Livshistorier giver fællesskab

En gruppe seniorer mødes hver uge og fortæller hinanden dele af deres livshistorie. Det bliver til meningsfulde samtaler, og for nogle giver det også et nyt blik på deres barndom

Klaus fortæller om, hvordan han forhandlede med sin storebror om opvasken i barndomshjemmet på Nannasgade i København. ”Vi havde ikke fjernsyn, men min bror havde et lille sort-hvid tv på sit værelse. Jeg skulle vaske op for ham for at få lov til at se de 20 minutter med Peter Belli, som blev sendt hver lørdag, men det gjorde jeg gerne – det var jo Peter Belli.” –
Klaus fortæller om, hvordan han forhandlede med sin storebror om opvasken i barndomshjemmet på Nannasgade i København. ”Vi havde ikke fjernsyn, men min bror havde et lille sort-hvid tv på sit værelse. Jeg skulle vaske op for ham for at få lov til at se de 20 minutter med Peter Belli, som blev sendt hver lørdag, men det gjorde jeg gerne – det var jo Peter Belli.” – Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Der er kaffe på kanden og nødder og småkager i små skåle. På det store bord midt i rummet ligger notesbøgerne parat, de er slået op på de sider, man kom til sidst, og sirlig skråskrift breder sig over linjerne. Det summer, for der bliver snakket og leet, og hvordan er det gået siden sidst?

Det er en helt almindelig onsdag formiddag i et beboerhus i Urbanplanen på Amager, og omkring et dusin københavnere med gråt og hvidt hår er mødt op for at fortælle historier. Deres livshistorier. Det har de gjort én gang om ugen siden februar i projektet ”Byd din nabo på en historie’. Og for nogle er det blevet et helt centralt fællesskab, hvor små fortællinger fra barndommen kan sætte en større eksistentiel samtale i gang.

Tovholder og ophavskvinde er Roberta Montanari, som er uddannet journalist og proceskonsulent, og som hver uge giver deltagerne et tema som udgangspunkt for en skriveøvelse. Deltagerne har derpå 10 minutter til at nedfælde, hvad der kommer til dem, og så læses der højt for hinanden bagefter. Ofte fører en oplæsning en masse associationer med, og pludselig er deltagerne i gang med at diskutere, hvordan det nu fungerede med isskabe, hvor manden fra ismejeriet kom ud med en stor klump is hængende på ryggen fra en syl.

Det overordnede formål med kurset er at skabe et fællesskab om at fortælle livshis-torier, forklarer Roberta Montanari.

”Når man fortæller sin livshistorie – eller dele af den – til fremmede, lærer man ret hurtigt hinanden at kende. Det giver nogle meget meningsfulde samtaler, som betyder noget for deltagerne. Og man kan få nye perspektiver og fortolkninger på sin fortid og blive klogere på sig selv,” siger hun.

Kurset er for københavnere på 65 år og opefter og er et samarbejde mellem Københavns Kommune og den boligsociale helhedsplan i Urbanplanen, Partnerskabet, og drives af Roberta Montanaris skrive- og fortællekoncept Bio-Salon. Formålet med kurset er at skabe tryghed og fællesskab for seniorer. Og der bliver grinet en del denne formiddag, hvor temaerne blandt andet er ordsprog og pligter.

69-årige Lissie Schirripa er kommet på livshistorieholdet siden slutningen af august. For hende er det en øjenåbner at få lov at kigge tilbage i sin egen fortid.

”Jeg opdager jo, hvor forskellig en opvækst vi alle har. Min mor var alene med min søster og mig, og det var ikke så normalt i 1950’erne. Hos de andre her fra holdet var der en mormor og farmor og anden familie, men vi havde ingen, for min mors familie havde slået hånden af hende, fordi hun gik fra sin mand. Og vores far var jo væk. Så vi havde kun hende,” fortæller hun og fortsætter:

”Og jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg tænker over min barndom og skriver ned, jo mere bliver min mor heltinden. For i mit eget voksenliv har jeg levet et liv med tryghed med mand og børn og forholdsvis god økonomi, så jeg kan forestille mig, at min mor må have haft det hårdt. Men vi så det aldrig. Vi så hende aldrig græde og hørte hende aldrig klage.”

Livshistorieholdet er ikke tænkt som en form for terapi, siger Roberta Montanari, men for nogle kan det have en helende effekt at lukke op for fortiden. Sådan er det for Ulrik Schack Meyer.

”Jeg synes, det er spændende, at man her får en opgave, og så skal man skrive ud fra den og tage det, der kommer frem. Det har været med til at give mig en større åbenhed over for, at jeg tager, hvad der kommer, og står ved det. Jeg øver mig i at stå ved mine egne følelser, også når de kommer her. Det er måske ikke alle, der har lyst til at fortælle, at deres far var for meget arbejde og for meget alkohol – og han var selvfølgelig også mange andre gode ting. Men når nu det kommer op her, så vælger jeg at se på det, se, om der mon var noget positivt, og så lægge det tilbage i en ny og bedre form,” siger han.

”Jeg får lavet de her små historier med en slutning, en morale, hvor jeg får hevet dem op på et højere niveau. Jeg mener det helt seriøst, at jeg får en bedre og bedre fortid. Jeg får bearbejdet nogle ting, som måske ikke ville komme op af sig selv. Den lille provokation om, at nu skal jeg skrive ud fra et særligt tema, gør, at jeg får kigget på tingene og luftet lidt ud,” siger han.

For Harriet Bøll har kurset givet hende en mulighed for endelig at få skrevet nogle af sit livs historier ned.

”Jeg er tit blevet opfordret af venner og familie til at skrive mine erindringer, men jeg er så skrivedoven og får heller ikke altid svaret på e-mails. Men her skal jeg love for, at det flyder. Og jeg har lyst til at skrive, og der dukker hele tiden noget nyt op, jeg kan blive ved og ved at gå ind i nye ting. Det er også spændende at høre de andres historier, og når de læser højt, skriver jeg stikord ned, fordi jeg kommer i tanker om ting, jeg også kan fortælle,” siger hun.

Alle de små historier, deltagerne skriver hver gang, fylder de medbragte notesbøger ud. Der er helt stille, mens blyanterne hvisker hen over siderne, og deltagerne sidder foroverbøjet i dyb koncentration. Og ligesom livshistorierne er forskellige, er også intentionerne med det, der skrives ned. For nogle er det bare til gemmerne. Roberta Montanari kunne godt tænke sig, at nogle af historierne kunne blive til podcasts. Og for Lissie Schirripa er skriverierne til hendes børn og børnebørn.

”Når jeg skriver, skriver jeg for børn. Nogle af de andre bruger et sprog, der er mere floromvundent og henvendt til voksne, men jeg skriver, fordi det er meningen, at min familie skal læse det. Mine børnebørn kommer tit og spørger, om ikke jeg kan fortælle om, dengang jeg var barn, om nogle af de ulykker, jeg lavede. Måske kan det, jeg skriver, gøre dem klogere på, hvordan det var at være barn i gamle dage,” siger hun.

Til januar stopper Roberta Montanari som facilitator af kurset, hvorefter det køres videre på frivillig basis. Her skal nogle af deltagerne uddannes til at stå for møderne fremover.

En af dem er Ulrik Schack Meyer. For fællesskabet, der er opstået mellem deltagerne, er vigtigt, forklarer han.

”Vi skal holde julefrokost sammen, og nogle af os kommer nu hos hinanden privat. Det er rigtig, rigtig godt. Vi er vant til at lytte til hinanden, og når vi ses privat, kan vi komme videre med nogle af de ting, vi taler om her. Det kan selvfølgelig også være andre ting, vi diskuterer. Men det er klart, at når vi sidder og deler så mange personlige ting, så tager vi trygheden med os. Der er mange ting, jeg ikke ved om de andre, men der er ikke nogen af dem, jeg ikke stoler på. Enhver af dem kunne ringe og sige, at de havde et problem, så ville jeg gøre alt for at hjælpe dem,” siger han.

Klokken er ved at være mange, og ugens livshistoriekursus rinder ud. Notesbøgerne foldes sammen til næste gang, og der snakkes lidt løst og fast, inden deltagerne med et vink og et ”på gensyn” går ud i eftermiddagen. Lidt af deres livshistorie er blevet delt her, og i næste uge kommer der flere historier i notesbøgerne.