Du kan læse et uddrag fra bogen "Kornmod" her.
Når klokken er tre om natten, hører hun solsorten. På den anden side af vinduet står træerne stille, og det er, som om mørket er ophævet for en periode. Forfatteren Charlotte Bork Høvsgaard fortæller om den midsommerfornemmelse, hun fyldes af, når hun ser på landskabet, hvor alt står klart, selv om natten, hvor det er, som om lyset aldrig daler.
Et bugtende sted på Margueritruten mellem Holstebro og Skive passerer man en have, der ligger bag en høj tjørnehæk. Her i huset bag tjørnehækken i Ryde sad vi for tre år siden og talte om at gå gennem en sorg og om ægteskabet, som trak sig langsomt. Hun fortalte, at der med tiden kom en uafvendelighed. Ægtefællen Thomas var død, og hun var blevet enke. Nu sidder hun her med midsommerfornemmelse i kroppen klar til at tale om at være der i livet, hvor dybe overgange samler sig. Anledningen til samtalen er, at forlaget Grønningen 1 nu udgiver hendes roman ”Kornmod” om overgange. Her er selvoplevede elementer blandet med fiktion.
Dengang for tre år siden stod en trampolin bag huset og fortalte om det børneliv, som blev levet her. I dag er stålrammen skåret over, og trampolinen væk. Sønnen Halfdan afslutter snart 1. g, og når mor og søn går tur, kan hun konstatere, at hun går ved siden af en voksen, som engang var hendes barn.
I bogen citerer hun den amerikanske forfatter Hanya Yanagihara, der i ”Et lille liv” skriver, hvordan børn giver voksenlivet en umiddelbar følelse af mening: ”De giver dagene form, og ugerne, året, hele livet. Børn er en slags kartografi, og det eneste, man skal, er at adlyde det landkort, de præsenterer en for ved fødslen.”
Når Charlotte Bork Høvsgaard tænker tilbage på tiden, efter at sønnen kom til verden i 2002, har det været som at blive givet et landkort og dermed også en retning.
”Den retning opløses langsomt ved, at han får mindre brug for mig. Det er tabet af en livsform. Jeg giver slip på en omsorg, som lå i det konkrete, og når jeg er adskilt fra ham, kan jeg rammes af et dybt behov for at lave et måltid mad til ham, se ham i øjnene og sige godnat og genopleve det, som lå i relationen, da han var lille.”
Forleden ryddede hun op i Halfdans legetøj og sorterede Brio og Lego fra til genbrugsbutikken. Snart vil noget være definitivt forbi, og hun aner en frisættelse i det. I sin bog skriver hun, hvordan det er et signal til at gøre noget nyt.
”Han vil bevæge sig væk fra mig, og der sker også en bevægelse i mig. Jeg tilbringer ikke længere søndagene på langsiden og ser ham spille fodbold. Der er et skema, der har opløst sig, som gør, at jeg kan drive lidt rundt. Småbørnslivet var i lange stræk meget skematisk og formålsbestemt, og nu har jeg mulighed for at se, hvad der dukker op. Jeg er frisat.”
Mens hun mærker frisættelsen i forhold til sønnen, oplever hun, at relationen til sine forældre er i bevægelse. Hun gengiver en samtale, hun havde med sin far for en tid siden. Hun ringede for at fortælle om et dødsfald. En nær barndomsveninde havde mistet sin far. Charlotte Bork Høvsgaard voksede op ved Falsled på Sydfyn, hvor forældrene, begge er 74 år, fortsat bor. Barndomsvenindens far var en af forældrenes bekendte. Med en stemme, der syntes lille, udtalte hendes far et ”åh” i telefonen, og så opregnede han, at otte af deres bekendte var døde i løbet af de seneste to år. Charlotte Bork Høvsgaard ville gerne have sagt noget, men hun havde kun tavshed. Det er som med valmuerne, tænker hun. De blomster, som farver grøftekanter og markskel ved midsommertid, men nærmest på et øjeblik mister kronbladene.
”Vi ved jo godt, at vores forældre skal blive gamle, rykke tættere på døden, og at de en dag skal herfra. Alligevel er det et chok at opleve forældregenerationens tiltagende aldring og konfrontationen med endeligheden, for jeg husker jo mine forældre og deres venner være sammen fulde af liv med planer rettet mod fremtiden. Men pludselig er fremtiden ret kort.”
At se forældrene og deres venner ældes, bringer en klarhed over livsværdier. Hun oplever, at det midt i livet er lettere at se, hvad hun har fået af sine forældre, og hvad hun har tilstræbt at give som mor. I den forbindelse er der en scene fra barndommen, hun bliver ved med at vende tilbage til. En solbeskinnet sommerdag indrammer den måske fineste gave, hun har fra sine forældre: en ømfindtlighed over for verden, som er et grundstof i hendes forfatterskab.
Forældrene har altid arbejdet med billedkunst, og den dag, Charlotte Bork Høvsgaard genkalder sig, tog familien på maletur. Far, mor og datter gik ad den smalle sti, som førte dem ind i skoven og ned til åen. Hun husker vandets stærkt rislende lyd og digesvalerne, som fløj fra de høje, lerede brinker. Metalæsken med akvarelfarver var åbnet, og forældrene sad med deres blokke, mens hun samlede pinde, som hun ville søsætte i det strømmende vand.
”Mine forældre indoptog skoven og førte den over på akvarelpapir, og de lærte mig, hvor meget man kan sanse, hvis man træner øjet. Der skete ikke noget særligt den dag, men dagen står nærmest paradisisk som et fortættet nu, hvor alt eksisterer på samme tid.”
Langs hækken i Ryde står langstilkede margueritter i flor. I soveværelset på førstesalen har hun en æske med de klassiske margueritørestikker. Dem vil hun bære, når hun i næste måned skal giftes. For tre somre siden var hun inviteret til sølvbryllupsfest hos venner inde i Holstebro. Bordkortene var flade sten med gæsternes navne på. Da hun forlod festen, havde hun en sten i tasken, hvor der med sort tusch var skrevet Jakob.
”Det har været stærkt at opleve, hvordan han dumpede ned i min tilværelse. Det fylder mig med en dyb taknemmelighed over, hvad livet uventet kan komme med, og minder mig om, at lige meget hvor man er i livet, kan det komme med noget.”
Når hun taler om den midsommerfornemmelse, hun fyldes af, når hun står ved vinduet ved nattetid og betragter landskabet med lyset, som aldrig daler, hænger det også sammen med den vitalitet, forelskelsen fylder hende med.
”Det er en følelse af liv, vækst og ungdommelighed, som på en måde står i kontrast til min biologi og klimakteriet, som nærmer sig. Jeg føler mig følelsesmæssigt frugtbar. Forelskelsen er som en opvågnen i alle celler. Selvom jeg har tilbagelagt ret store dele af min tilværelse, er følelserne intense, som om alting ligger foran mig.”
Til oktober er det ni år siden, at hun blev enke. I mange år har hun levet uden en mand. Når hun og Jakob Eberhardt i næste måned bliver viet med udsigt over vandet ved Fænøsund på Vestfyn, vil det markere et nyt kapitel. Hun ser ceremonien som en mulighed for, at levende og døde kan markere kærligheden med en rituel handling.
”Jeg er der i livet, hvor overgangene samles. Men sjovt nok har jeg en følelse af, at det hele findes på samme tid. Det er, som om tiden står lodret, og at levende og døde befinder sig i det samme nu, og jeg har det, som om jeg er til stede i mange aldre på samme tid.”