Hør Kit og Cecilie fortælle hvad det giver dem at tale sammen:
Mikrofonen står placeret på bordet i stuelejligheden på Østerbro i København. Udenfor regner vinteren ned, og det er koldt og blæsende. Men indenfor er der lige brygget urtete, og Kit Abel og Cecilie Underbjerg er færdige med ugens afsnit. I dag har det handlet om 2001, om 11. september og Melodi Grand Prix i Danmark og en ny mand i Kit Abels liv, som kunne være en udfordring for den dengang 13-årige Cecilie Underbjerg.
Kit Abel er Cecilie Underbjergs mor, og sammen laver de podcasten ”Hej mor”, som er et radioprogram, man kan lytte til på internettet.
Cecilie Underbjerg fylder snart 30, og præmissen for podcasten er, at mor og datter hver uge taler om et af de år, de har kendt hinanden. Om deres fælles historie og de begivenheder, der har formet dem. Om kvindeliv og mødreliv og danmarks- og verdenshistorie. Et år ad gangen.
Idéen kom til Cecilie Underbjerg sidste år, da hun var i sommerhus.
”Jeg gik og tænkte, at det kunne være sjovt at snakke vores historie igennem. Det er en interessant historie, og vi har oplevet mange ting. Og det kunne være spændende at have den snak med dig. Og så er jeg kæmpe fan af ’Året der gik’ og elsker at kigge tilbage og se gamle videoer. Derudover havde jeg et ønske om at lave et projekt, vi kunne være fælles om,” fortæller Cecilie Underbjerg.
Da de begyndte at optage afsnittene i efteråret og begyndte med året 1988, hvor Cecilie Underbjerg blev født, var det selvfølgelig mest Kit Abel, der fortalte. Om at blive mor, og hvordan hun måtte ringe til seminariet, hvor Cecilie Underbjergs far studerede, da hun fik veer, fordi der ikke fandtes mobiltelefoner. Siden kommer der en lillesøster, og forældrene bliver skilt. For Cecilie Underbjerg giver det en større forståelse for hendes mor at høre hende fortælle.
”Det er klart, for som barn er der mange historier, man ikke kender, fordi man ikke kan huske dem. Jeg lærer jo nogle nye sider af min mor at kende. For eksempel vidste jeg jo godt, hvordan hun og min far havde mødtes, men jeg havde ikke fået detaljerne om det,” siger hun, og Kit Abel uddyber:
”Det er alle anekdoterne, der bliver ophøjet til en mere sammenhængende fortælling. Anekdoter har den bagside, at de er nøje udvalgt til at underholde eller understøtte en bestemt fortælling. I podcasten opløser vi dem til den mere samlede fortælling; hvad skete der før eller efter, og hvorfor gjorde jeg, som jeg gjorde? De eksempler kommer frem, og lige så snart de bliver talt igennem, bliver de mindre kantede og mere nuancerede. Så det er faktisk et virkelig givende koncept for samtale, at man strukturerer det på den her måde. Det gør man jo aldrig ellers, hvor man hurtigt går videre, eller hvor historierne har et andet formål,” siger Kit Abel.
I de senere år er der kommet op til flere bøger på markedet, som inviterer ældre til at skrive deres historier ned, så deres efterkommere kan få en større forståelse af deres forfædre og det liv, de havde. Og det er der en grund til. Der er nemlig meget at hente ved at lade forældre eller bedsteforældre fortælle deres historier. Sådan siger kulturforsker og konsulent i Region Sjælland Anne Leonora Blaakilde, der blandt andet har forsket i livshistorier.
”Det kan give en god refleksion over ens historie og et andet tidsbillede end ens eget. Ligesom antropologer rejser ud for at sammenligne folkeslag, eller historikere går tilbage for at sammenligne forskellige tidsperioder, giver de ældre generationers livshistorier nye perspektiver på ens eget liv, fordi man ser det i et andet lys, og derfor er det helt fantastisk at få ældre til at fortælle,” siger hun.
”Derudover betyder det meget for den, der fortæller, at få en stemme. Alle mennesker har en stemme, men det er ikke altid, at den bliver hørt. Når man bliver hørt, får man en identitet og en værdi som menneske. Det betyder meget, at man føler, at nogen værdsætter det, man repræsenterer, og de historier, man kan fortælle,” siger Anne Leonora Blaakilde.
I flere kommuner opfordrer man særligt demente til at skrive deres historier ned. Både så den demente kan huske, hvem han er, og netop for at give efterkommere et omrids af den person, der forsvinder.
”Det hjælper en til at huske, hvilket menneske man er. Men også selvom man ikke er dement eller syg, har det en værdi, fordi man også får en anerkendelse som menneske, når man fortæller sin historie. Det kræver jo, at nogen lytter, og det er vigtigt. Lige så snart nogen gerne vil høre ens historie, bliver man jo vigtig for et andet menneske,” siger Anne Leonora Blaakilde.
Indtil videre har ”Hej mor” et par tusinde lyttere til hvert afsnit, og første afsnit er oppe at runde de 8000 lyttere. Det har overrasket Kit Abel og Cecilie Underbjerg, at så mange har lyst til at høre deres historie, men for Anne Leonora Blaakilde er det ikke så mærkeligt.
”Det er netop genkendelsens glæde, at man på en måde hører sig selv fortalt gennem andres historie. Det får en ekstra dimension, fordi det er fremmede, der fortæller, og de har oplevet andre ting end en selv, og det giver andre inputs. Men det er stadig en fælles historie om levet liv, som man kan spejle sig i. Og her får man et dobbelt perspektiv, fordi det er to generationer, der fortæller. Det kan man genkende sig i på tværs af alder,” siger hun.
Men når der er flere tusinde, der lytter med, giver det sig selv, at mange fremmede mennesker får indblik i de to kvinders private liv. Hvorfor overhovedet udgive det offentligt i stedet for at tage samtalerne over køkkenbordet derhjemme?
”Jeg har faktisk fået tanken, at det er synd, at ikke alle skal lave sådan en podcast, for det giver faktisk noget at have den her formaliserede snak med fokus på et år. Det tvinger en til at zoome ind, og den strukturerede samtale er ret interessant. Det kunne man også godt gøre derhjemme, men der er også en værdi i at tale åbent om et liv og inspirere andre til at gøre det samme,” siger Kit Abel og fortsætter:
”Det har været en ret væsentlig snak, hvad præmissen er for programmet. For én ting er, at det er vores historie og vores eget ansvar, hvor meget vi vil dele af den, men det involverer jo så mange mennesker. Vi er nået frem til, at det er en ærlig snak, men derfor skal alting ikke med.”
Cecilie Underbjerg har blogget i mange år på bloggen tregodegrunde.dk, og hun er vant til at dele ud af sit liv, og for hende lå det mere lige for, at grænsen for det private og det offentlige er mere flydende.
”Dog har jeg en regel med, at det godt må være ærligt fra min egen banehalvdel. Jeg vil gerne skrive, at jeg for eksempel har været streng over for min mand, men jeg skriver aldrig, at han har været streng over for mig. Det er mig, der har valgt at stå frem med alle mulige ting, og den regel har vi overført til podcasten,” siger hun.
”Vi har selvfølgelig også vendt det med de mennesker, der bliver nævnt. Min mand og andre børn,” siger Kit Abel, og Cecilie Underbjerg tilføjer:
”Min søster kom og sagde, at når vi skulle snakke om din og hendes fars skilsmisse, håbede hun, at vi ville være søde,” siger hun og smiler.
”Og det er vi jo, vi udleverer jo kun os selv. Det første svære afsnit at tale om var skilsmissen fra din far. Jeg var virkelig stolt af det afsnit bagefter, fordi jeg synes, vi balancerede det godt. Vi er jo ovre i noget privat, når vi taler om skilsmisser og personlige overvejelser. Men det betyder altså noget, når man stiller sig til rådighed med alle sine fejl og mangler. At folk kan spejle sig og måske tænke: ’Jeg er også god nok, når hun tør sidde og sige, at det er svært at blive skilt, og sammenbragte familier er hårdt arbejde, og hun er blevet det to gange, og hun er stadig nogenlunde fornuftig’,” siger Kit Abel.
Cecilie Underbjerg har selv tre børn, og hun er glad for, at de om 20 år kan høre podcasten og lære noget om både deres mor og mormor.
”Det er en gave at have, så de kan få en større forståelse for, hvem vi er lige nu, og hvor vi kommer fra,” siger hun.
”På den måde kan man sige, at alle burde sætte sig ned og tale med deres familiemedlemmer. Det er selvfølgelig nemmere, hvis der er et ur eller en mikrofon eller på anden måde en bagkant, så man får gjort noget ved det. Jeg vil virkelig anbefale det, også med alle ens børn på en gang, så man kan få de forskellige perspektiver med,” istemmer Kit Abel.
Selvom de to er vant til at have næsten daglig kontakt, har de allerede lært meget om hinanden i løbet af de foreløbig 14 afsnit, de har optaget.
”I sidste afsnit talte vi om, hvornår Viggo (Kit Abels yngste barn, som hun har med sin tredje mand, red.) fik en mobiltelefon, og hvornår man må det ene og det andet. Jeg sagde, at jeg altid har lagt mig i midten, så man hverken er den første eller sidste. Hvorfor, spurgte du, men fem minutter efter sagde du, at du gjorde nøjagtig det samme med dine børn,” siger Kit Abel og fortsætter:
”På den måde bliver vi klogere på, at en masse af de valg, du træffer, er du på en måde kodet til. Du spurgte mig, da du var 15-19 år, hvorfor jeg fik børn så tidligt. Hvorfor havde jeg ikke et liv? Men så fik du selv børn tidligt, endda nogle få måneder før mig aldersmæssigt. Der er selvfølgelig forskelligheder i måden, vi besluttede at få børn på, men mit lille håb er, at du får nogle erkendelser omkring, at de ting, du har gjort eller tænkt som værdifulde, ikke er helt skøre. At jeg har haft nogle af de samme tanker og værdier, da jeg var på din alder. Og det er jo interessant,” siger Kit Abel.
Også Anne Leonora Blaakilde opfordrer folk til at sætte sig ned med deres kære og fortælle deres historie.
”Især for de unge kan det være en god idé at høre de ældre fortælle. Man har jo en tendens til, at verden kun snurrer om ens egen næse, når man er ung, sådan har det nok altid været. Man skal være et vist antal år, før man kan se ud over egen næsetip. Men det vil være berigende for mange, hvis de unge blev mere interesseret i deres ældre. Stort set alle, der mister deres familiemedlemmer, tænker, at de ville ønske, de havde spurgt om dét eller dét. Simpelthen fordi man ikke værdsætter at få talt om gamle dage, mens tid er. I vores tid er vi mere interesseret i fremtiden end fortiden, men vi burde anerkende, hvor vigtigt det er at få sat ord på den, man er, og de historier, der har formet en,” siger hun.
Kit Abel og Cecilie Underbjerg er glade for, at de gik i gang med podcasten, også selvom de nu bevæger sig ind i årene, hvor Cecilie Underbjerg er tvær teenager, og tingene ikke altid har været rosenrøde. Men det er også en del af historien, siger de.
”Det er jo levet liv, og det er op og ned. Det skal der også være plads til. Historien er jo, som den er,” siger Kit Abel.
Hvad har overrasket jer mest ved hinanden?
Mor: Cecilies reaktion over, hvordan vi faktisk levede i det, hun føler er meget gamle dage.
Datter: Det har imponeret mig, hvor ærlig min mor tør være, og i hvor høj grad hun står ved de valg, hun har truffet igennem livet. Både de lette og de svære.
Hvad har været sværest at tale om indtil videre?
Mor: Det mest udfordrende har været at tale om skilsmissen fra Cecilies far. At sikre, at det blev ordentligt og alligevel nuanceret og ærligt.
Datter: De nyeste afsnit har været sværest for mig. De afsnit, hvor jeg bliver teenager, og følelserne bliver store og svære, samtidig med at min mor bliver skilt fra min daværende stedfar og senere flytter sammen med min nuværende.
Hvad har været sjovest at tale om indtil videre?
Mor: Den teknologiske udvikling. Alt det, der har fået Cecilie til at spærre øjnene op i vantro. ”Hvordan fandt I ud af noget som helst uden at kunne google?!”.
Datter: For mig har det været sjovest at høre om mine forældres møde og ægteskab. Alt det, jeg af gode grunde ikke selv kan huske, og som jeg ikke tidligere har fået fortalt så detaljeret. Det har været rørende og givende at få mulighed for at danne de billeder inde i hovedet, som jeg har gjort gennem optagelserne og gennemlytningerne.