De blev født i et gryende forbrugssamfund i 1950’erne og første del af 1960’erne, og de voksede nærmest op sammen med velfærdsstaten. I en ny serie tegner Kristeligt Dagblad et portræt af årgangen. De næste artikler kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.
”Lige nu har jeg faktisk lyst til at sige, at jeg ikke ved, om jeg sådan helt tror på det.”
Det er 62-årige Lise Moestrup, der siger det. Og det ”det”, hun taler om, er den symbiotiske tosomhed. Lise Moestrup tilhører en generation, hvor skilsmisser for alvor blev udbredt. Af danske ægteskaber, der blev indgået i 1960, endte 27 procent i skilsmisse, inden der var gået 30 år. Til sammenligning endte 42 procent af ægteskaberne indgået i 1990 i skilsmisse, inden der var gået 30 år, oplyser Danmarks Statistik.
Efter knap 40 år som lærer er Lise Moestrup på vej ind i en ny livsfase, og samtidig har hun nu boet alene i 17 år. Hvilke vilkår, hvilken frihed og hvilke sorger følger der med, når man som ny ældre ikke er den ene halvdel af et par? Det skal vi tale om.
Men først et kig på, hvorfor hendes generation i højere grad end deres forældre har fravalgt det livslange parforhold. Det skyldes først og fremmest en øget ligestilling mellem kønnene. Det fortæller Marianne Levinsen, der er forskningschef hos Fremforsk – center for fremtidsforskning, og som har lavet flere hundrede interviews med mennesker mellem 14 og 91 år om forbrug og værdier.
”Tidligere var ægteskabet en økonomisk forsikring for kvinden. Men det øjeblik, kvinder får styr på deres reproduktion med p-pillen og den frie abort, og de får uddannelse, opnår de mere ligeværd i ægteskabet.”
Det betyder, at ægteskabet ikke i lige så høj grad som tidligere er en praktisk foranstaltning, men i højere og højere grad bliver baseret på en romantisk og seksuel afhængighed.
”Det er der rigtig meget godt at sige om, men det er faktisk ikke så nemt, vel?”, spørger Marianne Levinsen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
For en romantisk kærlighed er noget mere skrøbelig at vedligeholde, pointerer hun.
Lise Moestrup bryder sig ikke om ordet single .
”Nej, jeg bor alene,” siger hun og fortsætter:
”Single lyder, som om der står en rød lampe og blinker, som om man er på jagt, og sådan har jeg det ikke. Jeg har veninder, der siger, ’kom nu i gang, Lise’, men jeg har det godt, som jeg har det. Det ville være skønt at møde en dejlig mand, men jeg ved ikke, om jeg er der, hvor jeg skal bo sammen med nogen igen. Og når jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig ikke, at det hele falder i hak, fordi en mand kører ind i indkørslen.”
Lise Moestrup voksede op med forældre, der nok var som de fleste i den generation, hvad angår parforhold og kønsroller. Skønt moderen var sygeplejerske og arbejdede hårdt, var det hende, der holdt hånden under børnene derhjemme, mens faderen, som Lise Moestrup formulerer det, ”kørte bilen til sommerhuset”. Det var en opvækst med ro, renlighed og regelmæssighed, og hvor faderen bestemte retningen.
”Jeg har så siden da kæmpet mod alle autoriteter, jeg har mødt,” griner hun.
Skal hun sætte et billede på forældrenes parforhold, ser hun for sig, hvordan de altid holdt i hånd, når de gik på gaden. De var sammen, til moderen i 2019 døde af alzheimer.
Selvom hun selv er vokset op i en kernefamilie, har Lise Moestrup ikke haft et familieideal for sit eget voksenliv, forklarer hun.
”Jeg har aldrig drømt om en hvid brudekjole, fire børn og en villa. Det var vidunderligt og dejligt at blive mor til min søn, men jeg oplevede det ikke som opfyldelsen af en lyserød drøm. For mig har familie nærmere altid været kollektivet, bofællesskabet – de fællesskaber, jeg i mange år har boet i.”
Lise Moestrup mødte faderen til sit barn i et kollektiv, da hun var 19 år. Han boede i Aarhus, så hun flyttede dertil og uddannede sig til lærer. Siden blev de i 1986 forældre til deres søn, men tre år senere gik de fra hinanden. Det var en skilsmisse uden afsky, og begge var ulykkelige over ikke at kunne fungere som kærester, men opsat på fortsat at samarbejde godt om deres søn. I dag betragter hun stadig sin eksmand som familie.
Siden flyttede hun til Odense, hvor hun havde mødt en ny mand. De blev gift, men parforholdet var kompliceret, og Lise Moestrup kalder årene i det ægteskab for sorte. Siden dengang har hun ikke boet sammen med en mand, men hun har haft flere længerevarende forhold. De seneste otte år har hun dog ikke haft en kæreste.
Når færre i dag holder sammen hele livet, sådan som Lise Moestrups forældre gjorde det, så skyldes det også en ændring i synet på moral. Det siger Morten Frederiksen, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, og som har redigeret den seneste udgave af den danske værdiundersøgelse ”Usikker modernitet”, som er udgivet i 2019. Og det handler altså ikke om synet på for eksempel utroskab, som er rimelig konstant, men nærmere om synet på, om man kan tillade sig at blive skilt, siger han.
Inden for moralpsykologien taler man om permissiveness . Det handler om, siger Morten Frederiksen, at normer ikke længere styrer alle mennesker til enhver tid.
”Skilsmisser tolereres i højere grad. Det er ikke, fordi man værdimæssigt har mistet troen på ægteskabet, men fordi man ikke mener, at man med alle sine livsvalg skal stå til regnskab for alle andre. Det er et værdiskift, der i høj grad er drevet af materiel sikkerhed,” siger han.
Det er imidlertid heller ikke sådan, at den stigende del af danskere, der bliver skilt, er glade for eller tilfredse med den livssituation, pointerer Marianne Levinsen. Ofte er der en part, der ikke har taget valget om brud, og selvom man selv har truffet valget, kan det medføre stor smerte og en oplevelse af ikke at udfolde sin livsdrøm.
”En af de største drivkrafter i verden er pardannelse. Det er ikke nødvendigvis livslangt ægteskab, men det at danne par med en. Så en af de største tendenser er, at folk går i par, og når de forlader partneren, forsøger de ofte at finde en ny. Så selvom nogle er alene og glade for det, er der altså også en del, som er ulykkelige over at være uden mage.”
For omkring 12 år siden blev Lise Moestrups mor syg med alzheimer. Der gik 10 år, før moderen døde, og det var så opslidende for Lise Moestrup, at hun selv endte med at måtte sygemeldes i et halvt år med udbrændthed og stress. Det førte til en livsændring, og i dag arbejder hun ikke længere som lærer, men driver et bed and breakfast i sit hus i Svendborg.
Savnede du en kæreste at støtte dig til gennem den svære tid
”Nej, jeg havde faktisk slet ikke overskud til at forholde mig til mit kærlighedsliv. Men da min mor døde, kom tre af mine tidligere kærester – og flere af dem med deres familier – til bisættelsen. Det siger for mig noget om betydningen af venskaber, og det betød virkelig meget for mig, at de var der.”
Forleden dag havde Lise Moestrup en skæv dag, og da hun samme aften besøgte sin veninde og hendes mand, ramte deres tosomhed hende.
”Jeg kender deres liv og ved, at deres tosomhed er på godt og ondt, men lige der kunne jeg mærke, at ’åh, det kommer jeg ikke hjem til’. Jeg kommer ikke hjem til ham, der har bygget plankeværket, for det skal jeg selv gøre. Jeg kan klare det meste selv og er ikke hjælpeløs, men jeg kan godt savne at være fælles om noget. I det øjeblik blev jeg lidt vemodigt stemt.”
Lise Moestrup holder af at være alene.
”Det var også det, der ramte mig, da jeg så mine venner den aften. At tosomheden måske ikke er det, jeg ønsker. For der er også en beskyttelse i at bo selv. Men man kan måske også blive så god til at bo selv, at det bliver en hæmsko, ikke?”.
Og hvad så med fremtiden? Lise Moestrup har allerede oplevet, at man pludselig kan blive syg, og at man i det hele taget ikke ved, hvad fremtiden bringer. Derfor har hun skrevet sig op til to bofællesskaber for mennesker over 60 år, sådan at hun har en mulighed, hvis hun engang kommer til at synes, at det store hus er for stor en opgave. Hun er frivillig i mange sammenhænge og bader i havet hver dag året rundt, og hun har i det hele taget mange og nære venner. Under pandemien har hun i forbindelse med badningen fået en ny veninde, som hun har haft dybe samtaler med.
”Hun har sagt til mig, at det, der er ved mig, er, at jeg er frihedselskende. Og det tror jeg, hun har ret i.”
Lise Moestrup giver som eksempel, at hun, hvis hun på et tidspunkt skulle bo sammen med en kæreste igen, vil holde fast i at have sit eget soveværelse. For hun har brug for at sted, hvor hun kan lukke døren og være alene. Det er et behov, hun har fået efter sit andet ægteskab.
”Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide at have folk tæt på mig og rundt omkring min krop, jeg kan bare virkelig godt lide mit eget selskab. Jeg er helt klar over, at parforhold kræver kompromisser, og det er jeg god til. Men jeg øver mig også i at gøre det, jeg selv har lyst til, og skabe rum, der er mine egne. Jeg har lært ikke at give hele balladen væk. Selvom jeg gør det rent følelsesmæssigt, når jeg har en kæreste, så bevarer jeg stadig min integritet.”
Lise Moestrup har mange bekendte, der ligesom hun selv ikke har holdt fast i deres første ægteskab, og hun oplever det, skønt sommetider smertefuldt, som almindeligt ikke at have den samme partner livet igennem. Hendes søn er i dag 36 år, og hun fortæller, at hans generation endnu ikke er begyndt at blive skilt.
”Det ønsker man heller ikke for dem,” siger hun.
Hvorfor ikke?
”Fordi der er megen sorg forbundet med det, især når der er børn. Jeg har stadigvæk en sorg i forhold til min søn. Hans kones forældre er sammen og har i alt tre børn. Og det er jo en klan. Det er en god klan på godt og ondt, ligesom det er for min søns far, der er gift og har to børn. Jeg kan godt nogle gange tænke: ’Hvad er det, jeg kan? Hvad kan jeg bidrage med?’.”
Kunne du ønske dig at have sådan en klan?
”Ja, hvis jeg lukker øjnene og drømmer, ser jeg et langbord for mig med en masse børn og børnebørn og en dejlig mand. Det behøver ikke alle sammen være mine egne børn. Men det er den der store familie, jeg drømmer om, og den har jeg jo så fået igennem de kollektiver, jeg har boet i. Det sker også nu med min bed and breakfast.”
Hun er to gange i sit liv flyttet på tværs af bælter for at bo sammen med en mand, hun elskede.
”Det gør jeg ikke nødvendigvis igen. Nu bor jeg her. Det er mit sted. Og så må vi se, hvad livet bringer mig.”