Leonora Christina Skov: Der står en neurose midt i mit navn

Vi får givet vores fornavn, men stadig flere ændrer det, for vi lægger mere identitet i vores navn end tidligere og føler os mindre forpligtet af familiehistorien. Forfatteren Leonora Christina Skov ændrede navn for at blive den, hun altid havde følt sig som

Leonora Christina Skov var engang Christina Skov.
Leonora Christina Skov var engang Christina Skov. Foto: Leif Tuxen

Det er Leonora, siger hun, da hun tager telefonen. Men engang var hun Christina. Christina Skov.

Hun var træt af sit navn allerede som barn. Der var også to andre i klassen, der hed Christina, så hun blev bare kaldt Skov, og det var endnu værre. Navnet repræsenterede ikke den person, hun følte sig som. Det føltes i stedet som en alt for lille og forkert trøje, der kradsede, forklarer forfatteren og debattøren Leonora Christina Skov, som er det navn, hun har brugt, siden hun var 23 år.

”Christina Skov var den person, det var meningen, jeg skulle være,” siger hun. ”Det var hende, der skulle leve sit stille liv i et parcelhus i provinsen med mand og børn. Men i min dagbog skrev jeg hundredvis af sider om, hvem jeg i virkeligheden var, og hvilket liv jeg skulle leve, når jeg slap væk fra Helsinge. Jeg fandt også et nyt navn, der passede til.”

Navnet holdt hun dog i første omgang for sig selv, da hun som 19-årig flyttede til København og begyndte at indrette det nye jeg, hun havde fantaseret om så længe. Hun klippede håret, skiftede garderoben, tog makeup på. Og hun oprettede to mailadresser, en til Christina og en til Leonora, som var hendes nye navn. Men i fire år var det kun i cyberspace og hendes hoved, at navnet levede, indtil hun endelig var klar til at tage det på sig.

”Navnet skulle symbolisere min genstart af mig selv, men jeg var bange for ikke at kunne fylde det ud. Det er et stort navn, så jeg skulle virkelig mene det og føle mig helt sikker på den, jeg var blevet: En lesbisk kvinde, der ikke ville have børn, men gerne markante holdninger og en litterær karriere.”

Det tog tid, og skiftet kom tøvende. Når hun skrev, kaldte hun sig altid Leonora Christina, men over for familien og folk fra fortiden, var hun stadig bare Christina.

Der var sidste år 4779 danskere, der skiftede fornavn. Det er 31 procent flere end i 2008, og tallet har været støt stigende. Hvorfor det mere præcist er sådan, findes der ingen undersøgelser af, men tendensen hænger formentlig sammen med den generelle individualisering i det moderne samfund, siger lektor og navneforsker ved nordisk forskningsinstitut på Københavns Universitet Birgit Eggert. Vi er den, vi beslutter os for at være – ikke den, andre har bestemt. Og her spiller vores navn en afgørende rolle i dag.

Et sigende eksempel er, at spørger man nogen: ”Hvem er du?”, svarer langt de fleste med deres navn, påpeger Birgit Eggert. Flere undersøgelser har vist, at befinder man sig i et støjende lokale, kan man alligevel næsten altid høre sit eget navn blive råbt op. Ligesom man har nemmere ved at vågne, hvis man hører sit eget navn frem for andres.

”Vores navn og identitet er tæt forbundet,” siger hun. ”Nok også tættere end tidligere. Det er for eksempel ret nyt, at vi er begyndt at gå op i, hvordan vores navn staves. Mit staves Birgit – lige ud ad landevejen – men når nogen skriver Birgith med h, føler jeg ikke, det er mig, og sådan har mange det. Det skyldes en større bevidsthed om skriftbilledet. Som formentlig skyldes en generelt øget bevidsthed om, hvordan vi har det med vores navn.”

Det kommer også til udtryk ved, at der er langt flere forskellige navne i dag. I 1985, da Danmarks Statistik begyndte at lave statistik om navne, bar fire procent af en årgang det hyppigste navn. I dag er det under to procent.

Og der er flere unikke navne, for vi bruger ikke længere på samme måde navnet til at forbinde os med familiehistorien og føler nok ikke den samme forpligtelse over for at holde fast i det navn, vi har fået, hvis vi ikke kan identificere os med det, siger Birgit Eggert.

Tidligere kunne man nemt støde sine forældre ved ikke at følge deres ønske om et bestemt navn, forklarer hun, men der er kommet en helt anden åbenhed, også mere generelt i forhold til at leve på andre måder, end forældrene måske forestillede sig, da man blev navngivet.

Der er selvfølgelig også de praktiske grunde. I 2006 betød en ny navnelov, at det blev markant nemmere og billigere at skifte navn – fra cirka 3000 kroner til omkring 500 kroner. Det betød et markant hop i antallet af navneskift, både i efternavne og fornavne, siger Birgit Eggert.

Ser man nærmere på, hvad folk så ændrer deres navn til, springer en anden interessant tendens frem. For selvom der er kommet flere unikke navne, er det ikke de mest særprægede, vi oftest vælger, når vi gerne vil have et nyt navn. Det er derimod typisk en forenkling af det navn, vi allerede har. Et dobbeltnavn bliver til et enkelt (Anne-Mette bliver til Mette), eller vi gør det, alle alligevel kalder os, til vores officielle navn (Cecilie bliver til Cille).

Numerologiens popularitet, altså troen på, at bestemte bogstavkombinationer skaber bestemte energier, forklarer også nogle af de mest populære navneskift, såsom Michael, der bliver til Michaell eller Susanne, der bliver til Suzanne.

Men generelt er der ret afdæmpede ønsker til det nye navn. Og det understreger blot, hvor tæt vi er knyttet til det navn, vi er vokset op med og er blevet kaldt tusindvis af gange, siger Birgit Eggert:

”De færreste er klar til helt at skyde den, man har været i mange år, fra sig. De vil forenkle deres liv, ikke komplicere det ved pludselig at hedde noget helt andet end det, alle andre kender en som.”

Det var også sådan, Leonora Christina Skov havde det. Selvom hun gerne ville så langt væk fra Christina Skov som muligt, var hun stadig en vigtig del af hende. Hun var hende, der kom væk. Overleveren, der ved egen kraft skabte sig det liv, hun altid havde forestillet sig skulle være hendes.

”Der står en neurose midt i mit navn, som der bliver prikket til mange gange hver dag, så det er egentlig besynderligt, at jeg ikke ændrede mit navn mere, end jeg gjorde, når jeg nu umagede mig med at bygge resten af min person op på ny, helt fra bunden,” siger den 40-årige forfatter.

Det har praktiske grunde. Da hun var i begyndelsen af 20’erne, følte hun ikke, hun havde 3000 kroner til at skifte efternavnet ud. Og egentlig kunne hun godt lide Christina. Det var ikke grimt i sig selv, det blev kun grimt af det, navnet var kommet til at repræsentere for hende. Men i den nye sammenhæng, mellem Leonora og Skov, kom det til sin ret igen.

”Christina minder mig om, hvem jeg var, og hvad jeg kommer fra. Og nogle gange er jeg hende stadig. Hun er den pige, der aldrig helt føler sig på omdrejningshøjde. Men først og fremmest er hun hende, der kæmpede og vandt.”