Lise Nørgaard: Jeg har ikke noget imod at være alene

I sit 102-årige liv har journalist og forfatter Lise Nørgaard aldrig oplevet at skulle leve isoleret som nu. Hun håber, at virussen får os til at indse, at vi har drevet rovdrift på kloden og ignoreret fagkundskaben

”Når vores coronafodlænke forhåbentlig bliver låst op, vil jeg sørge for at samles med børn, børnebørn og oldebørn og udveksle minder," siger Lise Nørgaard, der fylder 103 år om to måneder.
”Når vores coronafodlænke forhåbentlig bliver låst op, vil jeg sørge for at samles med børn, børnebørn og oldebørn og udveksle minder," siger Lise Nørgaard, der fylder 103 år om to måneder. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Telefonen ringer en del gange, og så er hun i røret.

”Nørgaard,” siger hun med hæs stemme, som dog intet har med coronavirus at gøre.

”Min stemme holdt lige præcis i 100 år, indtil den svigtede mig. Nogle vil mene, at jeg har nået at tale rigeligt i den periode,” siger Lise Nørgaard.

Den folkekære journalist og forfatter til tv-serien Matador er som millioner af mennesker verden over isoleret i sit eget hjem for tiden. Børn og børnebørn hjælper med indkøb, som de sætter ved døren ved lejligheden i Skodsborg nord for Købehavn, hvor hun bor alene, og ellers ser hun kun hjemmeplejen fra Rudersdal Kommune.

”Det er de samme søde hjemmehjælpere, der kommer her, men vi kan ikke falde hinanden om halsen, det er klart. De siger meget hensynsfuldt, at jeg ikke ville overleve at blive smittet med corona. Jeg siger, at jeg vel skal dø af et eller andet.”

Døden er nu ellers ikke noget, hun går og spekulerer på. Det ville være spild af tid. Hun lytter til klassisk musik og ser lidt fjernsyn, ”men man må sige, at de gør sig umage for at gøre det kedeligt – på nær det, der handler om corona-opdateringer,” synes hun. På grund af stemmen forsøger hun at begrænse telefonsamtalerne. I stedet skriver hun breve.

”Jeg har ikke noget imod at være alene. Jeg er ikke ensom, og jeg har lige plantet nyt i mine altankasser.”

Hun har netop læst Malou Aamunds roman ”Maria”. Derefter venter Kirsten Thorups nye roman, ”Indtil vanvid, indtil døden”, som har fået topanmeldelser:

”Jeg forbereder mig på en stjernestund, hun er en fantastisk forfatter.”

Isolationen er også en anledning til at reflektere og tænke tilbage på livet. Lise Nørgaard blev født i 1917 i Roskilde og kan om nogen sætte de nuværende begivenheder i perspektiv.

”Jeg husker meget godt. Det er interessant at tænke på alt det, jeg har oplevet. Det kan jeg bruge en del tid på. Så tiden går med spøg og skæmt og eftertanke.”

Flere har sammenlignet den nuværende undtagelsestilstand med Besættelsen fra 1940 til 1945. Men den parallel kan Lise Nørgaard ikke umiddelbart se. Under krigen blev det hurtig hverdag, husker hun.

”Under Besættelsen blæste vi på forbud mod at forsamles, og der var mange aktiviteter i gang. Der var fester og sortbørshandel og modstandskamp. Og folk hamstrede lystigt. De sad ikke isoleret i deres hjem.”

”Jeg tror snarere, det minder om tiden under den spanske syge,” tilføjer hun så.

Lise Nørgaard var bare to år, da stort set alle i hendes fars købmandsgård i Roskilde lå syge grundet den frygtede pandemi, der endte med at tage livet af 14.000 danskere. Kun hendes mor, der var højgravid, og privatsygeplejersken stod oprejst og passede resten af familien, de ansatte og tjenestefolkene.

Lise Nørgaard lærte at tale under den frygtede influenza, der varede frem til 1920.

”’Jeg kan selv spytte’, var mine første ord, og så talte jeg uafbrudt lige siden. Det var skæbnen.”

Hvorfor er verden i 2020 igen blevet ramt af en pandemi, og hvor længe varer den? De spørgsmål har Lise Nørgaard tænkt en del over de seneste uger.

Hun mener, coronaen er en lærestraf fra de højere magter.

”Jeg tror, det er naturskabt, fordi vi har behandlet jorden så dårligt. Nogle vil sige, det er himlens straf. Vi kan se, at det er i alle de store byer, at udbruddene er værst. Man kan ikke svine og ødelægge naturen i så lang tid og forvente, at vi slipper godt af sted med det. Nu betaler vi for vores miljøsvineri.”

Hun reciterer et gammelt indiansk ordsprog, der lyder: Når den sidste fisk er død i floden, og det sidste træ er fældet i skoven, vil den hvide mand finde ud af, at man ikke kan æde penge.

Det er covid-19-pandemien et signal om.

”Jeg synes, vi har behandlet vores klode aldeles forfærdeligt, og nu skal vi betale tilbage. Det er det, vi gør lige nu. Vi kan ikke skeje sådan ud, som vi hidtil har gjort, og det er måske ikke så galt. Jeg håber, at der kommer en eftertanke.”

Lise Nørgaard tror på Gud og på, at der er en overordnet styrelse, der regulerer menneskets adfærd. Og hun har haft en forventning om, at vi på et tidspunkt ville komme til at betale regningen for at forgifte floderne, fælde træerne og svine naturen til.

”Så derfor undrer det mig ikke, at coronaen kom. Vi har nægtet at lytte til fagkundskaben, og her mener jeg ikke Greta Thunberg. Det kan vi så sidde og tænke over nu.”

Hvad håber du på i denne tid?

”Mit håb er selvfølgelig, at virussen forsvinder igen, og når den er væk, og vi skal til at gøre status, så vil jeg håbe, at alle er blevet klogere. At man pludselig er klar over, hvad der foregår. Måske skal vi have nye fordringer. Jeg lever nok ikke til den tid, desværre.”

Om to måneder fylder hun 103 år. Foråret skulle have været fuldt af fester og samvær med familie og venner, men konfirmationer, studentergilder og fødselsdage er udskudt til efteråret. Lise Nørgaard siger:

”Når vores coronafodlænke forhåbentlig bliver låst op, vil jeg sørge for at samles med børn, børnebørn og oldebørn og udveksle minder.”