Prøv avisen

Lillian Bondo lærte på den hårde måde, at man skal huske at sørge

Som formand for Jordemoder-foreningen skal man både kunne lytte og kæmpe – også hvis det kan virke som en rød klud på nogle. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Som ung aborterede Lillian Bondo spontant i 21. uge, og fordi det dengang var god latin at komme hurtigt videre, fik hun ikke bearbejdet sorgen. ”Vi skal turde tale om at miste,” siger formanden for Jordemoderforeningen

Både i sit arbejde og privat har Lillian Bondo oplevet at stå midt i livets spørgsmål om eksistens og etik. På egne og andres vegne har hun taget store beslutninger, og hun deler gerne sine synspunkter i medierne, blandt andet når hun skriver klummen ”Etisk set” i denne avis.

Som formand for en af Danmarks mindre fagforeninger, Jordemoderforeningen, bor hun til leje hos sygeplejerskernes faglige organisation i det gamle sømandshospital Kvæsthuset ved et af hovedstadens havneindløb.

Denne morgen står blæsten ind fra havnen, og vel oppe på hendes lille kontor på fjerde sal brygger hun os en ordentlig omgang jordemoderkaffe af halvt espresso, halvt sort kaffe. De hjemmebagte brunkager, hun har taget med, kunne forsyne en hel fødeafdeling med sukkerenergi.

”Jeg ved ikke, om det er opskriften eller mig, men de er jo mere bolsjer end kager,” beklager hun.

Flere end 1500 børn har hun hjulpet til verden, og hun sætter, trods travlt foreningsarbejde, en ære i stadig at arbejde som jordemoder, gerne et par vagter om måneden, på Rigshospitalet.

Lillian Bondos egen vej ind i faget var kringlet. Efter studentereksamen læste hun blandt andet på RUC, gjorde rent og arbejdede med lodning på en fabrik, der trods udsugning alligevel sendte nogle dampe ud i lokalet, som nok ikke var særlig sunde.

”Måske var det derfor, jeg aborterede,” siger hun om det barn, hun mistede i 21. uge. En erfaring, som lagde grunden til, at hun begyndte at læse til jordemoder.

”Vi fik vores første barn i 1978, og så mistede vi det barn, jeg taler om, i 1979. Dengang havde man mest den holdning, at ’pyt med det og op på hesten igen’,” siger Lillian Bondo, der ”jo også kom videre”.

”Men tabet satte sig i mig, og netop den omsorg, jeg oplevede i forbindelse med aborten, kom til at betyde meget. Så meget, at jeg blev klar over, at jeg selv ville ind i det fag.”

Arbejde i industrien ville Lillian Bondo i hvert fald ikke længere og skaffede sig et vikariat i en vuggestue, indtil hun kom ind på det studium, der siden har formet hendes liv. At hun havde prøvet så meget forskelligt, inden hun begyndte at læse, mener hun gav en god ballast.Lillian Bondo var glad for sit valg, men oplevede følelser undervejs i uddannelsen, der kom bag på hende. At abortere uden at få det bearbejdet gjorde nemlig, at hun følte sig dårligt rustet til andet år på jordemoderuddannelsen, hvor eleverne lærer de lidt tungere opgaver at kende.

”Jeg tænkte, kan jeg klare det her? For jeg opdagede, at jeg næsten reagerede, som om det var mit eget tab og min egen sorg, det drejede sig om. Man tænker nok, at jordemodergerningen er lutter glæde og liv, men der er også indimellem tunge oplevelser, og derfor er man nødt til at have sine egne følelser på plads, og det havde jeg ikke,” siger Lillian Bondo, der husker, da hun som studerende stod med et foster i samme alder som det, hun selv mistede.

”Det var meget voldsomt at stå med et foster, som antagelig havde fælles træk med det, vi ikke fik, og som jeg aldrig selv så. Dengang var det god latin ikke at tale om sine tab og ikke tænke for meget på dem, og det har i hvert fald lært mig – og mange andre – at så kommer den sorg bare tilbage senere i livet.”

”Der er forskellige behov i sådan en situation for os alle, men for mig havde det nok været at turde se det barn og rubricere det som noget, jeg var ked af, og ikke bare se at komme videre. At mærke liv og så pludselig ikke mærke det mere, er ikke en oplevelse, man kan ignorere.”

Lillian Bondo fik talt godt med en psykolog og var også i den ”lykkelige situation”, at hun året efter fødte en rask og sund søn, men hun er stadig meget opmærksom på retten til at sørge.

”En god afsked, der rummer noget rituelt, og det at blive anerkendt for, at man har mistet, er uhyre vigtigt – og det skal passe den enkelte mor eller far.”

Mange ved jo måske ikke rigtig, hvad de skal sige til en, der er i sorg?

”Man må gerne være klumset, man må bare ikke lade være! Hvis man er dårlig til at klare situationen, kan man begynde med at sige det, som det er: ’Du må undskylde, jeg er sådan en, der ikke kan sige det godt nok, men jeg ved, du har mistet. Er der noget jeg kan gøre?’,” foreslår Lillian Bondo, som selv grundlæggende er god til at ”finde lyset” igen.

”Mit positive værktøj er, at jeg kan se rigtig mange muligheder for at gøre noget ved tingene,” siger hun og husker en episode under optagelserne til tv-programmet ”Status Q”, som hun var med i.

I udsendelsen blev deltagerne blandt andet spurgt, hvad der gør det så fantastisk at være kvinde.

”Selv svarede jeg vist, at det var ret dejligt, man har den superkraft, at man kan lave et barn. Men det, der står tilbage i min hukommelse, er et udsagn sagt af en kvinde, der var frisør. Hun sagde, at det for hende var at se sig selv i spejlet om morgenen og sige, at det der, det kan der gøres noget ved! Hold nu op, det er sjovt, og jeg tænker tit på det. Helt basalt er der jo meget, man kan gøre noget ved. Og så må man, så godt man nu kan, prøve at acceptere det, man ikke kan gøre noget ved,” siger hun og kommer i tanke om bønnen om sindsro.

”Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen,” citerer Lillian Bondo. Hvorvidt hun selv er troende, er hun ikke helt afklaret om.

”En gang imellem tænker jeg, at der må være noget – at der er en kraft. Jeg kan lide meget i Jesu lære, jeg føler mig tryg ved at gå i kirke, og jeg holder meget af at synge salmer. Her er jeg allermest hjemme i en tro. Når jeg er mindre troende, er det, når jeg ser ud over verden, som jeg ikke synes, vi mennesker passer særlig godt på.”

Lillian Bondo formulerer det sådan, at hun har det godt i ”en mild religion og i traditionen”, og at hun tager afstand fra undertrykkelse, had og mistænkeliggørelse.

”Der er jo nogle trossamfund, jeg ikke synes er særlig rummelige, og selv hører jeg til der, hvor loven er svagest og kærligheden stærkest.”

Debatten om at fravælge syge, eller anderledes, fostre har jordemoderformanden naturligvis deltaget i årene igennem. Men allerede som barn havde hun situationen inde på livet. For da hun var 13 år, kom lillesøster Ida til verden som familiens femte barn og som en lille pige med Downs syndrom.

Ida kom i det hele taget som lidt af en overraskelse for familiens 45-årige mor og 46-årige far – og for de fire søskende i alderen 10 til 19 år. Men hun var elsket, passet og støttet fra første færd, som Lillian Bondo siger.

”Jeg var lige blevet teenager, da vi fik Ida, så jeg var den lille reservemor i den forstand, at jeg tit puttede og passede hende. Jeg holdt af det og af hende, jeg blev ikke udnyttet i den forstand og havde bestemt plads til et godt ungdomsliv, men det er klart, at Ida fyldte meget. Især min mor lagde sig 100 procent i selen for at give hende de bedste betingelser.”

Forældrenes ægteskab blev da også mærket af det store arbejde og endte i en fredelig skilsmisse, da Ida var ni år.

”Så det kostede jo noget,” siger Lillian Bondo.

Ida blev knap 49 år, inden hun døde af Alzheimers sygdom. Demenssygdomme forekommer ofte hos mennesker med Downs syndrom. De sidste fem år af sit liv boede hun på plejehjem.

De ofte lidt buttede børn med de karakteristisk skrå øjne er efterhånden blevet et sjældent syn i Danmark. For antallet af nyfødte med Downs syndrom er faldet voldsomt, idet mange vælger sådan et barn fra i fosterstadiet. Hvad synes jordemoderformanden om det?

”Både som jordemoder og som privatperson har jeg jo kunnet se, at det på den ene side kan være megahårdt og på den anden kan føre til et godt liv.”

Alligevel ville hun måske selv have valgt abort, hvis hendes fjerde barn, som hun fik som 40-årig, havde haft Downs syndrom.

Med parrets første tre børn tænkte hun ikke over det, heller ikke selvom Downs syndrom kan have en arvelig komponent.

”Jeg var 24, da vi ventede første barn, og skænkede det ikke en tanke. Men da lægen foreslog, at jeg fik foretaget en fostervandsprøve, som jo også kunne vise barnets køn, fik vi taget den, men det var kun, fordi jeg var spændt på at få kønnet at vide. Tænk, at man kunne det! Og jeg blev lykkelig, da vi fik at vide, vi skulle have en lille pige.”

Med andet og tredje barn var hun henholdsvis 27 og 34 år.

”Og jeg ønskede ikke at vide noget, for jeg tror ikke, jeg havde kunnet fravælge barnet,” siger hun.

Men i sin sidste graviditet var hun 40 år og hendes mand 41.

”Og her syntes jeg, jeg kunne mærke, at min mand havde haft en ængstelse med sig gennem tredje graviditet, og jeg tvivlede også selv på, om vi med travlt arbejde og tre store børn kunne magte et barn med Downs syndrom. Derfor valgte vi at få det undersøgt.”

Barnet, de ventede, havde helt normale kromosomer.

”Men jeg ville antageligt have valgt en abort, hvis hun havde vist sig at have Downs syndrom, også selvom jeg ville været frygtelig ked af det.”

Hvorfor ville du måske have valgt abort på det tidspunkt?

”Af egoistiske årsager, fordi jeg vidste, det ville blive et helt anderledes liv. På det tidspunkt orkede jeg ikke at tænke frem til, om det ville blive et rigt liv, sådan som jeg jo har set det hos mange af de familier, jeg har kendt med et barn med Downs syndrom. Vi var også ældre forældre på det tidspunkt.”

”Som samfund sender vi jo det stærke signal, at det handicap er et sted, man kan sætte kryds ved, ligesom ved andre alvorlige tilstande. Og det er en alvorlig tilstand i den forstand, at det kræver livslang omsorg. Jeg kender ingen, som er helt selvkørende. Men der er også meget glæde i mange af de familier, der har med Downs syndrom at gøre.”

Børn har naturligvis fyldt meget i Lillian Bondos liv. Har hun selv været den mor, hun gerne ville være?

”Der er nok ikke nogen, der kan rose sig af at have været en ufejlbarlig forælder hele vejen igennem, det kan jeg heller ikke, og skulle jeg gøre det om, ville jeg nok bestræbe mig på at skælde mindre ud. Jeg har da været en dejlig mor, tror jeg, men jeg er også fuld af beundring over de nye forældre i dag, som coacher mere, end de irettesætter og opdrager. Jeg synes, jeg kan se, det giver stærkere, tryggere og mere sociale børn,” siger Lillian Bondo.

Hun mener, at hendes egne børn er både stærke, harmoniske og landet godt:

”Men jeg tænker da på, at jeg til tider har været en skrap mor, og at det vil jeg ikke være som bedstemor.”

Var du skrap med hensyn til, at der var visse ting, dine børn skulle og ikke måtte?

”Nej, jeg har måske mere haft nogle urimelighedspunkter, hvor min tålmodighed slap op, og hvor jeg ikke i processen fandt ud af, om jeg var for hidsig. Har jeg skældt ud foran en slikhylde, har jeg skammet børn ud, hvor andre har hørt på det?”, spørger hun for at illustrere, hvad hun mener, og berører en situation, nogle forældre måske genkender.

”En gang under en sommerferie på Falster havde jeg med en meget vrangvillig treårig at gøre, jeg var opgivende, vred og ked af det og til sidst sagde jeg til ham, at hvis han ikke ville med, kunne han jo blive, hvor han var, for nu gik jeg.”

”Så var der en ældre mand, som standsede mig og sagde, at sådan skulle jeg ikke sige til mit barn, for jeg mente det jo ikke. Og det er rigtigt, for jeg havde naturligvis ikke tænkt mig at forlade ham. Sikke en skøn gammel mand, har jeg tænkt på mange gange siden. Og det sjove er, at jeg selv har sagt nogenlunde det samme, når jeg har mødt et forældrepar, der sagde til deres barn, at hvis du ikke vil med, så farvel,” siger Lillian Bondo, der ”selvfølgelig” har oplevet forældre, der beder hende blande sig udenom.

”Men andre har taget det utrolig pænt, når jeg har sagt, at jeg kan se, du prøver at gøre det rigtig godt ved at bruge argumenter, som ikke er voldelige, men...,” fortæller Lillian Bondo, som synes, det er både ”frygtelig svært og meget let” med børn, fordi vi jo som regel elsker dem uforbeholdent.

”Sommetider skal man bare slås lidt mere for det, fordi man måske har noget med sig, som har lukket ens følelsesregister lidt ned, og så man lige skal have lov til at lære at pakke det ud igen. Men for det meste har man det jo heldigvis sådan, at man kan fortælle det her barn, at jeg er din for evigt.”

Havde du noget med dig, der skulle pakkes ud?

”Jamen, alle har vel noget med sig. Jeg har haft nogle skønne forældre, men også en til tider vildt travl mor, som havde mange børn, en mand, der var meget væk, og en stram økonomi, og jeg tænker, at hun har lagt noget ned i mig, der handler om at ’husk nu at komme til tiden’ og ’gør nu tingene ordentligt’. Der blev sat mange grænser.”

”Jeg har meget at takke hende for og har selv været en kompetent mor med baggrund i hende og min fars kompetencer, men jeg har måske også været en utålmodig mor med baggrund i noget, jeg har set i hende. Og så er det jo skønt, at jeg er gift med jordens mest tålmodige mand.”

Så vi skal blande os, hvis vi i Brugesen eller bussen ser et barn, der for eksempel bliver skammet ud offentligt?

”Ja, men på en måde, hvor vi støtter den trætte mor ved at aflede og hjælpe,” siger Lillian Bondo.

Skal hun nævne, noget der går hende på professionelt, er det, at der er blevet mindre jordemodertid til de gravide.

”Jordemoderens vigtigste værktøj sidder her,” siger hun og peger på sine ører: ”Der skal være tid til at lytte til den gravide, opbygge relationer og fange nuancerne,” siger hun, der mener, at der i dag ligger et meget stort forventningspres på den gravide.

”Før gik man lidt mere åbent og tillidsfuldt til sin fødsel. Nu er der store krav både fra en selv, fra omverdenen og på de sociale medier, tit baseret på halve sandheder. I mange tilfælde er de højgravide nærmest i en stresstilstand.”

Det er en af grundene til, at Lillian Bondo synes, at tiltag, der går lidt dybere med at vende eksistentielle spørgsmål, som for eksempel samarbejder mellem jordemødre og præster, er en god idé.

”Det er en stor omvæltning at blive gravid, og der er mange spørgsmål, der trænger sig på. Det er ikke kun vigtigt, hvad der sker herinde,” siger hun og lægger hænderne på maven: ”Men også hvad der sker heroppe,” pointerer hun og lægger fingrene på tindingerne for at illustrere den mentale del i at blive mor eller far.