På Holmens Kirkegård i København står en ubehandlet sten med ordene: ”Hun mærkede livet bruse i sig.”
LÆS HELE SÆRUDGAVEN OM SORG HER
Ordene er fra ”Bogen om Madicken” af Astrid Lindgren, hvor Madicken en morgen konstaterer, at livet bruser i hende. Ellen Legarth Schmidt blev seks år, og bøgerne om Madicken var hendes absolutte yndlingshistorier sammen med ”Ronja Røverdatter”. Når Anders Legarth Schmidt tænker på sin ældste datters uforfærdede, legende og tillidsfulde væren i verden, er han glad for, at han valgte Madickens ord til stenen. Ordene er som et mini-portræt.
I næste uge udkommer hans bog ”Jeg løber”, og det er grunden til, at vi mødes og taler om hans ældste datter. De sidste to år af sit liv var hun syg. Hun fik en sjælden kræftsygdom. Sygdommen bremsede ikke hendes passion for at tegne. Et lille år før hun døde, tegnede hun sig selv svævende med en rød ballon over storbyens tage, mens en præst i ornat vinker til hende.
”Selvom hun blev syg, slugte hun alt i livet og fik virkelig noget ud af den tid, hvor hun var her. Det er noget, jeg prøver at lære af hende.”
Sverige havde en særlig plads i Ellens tilværelse. Familien havde flere gange besøgt landet, og her boede hendes litterære venner, så da forældrene skulle finde en sten til hendes grav, tog de til Sverige sammen med nogle venner for at lede. Deres yngste datter fandt stenen ved en skovsø, og Anders Legarth Schmidt løftede stenen med kræfter, han ikke anede, han havde. Gravstedet blev anlagt som ”Ellens have”, men der gik lang tid, før Anders Legarth Schmidt kunne holde til at være der.
”I den første lange tid var gravstedet forbundet med alt det dårlige, og jeg fandt ingen lindring ved at være der.”
10 timer efter Ellens død løb han ud på, hvad der nok har været hans livs vigtigste løbetur. Det var den 27. september 2013. Han har altid haft det godt med at bevæge sig, spillet fodbold som dreng og ung, cyklet og løbet som voksen, men da han satte i løb den dag, havde han ikke løbet længe, for i to år havde han nærmest boet på Rigshospitalet med Ellens mor og Ellen. Han fortæller, hvordan han nærmest svævede hen over grusstierne og om en gade, som skråner en smule. Det var her, han kiggede op og råbte mod himlen:
”Ellen. Vi er frie.”
”Der var en kæmpe lettelse forbundet med den tur. Ellen havde været syg i så lang tid og haft det rigtig dårligt. At hun døde, var sørgeligt, men samtidig fik hun også fred og skulle ikke have ondt mere. Jeg husker, da jeg så på hende, lige efter hun var død: Hendes krop var faldet til ro, hun var ikke anstrengt i ansigtet, og man kunne se, at hun havde fået fred. Jeg tror, det var den følelse, jeg bragte med ud på den løbetur, og på det tidspunkt var jeg ikke nået til at savne hende endnu. Hun var fri, og jeg følte mig fri, fordi hun ikke mere skulle lide og have det skidt. Jeg følte en lettelse i kroppen, og det er jo lidt mærkeligt at sige, at man er lettet over, at ens barn lige er død. Men det var sådan en følelse, som fyldte mig op, kombineret med den fysiske lethed i kroppen, som nærmest fløj hen over stierne sådan fuldstændig euforisk.”
Næste dag løb han igen, og løb blev et vigtigt rum for ham efter at have mistet. Han er journalist på Politiken, og to år efter datterens død gav hans daværende redaktør ham lov til at skrive en blog om at løbe. De mange blog-indlæg er nu blevet til en bog. Han løb med sorgen, og hans hjemløse kærlighed løber ind i hans tekster, samtidig med at man følger, hvordan han løber hurtigere. Han bliver blandt de hurtigste amatører i sin aldersklasse.
Men er det tilrådeligt at løbe omkring ni timer om ugen, når man er i sorg og har kæreste og barn hjemme? I bogen beskriver han, hvordan en ven på et tidspunkt siger til ham, at han skal løbe mindre og tale mere. Havde vennen ret?
”Jeg tror, at de fleste tæt på mig har været taknemmelige for, at jeg overhovedet kunne fortsætte med at leve, når man har oplevet det, vi har oplevet. Hvis jeg ikke havde løbet, var jeg sunket til bunds, men der var da en tvivl i mig om, hvorvidt jeg gjorde det rigtige. Min ven forstyrrede mit billede af, hvad jeg skulle gøre for at overleve. Jeg syntes endelig, jeg havde fundet en måde at overleve på ved at få et frirum med plads til nogle tanker. Mit eneste fokus var: Hvordan skal jeg og min kæreste overleve det her dag for dag? Og helt ærligt synes jeg, det er en præstation, at vi er her, efter det vi har oplevet.”
Vennen var ikke den eneste, som opfordrede Anders Legarth Schmidt til at tale. Kort tid efter Ellens død sad han sammen med sin kæreste hos en psykolog, hvor der også var andre par, som havde mistet.
”Forventningen var, at jeg skulle fortælle, hvad der var sket, og hvordan jeg havde det, og så skulle de andre også fortælle, men på det tidspunkt havde jeg så ondt, at jeg slet ikke havde adgang til at sige noget til fremmede mennesker om, hvordan jeg havde det.”
”Vi var fire par, og jeg skulle lytte til historier som mindede om vores, og jeg fik det dårligere og dårligere. Og helt bizart blev det, da et fad med jordbær og nødder blev budt rundt. Jeg følte mig som limet til stolen og kunne kun tænke på, hvornår jeg kunne komme væk.”
”Der er nogle ting, som er så frygtelige, at selv tale ikke kan flytte på noget som helst. Men vi skal komme videre og få det bedre, men for mig er der ikke noget at komme videre fra. Det er ikke sådan, at der nu er en ny periode og et nyt liv.”
I en af teksterne skriver han: ”Livet efter døden. Det er nu.”
Livet efter døden er fuld af dage, hvor han øver sig i at se de gode ting i tilværelsen. Det er også dage med raseri. Han fortæller om den dag, han tog en barnestol købt i Ikea med regnbuefarvet, flettet sæde og bankede stolen mod gulvet, til metalbenene var maste.
Der er også dage, hvor vreden trænger sig på, og han forsøger at lade være med at give efter, for han ved, at den ikke bringer ham et godt sted hen. Når han begynder at stille sig selv spørgsmål i forbindelse med datterens sygdom og død, forsøger han også at stoppe sig selv.
”Det er svært at lade være med at spørge ’hvorfor’, når man lever i et samfund, hvor vi forventer svar på alt. Alt skal have et formål, og der skal være et før, et nu og et efter. Det er den måde, vi har lært at forstå tilværelsen på.”
Under og efter sygdommen har han kæmpet med skyldfølelse.
”Jeg har altid opfattet, at jeg som forælder skulle beskytte mine børn mod alt ondt. Det kunne jeg ikke, da Ellen blev syg. Jeg havde en følelse af, at jeg burde kunne fikse det, og det smertede mig, at hun blev dårligere og dårligere, uanset hvad man gjorde.”
”Og jeg har gået med en fuldstændig følelse af magtesløshed og skyldfølelse over, at jeg ikke kunne tage sygdommen væk. Jeg spurgte lægerne og sygeplejerskerne, om det mon kunne være den her medicin, som gav bivirkninger. Jeg følte, at jeg skulle styre det hele, og jeg har ligget hjemme og bedt: ’Kære Gud, befri min datter, skån hende, gør hende rask.’ Der var ikke noget at gøre, og så er det klart, at man spørger de højere magter, om de kan hjælpe.”
Ellen ville gerne døbes, hvilket hun fortalte forældrene et par år før sin død. Det var et tema, hun flere gange vendte tilbage til.
”Hun kunne godt lide gammeldags skikke. Hun ønskede også, at jeg og Freja (Ellens mor, red.) skulle blive gift.”
På hendes livs sidste morgen blev Ellen døbt i sengen på intensivafdelingen på Rigshospitalet omgivet af forældrene, sin bedstefar og sygeplejersker. Anders Legarth Schmidt beskriver det som en fin ceremoni.
”Hun var ikke ved bevidsthed, så jeg tror ikke, hun er vidende om, hvad der skete, men det var en måde at sende hende godt af sted på.”
Han husker ikke meget fra bisættelsen, men de sang ”Se, nu stiger solen”. Den salme sang han flere gange for Ellen, før hun blev syg, og den synger nogle gange i ham, når han løber langs vandet i København en tidlig morgen.
”Det er en utrolig smuk tekst, som åbner op for at overgive sig, give sig hen til, at noget sker, uanset hvad du stiller op. Der er noget, som har sin egen rytme, uden at vi mennesker kan styre det. Det gælder for sygdom, og det gælder for solopgange. Når jeg ser solen stige, vil jeg gerne tænke, at den nye dag er en gave, men jeg synes, det er svært. Jakob Knudsens tekst minder mig om, at hver dag er en chance til at få det bedre og til at være glad.”
På Holmens Kirkegård står en ubehandlet sten med ordene ”Hun mærkede livet bruse i sig”, og i sommer var her fest. Fredag den 2. juni var det Ellens 10-årsfødselsdag, og forældrene havde inviteret familien, venner og børn til kage, kaffe og vin på kirkegården. De var knap 40.
”Jeg er så taknemmelig for den tid, vi havde hende. Det er også derfor, vi fejrede hende. For hun er jo stadig hos os alle sammen.”
I et par timer blev der sunget og talt om Ellen, mens børnene klatrede i træerne. Det var som en havefest på en kirkegård. Inden gæsterne skiltes, fyldte de lyserøde balloner med helium og sendte mellem 20 og 30 store balloner op mod en nærmest skyfri himmel.
”Ballonerne steg højere og højere op og forsvandt for os, ligesom hun også forsvandt for os. For mig er Ellen i en himmel inde i mig. Jeg har ikke noget facit på, hvad der sker, når et menneske dør, men jeg har tænkt en del over, at jeg reelt ikke ved, hvor hun er. Jeg ved, at hendes krop er brændt og begravet, men hvor er hendes sjæl, tanker og energi? Jeg kan mærke det i mig konstant 24 timer i døgnet, så hun er ikke forsvundet.”