Prøv avisen
Mit livssyn

Livet er lettere og sjovere, hvis man har en positiv tilgang til det

Karen Hækkerup tiltrådte som generalsekretær i Unicef i efteråret. Snart flytter organisationen i nye lokaler i Københavns nordvestkvarter. Foto: Leif Tuxen

Generalsekretær i Unicef Karen Hækkerup mistede sin mor som 28-årig, og forældrenes skilsmisse, da hun var ni år, forandrede hendes liv fra den ene dag til den anden. Men selvom der er nogle sorger, der aldrig forlader én, kan livets ulykker også forandre og udvikle én, siger hun

Karen Hækkerup går rundt i sit nye kontor, hælene giver genlyd på de bare bagvægge, og lyset strømmer ind ad de store vinduer. Væggene ud mod resten af det store rum, der engang var en cigarfabrik, eksisterer ikke. Der ligger nogle træblokke, som definerer, hvor væggene kommer til at være, så indtil videre må Karen Hækkerup tænke sig til det færdige resultat. Hun er tydeligt begejstret, som hun går rundt og beskriver de nye lokaler til Unicefs nye domicil i København. Hun blev generalsekretær for organisationen i september sidste år, og forud var gået et år, hvor hun gik hjemme med sine børn, efter at hun stoppede som direktør for Landbrug og Fødevarer i 2018. Men lige så tomme lokalerne er, lige så fuld af drømme og visioner er generalsekretæren. For det at kunne arbejde med børns rettigheder er et kerneområde for hende, forklarer hun:

”Lige siden børnehaven har jeg forsøgt at gøre noget, når nogen blev uretfærdigt behandlet. Nå man er barn, kan det godt blive opfattet som irriterende, men jeg har altid haft en stor trang til at gribe ind. Og mit arbejde nu handler netop om det. For hvis børn ikke er bevidste om deres rettigheder, kan de ikke vide, hvornår de bliver overtrådt. Man kan ikke se, når andre bliver krænket, og man bliver måske heller ikke opmærksom på, at man skal gøre noget ved det, hvis andre bliver behandlet dårligt eller uretfærdigt.”

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg er trænet optimist. Min mand ser altid glasset som halvt fyldt, og når man har en livsfælle, som altid springer ud i ting med et ”det klarer vi”, har det på mig den lykkelige effekt, at det smitter af. Jeg er ellers en, der gerne vil være på den sikre side og tjekke efter, at der er styr på tingene. Men jeg må være ærlig og sige, at livet er meget lettere og sjovere, hvis man har den mere positive tilgang til det.

Hvad har formet dit livssyn?

Man bliver nok ufatteligt præget af sin opvækst. Jeg var barn nummer tre ud af en søskendeflok på fire, og indtil jeg var ni år, var den fuldstændig som alle andres med mor, far, hund og hus. Det trygge og gode liv. Så blev mine forældre skilt, og fra den ene dag til den anden forandrede mit liv sig. Min mor skulle komme sig og havde det ikke så godt, der var konflikter mellem mine forældre, og der blev jeg nok lidt hurtigt voksen og skulle sørge for mange ting. Ikke fordi min mor ikke tog ansvar, det var bare en anden opvækst, jeg fik på grund af de nye omstændigheder. Når man i en ung alder har fået det ansvar på sig at få mange ting til at hænge sammen, sidder det dybt i én, at det ansvar skal man løfte, ellers er der noget, der går galt.

Hvad gør dit liv rigere?

Det er der mange ting, der gør. Det kan være de små oplevelser som at sidde og pludselig opdage en blå himmel og falde lidt hen i den og tænke over, hvor mirakuløst livet er. Men der er også de familiære og nære relationer. Men for mig er det lige så meget følelsen af at være med til at gøre en forskel og have udrettet noget. Det giver mit liv meget mening at prøve at være opmærksom på andre menneskers behov, og jeg vil gerne gå igennem livet og ikke bare have levet og nydt det, men også have udrettet noget. Ikke bare på egne vegne, men også for andre. Så livet bliver rigere af de små oplevelser, hvor man mærker livet, men for at være helt ærlig, er der i hverdagens sus alt for få af dem. Og selvom jeg havde mange tanker om at være i nuet og huske at leve, efter at min mor døde, da jeg var 28 år, så bliver det også hverdag. Men jeg prøver at nyde de små glimt, der kommer.

Hvad betragter du som dit livs største ulykke?

I mange år ville jeg have svaret, at det var mine forældres skilsmisse, fordi den ændrede mit liv så voldsomt fra den ene dag til den anden. Og da min mor døde, blev det selvfølgelig trumfet. Der kommer jo nogle livsbegivenheder, som er svære, men jeg synes også, at man lærer at bearbejde dem og finde fred med dem. Og når jeg kigger tilbage, har de også været med til at forme mig. Så måske fordi jeg er en trænet optimist, synes jeg, at de kriser, jeg har været igennem, har været med til at udvikle mig. Og der er endda også situationer, for eksempel i mit arbejdsliv, hvor jeg kan tænke tilbage og tænke, at selvom det på tidspunktet føltes som en ulykke, var det godt, at det gik sådan. Men derfor er ulykker, når man står i dem, stadig dybt forfærdelige og svære at håndtere, og der er store sorger, som aldrig forlader én. Og fordi jeg tidligt mistede min mor, har det givet mig en anden opmærksomhed på mennesker i den situation. Noget af det, jeg syntes var svært dengang, var den ligegyldighed, man kan møde fra resten af verden. Man har det jo selv sådan, at hvordan kan solen stadig stå op? Og er det den samme måne som før? Derfor er det vigtigt for mig at være der for andre, hvis de befinder sig i en lignende situation, og jeg springer til, også selvom jeg ikke nødvendigvis er tæt på de mennesker, fordi jeg ved, hvad det betyder. Det er følelsen af at blive set, når man står i sin krise, den er så vigtig.

Hvad tror du på?

Jeg tror på det gode. Selvom man kan konstatere, at der er rigtig meget i verden, der ikke er godt, og at vi har behov for mere og mere nødhjælp, som jeg kan se i mit job nu, er man nødt til at tro på det gode. Hvis man ikke kan det, er der ikke nogen grund til at trække vejret, for så kan man bare give op. Man er nødt til at tro på, at der er mennesker, der vil forandre, som jeg selv vil, så tingene kan blive rettet op. Det er ikke forankret i noget decideret religiøst. Jeg definerer mig selv som kulturkristen og holder meget af at komme i kirken og at synge, men det er lige så meget for at få et rum for mig selv og måske få nogle ord med, jeg kan tænke lidt over.

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

Jeg har mange, men jeg tænker tit på min mormor, som var det klogeste menneske, og som har givet mig mange værdifulde læresætninger. Hun blev født i 1908 og nåede næsten at blive 100 år. Hun sagde ting som: ”Du skal aldrig lade solen gå ned over din vrede” og ”græd hjerte, men brist ikke”. Det med at gøre din pligt og kræve din ret, være der for andre og ikke bede om noget, du kan klare selv, men stadig holde hånden under hinanden – der tænker jeg tit tilbage på hende, som har lagt nogle meget tydelige spor i mig. Men jeg er også meget liberal og ovre i den anden grøft, hvor jeg bekender mig til ”Folk og røvere i Kardemommeby” og politimester Bastians sang, hvor han synger: ”Du må ikke skade andre eller sætte livet til, og i øvrigt må du gøre, hvad du vil.” Det er en sætning, jeg tit falder tilbage på, når jeg synes, folk har travlt med at moralisere over andres gerninger.

Hvad skal der stå på din gravsten?

Der skal forhåbentlig stå, at jeg blev gammel. Hvad der skal stå på ens gravsten, er jo et lidt sjovt spørgsmål, for det er noget, andre bestemmer. Men jeg håber da, at de vil skrive, at jeg gjorde en forskel. Jeg tænker aldrig på mit eftermæle, for det er dybest set ligegyldigt. Det, folk kan bruge til noget, er det, man får forandret i den hverdag, man er i, og de ting, man får sagt, og at man er ordentlig i alle livets relationer.

Når man i en ung alder har fået det ansvar på sig at få mange ting til at hænge sammen, sidder det dybt i én, at det ansvar skal man løfte, ellers er der noget, der går galt

Karen Hækkerup