Ude i skolegården kunne man balancere på telefonpæle. Hvis man altså turde. Da Lene Kronborg og Lone Krogsgaard begyndte i børnehaveklassen på Gandrup Skole, kunne man tit møde de to ved pælene. Der var 16 børn i børnehaveklassen i 1976 i den lille by lidt nord for Limfjorden mellem Aalborg og Hals. De to var enige om, at de ikke turde gå på pælene. Mens de så på de andres leg, udviklede der sig et venskab, som foreløbigt har strakt sig over godt fire årtier. De beskriver hinanden som vennernes ven, men hvordan er det blevet sådan?
For nylig kunne en af verdens mest kendte venskabsforskere, den britiske antropolog og evolutionspsykolog Robin Dunbar, præsentere syv forhold, som har betydning for, om et venskab opstår: at man er vokset op sammen, at man taler det samme sprog, at man har den samme uddannelse, deler interesser, deler moralske eller politiske synspunkter, deler humor eller musiksmag.
De to 51-årige veninder, som har sat sig til rette i Lone Krogsgaards orangeri på gården nær Nibe i Nordjylland, kan sætte flueben ved en række af de forhold, Dunbar beskriver: fælles historie, sprog, uddannelse, grundværdier, humor og interesser.
Når Lene Kronborg hører om Lone Krogsgaards haveprojekter i den store have, får hun lyst til at gå hjem og tage fat i sin egen, lidt mindre have i landsbyen Gudumholm knap 40 kilometer længere mod øst.
Når de taler om at bage og sylte, trækker de på det, som også begejstrede dem, da de sammen gik på Martha-kursus som store piger. I tre år lærte de om husgerning. Det var i første halvdel af 1980’erne, og måske lød konceptet lidt gammeldags, men de to var vilde med at lave mad fra bunden. Og det var noget, de delte, sådan som det var med det meste i de år.
Lene Kronborg: ”Vi havde et meget fasttømret venskab. Af statur var vi lidt større end de andre i klassen, og sammen var vi stærke, og jeg tror, de andre så os som en enhed.”
Da de blev lidt ældre, begyndte de at lege med deres navne. Lene med et a foran blev til alene og Lone med et a foran blev til alone på engelsk, men de fortalte hinanden, at de aldrig var alene, og var som udgangspunkt ikke meget for at gøre ting uden hinanden.
Lone Krogsgaard: ”Jeg gik til håndbold et år, fordi jeg ville gå til det samme som Lene. Lene var med mig til FPF (i dag FDF, red.) i et år. Men her var så noget, hvor vi var forskellige. Hun havde sporten, og jeg havde FPF.”
Sammen udforskede de hinandens verdener og var betaget af, hvad de så. Lene Kronborg voksede op som den ældste af to. Lone Krogsgaard beundrede alt ved venindens hjem fra roen til den piberygende lærerfar.
Lene Kronborg husker Lone Krogsgaards hjem som en helt anden og spændende verden. Familien havde en smede- og maskinforretning, som nærmest var bygget sammen med hjemmet. Her styrede Lone Krogsgaards mor kontoret, mens mænd i kedeldragter reparerede landbrugsmaskiner. Lone Krogsgaards far var chefen for det hele.
Lene Kronborg: ”Der skete altid en masse hos dig. Du havde jo ældre søstre, og det syntes jeg var meget spændende. Jeg husker, hvordan din storesøster skulle ligge ned for at få sine snævre cowboybukser på, og jeg tror, at jeg duftede til den første parfume hos en af dine søstre.”
Det kan lyde som en lang og idyllisk fortælling om lange dage med leg, men historien om de to rummer mere end det. Skønt årene i folkeskolen kan virke uendelige, når man står med rokketænder i 0. klasse, kommer hastigt den dag, hvor man skal vælge uddannelsesvej. Da det skete, blev det fasttømrede venindeskab udfordret, men inden da havde de indgået en aftale, som fik stor betydning. De havde talt om, hvordan nogle voksne havde venskaber, som havde varet siden barndommen, og de talte om, at sådan skulle deres venskab også være. Da de var ni år, skulle Lone Krogsgaard være storesøster. Hun syntes, det var pinligt, at de skulle have en baby i huset, hvor der i forvejen var tre børn. Veninden var anderledes begejstret.
Lene Kronborg: ”Jeg lovede Lone, at vi skulle blive ved med at være venner, for jeg skulle jo se hendes lillebror blive voksen.”
De holdt ikke op med at holde af hinanden, men Lene Kronborg tog den direkte vej fra folkeskole til gymnasiet og var uddannet lærer, inden hun fyldte 25 år, mens Lone Krogsgaard tog på efterskole, hvor en række nye venskaber skyggede for det gamle. Siden fik hun en læreplads hos den lokale bogtrykker, for hun ville gerne noget kreativt.
Lone Krogsgaard: ”I de år, hvor vi ikke havde et så tæt forhold, holdt jeg mig til det løfte, vi havde givet. Det var en slags livslinje for mig. Lene havde fået en masse nye venner på gymnasiet, og jeg havde en læreplads et sted, hvor der ikke var jævnaldrende. Det var svært. En dag ringede Lene til mig, fordi en af hendes bedsteforældre var død. Det opkald betød meget for mig, for hun viste, at jeg havde en særlig plads, selvom der var mange nye venner i hendes liv.”
I dag er de begge folkeskolelærere, og ifølge venskabsforsker Robin Dunbar kan et fælles fag være afgørende for et venskab. Men faktisk er det slet ikke deres fælles fag, som fylder, når de mødes.
Samværet har nærmest rituelle trin. Først skal de tale om deres relationer tilbage fra barndommen. Hvordan går det med forældrene og deres søskende, og hvad er status på deres eget familieliv?
De mødte begge tidligt deres livsledsager og har fået børn cirka samtidig. Lene Kronborg er mor til tre, mens Lone Krogsgaards flok tæller fire.
Lene Kronborg: ”Der er noget trygt ved, at jeg kender alle elementerne i Lones liv. Når vi mødes, skal vi først have basen klar, så kan vi tale om alt det andet bagefter.”
Lone Krogsgaard: ”Jeg tænker tit: ’Det her skal jeg lige vende med Lene.’ Hun er meget godt til at lytte. Jeg tænker på hende som en klippe, og i mit liv er hun venindernes veninde.”
De har fundet ud af, at de bedste gaver, de kan give hinanden, er tid sammen. Da Lone Krogsgaard fyldte 50 år, gav Lene Kronborg hende en weekendtur til familiens sommerhus ved Slettestrand. God mad, cykel- og gåture. Og da Lone Krogsgaard skulle finde på en gave til veninden, blev det vandretur, shelterovernatning og bålmad. Men det vigtigste er samtalen.
Lene Kronborg: ”Det er ikke nødvendigvis sådan, at vi løser problemer, når vi taler sammen, men der kan være et tryk, som bliver lettet.”
Med ægtefæller, store børneflokke, fuldtidsjobs og engagement i foreningslivet kan venindetiden være sparsom. At der kan gå lang tid mellem, at de to har tid sammen, betyder mindre end løftet om, at de vil følges og være livsvidner. Lone Krogsgaard tænker, at deres samtaler er som en slags mental rodbehandling.
Lone Krogsgaard: ”Der kan komme ro på dybt nede, når vi får talt sammen.”