På hovedpuden i den side af dobbeltsengen, der er nærmest vinduet og lyset, ligger et foto. Det er taget om morgenen på deres guldbryllupsdag. Billedet viser Karin, som han helst vil huske hende. Rask og glad.
80-årige Tommy Thomsen siger godmorgen og godnat hver dag. Og spørger tit, hvorfor det kun er et billede, der ligger der.
Fotografiet er ved at være falmet. Han skal snart have lavet et nyt.
Tommy Thomsen er en livlig, snakkende mand. En mand, der elsker musik og gerne fortæller om de ting, der ligger tæt på hjertet. For tre et halvt år siden døde hustruen Karin fra ham.
Savnet blev så stort, at tanken ind i mellem meldte sig, at det var lettest, hvis han heller ikke var her mere.
”Det var håbløst det hele. Jeg tænkte nogle gange, ’Hold da kæft. Lad mig komme væk’”, fortæller Tommy Thomsen.
Han var elektriker på teknisk skole i mange år. Han er også fritidsmusiker og spiller med sit orkester en gang om ugen.
Karin var hans livs kærlighed.
”Vi var kærester i 52 år”, siger han.
52 år – uden at skændes. Måske fordi, de egentlig ikke måtte få hinanden. Karins far syntes nok, at en musiker ikke var god nok til hans datter, så da hun var 19 år, og Tommy Thomsen var 26 år, rejste de fra Frederikshavn og slog sig ned i Nakskov. De blev gift og boede der, indtil det ældste barn blev født. Så flyttede de tilbage, fik endnu et barn, et hus og et langt ægteskab.
Guldbrylluppet var 1. december 2012. Tommy spillede selv op til festen sammen med sine venner fra fritidsorkesteret.
Men fire uger efter på anden juledag fik Karin svært ved at trække vejret. Vagtlægen ordinerede penicillin mod kold lungebetændelse, men da Karin den 2. januar gik til sin egen læge, lød diagnosen på lungekræft. Hun blev indlagt med det samme.
Behandlingen gik i gang. Når hun var hjemme, var det Tommy Thomsen, der passede hende. Men Karin ville ikke vide, hvor hun stod. Hun havde været bogholder i et advokatfirma og var ”vant til at holde på oplysningerne”, som Tommy siger. Så han vidste heller ikke, hvor syg hustruen var.
”Jeg troede ikke, hun skulle dø. Jeg forstod det ikke”, siger Tommy Thomsen.
Så da Karin i begyndelsen af april 2013 blev indlagt på hospice, forstod Tommy Thomsen ikke, hvad der var ved at ske.
”Jeg troede, at vi var der til aflastning. Engang spurgte hun, om jeg troede, hun ville blive helt rask. Jeg svarede, at ’Nej skat, du bliver nok ikke helt rask. Men vi køber en kørestol, og så skal jeg nok passe dig og køre rundt med dig’. Jeg troede virkelig, at hun ville komme hjem. Hun kunne ikke dø for mig”, siger han.
Men efter et par uger på hospice fik hustruen det dårligt en tirsdag, hvor de var til gudstjeneste. Sygeplejersken fortalte Tommy, at han nok måtte regne med at overnatte, og at han skulle ringe til børnene.
”Det her kan blive til hvad som helst, sagde hun. Det var et kæmpe chok”, siger Tommy Thomsen.
For første gang sov Tommy Thomsen ved siden af sin kone i hendes stue på hospicet. Midt på natten rejste hun sig op i sengen, strakte armene og sagde: ”Jeg vil op”.
Tommy beroligede sin elskede med, at det var nat, og at hun først kunne komme op, når det blev lyst. Tidligt samme morgen døde Karin Thomsen, 71 år gammel.
”Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg har mange gange sagt til hende, at jeg håber, jeg dør før dig. For jeg kan ikke sige farvel til dig”, siger Tommy Thomsen.
Men dengang i april 2013 stod Tommy Thomsen alene tilbage.
Han skulle lære at bruge vaskemaskinen. Han havde aldrig gjort rent. Han skulle have et dankort og måtte bede sin søn om hjælp til at lægge et budget.
Alt det med pengene havde altid været bogholderen Karins domæne.
”Pludselig var der lukket for vores konto. Jeg syntes ikke, jeg kunne finde ud af noget som helst”, husker han.
Men særligt slemt var det, når han kom hjem om aftenen til det store hus ved skoven i det sydlige Frederikshavn, og der var tomt. Og mørkt.
Måske kom han lige fra en aften med orkesteret. Der havde været latter og vittigheder. Men nu sad han i bilen og græd og græd.
”Der plejede at stå en bakke med te. Jeg skulle bare koge vandet, og så sad Karin inde i stuen og så fjernsyn eller læste. Og så sad vi der i stuen og snakkede om, hvordan dagen var gået. Det var forfærdeligt at komme hjem til et tomt hus”, fortæller Tommy Thomsen.
I den tid var det, at de mørke tanker opstod. Han har haft venner, der begik selvmord. De løste problemet for sig selv, som han siger.
”Jeg tænkte, ’hvad har jeg at være her for mere. Hun er her ikke. Det var nok det nemmeste, hvis jeg ikke var her’.”
”Jeg fik tanken. Men ikke så langt, at jeg ville gøre det. Men jeg tænkte også, at det var fejt at tage livet af mig og overlade det til børnene at rage kastanjerne ud af ilden. De havde mistet deres dejlige mor. Skulle de så også til at afhænde huset og rydde op efter mig?”, siger han.
I det første halve år efter hustruens død, søgte enkemanden ofte hjælp og trøst hos sine børn, der bor med deres familier i nærheden. Han var velkommen, men havde ikke lyst til, at de skulle hænge på ham.
Tommy Thomsen valgte at gå ind i en sorggruppe for mennesker, der havde mistet deres ægtefælle. I starten lurepassede han. Det føltes grænseoverskridende at sidde der og fortælle en flok fremmede, hvordan han havde det.
”Men det virkede godt. Med tiden blev vi herligt åbne. Vi græd, og vi snakkede også om selvmordstankerne. Flere af deltagerne i sorggruppen er jeg venner med nu”, siger han.
Til gengæld oplevede han, at hjælpen fra kommunen manglede. Ældre over 75 år har krav på et hjemmebesøg og en samtale om, hvordan de trives. Men i hele det år efter, at hustruen var død, kom der ikke nogen. Først næste år fik han taget sig sammen til at ringe og spørge, hvor de var blevet af.
”Svaret var, at Karin var 71 år og ikke havde krav på besøg. Men jeg sagde, at det var mig, der var tilbage. Der var da ingen grund til at besøge hende”, siger han.
”Det brokkede jeg mig over. Jeg har mine børn. Men hvor skal andre hente hjælpen, når der ikke kommer nogen og samler dig op?”.
I dag snart fire år efter, at hustruen blev syg, hænger hendes tøj stadig i skabene. Han har kun flyttet skoene, der tog plads i bryggerset.
Han besøger hende på kirkegården hver dag. Og så snakker han med hende.
Men en dag mødte han en kvinde fra sorggruppen på kirkegården. Hendes mand er begravet i nærheden af Karin. Han fortalte, at han var begyndt at gå til dans, og hun er med tiden blevet hans veninde. De går ud og spiser og danser sammen. Og har deres egen telefonkæde.
Hver formiddag ringer hun til ham. Han ringer til hende hver aften, inden han går i seng.
”Så ved vi begge, at vi har været i live den dag”, siger han.
Tommy Thomsen har bedt sine børn sørge for, at den dag, hvor han selv skal begraves, så skal urnen ikke stå i det andet hjørne af gravstedet, men helt tæt på Karins.