Zenia Stampe: Livet er blevet større efter tabet af min datter

Zenia Stampe mistede sin datter Olga under fødslen. Sorgen og krisen har givet hende et andet syn på sin egen eksistens og andre mennesker - og på religion og tro. For her har hun fundet svar på spørgsmål, som der ikke kan tales om andre steder

For mig handler tro i dag om, at der er nogle værdier og nogle sammenhænge, der er større end mig selv, fortæller Zenia Stampe. Klik på pilen for at se flere billeder. Foto: Paw Gissel
For mig handler tro i dag om, at der er nogle værdier og nogle sammenhænge, der er større end mig selv, fortæller Zenia Stampe. Klik på pilen for at se flere billeder. Foto: Paw Gissel.

Zenia Stampe kom for nogle år siden i et interview i denne avis med følgende udtalelse: ”Jeg er ikke troende”.

Da hendes mand læste interviewet, blev han ked af det. Han oplevede det, som om hun afviste al tro og ville vide, om hun så var nihilist?

”For ham var min udtalelse meget provokerende, og vi blev faktisk lidt uvenner over det. Han syntes, at det var respektløst, at jeg kunne sige sådan noget. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad han mente,” siger Zenia Stampe.

Men siden har hun ændret holdning.

”For mig handler tro i dag om, at der er nogle værdier og nogle sammenhænge, der er større end mig selv. Jeg har fået en meget større ydmyghed og respekt over for tro, og jeg kunne ikke længere finde på at udtale mig så kategorisk,” siger Zenia Stampe.

Den 35-årige politiker og medlem af Folketinget for Radikale Venstre tager imod i lejligheden i København, hvor hun og hendes mand, Martin Lyngbo, der er direktør for teatret Mungo Park i Allerød, flyttede til fra Hillerød sidste sommer. Her bor også parrets datter, Erika på to år, og hans søn, Tøger på ni år, når han ikke er hos sin mor. Om nogle måneder bliver familien forøget med en lille ny, da Zenia Stampe er gravid, hvilket den lille bule under den sorte bluse afslører.

I familien skulle have været endnu et barn, Olga, men hun er her ikke. For hun overlevede ikke, da hun den 9. juni sidste år blev født for tidligt i uge 24 i graviditeten.

Zenia Stampe har netop passeret en særlig skæringsdato. For dagen i går befandt hun sig i sin nuværende graviditet på det samme tidspunkt, som da hun blev indlagt med Olga, fordi hun var ved at gå i fødsel.

”Når det betyder noget for os, er det, fordi vi i de 10 dage, jeg var indlagt, kæmpede virkelig hårdt for hver eneste dag, da hver dag ville øge barnets chancer for at overleve uden men,” siger Zenia Stampe.

Det var tidligere lykkedes to gange at standse fødslen ved hjælp af ve-hæmmende drop. Men hver gang behandlingen stoppede, satte fødslen i gang.

Til sidst ville hospitalet ikke længere give ve-hæmmende drop, fordi hun havde fået en infektion. Og det kunne være farligt for både mor og barn at udskyde fødslen.

”Jeg fødte om natten. Og Olga døde en time før, hun kom ud. Det kom bag på mig. Nu havde vi i 10 dage kæmpet for, at hun kunne blive indenfor, fordi vi troede, at faren var udenfor. Men det viste sig ikke at være så enkelt. Som en læge sagde: Det, der er sket, er som en stor trafikulykke, et sammentræf af en masse uheldige omstændigheder.”

”Det var en lettelse for mig, at hun sagde det. For jeg havde tænkt og tænkt over, hvorfor det var sket, og hvordan jeg kunne have forhindret det - som en gåde, jeg skulle løse. Og som om jeg, hvis det hele blev optrævlet, kunne skrue tiden tilbage, fjerne årsagen og få mit barn tilbage. Det var derfor en stor lettelse, da jeg endelig gav slip og accepterede, at det var sket og ikke kunne gøres om,” siger Zenia Stampe.

Dagen efter skrev hendes mand på sin Facebook-side, at parret havde mistet deres datter, Olga, som blot vejede 512 gram ved fødslen. Og at de havde været sammen med hende natten efter fødslen, inden hun blev lagt i en kiste med blomster. Han skrev også, at det ville blive en mærkelig sommer, fordi ”der er en masse sorg at bearbejde. Og en masse forestillinger om det nye liv med først højgravid mave og siden en ny baby, som skal revurderes.”

For Zenia Stampe var tiden efter tabet svær.

”Der var en ekstrem tomhed og meningsløshed. Jeg følte, at jeg sad i et dybt sort hul. Jeg tænkte også, at det var sket på det værst tænkelige tidspunkt, fordi Folketinget holdt sommerferie, og jeg derfor ikke kunne flygte ind i arbejdet. Omvendt vidste jeg jo godt, at jeg ikke var i stand til at arbejde. Men tomheden var rædselsfuld.”

”Livskriser kan sættes i gang af mange forskellige ting, men jeg tror, at der er nogle fælles træk. For eksempel vidste jeg jo godt, hvad der skulle til for at trække mig op af hullet. Jeg kunne begynde at løbetræne, læse aviser igen og blive indigneret over noget. Men en del af krisen er jo, at man ikke kan finde nogen grund til at komme ud af den. Man ved hvordan, men ikke hvorfor. For intet giver længere mening.”

Sammen med datteren Erika sad Zenia Stampe for nylig og så på fotos fra sidste sommer. Det var billeder, der viste, at det var lykkedes at få gode stunder med datteren og familien, selvom hun selv oplevede at gå rundt i en tåge.

”Det er ikke bare billeder af, at jeg var i dyb sorg og ikke kunne glæde mig over noget. For vi var jo lige flyttet til København og cyklede byen rundt, var i sommerhus og på ferie i Sverige. Og for Erika på to år var der så meget, der var første gang for hende. Når jeg ser tilbage, var der ikke bare en tåge af sorg, der var også mange lyspunkter og noget at glæde sig over: Hvor er byen dejlig! Hvor er min datter dejlig! Men det var en anderledes måde at glædes på. Jeg kunne konstatere, at der var noget at glædes over, men jeg kunne ikke mærke glæden,” siger Zenia Stampe.

I august sidste år var hun tilbage på sit arbejde på Christiansborg, hvor hun har en række ordførerposter for sit parti for udenrigspolitik, forsvar, medier og demokrati.

”Det var fint at komme tilbage, men også underligt. Jeg følte, og det gør jeg stadigvæk, at alt er forandret, og jeg er forandret. Og hvordan kan jeg forklare det for andre? Det føles som en meget stor skrøbelighed, og jeg er mere grådlabil. Den første gang, hvor jeg skulle tale med en journalist eller i tv, var det som at gå på en line, som jeg hurtigt kunne falde ned fra.”

”I den første tid oplevede jeg, at jeg tit begyndte at græde, og det var ganske små ting, der kunne udløse det. Men da jeg opdagede, at det var i orden for andre, begyndte jeg at slappe mere af med det. Jeg fandt ud af, at det var ok, verden faldt ikke sammen, og langsomt kunne jeg vende tilbage til en hverdag, hvor jeg ikke var så skrøbelig mere.”

Tabet af datteren Olga har for Zenia Stampe betydet, at hun har fået et andet syn på religion og tro.

Foto: Paw Gissel
Foto: Paw Gissel

”I mit eget parti har der altid været en splittelse mellem dem, der ser religionskritik som en politisk sag, og så dem, der mener, at tro er en privatsag. Jeg er selv vokset op i et ikke-religiøst hjem, og jeg er hverken døbt eller konfirmeret, men jeg har altid ment, at man skal blande sig uden om andres tro. Den overbevisning er blevet endnu stærkere i dag.”

”For hvor det tidligere bundede i hensynet til andre, så handler det i dag også om mig selv. Pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg havde brug for at forholde mig til min tro. Og bare tanken om, at nogen kunne finde på at forholde sig politisk til noget, der er så sårbart og privat, var ekstremt intimiderende. Jeg har fået en meget stor ydmyghed over for tro, både min egen og andres,” siger Zenia Stampe.

Vendepunktet, hvor det gik op for hende, at hun havde behov for en anden dimension i tilværelsen, var den nat, hvor Olga ikke overlevede fødslen.

”Den nat, hvor vi mistede Olga, blev jeg grebet af en dyb angst for, at hun var et eller andet sted helt alene - et koldt og mørkt sted. Jeg spurgte mig selv, hvor hun var henne - jeg havde lige mærket hende, og så var hun væk. Da jeg fik hende op til mig, var jeg ulykkelig over, at hun ikke var hos os, men jeg var også panisk angst over ikke at vide, hvor hun så var.”

”Når det gælder kriser, er der i vores samfund en idé om, at det er noget, man kan komme igennem kognitivt. Det var også en stor hjælp, da min mor, der er psykolog, sagde, at min hjerne ikke kunne kapere det hele på en gang, men at det måtte komme som små erkendelser. Det gjorde det også i form af mindre åbenbaringer, de fleste meget smertefulde, men det kom i ryk.”

”Men ingen psykolog kan besvare spørgsmålet om, hvor mit barn er henne. Det er ikke sådan, at jeg tror, hun sidder på en lyserød sky, men hvor er hun, og er hun alene? Det gik op for mig, at det er et spørgsmål om tro. Og at der er en del af verden, der ikke er rationel og kan sættes på formel. Og hvem kan jeg tale med om det?”.

Den nat endte hun med at sende en besked på sin telefon til præsten, der havde viet hende og Martin Lyngbo i en kirke, hvor kun de og sønnen Tøger var til stede. De ønskede at give hinanden et løfte, der rakte ud over dem selv og var større end dem selv, men havde ikke lyst til at have et stort bryllupsselskab med i kirken.

”Præsten ringede til mig om morgenen, og så talte vi sammen. Og igen et par dage efter, fordi han skulle stå for bisættelsen af Olga og hjalp os med bedemand og alt muligt andet. De spørgsmål, jeg aldrig tidligere har skullet forholde mig til, er det, som troen kan give svar på. Og via troen kan man reflektere over spørgsmål, som man ikke kan tale om andre steder.”

”For mig er det at tro defineret bredt: Hvad er meningen med tilværelsen? Hvad er relationen mellem mennesker og det, der er større end os selv? Det er det, jeg søger svar på, når jeg går i kirke. For mig er det inderligt ligegyldigt, om Jesus opstod fra de døde, men han havde noget væsentligt at sige til mig om det at være menneske. Det er det, jeg tager til mig omkring tro og ikke, hvad der faktisk og historisk skete,” siger Zenia Stampe.

Hvilket svar har troen så kunnet give på hendes spørgsmål om, hvor datteren Olga er nu?

”Jeg har fundet en ny måde at tænke mit liv på, som knytter Olga til min eksistens. Det handler om samhørighed. Jeg tror, at mange mennesker oplever deres tilværelse som en kronologi med årsag og virkning og tid og sted. Men jeg er blevet mere optaget af, hvordan ting hænger sammen i deres eksistens. Olga er ikke med mig i min fysiske og tidslige rejse gennem livet, men hun er med mig i min eksistens. Det er en anden måde at forstå livet på.”

Zenia Stampe fortæller om noget, der skete, da hun var barn. Hendes mor havde deltaget i begravelsen af en pige, der boede i nærheden, som havde begået selvmord. Og havde fortalt, at præsten havde sagt, at man ikke skulle anskue et liv som en tidslinje, der blev brudt, men som et evigt lys.

”Det syntes jeg var meget meningsfuldt dengang. Og sådan har jeg det med Olga nu. I starten var det, der gjorde mig mest ked af det, det liv, som hun gik glip af - det frø, der ikke fik lov at spire. Men efterhånden har jeg lært at se hende som det, hun var, og ikke det, hun ikke fik lov til at blive. Nu ser jeg på hendes eksistens og samhørighed med os i stedet for på hendes tid her på Jorden.”

”At få det syn på livet har betydet meget for mig, der aldrig tidligere har oplevet livets skyggeside, hvilket er privilegeret i en alder af 35 år. Mange har jo oplevet svære kriser, men for mig kom det sent. Før havde jeg et meget operationelt syn på, hvordan man kommer igennem en krise. Nu, hvor jeg selv har været der, har jeg fået en anden forståelse for mit eget liv og for andre menneskers oplevelse af tab.”

”Efter at det her er sket, har det været berigende, at folk har åbnet sig over for mig og fortalt om deres tab. Man finder ud af, at selvom tabene er forskellige, giver det en anden indgang til tilværelsen. Når du selv har været der, er det sådan, at før var livet meget endimensionelt, nu er det blevet en flerdimensionel størrelse, som jeg føler, jeg har til fælles med mange, der har oplevet svære ting som sygdom, skilsmisse og tab.”

”Det er en situation, hvor man står og spørger: Hvad er så meningen med mig? Hvor man har måttet stille sig selv nogle af de spørgsmål, man ikke kan regne sig videnskabeligt frem til svarene på. Og der kan troen komme ind,” siger Zenia Stampe.

Foto: Paw Gissel
Foto: Paw Gissel

Hun husker tilbage på den tid, hvor hun var gravid med datteren Erika, og hvor hun sammen med sin mand sad på Delphi i Grækenland ved solnedgang og tænkte: Det kan ikke blive bedre!

”Livet er blevet større efter, at jeg mistede Olga. Da det skete, tænkte jeg, at jeg aldrig bliver lykkelig igen. At jeg aldrig kan blive så beruset af lykke igen som dengang i Delphi, for der vil altid være et hul efter Olga. Men det er okay, for det er en mere overfladisk lykke - ligesom at være beruset og lalle rundt. Jeg kan godt stadig være lykkelig, men følelsen minder mere om taknemmelighed end beruselse.”

”Da jeg var ung og nyuddannet cand.scient.pol. og politiker og stødte på folk, der havde oplevet noget svært, tænkte jeg nogle gange: Hvad ved jeg om livet? Jeg havde været forskånet for det værste og gudskelov, for det er jo ikke sjovt at mærke det på den måde. I dag ser jeg livet på en anden måde, jeg ser mennesker på andre måder og føler mig som menneske og politiker bedre klædt på til at møde mennesker, der har oplevet noget alvorligt. Og det gør vi jo allesammen før eller siden. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde mistet mit barn, men når nu det er sket, er jeg glad for de erfaringer og erkendelser, der er fulgt med.”

I dag, hvor Zenia Stampe venter sig igen, er hun nået til et sted i sin sorg, hvor hun med egne ord mere og mere accepterer, at det var sådan, det blev, og at hun hverken kan gøre fra eller til. Men at hun samtidig vil prøve at forstå det, begribe det og omfavne det.

”Det er meget vigtigt for mig ikke at svigte Olga - at hun bliver anerkendt som en eksistens og et liv. Det er en ny måde at forstå livet på, hvor jeg har en samhørighed med hende, der rækker ud over tid og sted samtidig med, at jeg må være til stede her og nu for mine andre børn. Det er en kæmpe sorg, at Olga ikke kan være med. Men vi må omfavne hende på en anden måde og tillade os at glædes over, at hendes søskende tager de skridt, som hun ikke fik lov at tage.”

Foto: Paw Gissel
Foto: Paw Gissel

”Præsten sagde til os, at Olgas skæbne var kærlighed. Det var det, hun kom af, og det var det, hun blev til. Hun har ligget inde i min mave hele sit liv. Det er frygteligt meningsløst, at hun ikke får det liv, de andre har, men det var et liv i kærlighed.”

Olga er begravet på en kirkegård, hvor både Zenia Stampes egen familie og svigerfamilie har gravsteder. Hendes urne er sat ned i graven med hendes oldeforældre på faderens side, Erik og Ellen, der døde for nogle år siden, og deres ene datter. Dem deler hun gravsten med.

”For os er der noget smukt ved det. Oldefar Erik havde så store hænder, at hun kunne ligge i hans hånd. Og han passede det gravsted så fint, fordi hans ene datter lå der,” siger Zenia Stampe og tilføjer:

”Når vi putter vores børn, siger vi altid en aftenremse, hvor vi siger godnat til Himlen, Jorden, dyrene, planterne, guderne og alle forfædrene. Nu ligger Olga dér sammen med alle forfædrene. Så er hun ikke alene.”