Endnu et år ligger snart bag os. Sådan indleder Dronningen gerne sine nytårstaler.
I morgen bliver det måske anderledes, for året vil næppe blive husket som endnu et i rækken af tusinder. Sandheden er, at det bliver svært nogensinde at lægge 2020 bag sig – og spørgsmålet er, om man bør?
Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-redaktion har skrevet denne nytårstale. Til formålet har vi talt med en række indsigtsfulde danskere, der bidrager med kirkelige, kulturelle, filosofiske og samfundsmæssige perspektiver på menneskelivet, som de har oplevet det i året, der er gået, og som det ser ud på tærsklen til et nyt år.
Dette er en tale om menneskets magt og magtesløshed.
Det skulle have været et jubelår. 2020. Danskerne skulle fejre Dronningens 80-års fødselsdag, for første gang nogensinde skulle Danmark være vært for EM-slutrunden i fodbold, og 100-året for Genforeningen skulle markeres landet over.
Sådan blev det ikke. Folkefesterne og fejringerne blev erstattet af sygdom, isolation og afskedigelser. I går, tirsdag den 29. december klokken 14, var status, at 1226 danskere har mistet livet, og 900 er indlagt – heraf 73 i respirator.
På verdensplan er mere end halvanden million mennesker døde. Økonomien er i knæ, de fattigste er blevet fattigere, og mange udsatte, sårbare og ældre har gennemlevet et år med fængselslignende isolation. Ved afslutningen af 2020 føles tilværelsen for mange iltfattig.
I begyndelsen af året kunne ingen vide, hvad covid-19 var for en størrelse. På pressemøderne erkendte statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsmyndighederne, at vejen blev lagt, mens samfundet kørte på den. Og dermed blev 2020 også et tillidens år. Både til myndighederne og medmennesker skulle man udvise tillid – den enkeltes sundhed og landets vej gennem krisen lå i naboens hænder. Mens nogle få gik i Netto og købte toiletpapir, gjorde de fleste honnør, og snart efter viste undersøgelser, at danskerne var blandt de folkefærd, hvor tilliden til håndteringen af coronakrisen var størst.
Hvorfor? Måske fordi borgere fra deres selvisolation kunne iagttage tillidens materialisering. De så, hvordan sygehusvæsenet oprettede nødintensivafdelinger, hvordan civilsamfundet etablerede telefonlinjer og frivillige hjælpeordninger, hvordan Folketingets partier blev enige om endnu en hjælpepakke eller lønkompensationordning til endnu en branche i knæ. De så sundhedsministerens kurve knække for en stund. Men de så også lovbrud og dermed et tillidsbrud, da handlekraften pludseligt gik forud for loven.
Med coronavirussen stod menneskehedens globale skæbnefællesskab pludselig tindrende klart.
Samtidig medførte pandemien paradoksalt nok, at verdens lande måtte lukke sig om sig selv.
Når verdens lande rammes af samme krise, er sammenligningen fristende. I nyhedsudsendelser på tv kunne man iagttage, hvordan offentlige sundhedsvæsner i Sydeuropa blev løbet over ende. I USA og Storbritannien kunne man se smittetallet stige drastisk – angiveligt fordi mange ikke blev hjemme, selv om de oplevede symptomer. Og i vores naboland Sverige så man, hvordan statsepidemiologerne og ikke politikerne tog styringen. Med en kalkuleret risiko besluttede man at holde landet åbent og lade smittetallet stige med tusinder af døde som følge.
Sammenligningen med verdens øvrige lande tydeliggjorde vores egen måde at håndtere coronakrisen på. Den blev en påmindelse om et velfærdssamfund, hvor mange får løn under sygdom og dagpenge ved afskedigelse. Om en offentlig sundhedssektor, der på rekordtid mobiliserede sig og stod klar, hvis man blev syg. Samt om en demokratisk indretning, hvor myndigheder og politikere traf beslutninger i fællesskab.
Modydelsen fra danskerne var afkald på frihed til at forsamle sig og et afsavn til de nærmeste. Langt de fleste danskere viste sig i stand til at give afkald på friheden og lide dette afsavn – ikke kun for deres egen skyld, men i høj grad også for andres.
Men der er også dem, for hvem prisen blev for høj. Dem, der har været isoleret i familier med vold og misbrug, samfundets fattigste og gamle på plejehjem, der i store dele af året ikke har kunnet få besøg af alle deres nærmeste.
Mens mange raske og rørige har kunnet væbne sig med tålmodighed ved udsigten til en vaccine, har isolationen og ventetiden for andre føltes udsigtsløs og meningsløs. Nogle ældre, sårbare og pårørende har formentligt spurgt sig selv, om den psykiske mistrivsel og ensomheden var det værd?
Gennem de seneste år har man diskuteret, hvilke skadelige aftryk digitaliseringen har sat på nærværet. I et år med afstand har det vist sig, at skærmene også kan blive et ikke alene tåleligt, men nødvendigt alternativ for at skabe nærvær. Det er alt andet lige bedre for mange at se deres børnebørn eller bedsteforældre via et videoopkald end slet ikke at se dem.
Samtidig vil mange finde, at kontakten formidlet gennem især de sociale medier ikke kan erstatte det fysiske møde. At sammenkomsterne over mødevideotjenesten Zoom i begyndelsen var sjove, fordi de var anderledes, men at de digitale møder med kolleger, familie og venner efterhånden røbede en akavethed og social distance, der på sigt efterlod én med en ganske vidunderlig erkendelse: at skærmen aldrig kan erstatte kropslig nærhed. Man blev mindet om at værdsætte muligheden for at være tæt sammen med dem, man holder af, når det igen bliver muligt. Nu har de fleste erfaring med, hvilke nedbrydende kræfter isolationen har. Må det føre til en ekstra indsats for dem, der både før og efter 2020 var og vil være ensomme.
Ensom eller ej – hvert et menneske er i år blevet konfronteret med sit eget liv. Vil man fortsætte som før pandemien, eller skal der laves noget om?
Mens de færreste nok siger jobbet op eller flytter ud på en øde ø, vil flere måske have tænkt over, hvad der er vigtigt i deres tilværelse. For mange har samværet med familien fået en ny og tiltrængt plads, mens andre har opdaget, at deres parforhold trængte til et gennemsyn.
Mange er blevet genforenet med naturen og har indset, at mennesket har et ansvar for at tage vare på skaberværket. Og mange har i foråret og efteråret opdaget, at skaberkraft og glæde også kan findes på bunden af en surdej eller for enden af en strikkepind.
Et eksistentielt vindue har været åbent, og en langsomhed og refleksion vandt igen indpas i et samfund, der i årevis har været præget af højhastighed og krav om effektivitet. Må evnen til fordybelse blive taget med ind i det nye år, så vinduet ikke smækkes i, når coronakrisen er ovre.
I et år, hvor langt de fleste kulturtilbud og kunstnere i alle afskygninger har været hårdt presset, er danskerne blevet mindet om, hvor fattigt et liv uden netop kulturen er. 2020 var på mange måder året for det umuliges kunst. For er kultur per definition ikke noget, som opstår, det øjeblik kunsten bliver fælles? Og når man ikke kunne mødes, hvad så?
Jo, kulturen fandt måder at trumfe kravene om afstand på. Det så man på nyskabelser fra skuespillere og forfattere, man oplevede det, da biograffilmen pludselig tonede frem på tv’et derhjemme, og da teaterforestillinger kom online. Man så sulten efter igen at besøge museer og benytte sig af andre kulturtilbud.
Og man så i særlig høj grad kulturens kraft der, hvor det syntes mest umuligt: Fællessangen. I dag står den stærkere end længe, og den danske sangskat har vist sig ligeglad med afstand.
Der er også de mange danskere, som har stillet deres hjælp til rådighed for andre. De har købt ind for mennesker i risikogrupper, passet på udsatte og på andre måder lettet livet for nogle, der var mere trængte end dem selv.
Og så er der de mange, for hvem hjælpen har været et risikofyldt arbejde. Bag kassebåndene i landets supermarkeder er servicemedarbejdere mødt på arbejde vel vidende, at virussen rasede. Social- og sundhedshjælpere og -assistenter har isoleret sig fra deres familier af frygt for at smitte de ældre, de måtte pleje i hverdagen. På landets hospitaler og teststationer har læger, sygeplejersker og fagenes studerende udsat sig selv for fare for at hjælpe andre og komme virussen til livs.
På den måde blev 2020 også året, hvor det en gang for alle blev bevist, at sammenhængen mellem løn og indsats aldrig må sættes én til én.
Der er meget at glæde sig til i 2021. Først og fremmest kan man glæde sig til, at coronavaccinerne forhåbentlig vil blive udbredt i en sådan grad, at pinsesolen kan komme til at skinne over et lettet land.
Man kan også glæde sig til indsættelsen af USA’s næste præsident. Til De Olympiske Lege, Folkemødet på Bornholm, 300-året for relationen mellem Grønland og Danmark. Til kommunalvalg, store som små musikfestivaler og teaterforestillinger.
Mest af alt glæder danskerne sig nok til at kunne samles. Til fødselsdage, begravelser, bryllupper – på arbejdet, i skolen, i foreningslivet, i kirker, på væresteder, hospitaler, plejehjem og hospicer. Vi glæder os til ikke at skulle savne så meget længere.
Lad os i det nye år passe på demokratiet – ved at debattere kritisk, men ikke fordømmende. Lad os lytte til dem, vi er uenige med. Lad os fortsat huske på, at fællesskabet ikke kun medfører rettigheder, men også pligter. Lad os ikke glemme den store klimaudfordring, verden står overfor, men tage ansvar for den klode, vi er sat på. Lad os huske, at tilværelsen ikke alene kan opgøres i bundlinjer, men også i levet liv. Må de mange indsigter og nye erkendelser ikke blive glemt, men tages med videre.
2020 har på en og samme tid vist, hvor lidt og hvor meget vi magter som mennesker. Lidt, fordi det nu står tydeligt, at vi ikke er givet al magt på jorden. Meget, fordi året har vist, hvad menneskeheden evner i fællesskab, og den enkelte formår i sin egen tilværelse.
En vaccine er blevet udviklet og skal udbredes på rekordtid, og nogle af de allermest udsatte herhjemme har allerede fået første dosis. Tilliden og omsorgen ser stadig ud til at trumfe angsten og egoismen – og i magtesløsheden viste håbet sig gudskelov også.
Mange troede, at 2020 skulle blive året, hvor de fik alt, hvad de ønskede sig. I stedet blev det året, hvor mange blev taknemmelige for det, de havde.
Liv&Sjæl-redaktionen ønsker læserne et velsignet og lykkebringende nyt år – må det faktisk blive det.