Prøv avisen
Seniorliv

Livet som pensionist kan blive frugtbart

Livsperspektivet ændrer sig i takt med at vi bliver ældre. Så ved vi, at materiel velstand over et vist niveau ikke gør os lykkelige. At succes hverken har duft eller farve, skriver Margrethe Kähler. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

Mange har udsigt til 20 år som pensionister. Bruges tiden klogt, kan den blive en periode med mere menneskeligt overskud. Det, man ikke længere har i fysik, har man i erfaring

Trine Dyrholm sang i bilradioen på Samsø en sensommerdag for længe siden. Det var sangen ”Avenuen”, der længe lå på hitlisten med omkvædet om, ”at det er svært at være menneske, jeg har prøvet det selv”. Brødrene Anders og Peter Lund Madsens kloge og skæve sangtekst fra 2004, som har boet i mit hjerte lige siden. Om det værste og det bedste ved at være et højtudviklet socialt pattedyr med en hjerne, der gør os bevidste om liv og død, os selv og vores muligheder. Og som livet igennem udstyrer os med en eksistentiel sitren og et tryghedsbehov, som vi kan plante hos Vor Herre, Vor Frue eller allerbedst hos hinanden.

Er vi heldige, har vi 20 – måske flere – gode år tilbage, når vi forlader arbejdsmarkedet. Fri for vækkeur, konkurrence og magtkampe. Fri til at træne vores menneskelige musikalitet og få greb om det, der virkelig betyder noget. Holde os tæt på dem, vi elsker, og ende dårlige relationer, der suger energi ud af os. Acceptere, at kroppen driller, og træne vores skidt pyt-muskel, når vi møder problemer, vi ikke kan løse. Skille os af med ting, vi ikke bruger, og beholde dem, som har herlighedsværdi, er praktiske eller simpelthen smukke. Franz Kafka (1883-1924) skrev engang, at ”alle, som har evnen til at se skønhed, aldrig bliver gamle”.

Når porten til den uafvendeligt sidste del af vores liv åbner sig i al sin magt og vælde lige for næsen af os, kan vi sætte os ned og tude og rase over vores menneskeskæbne. Håbe, at Fugl Føniks kommer susende og redder os over i udødeligheden med en dråbe af sit blod: total cellefornyelse, et nyt hjerte, en ung krop og en hjerne, der passer som fod i hose til tidens krav. Den udgang på livet er vi ikke mange, der tror på.

Heller ikke på det, jeg lige har set på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk: amerikaneren Lauren Greenfields fotografier af ”Generation Wealth” om alle dem i den rige del af verden, som – især før finanskrisen – ville gøre alt for at fremstå smukke, udødelige, rige, succesfulde. Masser af bling og wannabes. Masser af vilde, farlige, kostbare skønhedsoperationer. Den vej dur kun for en stund og slet ikke, når vi bliver ældre. Så ændrer livsperspektivet sig. Så ved vi, at materiel velstand over et vist niveau ikke gør os lykkelige. At succes hverken har duft eller farve, og at man glemmer den, når der er gået et stykke tid. At kosmetiske forbedringer kan stjæle charme og liv i et ansigt og gøre det til en maske.

Så er det alligevel bedre at træne os op til at elske vores deller, rynker og bagdele, selvom de ikke længere er glatte og stramme, som da vi var 17 år. Sætte pris på vores magiske hjerne, som for længst har sænket tempoet, når det gælder nye hjerneceller, men i stedet bruger erfaring og helikopterperspektiv til at genkende mønstre i ting og menneskelig adfærd. Blive endnu bedre til det, vi er gode til og synes er sjovt. Kalde på hjernens skraldemænd og bede dem sætte et effektivt filter op mod al den overflødige information, som suser rundt om ørerne på os. Huske Hemingways ord om, at unge mennesker arbejder hårdt. Ældre mennesker arbejder klogt.

Ungdom er gud, og derfor skammer mange sig og fortier kroppens forfald. Men kig så lige ind på Medicinsk Museion i København og se, hvordan medicinske og teknologiske opfindelser reparerer og forbedrer vores kroppe fra hjerter til øjne, ører, ben, arme og meget mere. De har en lille, fantastisk udstilling bygget over det japanske begreb Kintsugi: når kostbart porcelæn går i stykker, limes det sammen og revnerne belægges med guldstøv, så de træder frem og tilføjer porcelænet ekstra værdi. Filosofien er klar: når livet leves, får vi sår og skrammer og reparationerne bliver vidnesbyrd om vores liv og skønheden i vores forfald.

Så skrot alle tanker om det, du ikke fik gjort og ikke længere kan nå. Tænk på Sisyfos fra den græske mytologi. Måske var han ikke en tapper idiot, men en lykkelig mand, fordi han blev i hverdagen og gjorde det, han var god til: at trille stenen op ad bjerget, hver gang den rullede ned. Uden at ærgre sig over at han ikke var blevet rockstjerne eller departementschef. Meningsløst? Nej, en knivskarp illustration af, at tingene ikke har anden mening end den, vi tillægger dem.