Laurbærblade hører også hjemme i det søde køkken

De duftende blade gør sig godt i blandt andet sorbet og creme brûlée

”Da laurbærbladene nærmest vælter ind gennem mine stuevinduer, bruger jeg dem konsekvent til fisk, kød, grønsager. Men jeg er også begyndt at anvende de friske blade til is og creme brûlée,” skriver Poul Joachim Stender. På billedet ses sidstnævnte. Foto: Poul Joachim Stender

Foran præstegårdens stuevinduer vokser mandshøje laurbærtræer. Det er ægte laurbær, laurus nobilis, og ikke de kirsebærlaurbær, der ufestligt og fantasiløst hærger Danmarks haver.

Mine laurbærtræer er sarte som mimoser. Om vinteren, når der kommer hård frost, må jeg pakke dem ind i bobleplast. Og er frosten særlig slem, svøber jeg nænsomt husets dyner om dem og finder tæpper frem til familien. Et af mit barnebarns første ord var laurbær. Jeg har lært ham at stryge sine små hænder gennem bladene og fylde dem med bladenes vidunderlige duft.

På græsk hedder laurbær Dafne. Hun var en ung, smuk og kysk kvinde, som guden Apollon ville voldtage. Desperat skreg hun på Zeus om hjælp, og han forvandlede hende til et laurbærtræ i det sekund, Apollon sprang på hende. Scenen er udødeliggjort i en marmorstaue af den italienske kunstner Gian Lorenzo Bernini.

Måske er det myten, der gør, at det forekommer mig, at der i smagen af laurbær er noter af kyskhed. Sammen med persille og timiankviste bruges laurbær i den franske krydderbuket, bouquet garni, der giver smag til supper, saucer og sammenkogte retter. Da laurbærbladene nærmest vælter ind gennem mine stuevinduer, bruger jeg dem konsekvent til fisk, kød, grønsager. Men jeg er også begyndt at anvende de friske blade til is og creme brûlée. Af hele mit hjerte må jeg anbefale, at man, hvis man er det mindste interesseret i madlavning og smagen af kyskhed, går ud og køber ægte laurbær og planter dem i sin altankasse eller i en lun krog af haven.