Lise Nørgaard frygter ikke corona. Hun frygter plejehjem

Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard kan som 103-årig føle sig som en bil, der burde have været ophugget. Men hun agter ikke at dø på denne side af pandemien

Lise Nørgaard har et anstrengt forhold til moderne teknologi og beskriver mange mobiltelefonsamtaler som ”tomme snakkekalorier”. Foto: Franne Voigt.
Lise Nørgaard har et anstrengt forhold til moderne teknologi og beskriver mange mobiltelefonsamtaler som ”tomme snakkekalorier”. Foto: Franne Voigt.

Lise Nørgaard har skrevet det meste af sit liv, men nu har hun for sidste gang sat sin finger på en tast og foræret skrivemaskinen til Korsbæk på Bakken. Og man skal ikke forvente flere skriverier fra hendes hånd. Men det betyder ikke, at hun er færdig med at ytre sig. Det kan man få syn for i bogen ”Livet ifølge Lise Nørgaard”, som er udkommet på forlaget Gyldendal. Fra sit hjem i Skodsborg nord for København slår hun fast, at hun ikke frygter coronaen, men plejehjemmet.

Bogen er en 224 siders rundtur blandt skarpe og til tider polemiske citater om alt fra amning i det offentlige rum til gudstjenester.

Lise Nørgaard har intet godt at sige om amning i det offentlige rum. Hvad angår gudstjenester, er hun konservativ. Først amningen:

”Uanset hvad De selv mener om skønheden ved processen, så kan De godt regne med, at mindst halvdelen af Deres gæster synes, at det er en pinlig affære, og sidder med vilde øjne og krummede tæer lige fra det øjeblik, De knapper op for mælkepoppen, til den sidste stund, når alle tvangsindlægges til at juble over det lille bøvs.”

Og når det handler om gudstjenesten, foretrækker Lise Nørgaard en højmesse, der ikke er pillet ved:

”Jeg vil gerne have, det skal være, som det altid har været. Det er noget med gentagelsen, som er vigtig. Gentagelsen kæder erindringen sammen helt tilbage til dengang, man var barn. Det er en måde at mindes på.”

Det er forfatteren og journalisten Jacob Wendt Jensen, som har samlet bogens citater i samarbejde med Lise Nørgaard. Citaterne er hentet fra interviews og bøger samt fra deres samtaler i år. Jacob Wendt Jensen skrev Lise Nørgaard-biografien ”De første 100 år”, hvor han blandt andet citerede fra den private brevveksling med hendes veninde Eva Bendix (1925-2017). Brevsamlingen, som normalt opbevares forseglet på Det Kongelige Bibliotek, har han også citeret fra i bogen. Et eksempel er et brev fra 2005, hvor Lise Nørgaard skriver til Eva Bendix om sin undren over telefonkulturen:

”Jeg er jo fra Roskilde, hvor Sankt Hans-patienterne gik løs i gaderne og snakkede med sig selv, og hvor ofte sker det ikke, at jeg tror, jeg går foran eller ved siden af sådan en stakkels tosse og så opdager, at det bare er et fjols, der går og klamrer sig til den ny tids livsline, mobiltelefonen, og spreder tomme snakkekalorier om sig.”

Bogen viser, at forfængelighed ikke kender alder. Et afsnit er viet den slanke linje. Lise Nørgaard siger, at hun hele livet har måttet kæmpe for at holde sin vægt.

”Mine børn har altid sagt til mig, at det er underligt, at de ikke er blevet anorektikere, sådan som jeg altid talte om min vægt og vejede mig. De kan skrige ved tanken om, hvor meget jeg er gået op i det.”

Hun betragter sit spejlbillede med kritiske øjne. Håret må ikke være for langt.

”Jeg skal hele tiden klippes, for mit hår gror som en jungle, og så ser man yngre ud med kort hår. Det frygteligste, jeg ved, er damer, der ikke længere er helt unge, som har langt affarvet havfruehår, der hænger ned ad kroppen.”

Et af de sidste afsnit i bogen handler om alder. Her sammenligner Lise Nørgaard det at være 103 år med at være en gammel bil, som egentlig skulle have været ophugget for længst.

”I stedet bliver jeg kørt rundt til alle mulige værksteder, hvor de vil have mig behandlet, så jeg kan køre lidt kilometer endnu. Til ørelæger, halslæger, øjenlæger, hudlæger og alt muligt andet. Og så tænker man, det er dog forfærdeligt, som man er til besvær. Jeg spæner hen ad de lange gange på hospitalerne med min rollator og føler mig fuldstændig idiotisk.”

I bogen er hun citeret for at sige, at hun indimellem synes, at hun har haft for mange fødselsdage.

”Jeg har fået rigeligt her i livet.”

Men hun agter ikke at dø på denne side af pandemien. I september sagde hun til Jacob Wendt Jensen:

”Folk skal ikke bekymre sig om, at jeg falder død om på stedet i disse corona-tider. Jeg agter nemlig ikke at gøre det, før der er mulighed for, at gæsterne til begravelsen kan få et ordentligt gravøl.”