Lene er vokset op på børnehjem: Nu bryder hun den sociale arv med ærlighed

Størstedelen af Lene Lømmelsens barndom i 1980’erne er gået med ”svagbørnskolonier” og børnehjem. Men selvom hun fortæller sine historier med et glimt i øjet, er der en mission bag ordene

For Lene Lømmelsen er det vigtigt at fortælle sin historie, for at bryde med den sociale arv. -
For Lene Lømmelsen er det vigtigt at fortælle sin historie, for at bryde med den sociale arv. - . Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Det var en eftermiddag i 1973. Lene Lømmelsen og hendes tre søskende spænede af sted, mens de kunne høre sirener og se politibiler ankomme til deres hjem. Deres far havde jagtet moderen rundt i lejligheden med en brødkniv, mens han spurgte efter børnene. Men naboen fik stoppet spektaklet med ordene ”sig mig engang hr. Nielsen, hvordan er det, du behandler din familie?”.

Han satte sig flovt ned med køkkenkniven dinglende, for det var slet ikke ham at være voldelig. Det var desperation. Kort tid efter tog han sit eget liv.

51-årige Lene Lømmelsen fortæller historien i en respektfuld, men humoristisk tone. Hun påpeger, at det nok er en overlevelsesmekanisme, når hun smiler ad de svære stunder. For opvæksten i det sociale boligbyggeri i Valby i København har ikke altid været let, men det blev hendes mål at bryde den sociale arv med ærlighed.

Ligesom hendes far er opvokset på børnehjem, har Lene Lømmelsen også oplevet anbringelser. Som niårig kom hun første gang på ”svagbørnskoloni”, der var tidstypisk for børn fra fattige byfamilier og varede nogle måneder ad gangen.

”Jeg hadede det ord,” siger Lene Lømmelsen.

Hun og et andet barn på ”svagbørnskoloni” blev enige om, at det ikke var dem, der var svage, men deres forældre. Men når de andre børn i Valby spurgte, hvor hun havde været, svarede hun altid ”svagbørnskoloni” så hurtigt, at de ikke kunne forstå det og stoppede med at spørge. På trods af ordets negative klang var hun glad for kolonien, der ofte var på Torø i Det Fynske Øhav med både hav, dyr og mest af alt stabilitet.

Missing media item.

”Der var mange børn derhjemme at dele opmærksomheden med. Men på Torø var der ingen uro, ingen fulde voksne.”

I 1981 kom Lene Lømmelsens mor hjem fra en charterferie med sin nye kæreste – ”Carlos”, som moderen kaldte ham. Kort tid efter blev hun indlagt med komplikationer på grund af sin graviditet. Lene Lømmelsen var så bekymret, at hun hver dag pjækkede fra skole. I stedet brugte hun tiden i Rigshospitalets velkomsthal, indtil klokken passede med, at hun ville have fået fri og derefter kunne gå op og besøge sin mor.

”Jeg var bange for, at hun skulle dø. At hun skulle forsvinde lige så pludseligt, som min far gjorde.”

Da moderen kom hjem fra indlæggelsen, lå der en masse breve fra kommunen om hendes fravær. Kommunen forlangte, at Lene Lømmelsen skulle ”frivilligt anbringes”, og moderen accepterede, da hun ikke havde andre valg. Hun kaldte børnehjemmet for et rekreationscenter for børn, men alligevel oplevede Lene Lømmelsen det som ”højforræderi ved højlys dag”, da hun som 12-årig blev anbragt på Børnehjemmet Kastaniegården tæt ved Vordingborg.

”Første gang, jeg kom derned, fik jeg nærmest solgt en pakke: ’Du får lommepenge, tøjpenge, dit eget værelse og skiferie i Norge.’ Jeg havde altid arvet mine søskendes aflagte tøj, havde aldrig haft mit eget værelse eller været på ferie, så det var fristende. Jeg regnede med, at jeg bare kunne tage hjem igen, ligesom med svagbørnskoloni, men det fandt jeg ud af ikke var en mulighed.”

Dagen efter at hun var ankommet, kom den pædagog, der var tilknyttet hende, farende over, tog hende i armen og hev hende ind på hendes værelse.

Lene Lømmelsen bor i dag på Christiania i København, hvor hun for første gang har følt sig hjemme. –
Lene Lømmelsen bor i dag på Christiania i København, hvor hun for første gang har følt sig hjemme. – Foto: Julie Meldhede Kristensen

”Hun pegede på mit tøj og sagde ’hvad forestiller det her’. Så hev hun alt tøjet ud og tvang mig til at lægge det pænt sammen, mens hun ventede. Men jeg havde aldrig lært at lægge tøj sammen, så jeg vidste ikke, hvad det handlede om.”

Det, der står klarest i Lene Lømmelsens erindring i dag, er en plakat med janteloven, der hang på Kastaniegården, og en dysfunktionel stemning, som hun oplevede, der var mellem børnene og pædagogerne.

”På et tidspunkt, hvor jeg havde haft en konflikt med læreren, tog han min arm om bag på ryggen og førte mig rundt til alle på hjemmet, mens han sagde ’er det ikke rigtigt, at Lene kan finde på at lyve?’. Det undrer mig virkelig, at der ikke var nogen, der greb ind. For når man er børnehjemsbarn, har man ikke brug for at blive ydmyget.”

Som 15-årig lykkedes det Lene Lømmelsen at flytte hjem igen. Men forholdet til moderen fungerede ikke, og efter et par måneder flyttede hun til det daværende børnehjem Nærumgård nord for København, som hun fandt mere familiært og mindre institutionelt. Her boede hun omkring et år, indtil hun flyttede til en ungdomspension i københavnsområdet, hvor hun boede, til hun fyldte 18 år. Fra den dag var hun på egen hånd.

”Jeg følte mig meget ensom, fordi jeg altid havde været vant til, at der var folk omkring mig, og altid havde været mandsopdækket. Ingen havde lært mig, at man ikke bare blander ketchup og kød for at lave kødsovs, eller at man ikke blander rødt med hvidt vasketøj, for så bliver alt ens tøj lyserødt.”

Som voksen uddannede Lene Lømmelsen sig til pædagog med henblik på at hjælpe andre udsatte unge. For hun er kritisk i forhold den pædagogik, hun oplevede på egen krop. Var det eksempelvis nødvendigt at have en plakat med janteloven hængende? spørger hun.

”Jeg kan huske, at jeg stod og talte med en af drengene på Kastaniegården om, at begge vores fædre havde været på børnehjem. Så sagde ’upædagogiske Lars’, som jeg kaldte en pædagog, at hvis begge vores fædre havde været anbragt, og vi er på børnehjem, så ville vores børn også ende på børnehjem. Drengen begyndte at græde ved tanken om, at hans ufødte børn skulle på børnehjem. Jeg blev så vred!”.