Når skoleleder Anna Vadgaard efter sommerferien igen skal sige goddag til eleverne på H.C. Andersen Skolen i udkanten af Odense, er det umiddelbart en ret ensartet flok, hun ser i øjnene. Enkelte af børnenes forældre er ingeniører, læger eller advokater, men langt de fleste tilhører den del af samfundet, som ikke har lange uddannelser og ikke tjener særligt mange penge. De er del af det, hun selv kalder landets største ghetto. Det er ikke en politisk betegnelse, understreger hun, bare fakta: I Vollsmose bor knap 10.000 mennesker, hvoraf langt de fleste har en indvandrerbaggrund.
Det er steder som dette, politikere og debattører ofte peger på, når de taler om et stadig mere opdelt Danmark. Men det er også kommuner som Gentofte og Frederiksberg og områder som de nybyggede dele af Islands Brygge i København.
Fælles for dem er, at befolkningen her ligner hinanden til forveksling. Og at de samlet set adskiller sig en hel del fra andre områder i landet. Eksempelvis tjener indbyggerne i bydelen Klampenborg i gennemsnit 4,1 gange så meget som indbyggerne i Odense NØ, hvor Vollsmose ligger. De økonomiske forskelle mellem områderne bliver endda kun større. I 2000 tjente dem i Klampenborg således ”kun” 2,8 gange så meget som dem i Odense NØ.
Hovedforklaringen på de markante forskelle er, at vi i stigende grad bosætter os blandt dem, vi ligner mest. Advokatens datter får derfor stadig mindre lejlighed til at møde tømrerens søn til vejfesten, i sportsklubben eller i Brugsen.
Og intet sted kommer den opdeling mere tydeligt til udtryk end på landets folkeskoler. Her kunne 40 procent af skolerne – svarende til 677 skoler – i 2007 kalde sig blandede. Det vil sige, at i to ud af fem skoler var der nogenlunde lige mange elever fra alle indkomstgrupper lige fra toppen til bunden. I 2016 var det blot tilfældet på 415 skoler svarende til 28 procent. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Den blandede skole er på markant tilbagetog, og det samme er det blandede samfund, siger analysechef i AE, Jonas Schytz Juul:
”Det er en meget alvorlig udvikling, for den såkaldte klassekammerateffekt er veldokumenteret. De ressourcestærke elever trækker de ressourcesvage op, eksempelvis ved at gøre dem mere tilbøjelige til at få en uddannelse. Men den positive effekt går vi altså i stigende grad glip af, og det er med til at gøre den negative sociale arv stærkere.”
”Måske lige så vigtigt så svækker det fællesskabsfølelsen i samfundet, når vi har stadig mindre forståelse for, hvordan andre uden for vores eget sociale segment lever. Hele vores velfærdsmodel er båret af dette fællesskab, og derfor er det selve fundamentet under vores velfærdssamfund, der er udfordret.”
Der har altid været forskel på folk. Og vi har altid søgt mod dem, der ligner os mest. Især byerne har historisk været opdelt i første, anden, tredje og fjerde baggård, alt efter hvor man befandt sig på den sociale rangstige. Men særligt efter Anden Verdenskrig begyndte store, ensartede byggeområder at skyde frem, forklarer Claus Bech-Danielsen, professor ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet.
Nogle steder var det almene boliger bygget til dem med arbejderløn. Andre steder blev der bygget kvarterer udelukkende med parcelhuse til dem, der tjente lidt mere. Og efterhånden som velstanden steg, blev der i stigende grad bygget luksuslejligheder i de største byer, hvilket var med til at sætte skarpe, sociale skel op mellem dem, der havde råd, og dem, der ikke havde.
”Ghetto har fået en meget negativ klang, men i dag er der nærmest hele byer eller i hvert fald bydele, der er sociale ghettoer, både for de rige, de fattige og dem midtimellem. Jeg har været formand for en tænketank, der allerede i 1980’erne lavede en stor undersøgelse, som viste en klar tendens til, at folk i stigende grad bosatte sig med ligesindede. Ikke bare økonomisk, men også kulturelt og værdimæssigt,” siger Claus Bech-Danielsen.
”Det er selvfølgelig et politisk spørgsmål, om det er et problem eller ej, men jeg kan bare konstatere, at meget af den sociale sammenhængskraft, jeg selv er vokset op med, i høj grad er væk i dag. Og det må objektivt set være et problem, at der er områder i flere af landets største byer, hvor mange ikke føler sig velkomne. Sådan har det længe været i USA, men det er da bekymrende, at det er kommet til Danmark i så markant et omfang,” siger han.
En række samfundsforskere har udtrykt tilsvarende bekymring de seneste år. Eksempelvis forfatteren Lars Olsen, der har skrevet flere bøger om social ulighed og peger på, at den stigende opdeling kan føre til mangel på rollemodeller og udvikle en negativ subkultur blandt de mest ressourcesvage. Og en social ensporethed blandt de mest ressourcestærke.
Det er en naturlig psykologisk mekanisme, at vi søger mod dem, vi ligner. Her føler vi os mest trygge, forstået og socialt tilpas. Men der er også mere strukturelle udviklinger, der presser i den retning. Den måde, der er blevet bygget på, er en af dem, en anden er sammensætningen i den måde, vi uddanner os på, viser en analyse udarbejdet af tænketanken Kraka. Siden 2001 er antallet af personer med en lang videregående uddannelse steget med mere end 75 procent. Denne store gruppe strømmer til de store universitetsbyer, mens de mindre uddannede bliver, hvor de er.
Kommer man fra provinsen og får en lang videregående uddannelse, er sandsynligheden for, at man stadig bor i provinsen, når man fylder 30 år, således mindre end 25 procent.
Betydningen af den tendens er tydelig i USA. Her er den veluddannede elite søgt mod kysterne, mens den mere traditionelle arbejderklasse er stærkt overrepræsenteret i det store Midtvesten, som generelt føler sig afskåret fra det øvrige land og fra den økonomiske fremgang. Det er en almindelig anerkendt analyse, at disse geografiske modsætningsforhold bærer en stor del af kraften i de sociale spændinger og den politiske slingrekurs, landet har været præget af gennem årtier.
Så galt står det ikke til i Danmark, men debatten om ”et Danmark i ubalance” er blevet stadig mere intensiv de seneste år, og de nylige og ganske stormombruste udflytninger af statslige arbejdspladser og diskussionerne om rimeligheden i den milliardstore økonomiske udligning mellem kommunerne bærer brænde til netop det bål, har flere kommentatorer udtalt.
Hertil kommer tendensen til, at stadig flere forældre vælger en privatskole eller friskole til deres børn frem for en folkeskole. Det er især den rigeste del af befolkningen, der søger mod privatskolerne, og etniske minoriteter, som søger mod friskolerne, og det efterlader de tre skoleformer stadig mere socialt opdelte.
Og hvad kan man så gøre ved alt dette? Et konkret sted at begynde kunne være at sænke det offentlige tilskud til fri- og privatskoler, som faktisk er hævet flere gange de senere år, mener Jonas Schytz Juul fra AE. Samtidig kan man politisk prioritere folkeskolen endnu højere frem for at lukke så mange skoler, foreslår han.
Det er bestemt også muligt fra politisk hold at gøre op med den overordnede opdeling af byerne, mener professor Claus Bech-Danielsen. Eksempelvis når der bygges nye bydele, bør man i højere grad gøre det til et krav at tænke almene boliger, billige studielejligheder og de dyrere huse sammen. Eller bygge et generationernes hus, som man har gjort det i Aarhus, hvor unge og ældre bor dør om dør.
”Men det kræver en særlig indsats, for langt hen ad vejen er det stadig markedet, der får lov til at bestemme over, hvor og hvordan vi bosætter os. Der er tiltag i gang, som går imod den udvikling, og det er bestemt noget, man taler om i bygge- og arkitektbranchen, for stadig flere frygter for, hvad det er for et byliv, vi skaber for de næste 100 år. Men det er stærke markedskræfter, denne mere langsigtede tankegang er oppe imod,” siger han.
På H.C. Andersen Skolen vil skoleleder Anne Vadgaard ikke af med en eneste af sine elever, men sagde kommunen, at alle skoler fremover i højere grad skulle afspejle samfundet, var det fint for hende. For det er et problem, at der ikke er flere rollemodeller blandt forældrene. Det gør det sværere at drømme stort, hvis man aldrig har mødt en læge, advokat eller ingeniør.
Men når det er sagt, så er det ikke blot sammensætningen af børn, der er afgørende for deres fremtid. Det handler lige så meget om, hvordan man håndterer den sammensætning, understreger hun. På H.C. Andersen Skolen kompenserer man for den manglende sociale blanding ved at tage meget ud i den øvrige virkelighed på ture til virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Nogle elever kommer på udvekslingsophold til USA, og der er i det hele taget et særligt fokus på at opfordre til aktiviteter, som viser verdens forskellighed.
”Og så skal man lige huske på, at mangfoldighed ikke bare handler om økonomi og uddannelse. Ingen er fattige på ånd og kultur her. Faktisk vil jeg tro, at vi er en af de skoler med størst kulturel mangfoldighed, og det er der masser af livsvisdom og fællesskabsfølelse at hente i.”