Livets omstændigheder og overgangene imellem dem

I livets omstændigheder er der ingen, der kæler for overgangene. Ingen forbereder os på de øjeblikke, hvor kontraster tørner ubarmhjertigt sammen, skriver Hanne Foighel

Jeg befinder mig i det uforklarlige rum mellem den mest ufattelige træthed, der følger i ugen efter kemien, og den overraskende genetablering af kroppens energi, som uden forvarsel rejser det besynderlige spørgsmål: Hvad skal den overhovedet bruges til, energien? Hvad vil livets omstændigheder mig egentlig?
Jeg befinder mig i det uforklarlige rum mellem den mest ufattelige træthed, der følger i ugen efter kemien, og den overraskende genetablering af kroppens energi, som uden forvarsel rejser det besynderlige spørgsmål: Hvad skal den overhovedet bruges til, energien? Hvad vil livets omstændigheder mig egentlig?. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Når man redigerer radio eller podcast, er der intet vigtigere end overgangene. Hvis man ikke kæler omhyggeligt for overgangen mellem to forskellige lydbilleder, skaber dissonansen en chokvirkning, og hjernen sætter ud.

Lytteren giver slip og holder omgående op med at høre efter. Og enhver radiojournalist ved, at så er sammenhængen i den historie, man ville fortælle, på et splitsekund tabt på gulvet.

I livets omstændigheder er der ingen, der kæler for overgangene. Ingen forbereder os på de øjeblikke, hvor kontras-ter tørner ubarmhjertigt sammen. Ingen sørger for sammenhæng. Ingen giver os forklaring, og vi er overladt til os selv med at samle stumperne sammen.

Jeg befinder mig i det uforklarlige rum mellem den mest ufattelige træthed, der følger i ugen efter kemien, og den overraskende genetablering af kroppens energi, som uden forvarsel rejser det besynderlige spørgsmål: Hvad skal den overhovedet bruges til, energien? Hvad vil livets omstændigheder mig egentlig?

Jeg kommer til at tænke på min svigermor, der blev født i Polen i 1920. Hendes generation blev ramt af alt, hvad der overgik Europa i det 20. århundrede.

Som ung var hun en spinkel, atletisk kvinde, der altid bar den jødiske sportsklub, Hakoahs, fane, ved stævnerne i hjembyen Lodz.

I de sene eftermiddagstimer brugte hun så sine atletiske evner til at svinge sig op på familiebageriets tag for derfra at kravle ind ad vinduet på første sal til sin ungdomskæreste. Han var, ligesom hun selv, tredjeældst i en børneflok på syv.

Hendes fysiske og psykiske statur gav hende styrken til at gennemstå tabet af begge forældre og de fire yngre søs-kende, der i den fejlagtige tro, at det kunne redde deres liv, flygtede østpå, da ghettoen blev lukket om Lodz’ jøder.

Hun oppebar kraft til arbejdet i bageriet, der til sidst hovedsageligt bagte brød til de nazistiske bødler indtil den uundgåelige deportation til Auschwitz. Kronraget, frarøvet enhver værdighed og kun beskyttet imod vinterkulden af den legendariske gråstribede fangekjortel formåede hun at smugle sig selv ind i en kolonne på 500 polske kvinder, der blev marcheret ud af dødens forgård til tvangsarbejde på en nazistisk ammunitionsfabrik. Her gjorde de unge kvinder – trods risiko for dødssstraf – alt i deres magt for at sabotere det, de blev sat til at gøre. Livet havde ingen værdi, for døden lå konstant på lur lige om hjørnet.

Og alligevel klamrede livet sig til hende og hun til det, indtil britiske soldater befriede hende fra koncentrationslejren Bergen-Belsen i april 1945.

Hun søgte tilbage til Lodz i håb om at genfinde nogen fra sin familie. Men ingen af dem vendte tilbage.

Alligevel bød omstændighederne på et mirakel: Som den eneste i sin familie havde hendes hjertes udkårne overlevet sulten, sygdommene og det opslidende tvangsarbejde i Hitlers underjordiske raketfabrik Dora.

Sammen begyndte de forfra. De måtte flygte, da polske antisemitter i Lodz truede med at gøre Hitlers arbejde færdigt for ham. De blev gift og bosatte sig i det dengang uafhængige Saarland.

De fik en søn og begyndte at tjene penge. Han som Loden-fabrikant. Hun åbnede butik og solgte fransk haute couture.

Og så en dag uden varsel skiftede livets omstændigheder igen. 37 år gammel døde min svigerfar. Efterlod en faderløs 12-årig dreng og en chokeret hustru.

”Det var kræft. I månedsvis rejste vi fra professor til professor. Ingen kunne gøre noget. Efter alt hvad vi havde været igennem, forstod jeg slet ikke, hvordan den mand, der var så stærk, kunne dø,” lød min svigermors faste omkvæd, indtil hun som 85-årig døde mæt af dage og lidelser.

Jeg tygger igen på ordet omstændigheder. Midt i diagnosen og trætheden, i de svære, uforklarlige, dissonante og chokerende omstændigheder gemmer der sig endnu en omstændighed:

Min søn og hans smukke hustru er i lykkelige omstændigheder.

Nyt liv er på vej.