Prøv avisen
Seniorliv

Birgit Meister: Livet er magisk. Pas på det, også når sorgen rammer

Foto: Jörg Rüger / Panthermedia / Ritzau Scanpix

Sorg kan være så opslugende, at normale hæmninger forsvinder. Det sker i Netflix-serien ”After Life”

Kan man blive så nedbrudt og ulykkelig over tabet af sin elskede ægtefælle, at man kun har lyst til at gøre en ende på sit eget liv, at man i tiden efter dødsfaldet taler grimt og hånligt og nedsættende, at man kun har foragt tilovers for andre mennesker og deres meninger, og at man er ligeglad med alt, der kunne ske, for man kan jo bare dø?

Sådan har Tony det. Han har sin sarkastiske, hurtige replik som våben. Og det kan midt i sorgen få os andre til at trække på smilebåndet.

For Tony er hovedpersonen i den lille serie på seks episoder ”After Life”, der kan ses på Netflix. Den er skrevet af den engelske skuespiller og komiker Ricky Gervais, og han spiller selv hovedrollen.

Tony er ansat på den lokale gratisavis i en mindre engelsk provinsby, og han er omgivet af søde, tålmodige kolleger, der bærer over med ham og lader ham opføre sig grimt og groft.

Det er byens små pudsige, ubetydelige og latterlige historier, de bringer til torvs, og hans trofaste fotografven, Lenny, som Tony går på opgaver med, bliver bestandig hånet undervejs, men han snupper en ekstra sandwich og lader sarkasmen prelle af.

Tonys eneste grund til ikke at gøre en ende på sit liv er tilsyneladende hans hund. Hans bedste ven. Den skal have sine gåture, og den skal have mad. Det sidste kniber det med, for Tonys hjem flyder nu i et rod, og han har ikke fået købt hundemaden. De må dele de sidste to dåser.

Ja, og så er der de videohilsener, hans elskede kone Lisa har efterladt ham.

De er fulde af kærlighed og omsorg. Hun ved godt, hvordan det vil gå, når hun ikke er der mere, han er ikke praktisk anlagt, og hun sender ham alle slags kloge beskeder: Husk nu at slukke for alarmen, og hvis den ringer alligevel, står nummeret i din telefon, og husk nu at gå tur med hunden, lad være med at mure dig inde. Du er en skøn mand. Og mange flere beskeder

Først efter hendes død, forstår man, finder han hilsenerne fra Lisa. Hun mente, han ville blive for ilde berørt, hvis hun sagde det direkte til ham.

Vi lærer de to at kende lidt efter lidt i seriens afsnit og ser, de har haft et sjovt parforhold, at de har været hinandens bedste venner, og at de har haft nok i hinanden. Men at hun skulle dø af kræft, har ikke været nemt at tale om.

Ricky Gervais er en populær engelsk skuespiller, der også er slået igennem i USA, med sin særlige, lidt brutale humor, der som regel på sarkastisk vis går ud over de nærmeste. Han blev også kendt herhjemme, især for sin tv-serie ”The Office”, hvor han spidder kontormiljøet.

Så man kan undre sig over, hvad han gør i en serie om et så følsomt emne som sorgen. Men han har skrevet manuskriptet, emnet ligger ham på sinde, og det lykkes at forene det følsomme med den hårdtslående kyniske replik.

Sådan kan sorg altså også beskrives. For Tony er i dyb sorg over at have mistet sin kone, og hans historie bliver fortalt, så den både er gribende, rørende og meget anderledes.

”En god dag er, når jeg ikke har lyst til at skyde alle mennesker omkring mig og til sidst mig selv,” siger han til sin psykolog, der nu ikke er til megen nytte for ham.

Men der er en lang række personer omkring Tony, som er med til at tegne situationen og bringe historien og Tony videre: den ældre, omsorgsfulde og kloge enke Anne, som han møder på kirkegården; den demente far, som han besøger hver dag på plejehjemmet og den klartskuende sygeplejerske, der passer faderen; hans chef, der var Lisas bror; hans kolleger på den lille redaktion, postbuddet og avisbuddet.

Og alle får de på hver sin måde hjulpet ulykkelige Tony videre, måske nærmest mod hans vilje, mens de accepterer hans kyniske facon. ”Du skal blive ved med at være aktiv, ikke fed, doven og selvmedlidende,” formaner Lisa fra videoen. Det afholder nu ikke Tony fra at nedgøre sit job, sit fag og sin avis.

Men langsomt når han en erkendelse af, at ikke alle andre mennesker er store idioter, og måske har de også ligefrem noget at slås med. Hans sortsyn letter langsomt. Omgivelsernes trofasthed og omsorg bringer også denne mand, der ikke vil hjælpes, videre i livet.

Ricky Gervais beskriver på sin helt egen måde, så der både er plads til smil og alvor, den store altopslugende sorg, dens voldsomme verbale udtryk, og hvordan venners og kollegers nærvær og trofaste venskab er altafgørende i en svær tid.