De største sandheder bliver ofte reduceret til klichéer. Enhver ved således i Gajol-pakketeorien, at man først ved, hvad man har, når man mister det. Men få mærker det så stærkt og livsforvandlende som den internationalt anerkendte tidligere forsker Rikke Schmidt Kjærgaard. Og den intelligente og smukke kvinde med den milde latter er ingen kliché. Hun er et levende mirakel, for hun har både prøvet at miste livet og få det tilbage.
På mandag udsender hun bogen ”Blink” med undertitlen ”Da jeg mistede livet og lærte at leve” på Politikens Forlag. Og nu står hun og ler hjerteligt under de blomstrende kirsebærtræer i Botanisk Have i København med en undskyldende bemærkning om, at hun desværre ikke kan levere noget anekdotisk bevis for de kristne ”kirsebærblomstsforestillinger” om livet efter døden, selvom hun faktisk har prøvet at dø.
”Jeg må desværre skuffe dig. Der var hverken kirsebærtræer, lys eller engle, da jeg døde. Der var helt sort. Sådan var det i hvert fald at dø for mig,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard, der til gengæld er vendt mere taknemmelig tilbage til dette liv end nogensinde før, efter hun for fem år siden blev erklæret klinisk død og siden lå længe i koma, før hun vågnede igen.
I begyndelsen kunne hun kun blinke, mens hun lå fanget i sin egen krop med fuld bevidsthed om, at hun nytårsdag havde været udsat for et pludseligt og sjældent voldsomt bakterieangreb, som kun fem procent overlever. Aftenen før var hun ellers hoppet lykkelig ind i 2013 sammen med sin mand Peter og parrets tre børn. Men den 1. januar fik hun et ildebefindende og døde i ambulancen. Det lykkedes dog lægerne at genoplive hende, og derfra kæmpede Rikke Schmidt Kjærgaard sig stædigt tilbage til livet – godt hjulpet på vej af sin kærlige familie og sit eget lyse sind. Og selvom hun som følge af blodforgiftning og organsvigt har mistet en del af sine fingre og synet på det ene øje, ser hun nu tilværelsen klarere end før.
”Man kan leve livet i en tåge af stress og bekymringer, så man slet ikke ser storheden i de små ting. Dem ser jeg bedre nu. Jeg lægger mærke til naturen, børnene og andre folk med andre handicap, som folk sukker utålmodigt over i Netto, fordi det kan tage dem nogle ekstra sekunder at finde pengene frem. Jeg ser, hvordan mange spilder livet på at skynde sig. Jeg ser, hvordan mange føler sig udenfor i samfundet, men jeg ser også, hvor meget der er at glæde sig over,” siger hun og nikker over mod en ung kvinde, der sidder og fodrer ænder i græsset.
”Sådan vil jeg også sidde snart. Jeg kan blive helt glad over at se sådan en lille livsbekræftende scene. For man skal virkelig huske at nyde livet,” siger hun og lader blikket glide gennem den grønne park, hvor blomsterne ganske rigtigt konkurrerer om opmærksomheden med et fyrværkeri af forskellige farver.
En ambulancesirene skærer sig gennem byen som et tandlægebor uden for Botanisk Have, hvor himlen ellers er fuld af fuglesang. Mange ville nok hverken lægge mærke til lyden af glæde eller smerte, men den slags sanser man også, når man har lært at smage på alle tilværelsens små ting, siger hun.
”Livet er blevet rigere for mig, og jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har. Jeg har altid haft et lyst sind, men det er blevet forstærket af at prøve at dø. Nu når jeg næsten ikke at tænke ’øv’, før jeg siger ’pyt’. For selvom det kan være surt at punktere på cyklen, er der så meget andet at glædes over. Og jeg er også holdt helt op med at bekymre mig efter mit sygdomsforløb. For livet er for kort til brok og bekymringer,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard, der nu har forladt sin prestigefyldte universitetsstilling for at bruge tiden på at lave videnskabsklub for børn og stifte virksomheden ”Graphicure”, der lader patienter få indblik i deres egne sygdomsforløb. Og det er en stor glæde. For selvom der var mange kvikke hoveder blandt hendes kolleger, var mange af dem også nogle forfærdelige brokkehoveder, siger hun og griner.
”Det lyder måske hårdt, men sådan var det virkelig. Og jeg forstår ikke, at ellers begavede folk brokker sig så meget. For sådan fokuserer man jo kun på alt det sure, mens man overser det, der er virkelig vigtigt. Men selv har jeg også ændret syn på, hvad der er vigtigt. Tidligere gik jeg for eksempel mere op i prestige, og universitetsmiljøet er også meget konkurrencepræget, men den slags virker helt ligegyldigt for mig nu,” siger Rikke Schmidt Kjærgaard, der før sin sygdom arbejdede som forsker i både Danmark, England og USA.
Og hendes nye bog udkommer også både på dansk og engelsk, som hun faktisk har skrevet bogen på, inden den blev oversat til dansk. For det er også på verdensplan uhyre sjældent, at en tidligere patient med såkaldt svær pneumokokinfektion – med alt fra pandehulebetændelse og lungebetændelse til aggressiv meningitis, blodforgiftning i hele kroppen, multiorgansvigt og langtidskoma kan fortælle sin historie. Og den gribende fortælling er også historien om de små sejres vej tilbage til livet, fra det første lille blink til den sejrrige dag, hvor hun efter fem måneders ophold på et rehabiliteringscenter som en overraskelse for sin mand gik hele vejen ned til supermarkedet for at købe ind til en fødselskage, som hun bagte fra bunden. ”Vil du lige åbne køleskabet for mig?”, sagde hun til sin mand, da han kom på besøg. Og der stod kagen, som hun selv var for udmattet til at smage på, men hun faldt i søvn til smagen af sejr over at have fuldført sit mål.
Da hun kort efter kom hjem, var hun dog ved at blive slået ud over, at det var så svært at lave mad med hendes manglende fingre, men så kom hendes otteårige dreng og sagde, at han syntes, at hun havde de smukkeste fingre i verden. ”Den dag helede jeg”, skriver hun i bogen.
”Min søn vidste lige, hvad jeg trængte til at høre. Og sådan er jeg blevet mødt med kærlighed hele vejen igennem af min fantastiske familie og min mand, Peter, der har støttet mig hele vejen. Det har givet mig håb, når jeg ikke selv havde noget. Jeg føler med dem, der ikke er blevet støttet på samme måde. Og jeg er sikker på, at det er kærligheden, der har hjulpet mig tilbage til livet,” siger hun og smiler, mens hun tier et øjeblik, så man kan høre fugle synge.