Prøv avisen

Billie Koppel: Livet fik en større dimension efter min fars død

”Fra starten har jeg nok fået det med mig at møde mennesker som mennesker og ikke med de fordomme, der kan dukke op i os allesammen. Man kan have noget forudindtaget, når man registrerer, at ’nå, han er sådan, hun er sådan’. Men jeg har lært, at det er vigtigt at møde andre med åbenhed og nysgerrighed,” siger Billie Koppel.

Sanger og sangskriver Billie Koppel fortæller i sin erindringsbog om en opvækst med stor mangfoldighed i en haveforening i Sydhavnen i København, hvor hun boede med sine forældre Annisette og Thomas Koppel fra Savage Rose

Da Billie Koppel sammen med sine forældre Annisette og Thomas Koppel fra Savage Rose flyttede til Haveforeningen Frederikshøj i Sydhavnen i København, blev Papegøje-mor en slags bedsteforælder til hende. Hun boede over for med sin mand, en stor hund og en papegøje.

”Hun havde altid et kæmpe lager af slik. Så hvis man kom derover, blev man fodret med slik, der var så storslået, at jeg ellers ikke ville komme i nærheden af det nogen andre steder. Det var meget fantastisk at komme over og blive forkælet af Papegøje-mor, og så var der papegøjen, som jeg syntes var utrolig sjov,” siger Billie Koppel.

Den historie og mange andre fortæller den 47-årige sanger og sangskriver Billie Koppel i bogen ”Glimt. Erindringer fra min opvækst”, der udkom for nylig på forlaget Gyldendal. Det er en bog om at være født ind i et af dansk rockmusiks ældste og mest elskede bands, Savage Rose, og om at vokse op på scener i hele verden og i en kolonihave i Sydhavnen. En barndom i et hjem med ”hunde, børn, masser af venner, madlavning og musik”. Og om børneaktivisme, om at bo i USA i to år for at arbejde på et internationalt gennembrud, der ikke kom, og om alle de mennesker – deriblandt skæve eksistenser og hårde skæbner – hun har mødt og kendt siden den tidlige barndom. Og som hun som et følsomt, sansende og registrerende barn har gemt i sin erindring.

Opvæksten i Haveforeningen Frederikshøj har ifølge Billie Koppel givet hende et indblik i mange forskellige mennesker.

”Her var en stor mangfoldighed, og jeg har mødt mange forskellige skæbner, nogle var hårde, men også mennesker med meget stort overskud. Kreative mennesker med alle mulige forskellige udgangspunkter i deres liv. Alle her har haft en stor respekt for hinanden og den mangfoldighed. Så fra starten har jeg nok fået det med mig at møde mennesker som mennesker og ikke med de fordomme, der kan dukke op i os allesammen. Man kan have noget forudindtaget, når man registrerer, at ’nå, han er sådan, hun er sådan’. Men jeg har lært, at det er vigtigt at møde andre med åbenhed og nysgerrighed, for der gemmer sig tit noget helt andet bagved, som kan være en stor historie, der er spændende og vigtig.”

I dag bor Billie Koppel stadig i Haveforeningen Frederikshøj, nu i et lyst og moderne selvbyggerhus sammen med sin mand, Frank Hasselstrøm, der er komponist, musiker og producer, deres to drenge på 7 og 16 år, en hund, en kat og to hvide høns, der tuller rundt i haven. Huset rummer også et musikstudie, hvor parret er ved at lægge sidste hånd på et album, det fjerde, med deres band Catbird og på en ep med fortolkninger af sange af Tim Buckley og Anthony and the Johnsons. Billie Koppel arbejder også på en digtsamling og udstiller for tiden en række af sine fotografier i Anexet ved Lundsgaard Gods i Kerteminde på Fyn. Erindringsbogen ”Glimt”, der har fået fine anmeldelser, er hendes debut som forfatter.

”Jeg skrev lige ud af hovedet, meget impulsivt og om det, der kom frem i min erindring. Jeg har, og det tror jeg, de fleste mennesker har, nogle erindringer, som bare sidder fast, og som måske ikke nødvendigvis er det mest prangende eller storslåede, men er noget, der har gjort et stort indtryk fra især min barndom. Nogle minder, der altid har været der, og som er spændende at dykke ned i,” siger Billie Koppel med sin fine, blide stemme, der, når hun synger, åbner op for et brag af vellyd.

Nogle af de minder beskriver hun i bogen, som for eksempel den måde, hun oplevede voksne være på over for et barn som hende selv.

”Jeg tager børn ret alvorligt, fordi jeg kan huske følelsen af, at der var voksne, der ikke respekterede mig, fordi jeg var et lille barn. Men jeg fortæller også om alle de sanselige indtryk, der virker enormt stærkt på en som barn eller i hvert fald gjorde det på mig. Jeg kiggede på menneskers ansigter og tænkte på, hvad det var for følelser, der var inde bag deres øjne, blik og i deres væsen. Jeg lagde mærke til folk. Og jeg kan tydeligt huske den gamle mand, jeg også skriver om, da vi boede i Mysundegade på Vesterbro. Han havde blanke øjne, som om der var tårer. Det gjorde ondt i mig, når jeg mødte ham, og jeg kan huske fornemmelsen af, at jeg simpelthen så gerne ville i kontakt med ham. Han kom engang imellem også over og gav mig en lille mønt. Det var det, vi havde sammen, så det var ikke meget, jeg fik snakket med ham.”

”Det kan jeg huske, selv om jeg var fire år. Så jeg tror på, at børn oplever og sanser utroligt meget omkring dem. Det var ikke, fordi jeg var et særligt sensitivt barn, men det er et spørgsmål om, at det får lov at være der og ikke bliver underkendt, men behandlet nænsomt. Det blev det i min familie. Mine meninger blev taget alvorligt, og jeg fik lov at komme med mit input, fra jeg var helt lille, og det blev respekteret. Det, tror jeg, er vigtigt, for at det kan få lov at udvikle sig. Voksne kan meget nemt komme til at begå nogle overgreb på børn, fordi man ikke regner det for noget. Det er meget let, når man har travlt som voksen, og man har alt muligt vigtigt, man skal nå, at underkende det, børn kommer med. Derfor er det vigtigt at stoppe op og tage sig tid. For børn bærer det med sig hele livet, at de har følt sig værdsat, modtaget og behandlet med respekt.”

Som barn var Billie Koppel vant til at falde i søvn i en hængekøje midt i stuen omsluttet af en duft af røg og røgelse og lyden af de voksne, der sad med venner ved bordet og snakkede og spillede musik. Hun elskede John Coltranes ”Ballads”, og når det album blev spillet, faldt hun hurtigt i søvn. Men engang, hun skulle sove hos en kammerat fra børnehaven, ville hun hjem. Forældrene sad i stuen og så fjernsyn, og børnene skulle sove i et andet værelse, hvor lyset blev slukket og døren lukket klokken 20. Hun syntes, det var mærkeligt, at de skulle ligge der alene.

”Jeg fik hjemve, og det kunne jeg godt lide af, hvis jeg var ude, og der var nogle helt andre rammer, end jeg var vant til. Der kunne være et skel mellem børn og voksne, hvor man var i hver sin verden. Det er igen det med det sanselige, hvor man opfatter stemninger meget stærkt. Så det med at blive lukket ude, og der var helt dødt og ingen liv, var utrygt for mig. Jeg var vant til lydene og duftene. Og det, at der altid var musik, skærper nogle ting i en. Musik er et sprog til følelserne og et sprog, der kan udtrykke følelser. Det var også det første sprog, jeg lærte, så det har været at have den vinkel og mærke følelser i ting og registrere det skarpt.”

Billie Koppels forældre havde stor tillid til deres datter, der i en ung alder fik lov til at rejse med en veninde til Peru og en anden til Tyrkiet. Og engang kørte hun og to veninder ud i det blå i en hestefortrukken prærievogn og mødte både gæstfrihed og det modsatte på deres tur ned gennem Sjælland. Hun var glad for heste og var som barn sammen med andre børn fra Sydhavnen med til at oprette Børnenes Dyremark på et naturområde nær haveforeningen, hvor der var heste, et stort dueslag, geder, får, kaniner, grise og høns. Og børnene stod selv for driften og ansvaret for dyrene.

”Der er nogle ting, hvor jeg i dag kan tænke ’hold da op’. Og jeg kan se min mors reaktion, når min den lille løber hen til en ven, så siger hun: ’Tør I godt det?’. ’Jamen, har du fuldstændig glemt, da min søster og jeg var små?’, siger jeg så. Tiden ændrer sig, og man er måske i dag mere opmærksomme på ting, der kan være farlige. Men ja, der var en stor tillid til, at jeg kunne klare mig selv. Og så har der været en stor frihed. Det er en haveforening, og der er en masse små havegange, så der har ikke kørt biler, og vi har kunnet løbe frit rundt fra hus til hus og have vores egen verden uden voksne,” siger Billie Koppel.

Hun er ud af en stor musikalsk familie, Koppel-slægten, og havde et nært forhold til sin farfar, komponisten Herman D. Koppel, som hun elskede.

”Hans betydning for mig er en følelse af noget genkendeligt i mig selv og taknemmelighed. Der er nogle ting, som jeg kan mærke, at min far havde taget med sig fra ham, og som jeg har taget med mig. Han havde en stor kærlighed til menneskeheden og også en alvor i forhold til at møde mennesker åbent. Han havde også en stor ydmyghed i forhold til det kreative og til kunsten. Den ydmyghed har jeg også taget med mig, sådan at jeg ser på det som noget, der er stort, og som man skal være glad for, hvis man får noget af det foræret – hele den store verden, det er at træde ind i, er ikke bare, ’nå, det er nok godt nok sådan her’. Han tog det alvorligt. Hver lille tone, han spillede på klaveret, var fordi, den skulle spilles sådan her. Den fortalte en historie, han ville give videre og fortælle.”

Hun tror, at hendes farfar ville have syntes, at hendes USA-eventyr var meget spændende.

”Jeg synes selv, at de to år var givet godt ud for alle de oplevelser, jeg fik. Det lærte mig utrolig meget. Jeg ville selvfølgelig godt have haft noget mere ud af det musikalsk set, men jeg ville synge på mine egne præmisser. Jeg lærte om mig selv, at jeg ikke bare kan formes til hvad som helst. Så det var et møde på godt og ondt, men jeg vil ikke have været det foruden. Jeg tror, at jeg har det sådan med mit liv og de ting, man møder. Hele mit liv har ikke været nemt, og jeg har ikke fået en hel masse foræret. Jeg har også oplevet en masse, der var hårdt, men jeg ser det som en del af mig. Og jeg er glad for at have lært mennesker at kende med alle de nuancer, der er.”

”Herude var der nogle ting, som var hårde at skrive om, og jeg har heller ikke haft lyst til at udlevere andre mennesker. Men der var nogle helt utroligt hårde skæbner, som er nærmest helt ubegribelige at tænke på i forhold til børn, og hvad nogle børn var udsat for. Og som jeg fik tæt ind på livet, fordi vores hjem var et åbent hjem, og der kom mange mennesker, og mange børn kom og fortalte om nogle forfærdelige traumer. På den måde er der kommet nogle historier ind, som er en del af mig, fra jeg var helt lille, om, hvordan man kan leve, og hvordan det også kan være at være barn i familier, hvor man er blevet svigtet.”

”Det er en del af livet, og det er det stadigvæk. Men der er sket meget her. Der har været stor udskiftning, haveforeningen har fornyet sig, der er kommet mange nye huse, og mange unge er flyttet ind. Det er utroligt dejligt, og det har fået et kæmpe løft i forhold til dengang, vi flyttede ind, hvor der var masser af slum, også noget velfungerende, men det hele i en stor pærevælling. Der var også noget klondike, og det var også spændende, for det gav plads til fantasi. Der boede mange, der ikke havde særlig meget, og så måtte man bygge huse af det, der var, og gå ud og klunse. Alle de huse med tårne var måske ikke bygget af de mest spændende materialer, men så malede man striber på. Man fandt på noget. Det er hele den fantasifuldhed, der opstår, når man ikke bliver dikteret, at alt skal være ens,” siger Billie Koppel.

Det var et chok, da hendes far, Thomas Koppel, døde pludseligt af hjertestop, 61 år, i 2006.

”Det havde vi slet ikke regnet med skulle ske, så det var meget voldsomt. Det var også en surrealistisk tid, hvor der kom en helt ny dimension på livet, som var meget dybere. Der havde været det her liv med en ramme om, men så forsvandt den, og så var det bare uendeligt. Jeg havde et stort behov for at synge, og der følte jeg, at der var en form for kontakt med et åndeligt plan, som jeg især mærkede i sangen. Det er i forvejen noget åndeligt for mig, hvor der kommer noget til en, som man ikke ved, hvor kommer fra. Men det blev meget intensiveret der, hvor jeg følte en kontakt til en anden verden og til min far. Det er dæmpet lidt, men jeg har det med mig, og mit liv har fået en større dimension. Det hjalp mig meget, også at være i stilheden og at sidde om natten og lytte til lydene og mærke det store univers,” siger Billie Koppel, der er glad og taknemmelig over, at hun kan lave de ting, hun brænder for.

”Jeg elsker livet. Det kan også være hårdt, for det er en evig drift, man stræber efter at forløse. Og man når aldrig i mål og er sjældent tilfreds, jeg er i hvert fald ikke. Måske ville det være nemmere at lave noget, man kan lægge fra sig. Men jeg må bare acceptere, at hvis ikke det er det ene, så er det noget andet, der pibler frem, og som kommer det samme sted fra. Det er en følelse af at skulle udtrykke noget, fortælle nogle historier. Der er noget i mig, der vil ud på flere sprog, og som – har jeg fundet ud af – nok har været min redning i forhold til at kommunikere alle de her sanseting, jeg følte og mærkede. At have en ventil for alle de følelser.”

Jeg elsker livet. Det kan også være hårdt, for det er en evig drift, man stræber efter at forløse. Og man når aldrig i mål og er sjældent tilfreds, jeg er i hvert fald ikke

Billie Koppel
"Jeg havde et stort behov for at synge, og der følte jeg, at der var en form for kontakt med et åndeligt plan, som jeg især mærkede i sangen," fortæller Billie Koppel om sin fars død i 2006.