Prøv avisen
Omsorg

Livagtige dukker kan hjælpe med at bearbejde tab af forældrerollen

Babysimulatorer og såkaldte Reborn-dukker ser meget livagtige ud med røde kinder og naturlige træk. – Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix

De senere år er brugen af livagtige babydukker, der ligner spædbørn, kommet til Danmark. Dukkerne kan for nogle udfylde en del af det tomrum, der er forbundet med ikke at få realiseret sine drømme om at få børn

De ligner til forveksling levende børn. De har runde, røde kinder, livagtige ansigtstræk og en naturlig vægt, der minder om et spædbarns tyngde i armene. Men dukkerne er lavet af vinyl, silikone eller noget helt tredje, der intet har med liv at gøre.

I USA har fænomenet længe været kendt, men efterhånden er det også blevet mere udbredt Danmark og resten af Europa. De danskere, der har en dukke, har i dag for eksempel mulighed for at deltage i privatarrangerede mødregrupper, hvor man kan møde andre såkaldte dukkemødre, og diverse onlinefora, hvor små hverdagsdilemmaer og -successer med dukkerne bliver delt og diskuteret.

Men hvem bruger disse dukker og hvorfor? Svaret herpå kommer lidt an på, hvordan dukkerne ser ud. For der findes i virkeligheden flere forskellige slags.

Sociolog Vivi Friis Søgaard fra Via University College har netop skrevet ph.d. om såkaldte babysimulatorer. Det er dukker, der – i modsætning til mere simple såkaldte Reborn-dukker – har en teknologi i sig, der måler og registrerer, om dukken får tilfredsstillet sine basale behov. Pædagoger og sundhedsplejersker bruger dem til at forme nogle iscenesatte forløb til sårbare enlige og par, der kan søge at prøve forældreskabet af, hvis de går med tanker om at få børn. Men ligegyldigt om der er tale om en babysimulator, der er en del af et styret forløb, eller de Reborn-dukker, der kan købes af alle, kan man som involveret ikke undgå at knytte sig til dukkerne.

”Man udvikler hurtigt nogle emotionelle bånd, og det er egentlig også selve hovedidéen bag det. At man finder ud af, hvad et lille barn kræver,” siger hun og fortsætter:

”Dukkerne vækker i deres fysiske udformning nogle følelser, og setuppet, hvor man tager sig af dukken, som om det var et levende barn, navngiver den og går ture med dukken i barnevognen, guider også vedkommende hen imod følelsen af at være forælder. For hele den måde, hvorpå rollespillet er sat op, giver samtidig en kropslig erfaring i forhold til forældreskab.”

Og netop det mulige rollespil som forældre er også, hvad sorgforsker Ester Holte Kofod, der er postdoc ved institut for kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet, bider mærke i. Dukkerne kan nemlig ses som en måde at bearbejde tabet af drømme om familieforøgelse.

”Dukkerne er et godt eksempel på, at sorg også handler om et tab af muligheder, som ikke kan realiseres. Hvis du som kvinde altid har forestillet dig, at du skulle være mor og varetage opgaven som forælder, men nu ikke har mulighed for det, kan dukkerne udfylde noget af det tomrum, der er forbundet med ikke at få realiseret de drømme. Det er en måde at få lov at udfylde funktionerne som mor alligevel og skabe sig en del af den identitet, der er forbundet med forældrerollen,” siger Ester Holte Kofod.

Inden for sorgforskningen taler man også om overgangsobjekter i forbindelse med tab.

”Her fungerer dukkerne som et overgangsobjekt til livet uden børn, ligesom en bamse kan fungere som en tryghedsskabende substitut for barnet ved adskillelse fra forældrene i de første leveår. Det vil være forskelligt, hvor lang tid den enkelte har brug for et sådant objekt,” siger Ester Holte Kofod og fortsætter:

”Men i forskningen er man jo også begyndt at se sorgen som en livslang proces. Sorgen kan godt ændre sig med tiden – for eksempel fra den periode, man havde regnet med at være småbørnsforældre, til senere i livet, hvor det måske er sorgen over ikke at få børnebørn, der fylder.”

Sundhedsplejerske og familiebehandler Jette Bonde Schaarup har gennem mange år arbejdet med babysimulatorer som et vigtigt pædagogisk redskab, der sammen med samtaler er med til at øge sårbare borgeres beslutningsgrundlag i forhold til valget om at få et barn.

”Der er etiske aspekter, som skal overvejes, hvis man ønsker at anskaffe sig en babysimulator permanent frem for at passe en som et led i en afklaringsproces. Man skal have en erkendelse af, at man ikke kan klare at passe et rigtigt barn. De skal ikke ind i en pseudoverden, men skal kunne skelne virkelighed fra fantasi. Og de skal kunne bevæge sig ind og ud af rollen som ’forældre’ til en babysimulator,” siger hun.

Som sundhedsplejerske for sårbare borgere har Jette Bonde Schaarup været vidne til mange ulykkelige skæbner, hvor forældre ikke har haft de ressourcer, der skal til, for at passe et barn.

”Det er tabubelagt at sige, men ikke alle har de kompetencer, der skal til for at klare forældreopgaven. Så hvis en babysimulator eller en silikonedukke i stedet kan dække et behov og samtidig skabe glæde, er det fantastisk,” siger hun, der kender til tilfælde, hvor en permanent brug af en babysimulator har skabt udvikling, trivsel og øget livskvalitet.

Sociolog Vivi Friis Søgaard har under sin forskning også hørt om en kvinde, der efter at have lånt den midlertidige babysimulator fik lov til at beholde den permanent, så den kunne indgå i hendes hverdag. For dukken tilførte en stor værdi for og mening i hendes liv som et alternativ til et levende barn. Og selvom mange sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er normalt, bør man ikke være så hurtig med at dømme kvinderne, forklarer Vivi Friis Søgaard.

”Det er jo kun unormalt i forhold til de gængse normer. Mange kvinder oplever en stigmatiserende tilgang til deres behov, som de skal lære at leve med, hvis de vil bruge dukken. Derfor er det også grænseoverskridende for nogle af kvinderne, når de skal til at gå ud i virkeligheden med dukken i barnevognen og pludselig kan ’risikere’ at møde mennesker, som de kender. Men simulationen er jo netop en måde at dække et behov på, som måske ikke kan dækkes på andre måder,” siger Vivi Friis Søgaard.

Vivi Friis Søgaard vil i det hele taget ikke gøre sig til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til forældreskab.

”Hele brugen af babysimulatorer siger meget om vores normative tanker om, hvad man skal kunne som forældre. Men bør man overhovedet lave en opskrift på, hvad et godt forældreskab er?”, siger hun.