Prøv avisen
Boguddrag

Drabsdømte Lars hadede sin barndom: Sarkasme var det primære sprog i min familie

Livstidsfangen Lars Irgens Petersen fortæller i bogen "Alle vil jo bare elskes" om sin barndom og opvækst i Taastrup; en opvækst, der var præget af social isolation og mangel på kærlighed. Læs et uddrag herunder. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Lars Irgens Petersen er 43 år og afsoner en livstidsdom for drab, usømmelig omgang med lig og narkosmugling. Han har siddet inde i sammenlagt 22 år af sit liv, og er medforfatter til bogen "Alle vil jo bare elskes", hvor han fortæller om en belastet barndom. Læs et uddrag

Jeg blev født den 28. august i 1975 på en lille fødeklinik over et discountsupermarked på Dorphs Allé i Taastrup, en forstad til København. Faktisk kender jeg kun meget få detaljer om min fødsel, da jeg blev født ind i en familie, som hverken er særligt sentimentale eller meddelsomme. Jeg har tit set, hvordan andre børns forældre med stor glæde og energi har brugt enormt meget tid på at lave små søde bøger om barnets første år og lignende ting.

Mine forældre var ligegyldige over for den slags, og tidligere har jeg også selv fundet det lidt plat, når folk gik op i den slags ting. Det var for blødt for mig. I dag kan jeg godt se, at det er meget rart at vide, hvornår og under hvilke omstændigheder man er kommet til verden. Om der var kærlighed til stede. Men jeg ved meget lidt om de konkrete omstændigheder. Kun at jeg blev døbt Lars Irgens i Taastrup Nykirke.

Dog fornemmer jeg, at der var nogle komplikationer i forbindelse med min fødsel, for derhjemme ævlede de nogle gange noget om, at jeg i en del tid lå i et ilttelt. Hvorfor og hvor længe meldte historien aldrig noget om. For det primære ved historien var nemlig, at fordi jeg var syg, skulle jeg altid klappes roligt på ryggen – og i et omfang, som tvang min mor til at betale mine søskende for at klare opgaven. Det har jeg skullet høre for gennem hele min barndom, og jeg fik nærmest indtryk af, at jeg derfor stod i en kæmpe gæld til hele familien.

Jeg blev den sidste i en flok på fem børn. Vi er fire drenge og en pige, som er den mellemste af os. Der er 18 år mellem min ældste halvbror og mig. Min mor fik mig sent – i en alder af 38 år. Det er jo almindeligt i dag, men dengang var det vist ikke så normalt. Mine to ældste brødre har en anden far, som jeg aldrig har hørt særlig meget om. Min søster og jeg har – er jeg temmelig overbevist om – den samme far, da det fremgår ret tydeligt af vores udseende.

Min bror, som er født mellem min søster og mig, ligner os derimod ikke særligt meget. Og da jeg en dag for mange år siden kom til at spørge min mor "hva’ faen hun egentlig havde lavet i sommeren 1969?" opstod der en lidt trykket stemning. I kulissen spøgte en af min fars venner, eller hvad han nu var – jeg kendte ham kun under navnet "Børge Snot". Da jeg var ganske lille, blev han anholdt for pædofili i et større sagskompleks. I den forbindelse blev min mor opsøgt af politiet, som ville høre, om der var sket noget med min bror.

Min far, som ernærede sig som lastbilchauffør, har jeg kun mødt ved enkelte lejligheder. De få gange, hvor han var hjemme på besøg, viste han stort set kun interesse for min søster. Jeg går ud fra, at han havde lugtet skandalen med min mor og Børge Snot, for han blev skilt fra min mor, mens de ventede mig. Jeg forestiller mig, at han ikke ville tage ansvar for endnu et barn, som muligvis heller ikke var hans. Hvis min mor kunne lyve én gang, kunne hun vel gøre det igen. Derfor var det på en måde også fair nok, at han valgte at forlade min mor.

Den eneste udtalelse, som min far mig bekendt er kommet med om min person, er, at jeg "var en idiot". Baggrunden var, at jeg netop var blevet anholdt i Oslo med en kuffert, der indeholdt 1,5 kg. brun heroin. Ja, så lidt idiot var jeg vel. Min far døde i 1995 eller 1996 af hjertestop. Men det er jo som regel det, vi alle dør af … Foruden mig og mine søskende fik min far to børn mere. Men jeg har aldrig mødt dem og kender ikke noget videre til dem. Dog ved jeg, at de har fortalt min næstældste halvbror, at de aldrig vil møde mig, fordi jeg er "et dårligt menneske". Min halvbror har jo informeret dem om, at jeg efter hans opfattelse faktisk altid stod i skolegårde og solgte heroin til små børn. En konklusion, som han kom frem til, efter at jeg blev dømt for narkosmugling i Norge.

Min mor var kæderyger, og jeg husker hende som en indebrændt person med ekstrem selvmedlidenhed. Hun var – for at sige det ligeud – et ubehageligt og ondskabsfuldt menneske. Som barn måtte jeg stort set aldrig have andre børn med hjem og lege – og når jeg endelig fik lov, turde børnene ikke gå med af angst for min mor.

En af årsagerne til hendes vrede var nok, at hun var enlig mor og arbejdede på en fabrik til mindsteløn. Hun var formentlig også bitter over i det hele taget at have fået børn, da vi forhindrede hende i at udleve hendes egne drømme. Hun talte altid om, hvor gode alle andre børn var i modsætning til os "dumme unger". Når hun blev fornærmet på et andet menneske – og det skete tit og ofte på grund af en bagatel – kunne hun ignorere vedkommende i lang tid. Nogle gange i flere år. Vi unger skulle være solidariske og ligeledes ignorere den stakkels person, som måske ikke engang kendte årsagen til den tildelte straf. Det er desværre et af de knap så heldige karaktertræk, som jeg tog til mig i en tidlig alder som en slags arv fra min mor.

Min opvækst var faktisk ret simpel, og hele min verden drejede sig om den vej, hvor mit hjem lå, det vil sige Taastrup Parkvej. Vi boede i nummer 85, 2. tv. Det var min verdens navle. Lejligheden var ganske almindelig med tre værelser og en stue. Min mor havde sit eget soveværelse (selvfølgelig det store værelse), og min søster havde også sit eget værelse. Det sidste værelse delte jeg med min bror uden de store problemer. Køkkenet var også stort nok til, at vi kunne sidde der og spise. Egentlig boede vi fornuftigt nok.

Min mor led af en slags rengøringsvanvid, så der var faktisk temmelig rent alle steder. Hun var så glad for at gøre rent, at når vi kom op i lejligheden efter at have leget ude om sommeren og havde fået lidt sol i ansigtet, forvekslede hun det med snavs, og så blev der skrubbet løs, så man efterfølgende følte sig næsten hudløs. Et lille minus på en ellers god sommerdag.

Gennem hele min barndom holdt vi grønne engelske undulater, som mærkeligt nok altid hed Bimmer. Fuglene fik en slags særstatus, og hver gang de døde, kunne man spore en oprigtig sorg i hjemmet. Jeg brugte meget tid på de fugle og hyggede mig med at gøre dem så tamme, som jeg kunne. Trods min mors rengøringsvanvid, fløj fuglene altid frit og kunne på den måde udfylde deres plads som en del af familien. Som barn lagde jeg mærke til, at fuglen ofte sad på gardinstangen og holdt øje med mig nede i gården. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ønskede at tro …

Vi boede i det, som jeg vil kalde et socialt boligbyggeri, som dog ikke var særligt belastet og slet ikke nogen ghetto. Min vuggestue, børnehave, fritidshjem, skole og idrætsanlæg lå alt sammen på Parkvej. I forbindelse med idrætsanlægget var der dengang et friluftsbad, som om sommeren blev mit faste holdepunkt, da vi ikke havde råd til at tage på ferie som andre. På Parkvej var næsten alle børn dog hjemme hele sommeren, da de fleste familier i området ikke havde mange økonomiske midler. Men når nu det var ens for alle, kunne vi unger ikke se, hvorfor ens forældre skulle eje en villa og svømmepøl, når vi bare kunne springe over hegnet efter lukketid og spæne ned og hygge os i vandet, indtil vi blev bortvist af den vicevært, der patruljerede i anlægget.

Jeg var dengang en tynd, skeløjet knægt med brunt uglet hår og brune øjne. Nogle mennesker siger, at jeg så sød ud, men det var nu ikke tonen derhjemme. Fra min fars side har jeg et lidt mørkere pigment end min bror, hvilket resulterede i, at en ondskabsfuld ældre dame en dag stillede sig foran min bror, da han skulle hente mig i børnehaven, og sagde: "Hvad laver du med den perkerunge?".

Episoden står prentet i min hukommelse, da den fik mig til at tvivle på, om jeg egentlig hørte til i den vrede familie. Jeg opfattede mig selv som et selvstændigt barn og holdt meget af at lege for mig selv. Til tider var jeg dog også ude at lege med de andre unger. Men ikke mindst leg med legoklodser var lige mig. I den leg kunne jeg være mig selv og udfolde mig i mit eget lille univers. Legoklodserne blev derfor mit foretrukne legetøj, indtil jeg begyndte at få andre gode idéer og blev for gammel til at lege. Når jeg legede udenfor, kom jeg ofte til skade og måtte jævnligt en tur forbi skadestuen på Glostrup Sygehus. Enten forstuvede eller brækkede jeg et eller andet, eller også skulle jeg syes sammen.

Som seksårig begyndte jeg i børnehaveklassen på Parkskolen, og til at begynde med var det en utrolig spændende oplevelse at gå i skole. Måske fordi jeg hele tiden fik at vide, at jeg nu var en stor dreng. Derudover fik jeg jo også nogle nye kammerater. Jeg var nok den i klassen, som boede tættest på skolen. Hvis jeg gik hjemmefra, tre minutter før klokken ringede ind, kunne jeg stadig nå frem til tiden. Men jeg benyttede så heller aldrig fodgængerovergangen halvtreds meter fra indgangen til skolen, hvorfor skolebetjenten døbte mig ketchup, da han var overbevist om, at jeg en dag ville blive kørt ned under mine vanvittige spring over gaden. Til alt held skete det aldrig.

I første eller anden klasse var jeg næsten konstant syg og havde altid ondt i halsen eller influenza. Jeg blev derfor indlagt på Glostrup Sygehus for at få fjernet mandlerne. Men det blev en temmelig lang affære, da jeg blev alvorligt syg under indlæggelsen. Hvad jeg fejlede, har jeg aldrig fået noget at vide om – for den slags talte man ikke om hos os. Det eneste, jeg husker, er, at overlægen forklarede min mor noget om, at jeg skulle fedes op, da jeg som sagt var meget tynd. Lægen glemte desværre at fortælle min mor, at hun skulle stoppe igen på et tidspunkt, og siden har jeg lidt af massiv overvægt. Det skulle bestemt ikke hedde sig, at min mor ikke sørgede godt nok for os – ikke fordi hun var bekymret for mit helbred, men fordi hendes stolthed så ville lide et knæk. Jeg har aldrig siden været alvorlig syg. Al sygdom blev til gengæld erstattet med fedme. Flot! Det meget lange fravær fra skolen satte mig rent fagligt en del tilbage i forhold til mine klassekammerater. Det gjorde sig gældende i stort set alle fag. Derhjemme var der ikke megen forståelse for, at mine manglende resultater i skolen måske skyldtes det lange sygefravær. Her lød forklaringen i stedet, at jeg var doven og dum! Hvorom alting er, så sakkede jeg længere og længere bagud, og jeg husker, at det føltes så udsigtsløst at gøre sig nogen som helst forhåbninger om at nå op på samme niveau som de andre i min klasse. Fremfor at forsøge på noget, som jeg ikke troede på, lavede jeg derfor en masse ballade.

I mit barndomshjem udspandt der sig et helvede. Min mor terroriserede os og udviste altid en perfid og latterlig adfærd på en række punkter. Min søster, bror og jeg blev for eksempel næsten hver eneste aften tvunget til at massere hendes fødder eller ryg. Hvis vi sagde nej til at gøre det, fik vi turen om, hvor meget vi skyldte hende – hun stod jo op hver morgen klokken fem og arbejdede så hårdt for, at vi kunne få tøj på kroppen og mad på bordet. Da vi senere blev bedre til at argumentere, tog vi os den frækhed at gøre hende opmærksom på, at vi jo ikke havde bedt hende om at få børn. Det fik bølgerne til at gå højt. Men min holdning er nu den samme i dag.

Hver eneste hverdag skulle der præcis kl. 15 være hældt et varmt karbad op til min mor, lejligheden skulle være støvsuget, og der skulle være brygget kaffe til hende. Ellers brød helvede løs!

Nogle gange kunne hun på en fridag finde på at spørge os, om vi ville en tur på Bakken, hvortil vi jublende svarede "ja".

Derefter lagde hun køkkenbakken på gulvet og sagde til sin egen store morskab: "Stil jer så på den!" Vi blev selvfølgelig kede af det – mest af alt fordi hun kunne finde på at grine så ondskabsfuldt. På de lyse sommeraftner måtte vi ikke gå ud og lege, skønt vi kunne høre alle vores kammerater løbe rundt og have det sjovt nede i gården. Der var ingen fornuftig grund til, at vi ikke måtte gå ned til de andre. Det handlede udelukkende om en perfid magtdemonstration fra hendes side. Når vores mor så ikke længere kunne høre stemmer nede fra gården, fordi de andre børn var gået op, efter at mørket var begyndt at sænke sig, sagde hun: "Så gå dog ned og leg, hvis det er så vigtigt for jer."

Sarkasme var det primære sprog i familien, så det mestrer jeg ganske godt i dag. Til tider er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv for ikke at støde andre mennesker bort med mine ord. Sarkasmen kan få mig til at virke vred, skønt jeg ikke er det.

Jeg hadede min barndom. Mange af mine fridage eller feriedage gik med at køre lastbil med min næstældste halvbror – eller rettere sagt: Jeg skulle med ham på arbejde, så han kunne passe mig. Og en efterårsferie kan blive ufattelig lang, når man kun har lov til at sidde i et førerhus i en lastbil med et menneske, man dybest set ikke har noget til fælles med. Jeg har aldrig haft det særlig godt med min halvbror. Jeg glemmer for eksempel aldrig en dag, hvor jeg i en alder af seks eller syv år legede alene ude på trappestenen til hans hus i Karlslunde. Pludselig gik døren op, og min bror kom springende ud med en af sine venner, og helt uden grund lossede han til mig med træsko på, hvorefter de bare slog en kraftig latter op. Jeg vrælede selvfølgelig over den uretfærdige behandling, og det har ofte fyldt mig med vrede at tænke på den episode.

Generelt var tonen mellem os søskende temmelig hård med megen ironi og sarkasme. Når jeg af og til oplevede tonen mellem søskende i andre familier, blev jeg temmelig paf over at erfare, at man frit kunne berette et eller andet, uden at man blev udstillet som dum eller på anden måde nedgjort. Desværre må jeg indrømme, at jeg selv bidrog til det absurde adfærdsmønster og den hårde eller ligefrem ondskabsfulde tone – også over for mennesker uden for familien. Men det var nu engang det sprog, jeg kendte. Det er pinligt, men sandt. Konsekvensen var, at mange tog afstand fra både mig og resten af familien. Livet i min familie var således fattigt på venskaber – både med udefrakommende og indbydes.

Da jeg var ti år, flyttede der imidlertid en marokkansk familie til Parkvej. Familiens dreng og jeg blev bedste venner; han håndterede den hårde tone glimrende og var flink til at give igen af samme skuffe. Sammen opdagede vi et nyt sprog, som hed "vold".

Ved hjælp af afstumpet vold kunne vi allerede fra en tidlig alder markere os og på den måde få luft for de dybe frustrationer, vi havde med i bagagen hjemmefra. Min marokkanske ven havde også sit at slås med derhjemme. Sammen blev vi dygtige til at stjæle – med både arme og ben. Tyverierne gav os alt, hvad vi havde brug for, og vi slap for at skulle gå tiggergang derhjemme og få nej til selv de mest basale ønsker.

Tyveri og vold gjorde os på en måde uafhængige af det, vi flygtede fra – nemlig vores respektive barndomshjem. Vi var et fantastisk makkerpar! Han havde en utrolig evne til at stjæle biler og knallerter, mens jeg havde masser af gode idéer til, hvad vi skulle gå efter. Selvom vi kun var børn, var vi altid i besiddelse af knallerter, som vi kunne suse rundt på – og når vi mistede dem, eller de gik i stykker, skaffede vi bare nogle nye. Da vi var omkring 12 år, begyndte vi også at stjæle biler. Vi stjal også mærketøj, men der var egentlig ingen grænser. Alt kan jo omsættes.

Når den ene var i færd med at nappe nogle varer i en butik, holdt den anden vagt og signalerede "fare" gennem bestemte koder på "vores sprog", som var en blanding af forskellige etniske gloser. Vi havde altid en skruetrækker, en kabelklipper og en boltsaks på os, og vi blev aldrig overrasket af alarmer. I begyndelsen var indkøbscentret City2 i Taastrup vores slaraffenland. Senere rykkede vi gradvis tættere mod København. Vi opsøgte næsten dagligt slagsmål. Hvis en person antastede min ven (eller så ud til at gøre det), bankede jeg ham ned, og min ven forsvarede mig på samme måde. Vi var der altid for hinanden i tykt og tyndt. Og på S-togsruten mellem Høje Taastrup og Østerbro fik vi etableret en masse kontakter til jævnaldrende »rødder«, som vi allierede os med. Vi manglede derfor aldrig en ekstra hånd til at føre mine vanvittige idéer ud i livet.

Der var dog også lyspunkter i mit turbulente barndomsliv. Min syv år ældre søster og jeg havde fra begyndelsen et rigtig fint forhold til hinanden. Hun tog sig meget af mig, faktisk langt mere end man bør forvente af en søster. Hun var flink til at læse godnathistorier for mig og generelt skabe en følelse af normalitet midt i vores fælles helvede. Vi spillede meget kort sammen. Tonen mellem os var også i et mere normalt leje. Langt hen ad vejen var hun lyspunktet i min barndom. Naturligvis havde vi vores "ture", som alle søskende har, men ikke slemt. Blot lidt »fnidder«.

Tiden kom jo også, hvor vi unger på Parkskolen skulle konfirmeres. De andre børn snakkede meget om de store fester og de mange gaver, som de var blevet lovet. Jeg tænkte kun "gisp!" Alene tanken om at skulle nævne ordet "konfirmation" for min mor stressede mig. Hun ville jo uden tvivl brøle: "Og hvor tror du så, pengene skulle komme fra?" Jeg ville gerne tage del i mine klassekammeraters samtale om konfirmationen, og jeg meldte mig også til konfirmationsforberedelse i Taastrup Nykirke. Men jeg tror, at jeg ubevidst søgte efter en legitim grund til at blive smidt af holdet, så jeg kunne redde ansigt ved at sige, at jeg ikke kunne blive konfirmeret på grund af præsten.

Dette ubevidste mål opnåede jeg ganske glimrende. Den stakkels kvindelige præst måtte lide under alle mine dumsmarte bemærkninger, og det endte med, at hun smed mig af holdet. Havde hun blot vidst, hvilken befrielse det var for mig at få det røde kort! Og da dagen kom, hvor de andre skulle konfirmeres, sad jeg bare derhjemme og følte mig lettet over, at jeg ikke skulle lide den tort, at min mor ikke havde midlerne eller viljen til at give mig denne specielle dag. Jeg ved egentlig ikke, om man normalt blev konfirmeret i vores familie. Jeg ved kun, at min nærmeste storebror og min søster ikke blev det. Emnet nåede heldigvis aldrig at komme på bordet.

Skolen blev for mig et sted, hvor jeg kunne tyrannisere dem, som var svagere end mig selv. Det var også et sted, hvor jeg kunne afsætte mine tyvekoster. Selve skolearbejdet blev der ikke investeret det store i. Skoleinspektøren havde da også luret min og min vens nye livsstil – så for at gøre tilværelsen mere tålelig for de øvrige elever, skulle vi i perioder stå uden for inspektørens kontor i samtlige frikvarterer. Skolen forsøgte indimellem at komme i dialog med min charmerende mor, som de, ligesom børnene i mit kvarter, sandsynligvis var rædselsslagne for. Hver gang hun var indkaldt til forældremøde, satte hun sig ned og skulede ondt i retning af den stakkels lærer, mens hun gjorde det klart, at »hun lige havde tændt for kartoflerne derhjemme«. Så kunne læreren godt regne ud, at det ville blive en meget kort samtale, og hvis han havde et budskab, måtte han skynde sig med at få det sagt. Og det blev som regel kun en del af den virkelige sandhed. Om det var for at beskytte mig eller ham selv må stå hen i det uvisse.

Min skoletid på Parkskolen varede kun til syvende klasse, da jeg desværre en morgen kom op at slås med en dreng, som havde skudt en elastik i hovedet på mig. Jeg var inde i en spiral af hård vold, hvor alt skulle være vildere og vildere, og jeg havde efterhånden opbygget et temmelig iltert temperament. Så da det langt om længe lykkedes lærerne at vriste mig fri af den dreng, som jeg var ved at strangulere, havde han fået blå pletter under øjnene og måtte køres på sygehuset. Skolen reagerede – som man jo skal – ved at melde episoden til politiet. Jeg var imidlertid under den kriminelle lavalder, så jeg slap med en samtale med den uniformerede politimand, som kom og afhørte mig. Men jeg blev smidt ud af skolen. Efterfølgende begyndte jeg på Taastrup Ungdomsskole, som var et samlingssted for alle byens udskud og tabere. Kommunen fik også den lyse idé, at min marokkanske ven og jeg hver fredag morgen skulle møde op hos Taastrup Nærpoliti til en samtale om, at vi var på den forkerte vej. Det grinede vi blot ad, for vi var overbeviste om, at vi var nogle barske fyre og havde ikke tid til at lytte til fornuft.

Min voldsomme adfærdsændring blev dog aldrig et kontroversielt tema hjemme i familien. Mine brødre syntes tværtimod, at det var glimrende, at jeg havde lært at stjæle, for jeg var leveringsdygtig i temmelig mange ting, som de gerne ville købe. For eksempel tømte jeg engang et helt skotøjslager med lækre mærkesko, hvoraf de fleste var af ruskind. Dem kastede de sig frådende over. Poloshirts af mærket Lacoste var også populære. Det samme gjaldt elektronik fra Bang & Olufsen og kabler til HI-FI-udstyr. Der var heller ingen, der manglede kaffe, da jeg havde et fast sted, hvor jeg kunne fylde en cykeltrailer med Karat Kaffe den første i hver måned. I perioder aftog de også spiritus og dyre kødvarer.

Min mor – om det var bevidst eller ej, finder jeg aldrig ud af – fik på et tidspunkt den idé, at jeg skulle have den huslige pligt at sørge for alle indkøb til husstanden. Jeg cyklede derfor ned i det lokale supermarked med en stor taske. Den fyldte jeg op med de nødvendige varer, hvorefter jeg købte en liter mælk, som var det eneste, jeg betalte for. Bagefter kørte jeg hjem og fortalte, at der var halv pris på alt. Jeg tog så min del som lommepenge. De mange tilbud, som jeg på mirakuløs vis stødte på, blev aldrig kommenteret med et ord.

Dog gik det indimellem galt, og jeg blev snuppet af en butiksdetektiv, som så tilkaldte politiet, der efterfølgende kørte mig hjem. Til politimandens store tilfredshed stod min mor altid i døren og så vred ud. Dog: Når døren blev lukket, fik jeg højst at vide, at jeg var for dum – men det sagde hun jo altid, så det var der intet nyt i. Fra jeg var lille – vel tre-fire år og op til jeg var ca. 10 år – slog hun mig ofte med grydeskeer, tæppebankere og våde gulvklude. En enkelt gang kastede hun også en halvstor svensknøgle i ryggen på mig. Og hun truede jævnligt med at kaste mig ud fra altanen.

Efter at jeg var fyldt 10 år og selv havde fået en voldelig adfærd, stoppede den fest. En dag slog hun mig foran nogle af sine veninder. Jeg gengældte prompte med et karatespark i maven på hende, og dermed ophørte volden fra hendes side. Tragisk, men sandt. Efterfølgende dyrkede hun den offerrolle, som vi alle fandt så patetisk og latterlig. Efterhånden var jeg sjældent hjemme, dog var reglen, at der var aftensmad kl. 18, og at jeg indtil fjortensårsalderen skulle være hjemme hver aften kl. 21.30. Når min mor var smuttet i seng, sneg jeg mig dog ud igen til en ny runde ballade i Taastrup og omegn. Faktisk har jeg ofte undret mig over, at jeg så pligtskyldigt overholdt disse simple regler, når jeg fuldstændigt ignorerede alle andre regler. Det mest ønskværdige havde været det omvendte.

Heldigvis nåede jeg kun at være på Taastrup Ungdomsskole i et lille års tid, for jeg hadede det inderligt. Vi fik aldrig lektier for (ikke at jeg havde tænkt mig at lave dem, men alligevel), og jeg følte mig bare dummere og dummere, hvilket jeg vel reelt også blev. Jeg bad derfor om at få chancen på en ny skole, en rigtig skole. Det blev så Gadehaveskolen i Taastrup.

Mange af mine venner med etnisk baggrund gik der, og jeg var selv af den opfattelse, at jeg hurtigt faldt til på den nye skole. Lærerne havde givetvis en anden mening. Det lykkedes mig dog at afslutte min lovpligtige skolegang på Gadehaveskolen. Nok fordi jeg holdt af at komme der og sjældent pjækkede. Og jeg syntes godt om stort set alle de andre elever. Men det eneste fag, som for alvor fangede min interesse, var historie. Særligt vores danske historie – bondeoprøret, stavnsbåndet og Skipper Clement. Det ansporede mig i perioder til at blive en flittig biblioteksbruger. For der var jo dage, hvor jeg blev hjemme, fordi vejret var dårligt, eller fordi det havde været en lidt for hektisk periode. Og ved at læse bøger kunne jeg lukke familien ude og lukke mig selv inde i et univers, som interesserede mig. Min interesse kunne blive fanget af hvad som helst, og jeg læste fagbøger om alverdens emner. Og faktisk har jeg altid – fra det tidspunkt, hvor jeg lærte at læse – været en ivrig læser. Men det var jo ikke noget, man pralede af. For det virker ikke specielt hårdkogt at være en bogorm.

For at være helt ærlig brugte jeg bøgernes verden til at bekræfte mig selv i, at jeg ikke var så dum og ubegavet, som de andre derhjemme altid hævdede. Angsten for at være dum og dårlig begavet har altid været et stort tema for mig, men jeg talte aldrig med nogen om det. Men siden min barndom har jeg altid været meget videbegærlig – og er det i høj grad stadig.

Den eneste udtalelse, som min far mig bekendt er kommet med om min person, er, at jeg "var en idiot".

Sarkasme var det primære sprog i familien, så det mestrer jeg ganske godt i dag. Til tider er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv for ikke at støde andre mennesker bort med mine ord. Sarkasmen kan få mig til at virke vred, skønt jeg ikke er det.

Skolen blev for mig et sted, hvor jeg kunne tyrannisere dem, som var svagere end mig selv. Det var også et sted, hvor jeg kunne afsætte mine tyvekoster. Selve skolearbejdet blev der ikke investeret det store i.

Lars Irgens Petersen har siden 2007 afsonet en livstidsdom for drab, usømmelig omgang med lig og narkosmugling. Han sidder stadig fængslet i Herstedvester Fængsel. Foto: Mikkel Møller Jørgensen