlagt vand, el og centralvarme og den helt store luksus - badeværelse. Isskabene blev erstattet med køleskabe. Og år-tiets store opfindelse, fjernsynet, flyttede ind.

Som forfatter Charlotte Strandgaard beretter i sit bidrag, ”Øjeblikke fra halvtredserne”, var det stort, da de fik fjernsyn i Aarhus, betalt af Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor hendes far, litteraturanmelder og forfatter Jens Kruse, var ansat, for nu skulle han også skrive om tv:

”Et billede med en person, der taler lige ind i stuen! Jeg henter min veninde, der også er på vej ned til mig. Vi falder hinanden om halsen og stirrer og stirrer på det lille sort-hvide billede. Da vi har set en hel time, er der ikke mere. Men vi sidder i lang tid og ser på den sorte skærm. Tv!”.

Opstanden i Ungarn i 1956 førte til de store tv-transmitterede tv-shows, Ungarnshjælpen, som næsten alle antologiens bidragydere nævner - det var dengang i monopolets dage, hvor DR kunne samle hele nationen foran fjernsynsapparaterne.

Man gik til spejder i 1950'erne - og dans. Det sidste holdt Merethe Stagetorn af, og årets store højdepunkt var afdansningsballet på restaurant Siesta i Glostrup, og hendes mor havde haft gang i symaskinen:

”Jeg fik fine taftkjoler med skød. Vi defilerede ind, hold efter hold i kotillon. Det var en stor dag”.

For forfatter Bjarne Reuter, der er fotograferet som syvårig ved gadekæret i Brønshøj, blev afdansningsballet i Odd Fellow Palæet en forsmædelig dag. For da blev det afsløret, at han havde pjækket fra danseskolen hele vinteren og i stedet havde brugt betalingen på fire kroner hos en pølsemand. Straffen var daglige pligter som at hente isblokken til isskabet i ismejeriet.

”Havde jeg ikke vidst det før, så vidste jeg nu, at Gud ser alt, og at ingen undslipper hans straf, men hvad Bodil Guldstjerne Hansen angik (dansepartneren fra Odd Fellow Palæet, red.), så fik jeg et brev, som hendes veninde gav mig i skolegården, hvor Bodil spurgte, om vi skulle komme sammen. Hun boede på Tomsgårdsvej 44, stuen til venstre, og hun ville gerne se mig den førstkommende fredag. De skulle have boller i karry. Jeg stod der klokken seks, hilste på Bodils forældre, spiste to portioner boller i karry og gik hjem et kvarter over otte, mæt og godt tilfreds, men Bodil så jeg aldrig mere”, skriver Bjarne Reuter i sit bidrag, ”Ismand”.

Der blev røget tobak og tæt i 1950'erne, hvilket også nævnes i flere beretninger. Som kulturminister Bertel Haarder (V) fortæller om at være ”Sønderjysk skolebarn” på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord:

”Der var ofte aftensang i de private stuer, mens vi børn (vi var seks) befandt os i soveværelserne ovenpå. Der blev sunget adskillige sange hver aften, afsluttet med egentlig aftensang: 'Dagen går med raske fjed', 'Hvilestunden er i vente', 'Tunge, mørke natteskyer' osv. Det var enormt hyggeligt og uendelig trygt at få både sangene og den tætte cigaretrøg op gennem gulvbrædderne”.

Og så var det også årgangen, hvor pigerne kom i gymnasiet og fik videregående uddannelser - eller kunne få en karriere på baggrund af deres medfødte talent som bogens to sangerinder, Daimi Gentle og Birthe Kjær, der har kulørte beretninger fra deres opvækst i henholdsvis indre København/Esbjerg og Aarhus.

Journalist og forfatter Gretelise Holm blev også den med den længste skoleuddannelse i sin familie. Det skyldtes hendes gode hoved og stålsatte mor, der fik igennem, at kommunen betalte datterens private plads på realskolen i Kolding, så hun undgik at komme ud at tjene som 14-årig. 

Men ellers mærkede Gretelise Holm ikke meget til det økonomiske opsving, der går som en rød tråd gennem antologien. I sit bidrag, ”Livet i landdistrikterne”, kan hun fortælle om en opvækst i yderste armod og vanrøgt som barn i det, man i dag kalder for en nomadefamilie, med 10 børn, hvoraf de otte overlevede. Gretelise Holms historie er kendt fra hendes erindringsbøger.

Denne gang fortæller hun i glimt om blandt andet Paphuset i Addit mellem Silkeborg og Brædstrup, om angsten for maskinlokummer, vandhanens velsignelse, faderens løgn om, at tandbørstning skader tænderne, om gulvtæppebukser og smør i håret og om at komme patflæsk på sår.

Gretelise Holm får det sidste ord:

”Efter udgivelsen af mine erindringer ('Gretelises Danmarkshistorie') har jeg været en del rundt for at fortælle om min opvækst i landdistrikterne, og det har slået mig, hvor lidt vi i Danmark har kendt til hinandens levevilkår, og hvor lidt vi i dag kender til hinandens historie”.

Nu ved vi det.

Læs forfatter Leif Davidsens bidrag til antologien ”Min barndom i 50'erne” her

Leif Davidsen, seks år, på sin første skoledag i 1957 foran familiens hus på Mågøvej i Bogense.
Birthe Kjær med en dukke, hun har fået i julegave. Hendes mors kusines hestehale var klippet og limet på dukkens hoved som paryk.
Daimi Gentle sammen med sin far og mor og sit nye røde løbehjul foran banegården i Esbjerg cirka 1954.
Gretelise Holm på husmandsstedet i Bramdrupdam ved Kolding i 1954. Lillebror Viggo sidder på potte i forgrunden.
Merethe Stagetorn i strikket kyse og frakke i uopskåret mekka i 1950.
Bjarne Reuter ved gadekæret i Brønshøj i 1957.
Uffe Ellemann-Jensen som otteårig foran Rosenvangskolen på Østerbro i København i 1950.
Leif Davidsen, seks år, på sin første skoledag i 1957 foran familiens hus på Mågøvej i Bogense. - Alle fotos fra bogen.
Uffe Ellemann-Jensen som otteårig foran Rosenvangskolen på Østerbro i København i 1950.
Daimi Gentle sammen med sin far og mor og sit nye røde løbehjul foran banegården i Esbjerg cirka 1954.
Merethe Stagetorn i strikket kyse og frakke i uopskåret mekka i 1950.
Bjarne Reuter ved gadekæret i Brønshøj i 1957.
Birthe Kjær med en dukke, hun har fået i julegave. Hendes mors kusines hestehale var klippet og limet på dukkens hoved som paryk.
Gretelise Holm på husmandsstedet i Bramdrupdam ved Kolding i 1954. Lillebror Viggo sidder på potte i forgrunden.