I Tilst – i udkanten af Aarhus – bor en højtstående buddhistisk lama i en ældrebolig, der udefra mest skiller sig ud ved navnet på postkassen. Gelongma Palmo står der, men egentlig blev lama Palmo, som hun også stadig kaldes i buddhistiske kredse rundtomkring i verden, døbt med ”det skrækkelige tyske navn” Waltraut Küssner.
”Der er mange, der heldigvis ikke engang ved, at jeg har heddet Waltraut,” siger den nu 83-årige danske elitebuddhist, da hun har inviteret indenfor, hvor der dufter sødt af røgelse.
På væggene hænger store farverige tangaer med buddhistiske motiver, men selv ligner hun en almindelig bedstemor, hvad hun faktisk også er.
Det er en sjælden ære at blive tituleret lama, og det fornemme tibetanske navn Gelongma Palmo stammer ovenikøbet oprindelig fra en legendarisk nonne, der var prinsesse i 1100-tallet, men angiveligt frasagde sig en komfortabel kongelig tilværelse og en stribe stenrige friere for i stedet at leve et simpelt liv i meditation. Som belønning blev prinsessen ifølge legenden udnævnt som åndelig leder, lama, for en tibetansk nonneorden, og siden er skiftende særligt vedholdende nonner efter fortjeneste blevet opkaldt lama Palmo efter den dedikerede prinsesse.
Sådan gav Gelongma Palmo Küssner også selv afkald på materiel rigdom (og et dysfunktionelt ægteskab) i Danmark for at trænge ind i de buddhistiske hemmeligheder, og hun er formentlig en af de danskere, der har størst erfaring med isolation. Som en del af sin træning har hun været på frivillig meditationsretræte i sammenlagt 10 år – heraf ”to af de klassiske tre år, tre måneder, tre uger og tre dage” i fuldstændig isolation uden at kunne se sine tre voksne børn. Det kan få holde til, og det er også derfor, at få ender som lamaer.
”Her under coronakrisen er mange jo bange for at sidde alene derhjemme, men noget, man lærer i et liv med meditation, er at mærke forbindelsen med andre mennesker, selvom de fysisk befinder sig et andet sted. På den måde er man aldrig helt alene. Det minder lidt om bøn. Man kan godt sende andre mennesker kærlighed, selvom man ikke kan se dem, for alting er dybest set forbundet. Vi er alle sammen forbundet, når man mærker efter,” siger Gelongma Palmo, der alligevel er glad for at være fysisk tættere på sine børnebørn i dag, hvor hun er flyttet fra buddhistiske klostre i Indien, Frankrig og Tibet til Tilst.
I stedet har en 50-årig østrigsk kvinde overtaget lama Palmo-navnet, men det er forkert, når der på den engelske version af netopslagsværket Wikipedia står, at den karseklippede østriger skulle være den første kvindelige tibetanske lama fra Vesten i buddhismens 2600 år lange historie. Hende i Tilst er formentlig ikke engang den første, men hun gør heller ikke selv et nummer ud af sin høje åndelige status. For eksempel gider hun ikke barbere issen eller gå rundt i sine lamagevandter i det jordbundne Jylland.
”Det kunne se kønt ud,” siger den danske lama og ler i sin lænestol, mens hun fortæller, hvordan det gik til, at en tysk pige først endte i Danmark og siden strøg til tops i tempelverdenen i Tibet.
Waltraut Küssner blev født to måneder for tidligt i Hamborg i 1937, hvor hun fra begyndelsen fik en svær start på livet.
”Jordemoderen troede, at jeg var død. For jeg var helt blå og livløs, da jeg kom til verden, så jeg blev bare lagt ned i fodenden af min mors seng, inden de opdagede, at der faktisk var liv i mig. Det har siden været et billede for mig på, hvordan jeg blev behandlet som barn. Jeg fik tidligt at vide, at jeg var uønsket, og sådan oplevede jeg det også. Gennem mine meditationer har jeg senere søgt tilbage til følelsen fra fødslen, hvor jeg ikke havde lyst til at blive født og heller ikke var velkommen.”
Buddhisten læner sig frem med et varmt blik i øjnene.
”De voksne omkring mig var jo ikke onde, men de havde bare nok i deres egne traumer og bekymringer. Vi var ekstremt fattige, og jeg var ikke ret gammel, før vi blev sendt ud for at lede efter kul, æbler eller roer, som vognene havde tabt, så vi kunne få varmen og stege roerne i den billigste torskeolie, der fandtes. Maden var skrækkelig dengang, men vi gik alligevel sultne i seng. Det var under krigen, hvor Hamborg systematisk blev bombet, og vi børn kunne mærke de voksnes angst, når de for eksempel sad og skreg i bunkerne. Duften af beton leder mig altid tilbage til den tid, hvor vi lige så godt kunne være brændt ihjel som vores naboer, hvis vinden ikke havde vendt. Jeg kan også huske, hvordan hestene fra det lokale savværk skreg, fordi de formentlig ikke kunne komme ud, da savværket blev bombet. Den slags glemmer man ikke.”
Faderen så hun ikke som lille pige, for han var først i militær tjeneste og kom senere i fangenskab i Frankrig, mens moderen flygtede med de tre børn til Bayern, hvor Waltraut Küssner for første gang mødte næstekærlighed.
”Kirken var det første sted, jeg nogensinde følte mig tryg. Og når man nu er blevet så gammel som jeg, dukker der meget op fra den tid, hvor jeg altid sad i kirken som barn. Jeg følte mig altid godt tilpas i kirkerummet. Mine forældre var ikke særlig religiøse, så de gik ikke i kirke, da vi boede i Hamborg, men i Bayern tog nonnerne sig af os børn, så jeg begyndte selv at komme der meget. Og da vi senere flyttede til Flensborg, var jeg også meget aktiv i kirken, hvor jeg både sang og gik til pigespejder.”
I Flensborg kom hun til at gå på den danske skole, ligesom hun blev feriebarn i Danmark. Senere flyttede hun selv til Kolding for at læse til sygeplejerske, og her blev hun også dansk gift og mor til tre, mens hun spejdede efter en mening med tilværelsen.
”Jeg har læst Bibelen forfra og bagfra. Især Det Nye Testamente fandt jeg meget gavnligt, og jeg kan godt lide, hvordan Jesus tog sig af alle mennesker. Men jeg havde sværere ved at forstå Det Gamle Testamente og idéen om en straffende gud. Som voksen oplevede jeg også skyggesider af kristendommen, hvor flere, jeg mødte, mente, at modgang var Guds straf. Jeg blev jo selv sygeplejerske og mødte på den måde mennesker, som virkelig led, men mente, at Gud stod bag. Jeg husker for eksempel en ung kræftsyg, gravid kvinde, som var sikker på, at Gud straffede hende. Det havde jeg svært ved at rumme, og samtidig havde kirken jo dengang heller ikke åbnet sig for kristen meditation og den slags, så jeg begyndte at søge videre i andre religioner. Det var jo også i 1970’erne, hvor tidsånden var åben for lidt af hvert, og jeg kom med i en spirituel gruppe, som afprøvede alt fra healing til Østens mystik.”
Sådan hørte hun også, at den tibetanske lama Karmapa ville komme på besøg i København, så hun tog over for at høre ham.
”Selvom jeg ikke forstod sproget, havde jeg en følelse af at blive set og forstået, så jeg besluttede at rejse til Indien for at undersøge det nærmere. På det tidspunkt var mine børn voksne, og min gamle mor gav mig også lov til at rejse af sted. Jeg blev skolet af de gamle lamaer, der krævede fuld dedikation af mig, men jeg havde også enormt lyst til at arbejde med mig selv dengang, selvom jeg var meget ældre end de andre elever. Det er nok ikke for alle at gå i retræte i 10 år uden at komme ud, men det var nødvendigt for mig,” siger den nu pensionerede nonne, som også beskriver sin åndelige rejse som en flugt fra et liv, der føltes som en stor midlertidig lidelse.
Og materiel velstand havde ikke gjort hende gladere.
”Jeg elskede skam selv smukke ting, som jeg nok også samlede sammen med stærk ivrighed, fordi jeg jo kendte alt til fattigdom fra min barndom. Men jeg var bundulykkelig i mit mangeårige ægteskab med en mand, der kom fra en rig familie og drak og var voldelig. Så da mine børn var voksne og gamle nok til at klare sig selv, blev jeg skilt og gik ind i buddhismen. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at det reddede mig. For gennem meditation kom jeg også til bunds i mine barndomstraumer og al den lidelse, jeg havde gennemlevet, så jeg kunne give slip på den. Buddhisme handler meget om at give slip. Det er faktisk én stor forberedelse til at dø. Det er der ikke mange, der tænker over, men hver dag forbereder jeg mig faktisk på at dø. For når man har lært at give afkald på livet, bliver det også nemmere at leve det.”
Gelongma Palmo Küssner har også hjulpet døende igennem dødsprocesserne på hospicer herhjemme – ofte bare ved at sidde som en sprogløs støtte til de mennesker, der er på vej til at forlade livet, ligesom hun stadig hjælper interesserende i den lokale folkekirke med at finde gode teknikker til at meditere.
”Min lokale præst er en meget åben mand. Og i den sammenhæng er jeg også bare selv en deltager i kristen meditation. For mig er der heller ikke stor forskel på buddhisme og kristendom. I dag er de fleste buddhister herhjemme det, jeg vil kalde søndagsbuddhister. De synes måske, at det er spændende at møde en tilrejsende lama, men har ikke lyst til at gå dybere ind i det. Præcis som mange danskere kun kommer sjældent i kirken, men jeg er glad for at komme der,” siger Gelongma Palmo, som på den måde aldrig har forladt det kirkerum, som første gang gav hende følelsen af fred som barn.