Livet går videre

Jeg fornemmer, at mit barnebarn tøver en anelse, inden han træder indenfor. Sidst han var her, var det sammen med de øvrige fem børnebørn. Da skulle de tage afsked med deres mormor

Ganske uforberedt hører jeg mig fortælle om engang, jeg insisterede på at gennemføre en gymnastiktime iført elefanthue og store luffer.
Ganske uforberedt hører jeg mig fortælle om engang, jeg insisterede på at gennemføre en gymnastiktime iført elefanthue og store luffer. .

Det er første gang, Anders, mit barnebarn på 15 år, er i huset, efter at hans mormor døde. Hun var min kone, Kirsten.

Jeg fornemmer, at han tøver en anelse, inden han træder indenfor. Sidst han var her, var det sammen med de øvrige fem børnebørn. Da skulle de tage afsked med deres mormor. Trods sin svaghed smilede hun til dem næsten på samme måde som før i tiden. Smilede, så hele hendes ansigt lyste op. Hun virkede lige så nærværende, som da hun var rask. Den taknemmelighed, hun omfattede børnebørnene med, kunne ikke dø.

Anders ser sig forsigtigt omkring i stuen. Hans blik søger i nogle sekunder det sted, hvor hospitalssengen stod. Den, hans mormor døde i. Jeg tror, at han undrer sig over, at stuen igen fremtræder, som da hun fyldte den med sit liv og sin glæde.

Ja, på en måde fremtræder den som dengang. Og så alligevel ikke. Alt ser ud som før, samtidig med at det netop ikke er som før. Anders føler velsagtens ligesom jeg tomheden efter alt det, som hans mormor tog med sig, alt det, der gjorde stuen til, hvad den i sin uvirkelige genkendelighed ikke er mere.

Den sene eftermiddags skumring sniger sig ind til Anders og mig. Jeg tænder en lampe, men den hjælper ikke meget. Vi føler nok det samme. At det er et andet lys end det fra lampen, vi savner. Lyset fra hans mormor.

Men det kan jo ikke nytte noget. Vi må klare os uden – som vi nu kan. Jeg mærker tyngden fra min afmagt, da jeg fantasiløst spørger Anders om hans skolegang. De almindeligheder, han svarer med, opfatter jeg som en bekræftelse på, at han finder mit udspil lige så uinteressant, som jeg selv gør. Jeg beslutter at lade ham slippe for yderligere afledningsmanøvrer fra min side, så han kan koncentrere sig om sit medbragte it-udstyr. Det kan formodentlig hjælpe ham væk fra den traurige stemning, som jeg vist ved min blotte tilstedeværelse trækker ham ind i. Hvad skal et ungt, fremtidsvendt menneske dog stille op med en halvgammel enkemand, hvis særlige ekspertise er den tid, der ikke findes mere?

I det samme husker jeg, at min morfar, den pensionerede stadsskoleinspektør, ofte spurgte til min skolegang, spurgte med sin på én gang myndige og milde stemme, der gjorde mig tryg. Det var, som om alting faldt til ro i hans nærhed. De problemer, jeg kunne have i skolen, skrumpede ind, når jeg delagtiggjorde stadsskoleinspektøren i dem. Det forekom mig, at jeg kunne stå i læ ikke alene af hans væsen, men også af hans imponerende stillingsbetegnelse. Vi kunne finde ud af noget sammen.

I stedet for at opsøge sin it-verden spørger Anders: ”Hvordan var du i skolen, morfar?”.

”Det skiftede noget.”

”Gjorde du, hvad lærerne sagde?”.

”Det skiftede noget.”

Oplysningen opmuntrer ham tydeligvis. Og ganske uforberedt hører jeg mig fortælle om engang, jeg insisterede på at gennemføre en gymnastiktime iført elefanthue og store luffer. Læreren bad mig aflægge den uregelmenterede del af påklædningen, og da jeg nægtede dette, lukkede han mig inde i redskabsrummet.

Senere lindede han på døren og spurgte, om jeg nu ville opføre mig ordentligt. Men det ville jeg ikke.

Anders ler. Jeg også. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at vi gør det i et lys, der kommer fra os selv. Selvom mormor – og Kirsten – har forladt os, kan også vi måske finde ud af et eller andet sammen. Den følelse bliver siddende i mig, mens jeg hører science fiction-lydene fra hans computer, som han åbenbart igen har fået overskud til at lege med.

Livet går videre. På den ene eller anden måde. Det går videre.