”Alle hvide mennesker har et ur, men ikke tid!”
Dette afrikansk ordsprog kom til at få en stor betydning for min familie og mig, da vi for et par år siden rejste til Afrika for at holde ferie.
Vi havde besluttet at bruge alle 14 dage på Zanzibar, hvor vi regnede med at vi både skulle slappe af på de smukke strande, men selvfølgelig også ud at se og opleve en hel masse.
Da vi ankom til vores bungalow, spurgte vi i receptionen om en oversigt over forskellige udflugtsmål. Med et stort smil fik vi at vide, at i dag var en rolig dag. Hvis vi bare gik ned til stranden og slappede af, så skulle de nok finde en oversigt til os til næste morgen. Det var på en måde befriende og dejligt bare at slappe af uden allerede at tænke på, hvad vi skulle ud at se.
Næste morgen glædede vi os til at finde ud af, hvilke ting der var mulighed for at se, men vores nye afrikanske venner sagde:
”I dag er også en rolig dag. Her er listen over udflugtsmål. Gå I nu ned på stranden og find ud af, hvad I vil se i morgen.”
Det var lige, hvad vi havde brug for, vi vidste det bare ikke!
Efter endnu et par dage med nye afrikanske gloser fik vi endelig hul igennem og kom længere end til strande. Det var her, vi fandt ud af, at Hakuna Matata ikke bare er en sætning fra tegnefilmen ”Løvernes Konge”. Det er swahili, og på dansk betyder det ”tag det roligt”. Og når vi bekymrede os om et eller andet, fik vi et smil og et ”Hakuna Matata”. Hvorfor skal I nå så meget her på Jeres ferie, blev vi spurgt om efter en uge.
Det var en pragtfuld ferie, og vi nåede at se en masse, men det bedste ved ferien var, at den gjorde noget ved mig og mine løbeture, da jeg vendte tilbage til Danmark. Jeg havde fået en helt ny fornemmelse af, hvad det vil sige at være uden tid – og jeg kunne bruge det, når jeg løb.
Denne fornemmelse af at være uden tid, eller at tid ikke er vigtigt, var skelsættende.
At løbe en tur i skoven og ikke sætte en time af eller have en eller anden bagkant, en begrænsning, gjorde mit løb friere og mere fantasifuldt.
Jeg kunne finde på at sætte mig ned et sted og falde i staver. Det var ikke længere vigtigt at løbe fra A til B – det vigtigste var faktisk bare at gøre det, jeg havde lyst til, nu hvor jeg havde taget løbetøjet på og var landet nede i skoven.
Nogle gange finder jeg mig selv liggende på skovbunden, mens jeg stirrer op mellem trætoppenes kroner, andre gange finder jeg mig selv i fuld firspring over skovens åer og faldne grene. Løb uden tid giver pludselig det at løbe en helt anden betydning.
Jeg mærker min krop, er til stede, skuldrene falder ned, jeg har ikke travlt.
Når jeg løber uden tidsfaktor, bliver der pludselig plads til at være mig. Der bliver pludselig plads til at mærke stivheden i lænden fra dagens lange ridt på kontorstolen. Der bliver plads til en langsomt start, hvor det ene ben bare løber efter det andet.
Jeg mærker, hvordan glæden begynder at boble inde i mig, når alle spændingerne slipper.
Jeg mærker, hvordan mit åndedræt får plads, hvordan mine lunger åbner sig for den tiltrængte luft uden anstrengelser.
Jeg mærker, jeg lever, jeg løber, jeg er, nu nu nu – efter cirka seks-syv kilometers løb, lander jeg på gårdspladsen, uden at vide om jeg løb hurtigt eller langsomt – jeg løb bare.