Det er morgen i Ballerup nordvest for København. Et kærestepar med hver sin cigaret i hånden kommer ud af en 200 meter lang boligblok, der ligger lige ved den fredede Råmosen. De kysser hinanden farvel, før de begiver sig hver sin vej. Der holder seks campingvogne her på parkeringspladsen, hvor en ældre kvinde lufter sin hund, og et par håndværkere spiser basser i deres varevogn. Så ruller en hvid Audi 30 TFSI ind på parkeringspladsen. En tidligere minister, nuværende direktør i Dansk Erhverv, i blå skjorte, grågrønne lærredsbukser og grå kondisko træder ud og kigger sig om efter skilte om reglerne for parkering. Han vil helst ikke have en parkeringsbøde.
Første gang, han var her, var i 1969. Da flyttede den treårige Brian Mikkelsen ind i en treværelses lejlighed i denne boligblok på Baltorpvej 247 sammen med sine forældre og sin lillebror. Nu er han her så igen.
”Vi var de første, der flyttede ind i opgangen – deroppe på femte sal,” fortæller han, da han står foran nummer 247 i etageblokken.
Grantoften er et stort almennyttigt boligbyggeri, der blev tegnet af arkitektparret Elsebeth og Kjeld Ussing og bygget mellem 1967 og 1970. I dag er der 1342 boliger her fordelt på et lavere etagehus, 24 rækkehusblokke og så de tre etageblokke på Baltorpvej, hvoraf Brian Mikkelsen står foran den ene af dem. Det er drømmen om plads og fællesskab, der har været udgangspunktet her i området, hvor der også blev bygget skole og kirke.
”Jeg kan huske, at vi kom med min onkels flyttebil den dag, og det her var bare et fantasiland for mig, for der var så mange børn,” fortæller Brian Mikkelsen.
Hans forældre var kun 16 og 18 år, da de fandt ud af, at de ventede sig. Så de måtte have kongebrev for at blive gift, og da Brian Mikkelsen kom til verden i 1966, var hans første hjem en etværelses lejlighed på Christianshavn i København med lokum i gården. Siden flyttede den lille familie til byens nordvestkvarter, og da der så to og et halvt år efter Brian Mikkelsen kom en lillebror, blev de en af mange arbejderfamilier, der flyttede til Ballerup for at få mere plads.
Faderen var handelsuddannet i et tøjfirma, men blev systemkonsulent på det daværende Kommunedata i Ballerup. I begyndelsen af tiden på Baltorpvej arbejdede moderen, der kun havde gået i skole til 7. klasse, om natten på Toms-fabrikken i nærheden for at kunne passe de små sønner hjemme om dagen. Senere fik hun arbejde i Ikea i Taastrup og som rengøringskone på skolen lige ved siden af hjemmet, hvor Brian Mikkelsen ligesom alle de andre børn fra Grantoften kom til at gå.
”Mine forældre ville gerne vise, at det her kunne lade sig gøre. At de kunne opfostre to knægte. Det var små kår, da jeg var lille, men jeg hørte aldrig noget om økonomi. I dag er det tydeligt for mig, at de ville løfte deres børn ud af arbejderklassen. Min bror er direktør i et it-firma, så det er jo lykkedes,” fortæller Brian Mikkelsen og fortsætter:
”Jeg tror, vi er kommet så langt, som vi er, fordi vores forældre gav os ubetinget kærlighed og en tro på, at vi kunne klare det hele. Hver dag kom de hjem og roste os, og jeg kunne mærke, at de mente det. De var bare så stolte af og glade for os.”
Brian Mikkelsen husker, at forældrene gik op i, at drengene tog sig sammen i skolen. Og familien havde Arte-abonnement, som betød, at de næsten hver weekend kunne tage på museum eller i teatret. Faderen, der var historieinteresseret, gav den lidenskab videre til sin ældste søn, der meget tidligt kastede sig over den ene historiebog efter den anden, klippede artikler ud og lavede sine egne historietidsskrifter.
Selvom forældrene ikke selv var politisk aktive, var de samfundsengagerede, og mens moderen var socialt indigneret og venstreorienteret, var faderen borgerlig, så diskussioner var der mange af over middagsbordet, ligesom Brian Mikkelsen tidligt fulgte med i TV Avisen og begyndte at læse udenlandske tidsskrifter. Hans forældre har siden fortalt ham, at det var vigtigt for dem, at deres børn fik viden, ressourcer og samfundsengagement, så de kunne kravle videre op ad den sociale rangstige i samfundet.
Brian Mikkelsen viser om på den anden side af etageblokken – væk fra Baltorpvej. På den side ligger et enormt græsareal fuld af små bakker med engblomster. Der er også en basketbane, og i den anden ende, ned mod mosen, er der en legeplads.
”Dengang var det bare græs. Og vi var hernede hele tiden. Ud over at læse lavede jeg stort set ikke andet end at spille fodbold som dreng,” fortæller han.
Eller jo. Af og til skete det, at ”proletariatet”, børnene fra Baltorpvej, stillede sig op her på linje. På den anden side af græsarealet lå de 24 rækkehusblokke, der udgjorde Grantofteparken, og der boede de, der var lidt finere på den. Børnene fra Grantofteparken indfandt sig på en linje over for Baltorp-børnene, og så kastede de ellers sten mod hinanden, indtil en kom til skade, eller en voksen kom ned og skældte ud.
”Engang fik min lillebror et hul i hovedet. Vi gik i skole med dem fra Grantofteparken, og der var slet ikke nogen dybere krig imellem os, men lige her kunne det godt komme til stenkast,” ler han.
Det var en tid, hvor man selvfølgelig aldrig lavede legeaftaler. Man sprang bare ned og legede med dem, der nu var der. Og man løb ud og ind ad hinandens lejligheder i blokken.
”Jeg kan huske, da den første af mine kammerater fik en Sodastream-maskine. Sodavand var jo ikke almindeligt for os, så i en måned hang vi altid inde hos ham for at få cola.”
Det var også en tid, hvor der af og til kom vagabonder forbi blokken. Så stod de her ved græsarealet med deres vogne med slibeblokke, og familierne kunne få deres knive slebet.
Etageblokken har i dag en blå signaturfarve, mens blokkene ved siden af er henholdsvis røde og grønne. Dengang var de bare grå, og det, der nu er udestuer, var dengang altaner.
”Vi havde en kanin og en skildpadde på den altan. Det forfærdelige var, at den skildpadde frøs ihjel en vinter,” fortæller han, mens han går hen over græsarealet.
Nu skal vi nemlig ned til de fine i Grantofteparken, for da Brian Mikkelsen blev syv-otte år (han må ringe til sine forældre under interviewet, og ingen af dem husker det helt præcist), var faderen steget i graderne på arbejdet, og familien fik råd til at flytte i rækkehus. Nu fik drengene hvert sit værelse, og de stod på den anden side af fronten, når der var stenkampe.
Tre arbejdsmænd er i gang med maskiner, da Brian Mikkelsen træder ind mellem to kolonner af rækkehuse et par hundrede meter væk fra etageblokken.
”Jo jo, det er her! Herinde i nummer 644 boede jeg. Min bror og jeg fik hvert sit værelse ovenpå. Min allerførste kæreste, Lisbeth, boede lige inde på den anden side af væggen. Jeg lavede en walkie-talkie til hende i sløjd, og hun gav mig en lille bog, som jeg stadig har. Vores værelser lå på den anden side af huset, ud mod den lille baghave, og når vi rakte hænderne ud fra hvert sit hus, kunne vi holde hinanden i hånden. Jeg ved ikke, om vi nogensinde kyssede hinanden. Men hun var sød. Hun var rigtig sød.”
Det var også, mens de boede her, at Brian Mikkelsen for første og sidste gang uddelte tæv. Rækkehusenes ultimative bølle havde slået Brian Mikkelsens lillebror i skolen, så de to brødre dukkede op på bøllens dørtærskel og bankede ham.
”Jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over det, men det er også noget med at stå op for familien. Han fik respekt for os og rørte aldrig min bror igen.”
Nu er facaden på rækkehusene gråsort, og vinduerne er blevet skiftet ud, ligesom baghaverne er blevet lukket af med høje plankeværk. Dengang var det små buske, der afgrænsede haverne, og betonbyggeriet havde røde tegltage.
”Nu må I ikke få os med på billederne, vel?”, siger en af arbejdsmændene kækt til Brian Mikkelsen, mens Kristeligt Dagblads fotograf knipser løs.
En hækklipper overdøver samtalen, men pludselig råber Brian Mikkelsen:
”Det er løgn? Har du også boet i 644? Bor du der nu?”.
”Nej, nu bor jeg ovre i gård 12,” siger arbejdsmanden, der viser sig at hedde Allan Hausmann.
”Jeg flyttede derind i 1986 og har lavet tre børn derinde. Der boede en derinde efter jer, og så flyttede jeg ind,” fortæller han.
”Hvorfor flyttede du herfra?”, spørger Brian Mikkelsen.
”Jeg blev skilt.”
Og så flyttede Allan Hausmann pudsigt nok op i samme blok på Baltorpvej, som Brian Mikkelsen havde boet i. Nu arbejder han som gårdmand for Ballerup Almennyttige Boligselskab.
”Det fede for os gårdmænd er, at vi får lov at lave rigtig meget herude,” fortæller han.
”Vi har selv fældet alle træerne, jævnet ud og sået græs og sat buske. Det giver os mere ansvarsfølelse for området, når vi selv har lavet det hele.”
”Må jeg ikke tage et billede sammen med dig?”, spørger Brian Mikkelsen og lokker fotografen til at tage fotoet, som senere samme dag kommer på det sociale medie Instagram.
Da vi bevæger os gennem området med rækkehuse, udpeger han den vej i Grantofteparken, han gik hver dag mod skole. Her var folkevandring lidt i otte om morgenen. Og når han husker tilbage på sin barndom, har to lærere sat et væsentligt aftryk. Den ene mødte han først, da han var blevet ældre og havde skiftet skole. Det var dansklæreren Hanne, som så et lys i ham og sørgede for at låne ham bøger med hjem. Den første var en skildring af historien om Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt, den husker han tydeligt.
Selvom hans forældre gjorde, hvad de kunne for at klæde ham på fagligt, var de ikke selv akademikere, og det kunne også knibe for dem at hjælpe med lektierne. Derfor er Brian Mikkelsen også i dag taknemmelig for, at Hanne hjalp ham på vej, fortæller han.
Den anden lærer mødte han allerede her i Grantoften. Aksel var medlem af DKP og aktiv i Kommunistisk Lærerforening, og Brian Mikkelsen havde store diskussioner med ham.
”Jeg var meget uenig i hans samfundssyn, for jeg var allerede der meget borgerlig. Jeg havde læst ’Gulag Øhavet’ og selv været i Østtyskland. Og jeg kunne se, at i Sovjetunionen blev man spærret inde, hvis man havde andre holdninger, mens man i USA hyldede friheden. Det endte egentlig ret konfrontatorisk mellem os, og andre ville måske have følt sig trynet. Men jeg synes, jeg blev galvaniseret.”
Brian Mikkelsen havde faktisk et indirekte rendezvous med sin tidligere skole i 2017, hvor regeringen lavede et initiativ, der skulle præmiere landets dårligste skoler målt på karaktergennemsnit, hvis de kunne løfte det faglige niveau i matematik og dansk i udskolingen.
”Da vi skulle drøfte sagen på mødet, tog jeg så ordet og bad folk række en hånd op, hvis de selv havde gået på en af de 120 skoler. Det var der selvfølgelig ingen, der havde, men jeg rakte hånden op. Og sagde, at jeg vidste, det betød noget, hvis man kunne få fat på fagligheden. For så har man en chance for at komme videre.”
Da Brian Mikkelsen var omkring 12 år, havde forældrene fået råd til at flytte i et rækkehus i Smørum, og sønnerne flyttede skole.
Brian Mikkelsen bor i dag i Hellerup nord for København sammen med sin hustru, Eliane Wexøe-Mikkelsen. I 2017 blev han af Dagbladet Information kåret som landets rigeste minister, og der synes at være lang vej fra Ballerup til Hellerup. Selv har Brian Mikkelsen tidligere sagt med henvisning til sin egen opvækst og forældrenes flid, at lykke er noget, man selv skaber. Men det kan være forfærdeligt provokerende, hvis man for eksempel bor på Baltorpvej 247 i dag og måske oplever ressourceknaphed på mange fronter.
”Ja, jeg har fået mange reaktioner på at have sagt det, og jeg tænker meget over det. Men jeg synes, det er en dårlig undskyldning, når man giver samfundet skylden for alting. Når man er blevet voksen, kan man selv træffe valg – og man kan give sine børn så meget kærlighed, at de er rustet til livet. Men når jeg er tidligere konservativ, er det selvfølgelig også, fordi jeg ikke er liberalist. Jeg mener, vi har et socialt ansvar over for dem, der ikke kan klare sig selv.”
Selvom han er vokset op i et arbejdermiljø og gennem sit liv har boet og bevæget sig i forskellige dele af samfundslagene, er Brian Mikkelsen blevet betegnet som en af de politikere, der ikke har størst folkelig appel. Hvad tror han selv, det kan skyldes?
”Danskerne ser mig hele tiden blive filmet nede ved vandet, hvor jeg bor, og de tænker, at det er ham der fra ’2900 Happiness’. Men jeg er meget andet end det, og det, der har formet mig, er det, der er derinde,” siger han og peger ind på Baltorpvej 247, da vi går forbi bygningen igen.
”Det var derinde, jeg fik de stærke familieværdier, samfundsengagementet og dannelsen i form af historien og litteraturen. Det er ikke noget, jeg har fundet på i Hellerup.”
Og så vender pilen jo indad mod ham selv. Fortryder han, at han har haft så travlt et arbejdsliv, mens hans børn var små, at han måske ikke har givet dem det nærvær, han selv fik som barn?
”Ja, der er jeg sårbar. Jeg prioriterer min familie over alt i hele verden, men jeg ved jo også godt, at selvom jeg nåede til mange af mine døtres håndboldkampe, så var det tit med tusind ting i hovedet. Når jeg spørger dem i dag, siger de, at de ikke har lidt noget afsavn. Men jeg har selv været ked af, at jeg ikke har været med til det hele i deres barndom.”
Vi er tilbage på parkeringspladsen, og gensynet med Grantoften har nået sin slutning. Brian Mikkelsen skal tilbage til København. Der er heldigvis ikke kommet nogen parkeringsbøde.