Fortalt af Lars Hjortshøj
Det kan virke uoriginalt, men hvis jeg skal pege på en oplevelse, der har været med til at forme mig som menneske, har det været mødet med en lærer.
I 9. klasse kom jeg på efterskole og blev rykket ud af mit barndomsmiljø. Det ruskede på mange måder lidt op i mig, og mødet med dramalæreren Henrik Hansen, der også underviste i mange andre ting, kom især til at få stor betydning for mig.
Henrik var en stor mand på flere planer. Jeg tror, at han oprindelig kom fra København, inden han fik arbejde på Vivild Efterskole, der ligger mellem Randers og Grenaa. På en måde virkede han også, som om han var lidt malplaceret på den jyske efterskole, og jeg tror også, at han havde en lidt alternativ pædagogik, men han var fuld af en smittende energi.
På en eller anden måde gennemskuede han, hvad jeg var for et stort barn. For han forstod, at jeg elskede at optræde, og han inspirerede mig til at blive ved med det. Dengang var jeg 14-15 år, men det var første gang, at jeg mødte et voksent menneske, der indgød mig selvtillid. Og det er jo det, vi alle sammen mangler, når man er i puberteten, som jo er en lang parade af uren hud og lavt selvværd.
Jeg kom selv fra et almindeligt kærligt middelklassehjem. Min mor arbejdede som sygeplejerske, og min far arbejdede både som plejer på Risskov Psykiatriske Hospital og halinspektør, men det var en familie uden nogen tradition for at optræde eller ”gøre sig til”, som man ville sige i Jylland. Der var ikke nogen i familien, der beherskede et instrument eller optrådte på andre måder.
Men Henrik gav mig en tro på, at jeg havde noget, jeg duede til. Jeg kan huske, hvordan han begejstret karakteriserede mig som ”mikrofonliderlig”. Jeg tror, at det var under prøverne til en skolekomedie. Og det var helt klart positivt ment. Der, hvor jeg kom fra, skulle man ikke gøre noget væsen af sig, men her blev det vendt til noget positivt. Før havde jeg lidt skamfuldt tænkt, at der var noget meget selvisk ”se mig, se mig” over at være skuespiller, men han lærte mig, at det også var et hårdt arbejde at gøre sig umage for at give andre en oplevelse. Jeg kan huske, at vi blandt andet lavede et stykke om de nordiske guder.
Og han var den første, der lærte mig, at skuespil handler om at arbejde med teksten. Man skulle forstå, hvad man ville, før man gik på scenen eller til en optagelse til tv eller film. Man skulle forstå, hvad man skulle formidle. Og han lærte mig at arbejde med ordene i en tekst. Jeg elskede i forvejen at læse, og den begejstring for sprog og ord gjorde også, at jeg senere kom til at læse dansk på universitetet i tre år. Jeg nåede aldrig at få en fin akademisk titel, men jeg har stadig stor glæde ved litteratur og elsker at skrive. Det er jo grundlaget for al mit stand-up. Jeg elsker at skrive. Men grundlaget for i det hele taget at rejse mig op og optræde fik jeg fra Henrik Hansen.
Det ændrede mit liv at blive set, ikke fordi det styrkede min narcissisme, men fordi der var en, der havde blik for mig og det, som jeg rummede. Og sådan tror jeg, at vi alle sammen bærer nogen, der har set os og haft blik for os, med os gennem livet. Det er en gave at møde den slags mennesker. Men sådan kan man være heldig at støde ind i mennesker, der har blik for en.
Sommetider kan det være tilfældigheder, og andre gange kan det hjælpe at komme ind i andre sammenhænge og kulturer, hvor der pludselig er nogen, der får øjnene op for en på en ny måde. Og det minder jo også en om, at det er vigtigt at have blik for andre. For det betyder så meget. Noget af det vigtigste for børn er jo at blive set. Jeg blev også set derhjemme, men det var bare på en anden måde. Og der er ingen tvivl om, at det ændrede mit blik på mig selv at blive set af en anden voksen, der forstod mig.