Prøv avisen

Poul Nyrup Rasmussen: Livet er ikke kun en perlekæde af lykkelige begivenheder

Poul Nyrup Rasmussen er i dag protektor for Det Sociale Netværk/Headspace Danmark, som han både har været initiativtager til og tidligere formand for. Foto: Leif Tuxen

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har stor erfaring i at slippe magten. Han er kommet videre ved hele tiden at kaste sin arbejdskraft ind i noget nyt og ved at forkusere på, at livet rummer både sorg og glæde

Natten til den 29. august 1993 tog Signe Nyrup Rasmussen sit eget liv.

Hun var datter af landets daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som fik sit livs store sorg og en indre kamp om, hvorvidt han skulle fortsætte i det udfordrende job, han kun syv måneder forinden havde overtaget fra den konservative Poul Schlüter.

Nyrup valgte at fortsætte og trådte først tilbage, da Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti fik flertal ved folketingsvalget i 2001. I dag, 17 år senere, er han som 75-årig fortsat erhvervsaktiv, men det lykkes dog at finde tid i kalenderen til en samtale om, hvordan man tackler det at skulle give slip på magten.

Det har han prøvet flere gange. Ikke kun da han tabte valget i 2001, men også da han året efter måtte trække sig som socialdemokratisk partiformand, da han valgte at træde ud af Europa-Parlamentet i 2009, og da han valgte at stoppe som formand for De Europæiske Socialdemokrater to år senere.

Arbejde, glæde og sorg viser sig at blive denne samtales nøgleord og omdrejningspunkt.

Da Poul Nyrup Rasmussen trådte til som statsminister i 1993, skete det i skyggen af formandsopgøret i Socialdemokratiet og Tamilsagen, der rev gulvtæppet væk under Poul Schlüter og afslørede, at der alligevel var fejet noget ind under det. Fordi det skete godt og vel halvvejs inde i valgperioden, havde den nye statsminister kun halvandet år til at overbevise vælgerne om, at hans regering magtede opgaven og kunne skabe resultater. Så der skulle arbejdes benhårdt fra første nanosekund, fortæller Nyrup.

Men hvad er det med arbejde? Hvorfor er det så vigtigt for dig?

”Uanset om det var på havnen i Esbjerg i ungdommen, på mejeriet, som student i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som næstformand, formand eller statsminister, har arbejdet altid skullet have mening for mig. Arbejdet var fra min pure ungdom den dør, der skulle åbnes, for at man kunne påvirke sin egen og andres fremtid.”

Som barn i husvildehusene i Esbjerg var der ikke mange penge at gøre godt med, og at tage en uddannelse lå heller ikke lige for, forklarer han.

”Arbejdet har også altid været meget knyttet til mit sociale instinkt. Jeg har altid elsket at være sammen med andre folk. Ensomheden er ikke god for mig. Hvis du er omhyggelig, finder du det bedste fællesskab i arbejdsfællesskabet.”

”Det tredje er noget, som også kommer fra min ungdom, nemlig, at de ikke skal få skovlen under dig. Du skal vise omverdenen, at du kan. Ikke særlig velformuleret har jeg senere sagt, at det at være noget er at gøre noget.”

Den tidligere statsminister har skrevet to bind af sine erindringer, ”Rødder” om perioden fra 1943 til 1962 og ”Vokseværk” fra 1963 til 1993. Den politisk mest interessante periode – statsministertiden fra 1993 til 2001– har han endnu ikke skrevet om, og han kan ikke sige noget om, hvornår der eventuelt bliver tid til at gøre det. Der er så meget andet vigtigt at give sig i kast med først, lader han forstå.

I første bind fortæller han udførligt om sin barndom og sin far Oluf, der blandt andet i sin sene ungdom mødte en kvinde fra Metodistkirken, kom ind i svære religiøse overvejelser og blev ramt af psykisk sygdom – ifølge Poul Nyrup Rasmussen måske også, fordi faderen havde håbet, at relationen til kvinden kunne være blevet til andet og mere end bibelstudier.

At tillægge arbejdet stor vægt ser nogen som en del af vores lutherske arv. Man taler om den protestantiske arbejdsetik. Har det haft betydning for dit syn på arbejdet?

”Nej, ikke for mig. Min store inspiration kom fra arbejderbevægelsens kamp imod arbejdsløshed og fattigdom. Og fra det nye selvværd, som småkårsfolk fandt gennem det etiske slogan om ’ingen rettigheder uden pligter’.”

”Min far var ramt af voldsomme depressioner i sin ungdom, sloges meget med sit eget selvværd og fik nogle meget store psykiske nedture, og han blev anbragt på Livø Statsinstitution oppe i Limfjorden, hvor socialt åndssvage, som man kaldte det dengang, blev anbragt. Det kunne være gået ham langt værre, hvis ikke forstanderen havde taget sig af ham. Men begge mine forældre har haft en god relation til kirken,” pointerer Nyrup.

”Jeg synes, at kirken rummer en ro omkring de store vendepunkter i livet, og så synger man så godt i fællesskab i det hus.”

Han fortæller, at når han havde besøg af sin mor i hendes sidste leveår, tog de sammen i kirke, og de nød at synge salmerne sammen.

Der blev altid sunget meget i hans hjem, og det er et de punkter, hvor kirken og arbejderbevægelsen har haft en fælles klangbund, og måske ligefrem har fundet gensidig inspiration, fremhæver han.

”Jeg har mærket sangglæden og fællesskabet i kirken, og Signe fandt sommetider ro der, når de indre dæmoner blev ustyrlige. Men grundlæggende har det ikke påvirket mit liv og min måde at tænke og arbejde på. Der, hvor det allermest har påvirket mig, er i kærligheden, tolerancen og omsorgen for de svageste.”

Den tidligere statsminister fortæller, hvordan han som dreng i 1. og 2. klasse på Østre Skole i Esbjerg konstant lå i slåskamp med de større rødder, fordi han skulle sikre retfærdighed for sine mindre kammerater, når de blev drillet.

I sit voksne liv har han udfoldet sin kamp for retfærdigheden mindre korporligt, men ikke med mindre iver.

Som medlem af Europa-Parlamentet gjorde han kampen mod grådigheden i kapitalfonde til en af sine mærkesager.

Han blev formand for De Europæiske Socialdemokrater, PES, og fik i alle de år ekstra taletid på de socialdemokratiske kongresser herhjemme. I 2009 stillede han ikke op til parlamentet igen, men vendte hjem og tog initiativ til Det Sociale Netværk for psykisk sårbare, som senere samme år holdt det første psykiatritopmøde, hvor psykisk sårbare og deres pårørende mødes, og hvor der holdes forskellige oplæg af eksperter og politikere. Senere kom Headspace til – et frivilligt rådgivningsnetværk for 12-25-årige.

At Poul Nyrup Rasmussen lige netop engagerede sig i psykisk sårbare, hænger tæt sammen med datterens skæbne og den sorg, hendes død affødte.

”Den sorg satte sig uudslettelige spor, som stadig er der i min måde at se verden på og handle i den. Et af de centrale budskaber, som en præst sagde til mig i forbindelse med Signes begravelse, var, at ’vil du have glæden, må du tage sorgen med’.”

”Det har ud over det at arbejde været min anden store vej frem. Hvis jeg skal hjælpe de mange unge mennesker, som har det hårdt indeni, ser jeg dem som uhyre sårbare i forhold til den tese, at man skal tage sorgen med i glæden. Mange af dem lever i en ny virkelighed, som fortæller dem, at livet er en perlekæde af lykkelige øjeblikke. Alt for mange bliver fanget i lykke-løkken. Hvis der så pludselig kommer en sort perle, falder de helt omkuld. Det bliver vi nødt til at få ændret på, sådan at de unge også idémæssigt og forståelsesmæssigt tager til sig, at livet altså både er mørke og lyse stunder.”

Du har selv lidt store tab. For nogen fører det til eksistentielle overvejelser om, hvorfor vi er her, og hvad meningen med det hele er. Har du haft dem i forbindelse med din datters død?

”Nej, det har formet sig på den anden måde,” siger han og fremhæver, at tabet af datteren først og fremmest gav en følelse af meningsløshed.

”Det var det med, at nu var alting ligegyldigt. Ligesom alle andre mødre og fædre elskede jeg min datter umådeligt højt. Savnet og skyldfølelsen var næsten ubærlig. Hvad skulle jeg overhovedet bruge mit liv til nu? Efter mange smertefulde stunder nåede jeg frem til at opfatte Signes ønske til mig sådan, at hun ville have lagt vægt på, at jeg prøvede at omsætte tabet af hende til ordentlige handlinger i forhold til min omverden.”

Poul Nyrup Rasmussen fører fortsat samtaler med Signe, når han er på Assistens Kirkegård i København, hvor hun er begravet.

”Jeg har sagt, at kirkegårde har man til at videreføre samtaler, som blev så brutalt afbrudt. Det er jo ikke sådan, at jeg bogstaveligt talt taler med Signe, men det skal forstås som et udtryk for en del af det menneske, jeg er. Dem, der har mistet, kan forstå det. Det bliver en slags trøst for mennesker, der har mistet. Det er meget, meget vigtigt, at den, man har mistet, bliver hos en i overført forstand, og det er mere noget med, hvad Signe ville have ment i den eller den situation.”

”Det er også derfor, jeg føler, at jeg kan trøste folk på den rigtige måde. Folk føler ikke, at jeg trænger mig ind på deres enemærker, men de kan mærke, at jeg fortæller noget, de kan genkende og dermed selv kan bygge videre på.”

Du er flere gange trådt ned fra en magtposition. Hvordan har du tacklet det?

”Jamen, der er vi tilbage ved, hvem jeg er. Jeg er meget privilegeret, for jeg har ikke bitterhed eller fornærmethed med i min bagage. Når jeg skifter arbejdsspor, ligger det oprindelige i det med, hvad arbejdets betydning er. Det er også et moralsk anliggende. Det med, hvad livet egentlig er. Hvad det går ud på.”

”Som jeg oplever det, har jeg kun dette ene liv. Fortsættelsen af livet i min verden handler meget om, hvordan det bliver genfortalt i de generationer, der kommer efter mig. Hvad erindringen om mig bliver.”

”Det betyder, at hvert sekund, hver time, måned eller år i det liv, man nu har fået, skal bruges. Når man har fået foræret magten, er der for alle, der har været i det rum, en efterklang. Der er noget, du bærer videre.”

”Jeg har altid haft en moralsk tilgang til magten, også da jeg var i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Du skal bruge magten til gavn for andre. Du er nødt til at knytte noget moralsk til den, for ellers bliver magten usympatisk.”

Magt korrumperer?

”Ja. Det betyder så også, at jeg som statsminister lagde vægt på at være et menneske i magtens rum, og dermed løb jeg nogle store risici, for eksempel ved at indrømme, når jeg lavede fejl.”

Han forklarer, at når han har skiftet job, har han set på sine med- og modspillere i ”magtens rum”, som nogle der ligesom ham selv har fulgt ”magtens spilleregler”.

”Så behøver du ikke være fornærmet, hvis de ikke altid har reageret over for dig, som du føler, de burde. Du behøver ikke blive bitter, når du skal i gang med det næste.”

Havde du det sådan, da Anders Fogh Rasmussen (V) tog over som statsminister i 2001?

”Ja, det havde jeg faktisk. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan være uenig om, hvordan man kommer til magten. Selvfølgelig er der ærgrelser og eftertanker, men så må du folde din gennemslagskraft ud på en ny plads, og derfor valgte jeg meget bevidst at ville arbejde i Europa, som jeg havde været engageret i helt tilbage fra min tid i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Du siger, at du ikke havde nogen bitterhed, da du trådte tilbage. Men dit efterfølgende opgør med Mogens Lykketoft om posten som Socialdemokratiets formand i begyndelsen af nullerne blev udefra oplevet som bittert. Var det ikke det?

”Nej, men det er fordi man er et menneske, ikke? Både i sejrens og i nedturens stund kan man se følelserne, hvis man ellers er et menneske, som jeg er og helst vil være.”

Du har beskrevet politik som et meget brutalt fag, især i forbindelse med formandsopgøret i Socialdemokratiet i 1992. Hvordan har du det med at være i den brutale verden?

”Det har jeg det egentlig godt med. Forstå mig ret. For hvis man skal have det godt med det og samtidig være ærlig i forhold til sig selv, skal man anskue spillereglerne i magtens rum og dermed i politik, som de er. Det vil sige spilleregler, adfærd og magtkampe, som har at gøre med dels at få magten og dels at skabe resultater.”

”Det kan du forholde dig til som til et stykke matematik. Jeg vil ikke kalde det musik, for musik har at gøre med noget meget smukt. Men det er det mønster, som vi gennem århundreder har set folde sig ud i den politiske kamp. Især i demokratiets tidsalder bliver det mere synligt end før. Det er sådan klaveret spiller, og vil du påvirke det, må du gå ind i det.”

Som statsminister talte du også om moralens årti og blev hånet for det. Nogle sagde, at hvis man hæver den moralske fane, risikerer man at fremstå som dobbeltmoralsk, fordi man ikke selv kan leve op til idealerne. Hvordan har du tacklet det?

”Dels var der jo en lille misforståelse hos Uffe Ellemann-Jensen (V). Det, jeg sagde i en tale i Odense for en faglig forsamling ret kort tid efter, at jeg var blevet statsminister, var, at 1990’erne skulle være anstændighedens årti, og det er jo ikke det samme.”

”Dels har jeg også sagt, at ’undskyld mig, hvad er der galt i at have en moral i politik?’ Hvis man betragter moral som en slags vejleder for, hvad der er rigtigt og forkert, kan det ikke være forkert at have en moral.”

”Så er der andre, der siger, at det at have moral er at føle sig bedre end andre. Nej, Gud fri mig vel, det er det da ikke. Så havde moralen jo svære vilkår. Når jeg taler om moral, er det en slags retningslinjer, som fortæller mig, hvornår er jeg ved at ryge ud i grøften, og hvornår er jeg på vejen.”

Poul Nyrup Rasmussen har for nylig rundet de 75 år, der blandt andet blev fejret offentligt sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen på Folkemødet på Bornholm. Han er altså langt forbi den officielle pensionsalder, men vil han overhovedet gå på pension?

”Man kan jo ikke pensionere sit liv. Jeg kan ikke pensionere mit liv. Opfattelsen af min værdi har kun mening, hvis jeg samtidig tillægger dig værdi. Så må du blive ved, til du ligger på den yderste kant. Hvis man som mig er født med muligheder og et eller andet sted måske også med talent, skal man bruge det fuld ud.”

Gængs praksis ved denne type af større, personlige interviews er, at kilden får teksten til gennemsyn, så faktuelle fejl kan rettes. Derfor har Poul Nyrup også haft denne tekst til gennemlæsning. Udover et par præciseringer, har han en indvending, som vi skal have med, nemlig at der samlet set står et lidt for mørkt billede af hans liv tilbage for læseren. Derfor får han ordet til denne tilføjelse:

”Jeg har været så privilegeret gennem mit lange liv. Det har været et stort, stort privilegium at mærke, at du kan hjælpe, se det lille håb, derinde bagved, vokse sig større i et sårbart ungt menneske. Det giver dig nærmest lykkelige øjeblikke.”

”Og så har jeg mødt glæden så intens i min lille familie, i samlivet med Lone og vore fælles kærlige oplevelser med vore to børnebørn, som Lones datter og deres far har skænket os.”

”Jeg har mistet, ja, men jeg har også fået og fundet nye glæder, i øjeblikket og sammen med vore børnebørn, som lynhurtigt er blevet teenagere, og som er selve forvisningen om det liv, der rækker længere og stadig er her efter en selv. Sådan som det nu skal være.”

Så ja, sorrig og glæde følges stadig ad.

Til arbejdernes internationale kampdag og 1. maj møde i Fredericia i 1994 - året efter, at Nyrup Rasmussen blev statsminister. Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix
Foto: Leif Tuxen