Prøv avisen
Seniorliv

Ligestilling er blevet en politisk vandrepokal

Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Lige behandling og lige muligheder bør være et grundlæggende vilkår for alle. Drenge og piger, mænd og kvinder. Men det kniber med den politiske opmærksomhed

Medarbejderne i ligestillingsafdelingen må føle sig som en flok nomader, en ghetto, der flytter fra ministerium til ministerium. Hver flytning koster energi og kræfter med nedpakning og udpakning i nye kontorer i nye omgivelser med nye kolleger omkring sig. Siden den første minister for ligestilling blev udnævnt i 1999, hvor titlen gik til den socialdemokratiske Jytte Andersen, har området været ledet af 12 ministre, heriblandt Eva Kjer Hansen (V) i to forskellige Venstre-regeringer.

Ligestillingens medarbejdere har skullet puttes ind og anbringes under 10 forskellige ministeriers tag. I gennemsnit to år i hvert ministerium. Den effektive arbejdstid er uden tvivl blevet en del kortere ved hver eneste flytning. Det er besværligt og stressende og tager energi fra arbejdsindsatsen. Vi kan kun håbe på, at de har følt sig velkomne og er blevet taget godt imod alle stederne.

I dag kan det glæde mig og mange andre i min generation, tror jeg, at se de nybagte forældre, mest mødrene, med deres babyer have god tid til barsel og give det lille nye menneske den bedst mulige start på livet.

Mødrene har mulighed for at komme tilbage til arbejdslivets trummerum med energi og overskud. Helt anderledes var det for flere generationer siden, da min generation fik børn. Dengang hed det tre måneders barsel som journalistelev på Berlingske Tidende. I alt tre måneder plus den ferie, du kunne skrabe sammen. Mentalt og fysisk var det hårdt. Siden blev bedre barselsorlov en mærkesag for mig som tillidsmand i DR, da jeg var ung.

Gennembruddet kom, da mændene støttede sagen. Kun til mødrene naturligvis. Men den redaktionelle ledelse på Berlingske Tidende skal have kredit for, at de dengang i 1971 ansatte en ung kvindelig journalistelev, mig selv, vel vidende, at hun var gravid i 6. måned. Der blev glippet med øjnene. Vi var kun en håndfuld kvindelige journalister dengang.

Det er værd at minde sig selv og andre om, at der er sket rigtig meget positivt siden da. Det var stort, da vi fik den første minister for ligestilling i 1999. Men der er stadig nok at tage fat på. Kristeligt Dagblad har på sin hjemmeside lavet et tema med en række artikler om ligestilling og køn, som abonnenter har adgang til. Der er mange vedkommende og læseværdige artikler.

Jeg hæftede mig især ved en artikel om, at skolen ikke er for drenge, og en kendsgerning er det, at ikke mindst drengene i de små klasser har svært ved at indordne sig, sidde stille og lade være med at larme. Når man er 6-7-8 år, er der en masse krudt, der skal brændes af, hvis man skal kunne koncentrere sig. Ud fra den debat, der har været de senere år, kan man håbe, at der bliver arbejdet mere bevidst med en differentiering mellem drenge og piger.

Men vi halter bagud på en række områder. Se bare på vore nordiske naboer. Tør den nuværende regering tage hul på en debat og lovgive om øget barsel til mænd? Og hvad med mænds rettigheder til samkvem med deres børn efter en skilsmisse? Kvinder halter stadig bagud, når vi taler om løn, og der er stadig flest mænd i ledende stillinger og bestyrelser.

Vi har en underlig laissez faire-holdning og berøringsangst til ligestilling i dette land. Det er, som om der er opstået en træthed. Det går jo meget godt, ikke? De yngre kvinder i 30-50-årsalderen tager gennemgående gode uddannelser. De får gode eksaminer. De har glæde af vores gode barselsordninger. Men modet og gejsten til at kæmpe og stå frem kniber det sørme med. Man vil nødig skille sig ud eller blive opfattet som en rappenskralde. Pænhedskulturen har sejret, og det gør mig trist.

Nu har vi fået en ny regering med syv kvindelige ministre ud af 20. Det kunne du have gjort bedre Mette Frederiksen (S), selvom en af dem, vores meget dygtige, nu tidligere borgmester Joy Mogensen (S) fra Roskilde, er gravid i 6. måned. Det er et stærkt signal. Det ændrer dog ikke på, at ligestillingsområdet nu ligger i en rodebutik af et ministerium med fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Hermed ikke sagt, at den nye ligestillingsminister, Mogens Jensen (S), ikke vil tage området alvorligt. Men ministeriets sammensætning stritter. Hvorfor ikke lægge ligestillingen fast ét sted, hvor det mest naturligt hører hjemme? Beskæftigelsesministeriet. Her ligger i forvejen alt det tunge; lønforhandlinger, lige vilkår på arbejdsmarkedet, seniorordninger, arbejdsmiljø og meget andet i samme boldgade. Stop med at trække på skuldrene og være ligeglade, og lad os få en seriøs debat om hele ligestillingsområdet. Det vedrører os alle sammen.

Vi har en underlig laissez faire-holdning og berøringsangst til ligestilling i dette land. Det er, som om der er opstået en træthed. Det går jo meget godt, ikke?

Lis M. Frederiksen, tidligere nyheds- og informationschef og journalist