Langbordet er dækket til 12. Om en time er det spisetid, og det dufter allerede af karry fra det åbne køkken, hvor ilden buldrer i brændeovnen. Det er snedkeren i Sdr. Bjert ved Kolding, som har lavet langbordet af udsøgte pitchpine-brædder. For det er ikke et hvilket som helst bord. Nej; bordet er sammen med bønnen grundsøjlerne i Inge og Hans Erik Fribergs nye liv: et moderne klosterfællesskab indrettet i assumptionssøstrenes kloster i Høje Taastrup vest for København. Området er kendt for boligblokke og en stor togstation, men kvarteret omkring klosteret har karakter af en velholdt tidslomme. Begyndte det at sne, ville det ligne et julekort.
Inge og Hans Erik Friberg er uddannet henholdsvis pædagog og lærer. Efter 10 år som lærer på en katolsk privatskole i Kolding, blev Hans Erik Friberg præst i Apostolsk Kirke, men skiftede spor og blev salgschef i erhvervslivet. Da han fyldte 50 år, besluttede han sig for at realisere en drøm og blev iværksætter. Han lavede et firma, som solgte inventar til skole- og daginstitutioner. Med tiden var der otte ansatte, og Hans Erik Friberg havde lange arbejdsdage.
”Da jeg var 57 år, begyndte jeg at spørge Gud, om jeg mon skulle fortsætte med firmaet. Jeg tillod mig at sige til Gud, at hvis han havde noget andet på bedding, måtte han give mig et vink med en vognstang.”
Kort efter han havde bedt den bøn, fik han et tilbud om at sælge firmaet. Han overvejede tilbuddet en tid, for det gik godt økonomisk, og ægtefællen havde et rigt arbejdsliv som pædagog på Sdr. Bjert Centralskole. Og efter 36 år med hjemmeboende børn var der en anden frihed i deres liv.
”Jeg kom dog til den overbevisning, at tilbuddet om at sælge firmaet var en gave fra Gud, og Inge og jeg var enige om at handle på det.”
Hvad skulle ske, når firmaet var solgt? Det vidste de ikke. Mens Inge Friberg passede jobbet på skolen, gik Hans Erik Friberg ofte lange ture i Stenderup Skovene ved Lillebælt.
”Jeg kunne have valgt at spille golf, men det var ikke det, jeg længtes efter længst nede. Jeg ville leve på en anden måde, og jeg blev overbevist om, at Gud ville give mig ’en ny bog’, men hvad skulle den handle om? Efter et års tavshed blev det klart for mig, at kærlighed skulle være overskriften.”
Med kærlighed som ledeord kom Hans Erik Friberg nærmere en vision på sine traveture i Stenderup Skovene.
De ord fra Esajas’ Bog, som Jesus, ifølge Lukasevangeliet, læste, da han kom ind i Nazarets synagoge, blev vigtige for ham. Ordene lyder: ”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord for Herren.”
”De ord er jo nærmest Jesu missionsstatement, og hvordan skulle jeg kunne have et andet? Jeg begyndte at tænke på, hvordan vi kunne finde en livsform, hvor vi kunne leve Jesu kærlighed ud. I mit hoved blev det til et moderne, økumenisk kloster.”
Han husker, at han en dag satte sig ved computeren og søgte efter et kloster, som var til salg.
”Jeg vidste ikke meget om klostre, men når jeg gik i skoven, blev jeg ved med at bede om det.”
Den 18. november 2010. Det er en dag, parret husker. Hans Erik Friberg fortæller, at han havde bedt Gud om afklaring, mens hans gik i skoven. Og på vej ud af skoven tog han sin mobiltelefon frem og tjekkede mailen. Og der var kommet en mail fra en bankdirektør i København.
”Han besøgte os i forbindelse med salget af firmaet, og jeg husker, at han spurgte til vores planer, og jeg svarede frimodigt, at dem kendte Gud.”
”Bankdirektøren skrev, at han var finansiel rådgiver for assumptionssøstrene og skulle hjælpe dem med at sælge deres kloster, og at han tænkte, at det kunne være noget, jeg ville investere i.”
Der gik kun få dage, inden parret satte sig i bilen og kørte til klosteret i Høje Taastrup.
”Vi kom nærmest i audiens hos søstrene, som bad os fortælle om os selv og vores arbejdsliv. Vi mærkede, at de nærmest adopterede os.”
Parret gav et tilbud på den 600 kvadratmeter store ejendom med kapel, klosterceller, bibliotek, spisesal og stor have, men ordenen accepterede ikke buddet. I de næste måneder tog parret rundt og besøgte moderne klosterfællesskaber for at blive klogere på, hvordan et moderne kloster kunne se ud.
De besøgte klostre i Schweiz, Tyskland og Italien, men mest inspiration fandt de på L’Abri i Schweiz, som er et protestantisk fællesskab grundlagt af Edith og Francis Schaeffer i 1955.
Godt et halvt år efter parrets besøg i Høje Taastrup, accepterede søstrene parrets bud. I september 2011 fik Inge og Hans Erik Friberg nøglerne, og priorinden forærede dem den ikon, som nu står i bederummet med ordene: ”Se, jeg gør alting nyt”.
Og det blev i sandhed et nyt afsnit i parrets liv, som blev indledt. Inge Friberg fortsatte sin hverdag som pædagog på skolen i Sdr. Bjert, mens Hans Erik Friberg boede i ejendommen og gik i gang med at sætte stedet i stand. Efter et år fik hun orlov fra skolen i Sdr. Bjert, så hun også kunne bo i klosteret, mens de fremlejede hjemmet i Sdr. Bjert.
Inge Friberg blev overbevist om, at hun skulle søge job på den lokale Gadehaveskolen. Her var mange børn med anden etnisk baggrund, som hun gerne ville arbejde med. Hun søgte uopfordret og fik at vide, at der var tre ledige jobs.
”Det var gode år. Jeg brændte virkelig for det job.”
Inge Friberg siger om sin første tid i klosteret:
”I et halvt år boede vi i søstrenes gamle bibliotek, mens der var fuldt af håndværkere i huset. Jeg skulle samtidig begynde i nyt job som 59-årig og vænne mig til, at jeg havde fået en mand med drøm om det her klosterfællesskab.”
Mens parret selv kunne se for sig, at de kunne etablere et moderne, økumenisk klosterfællesskab i Høje Taastrup, var andre mere skeptiske. Et kloster i Høje Taastrup, som mest er kendt for boligblokke og banegård?
”Vi svarede lidt drillende, at vi ikke ville dø af kedsomhed, rejser, rødvin og underholdning, men af kærlighed. Vi havde begge hørt så mange prædikener, at vi ikke kunne rumme flere ord. Nu ville vi gerne leve troen ud på en meget konkret måde i fællesskab med andre. Livet drejer sig om at give.”
Det skulle være et fællesskab, som var mere præget af handling end af prædikener. Inge Friberg minder om et citat af Frans af Assisi.
”Prædik om nødvendigt.”
Da parret købte ejendommen, overtog de også søstrenes bibellæseplaner, som Hans Erik Friberg fulgte, når han satte sig i bederummet og holdt andagt. Den første tid var det bare ham. Siden var Inge Friberg også med til det.
”Vi tænkte en del på, hvem der skulle bo her og begyndte at bede den bøn, som man i alle årene har bedt i L’Abri: Gud, send de rigtige mennesker, og hold de forkerte borte.”
To store gryder og salatskåle kommer på bordet, der tændes stearinlys, og folk samler sig ved langbordet. Aftensmaden, som serveres klokken 18 og den efterfølgende aftenandagt i kirken, er dagens fællesstund. Alle har pligter og laver eksempelvis mad tre gange om måneden.
Dagens kok er 23-årige Marie Ovesen, som har boet i klosteret siden september. Hun fremhæver trygheden, den hjemlige følelse og den store have. Følelsen af hjem og fællesskab er det, som går igen, når man taler med klosterbeboerne. Det er en blanding af studerende, folk i jobs og pensionister, som bor i søstrenes gamle celler. En er fra Indien, en anden fra Indonesien, og tre er canadiere, og resten er fra Danmark. Ligesom nationaliteterne er mangfoldige, har klosterbeboerne også forskellige kirkelige rødder.
70 mennesker har boet i fællesskabet de seneste seks år, men ud over at adressen er i et tidligere katolsk kloster, hvad gør så stedet til andet end et kristent bofællesskab? Skal man sige det kort, er det bordet og bønnen. Som i andre klostre har Klostergården også en klosterregel. Reglen er det dobbelte kærlighedsbud:”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Du skal elske din næste som dig selv.”
De annoncerer ikke efter nye beboere, men oplever, at folk selv finder vej, og inden man eventuelt flytter ind, kan man prøve at bo i gæstehuset, og man vil komme til samtaler med parret, hvor man hører mere om det moderne klosters grundtanker og møder andre fra fællesskabet:
”Man skal bo her, fordi man vil leve i et åndeligt fællesskab med andre og give til andre i fællesskabet. De centrale værdier er kærligheden, den åndelige og sjælelige omsorg, den fælles vandring i tro og det skabende element. Her er et atelier, hvor man kan male, man kan studere og i det hele taget fordybe sig, og så er det et sted, hvor man er for en tid, inden man tager hul på et nyt afsnit af sit liv på den anden side af klosterets mure,” forklarer Hans Erik Friberg.
”Når nogen flytter ind, siger vi til dem, at de hver dag skal prøve at smile til nogen, hjælpe nogen og anerkende andre. Kunsten her er at glemme sig selv og se på de andre. Det siger vi til alle, som kommer.”
Da parret overtog stedet, gav den gamle priorinde dem et råd: Vil man overleve i et så tæt fællesskab som dette, skal man respektere privatsfæren. Så når klosterbeboerne er i deres celler, har de lov til at være for sig selv, og når ægteparret er i deres lejlighed, skal de ikke forstyrres. Har man kæreste eller familie på besøg, skal man benytte stedets gæstebolig.
”Efter en tid fandt vi ud af, at vi også havde brug for at have et sted, hvor vi kunne trække os tilbage, så vi fandt et rummeligt hus i Småland i Sverige omgivet af dejlig natur. Her kan vi være med vores fire børn, svigerbørn og otte børnebørn,” siger Inge Friberg.
De er netop vendt tilbage efter en uge i Sverige, og for dem er langbordet i klosteret blevet deres nye liv og virke. Den længsel, Hans Erik Friberg havde, er blevet til en hverdag med fællesskab om bord og bøn. Hans Erik Friberg siger:
”I kirken hører vi, at vi er fri af synd, skyld og skam, men hvad skal man så bruge tiden på?”
Parret giver selv svaret. De mener, at man skal gå ind i det skabende. Skabe liv, mening, indhold sammen med andre og for andre.
Læreren, som blev salgschef og siden direktør i egen virksomhed, har skabt en ny form for virke med et fyldt kloster. Han er biavler, bager surdejsboller og er blevet en habil salatsnedker. Og hans kone, som var pædagog, nyder en hverdag med fællesskab, tid til børnebørn, tid til at male og skrive. Nu, hvor klosterlivet har fundet sin rytme, har hun fundet rum til at fordybe sig i sine malerier.
Og så har parret været med til at stifte en forening til fremme for moderne klosterfællesskaber og vil gerne være med til at hjælpe andre i gang med at realisere deres klosterdømme.