Leonora Christina Skov: Det bedste er, at jeg ikke behøver at forstille mig over for Gyrith

De to litterære kvinder blev venner, da landet lukkede ned. Ærlighed er vigtigst i venskaber - også når det gør ondt, mener de

Forfatter Leonora Christina Skov og hendes veninde, Gyrith Ravn, der er pressekoordinator ved forlaget Lindhardt og Ringhof, lærte for alvor hinanden at kende gennem rødvinssamtaler over Skype, da landet lukkede ned på grund af corona.
Forfatter Leonora Christina Skov og hendes veninde, Gyrith Ravn, der er pressekoordinator ved forlaget Lindhardt og Ringhof, lærte for alvor hinanden at kende gennem rødvinssamtaler over Skype, da landet lukkede ned på grund af corona. Foto: Leif Tuxen.

Hvordan opstod jeres venskab?

Leonora: Vi havde udvekslet ret mange mails, da vi endelig mødte hinanden for første gang til en pressemiddag med en amerikansk forfatter i 2016. Jeg takkede kun ja til invitationen, fordi jeg ville møde dig. Og det var godt, at vi kom til at sidde ved siden af hinanden, for forfatteren var ikke specielt spændende – det var vi til gengæld. Og da vi skulle sige farvel, så blev vi bare ved med at stå og snakke ude på gaden.

Gyrith: Jeg tror, vi begge havde det sådan lidt ”hmm, det kunne være meget hyggeligt at ses igen, men hey, vi har også en arbejdsrelation, så hvordan får vi det sagt?” Så det tog virkelig lang tid!

Leonora: Jeg tror én bare sagde, ”sku’ man ikke…?”, og så råbte den anden: ”JO!”

Gyrith: Ja! Og sådan begyndte vores venskab.

Hvad laver I sammen som venner?

Leonora: Først mødtes vi på homobaren Oscar.

Gyrith: Vi endte med at drikke et, to, så tre glas rosé og blev smidt ud, da de lukkede. Vi havde ret meget at tale om, viste det sig. Men så lukkede samfundet ned på grund af corona, og vi måtte vi finde et nyt format, så vi besluttede at sætte os med hver vores glas vin og mødes på Skype.

Leonora: Jeg tror, vores rekord på Skype er tre timer. Vi drikker vin og snakker litteratur.

Hvad er det bedste ved jeres venskab?

Leonora: Det bedste er, at jeg ikke behøver at forstille mig over for Gyrith. Jeg kan være ærlig om, hvordan jeg har det. Og jeg behøver heller ikke forklare branchen eller give kontekst, for hun kender det hele allerede. Og så var Gyrith én af de eneste, der forstod, hvad der foregik, da ”Den, der lever stille” blev så stor, som den blev, og jeg skulle på foredragsturné i hele landet. Venner og familie troede, jeg var lykkelig, men i virkeligheden var jeg bare træt. Gyrith så på mig og sagde, ”det dér ser hårdt ud.” Og det var det. Jeg var ved at bryde sammen under vægten af dem, der ville have noget af mig.

Gyrith: Leonora er god til med relativt få ord at sætte mig på plads, hvis jeg kører ud af en tangent.

Leonora: Jeg er bare ærlig. Du har nogle flotte forestillinger om dig selv, som overhovedet ikke har noget med virkeligheden at gøre! Gyrith har en idé om, at det er alle andre, der er konfliktsky og tåger rundt, mens hun bare skærer igennem og kommunikerer helt klart!

Gyrith: Fuldstændigt!

Leonora: Og der må jeg nogle gange sige: Uhm, excuse me? Hvordan synes du selv, det går med din ”direkte kommunikation”?

Gyrith: Det er totalt fedt med sådan et bullshit-filter, der kommer ind fra højre og punkterer det hele.

Hvordan lærer I af hinanden?

Leonora: Jeg har lært meget om arbejdet på ”den anden side” og hvilke overvejelser, man gør sig, når man skal sælge en bog. Som forfatter og forlægger har man det samme mål om at sælge bøger, men ikke nødvendigvis et fælles mål om, hvem der skal have hvilken del af kagen, og hvem der skal gøre arbejdet.

Gyrith: I mit eget arbejde som pressedame på et forlag har jeg fået en større indsigt i, hvad der kan foregå i kulissen hos en forfatter, der har behov for at vise udadtil, at alt er godt. Når alle har armene oppe over hovedet og synes, at alt er jubel og glæde, og spørger ”åh, er du ikke glad?”, så kan dét godt blive standardsvaret – at man er glad. Til Leonora har jeg også skullet spørge igen: Men hvordan har du det egentlig? Jeg føler, jeg bliver bedre til mit job af at tale med nogen, der står i den situation, som dem, jeg arbejder for, gør. Det er win-win hele vejen rundt, også for mine forfattere, for jeg tror, at den visdom, du øser ind i mig, kan gøre, at de faktisk føler sig bedre behandlet. Fordi der er noget forståelse, som stikker dybere.

Hvad er jeres bedste råd til et godt venskab?

Gyrith: Ærlighed. Også når man bliver tvunget til at se, at man måske ikke var helt lige så optur, som man bildte sig ind.

Leonora: Ærlighed. At få etableret et rum, hvori man godt kan fortælle, hvordan man har det, uden at skulle være bange for, at den anden hellere vil have en helt anden version af én. Det har egentlig været det triste ved andre af mine venskaber – at det var tydeligt, at de hellere ville have hende, de mødte til foredragene eller læste om i bladene, end hende, der egentlig var der, når jeg ikke var på.

Gyrith: For at vende tilbage til, hvordan vi mødte hinanden. Når man står dér på cykelstien og har rigtig meget lyst til at spørge ”Skulle vi måske mødes igen...?” – så gør det! Om det er en potentiel love interest eller en ven, så er det faktisk ikke så tit, at man oplever den dér helt særlige forbindelse. Jeg er glad for, at vi fik spurgt.

Leonora: Ja, og vi sagde det jo næsten oveni hinanden! Vi stod derude på cykelstien vildt længe og skidefrøs!

Gyrith: Med hver vores cykel, og det var blevet efterår, og så fik vi endelig sagt det, så vi kunne komme videre. Jeg kan huske, at jeg cyklede hjem med et smil, fordi aftenen var endt, som jeg gerne ville, den skulle ende.