Lavpraktisk hjælp kan være afgørende for sorgramte

Alt for mange efterladte efter selvmord får ikke tilstrækkelig støtte, og ofte ved de nærmeste ikke, hvad de skal stille op. Men hjælp til opgaver som madlavning og rengøring kan være en vigtig støtte for de efterladte og kan samtidig gøre det lettere for omgivelserne at træde til

I Nefos’ samtalegrupper for efterladte efter selvmord er et af de vigtige temaer at kortlægge hvem i netværket, der konkret kan hjælpe, og hvordan den efterladte kan bede om hjælp.
I Nefos’ samtalegrupper for efterladte efter selvmord er et af de vigtige temaer at kortlægge hvem i netværket, der konkret kan hjælpe, og hvordan den efterladte kan bede om hjælp. Illustration: Rasmus Juul

Hvert år tager omkring 600 danskere deres eget liv, og det skønnes, at hvert selvmord efterlader mindst fem nære pårørende.

Elene Fleischer er ph.d. og faglig leder af den private forening Nefos, der – som et af de eneste tilbud i Danmark – støtter efterladte efter selvmord. Siden foreningens oprettelse i 2005 har hun talt med over 1500 mennesker, hvis pårørende har taget deres eget liv. Desuden har hun skrevet flere bøger om emnet og er blandt andet medforfatter til bogen ”I selvmordets kølvand. Hjælp til at bære det ubærlige”.

Det er hendes erfaring, at de efterladte ofte står ret alene tilbage.

Det er sjældent, at lokalsamfund, venner og familie træder til med så omfattende støtte, som Line og hendes to børn fik, som det er beskrevet på sektionsforsiden i papiravisen, da hendes mand og børns far tog sit eget liv.

Derfor mener Elene Fleischer også, at historien om den hjælp, familien fik, kan være en inspiration. Ikke mindst fordi omgivelserne insisterede på at hjælpe. Uden at spørge gik de i gang med at løse helt lavpraktiske opgaver som madlavning, rengøring og hundeluftning, ligesom de efterladte børn blev fulgt i skole af deres klassekammerater og på den måde fik et vigtigt frikvarter fra hjemmets sorg og kaos.

”Vi oplever ofte, at venner og familie siger: ’Du må ringe, hvis du har brug for det. Men når de så ringer, har veninden måske alligevel ikke tid. Mange oplever også, at der, hvor de troede, de kunne få hjælp, får de den ikke alligevel. Det kan gøre ondt. Sorgprocessen efter selvmord er anderledes end efter andre dødsfald. Det fylder meget, at afdøde selv valgte livet fra. Ofte spørger de efterladte: ’Hvordan kunne han gøre det mod os og ramme os så hårdt’, og samtidig kan der være selvbebrejdelser, fordi de pårørende ikke har kunnet forhindre dødsfaldet,” siger Elene Fleischer.

I Nefos’ samtalegrupper for efterladte efter selvmord er et af de vigtige temaer at kortlægge hvem i netværket, der konkret kan hjælpe, og hvordan den efterladte kan bede om hjælp, hvis ikke de nærmeste selv træder til.

I øjeblikket fører Elene Fleischer samtaler med en kvinde, hvis mand begik selvmord for omkring et halvt år siden.

”Hun isolerer sig i sit eget hus, og går kun ud, når hendes datter på 10 år er med. Hun orker ikke at møde omverdenens spørgsmål om, hvordan hun har det. Hun siger: ’De er jo ikke interesseret i at hjælpe mig. Jeg bryder sammen, når de spørger, hvordan jeg har det.’ Vi taler lige nu om, hvem i hendes omgangskreds, hun for eksempel ville have lyst til at drikke en kop kaffe med for at bryde isolationen,” siger Elene Fleischer, der understreger, at historien fra Lejre på den måde er atypisk.

Det er sjældent, at efterladte har lyst til at åbne hjemmet for en større kreds af mennesker umiddelbart efter dødsfaldet, sådan som Line og hendes to børn gjorde det.

Det gode budskab er ifølge Elene Fleischer, at den praktiske hjælp med mad, rengøring og andre opgaver ofte er helt afgørende for de efterladte og samtidig kan gøre det lettere for omgivelserne at støtte.

”Når døden indtræffer, mangler vi ofte ord og ved ikke, hvad vi skal sige til de efterladte. Men det er vigtigere at være til stede end at sige noget. Umiddelbart efter dødsfaldet kommer de efterladte i en chokfase, hvor de føler sig uden for sig selv. Man kan i teorien selv lave mad eller spørge, om naboen vil passe ens barn. Man får det bare ikke gjort, fordi man er så meget i kaos, at man ikke er i stand til at række ud efter omgivelsernes hjælp,” forklarer Elene Fleischer.

Mange vil i chokfasen lige efter selvmordet reagere med at isolere sig og søge sammen med nogle få, nære pårørende. Først efter et stykke tid, når de rationelt har erkendt, at de har brug for hjælp, vil de ønske at mødes med en større kreds. Elene Fleischer understreger, at det er vigtigt, at omgivelserne udfører hjælpen i stedet for at spørge, om de skal hjælpe.

”Det er eminent godt, at en person, man ikke kender særlig godt, tilbyder at gøre rent. Hvis ikke den efterladte ønsker, at andre kommer ind i huset, er det en god idé at stille maden udenfor,” siger Elene Fleischer.

Nogle gange vil netværket til den efterladte opleve, at deres tilbud om hjælp bliver afvist.

”Man hører nogle gange udsagnet: ’Nu har jeg tilbudt hjælp to eller tre gange, og hun har sagt nej. Så må hun også selv om det.’ Det er vigtigt, at vi ikke er for selvcentrerede. Det er ikke en personlig afvisning. Den sorgramte er så meget i sin sorg, at vedkommende beskytter sig selv. Man kan godt sige nej til den hjælp, man bliver tilbudt her og nu, men det kan være, at man siger ja i morgen. Når man er ramt af sorg, svinger sindstilstanden meget. Fra at man er i det dybeste sorte hul og kun ønsker at være alene til, at nu kunne det være godt, hvis der var nogen, der kom og holdt om mig.”