Prøv avisen
Erindringer

Livskvaliteten styrkes, når livets tråde samles

Hverdagsglimt kan blive til hjertemøder, når man noterer dem ned med kommende generationer for øje

Ved at arbejde med ens erindringer, kan man blive mere tilfreds med sin tilværelse. Det siger professor i psykologi Dorthe Berntsen. Hun er leder af Center for selvbiografisk hukommelsesforskning, Con Amore, ved Aarhus Universitet og forfatter til blandt andet bogen ”Erindring”.

”Man skal helst gå systematisk til værks og spørge ind til både det, som var godt, og det, som var mindre behageligt, og forsøge at forstå, hvorfor tingene skete og prøve at forsone sig med dem. Når man har den slags samtaler, tænker man ens valg igennem og kan opleve, at trådene i ens liv bliver bedre samlet, og der er evidens for, at det kan give et øget velbefindende, fordi man opnår en følelse af sammenhæng og kontinuitet.”

Ifølge Den Danske Ordbog er erindring ”forestilling i bevidstheden om noget, som man tidligere har set, hørt eller oplevet”. Når forskere undersøger livsfortællinger, kan de se, at der er mønstre i den måde, mennesker fortæller om deres liv på. Og mønstret påvirker livskvaliteten.

Dorthe Berntsen siger:

”Nogle mennesker vil fortælle om at have mødt vanskeligheder og have løst dem og måske lært noget af det. De mennesker, som fortæller om deres liv som en sådan bevægelse fra mørke til lys, har typisk mere tilfredshed. En anden gruppe mennesker har den modsatte bevægelse. Når de fortæller om deres liv, handler det i en eller anden grad om forspildte muligheder, og fortrydelse bliver et mønster i deres fortælling. Måske kan det brydes, og ellers vil det næppe være positivt for denne gruppes velvære at arbejde med deres erindringer.”

For snart 30 år siden satte journalist Birgit Meister danskerne i gang med at erindre. Det skete med udgivelsen af ”Bogen til mine kære”. Bogen bliver ved at udkomme og er i dag kommet i mere end 25 oplag. I bogen kan man nedfælde sine ønsker til begravelse eller bisættelse og samtidig skrive erindringer. Der er sat 30 sider af til, at man nedskriver glimt fra ens barndom, skoletid, arbejdsliv og dele, hvad man måtte vide om ens mor, far og bedsteforældre og slægten.

”Det er ikke nødvendigvis nogen let opgave at skrive ned, men man skal tænke på, at man giver ens efterladte en gave ved at gøre det.”

En dag modtog Birgit Meister en bog med posten. Det var en herre på Sydsjælland, som inspirereret af hendes bog havde nedskrevet sine erindringer til sine nærmeste.

”Jeg har flere gange hørt fra folk, at når de først er begyndt at fortælle, så forslår siderne i bogen ikke. Det er jo ikke kun ens eget liv, man skriver om, men om den svundne tid, man er rundet af.”

Men hvis man ikke kan skrive, kan man måske lade sig inspirere af den samtale, som mor og søn har ført i bogen ”Fra Libanon til Lærkevej”. Birgit Meister tvivler på, at mennesker vil finde tid til den slags samtaler. Skønt de ville give mening.

”Det er langtfra kun samfundets spidser, som har noget at fortælle. Man skal have frimodighed til at dele det, som har hørt ens hverdag til. Hvad har man glædet sig over? Hvordan havde man det med ens nærmeste? Når man giver de erindringer videre, er det som at få en berigende hjertestund.”

Ældre har ofte spurgt hende, om hun tror, at der vil være nogen, som vil gide at læse, hvad de skriver om deres liv. Hun forstår spørgsmålet og er sikker på, at svaret er et rungende ja.

”Hvert liv har stor betydning og værdighed, og når et menneske ikke er her mere, så er det en fond af viden, som er gået bort.”