Løbeturen er den ultimative fred

Projektleder og tidligere eliteløber Rikke Rønholt løber for at kunne bevare roen i pressede situationer

For enden af Kattegatvej i København er en lille plads med vue over Øresund, hvor Rikke Rønholt ofte holder en pause på sin løbetur for at nyde synet og finde roen. -
For enden af Kattegatvej i København er en lille plads med vue over Øresund, hvor Rikke Rønholt ofte holder en pause på sin løbetur for at nyde synet og finde roen. - . Foto: Leif Tuxen.

Rikke Rønholt dukker op mellem klippesten og strandbuskads. I lilla løbebluse og mønstrede tights kommer hun løbende nordfra ad en sti langs Øresund og gør holdt, da hun når til den rundkørsel, der ligger for enden af Kattegatvej. Der ved vejens ende ligger et smalt stykke kyst, hvor svaler hvirvler rundt, og hvor man kan sætte sig på en af de store grå sten og glane ud over vandet. Og samtidig abstrahere fra lossepladsen og den tunge trafik, som dominerer nogle hundrede meter længere nede ad vejen. Det benytter Rikke Rønholt sig af, når hun løber denne rute på otte kilometer. Rundkørslen ved vandet ligger lige på halvvejen og er et oplagt pausested til at snøre sko, strække lidt ud og nyde stilheden.

”Det er altid en åbenbaring for mig at komme herud, især fordi det står i kontrast til det rå og industrielle, jeg løber igennem. Så virker vandet og den stilhed, der er, ekstra voldsom. Det ser aldrig ens ud. Vandet har en anden farve, eller himlen har en anden farve. Måske er solen lige ved at stå op,” siger hun.

Den 39-årige Rikke Rønholt er projektleder for internationale partnerskaber hos nyhedskampagnen ”Verdens bedste nyheder”, der arbejder med FN's udviklingsmål. Hun er også tidligere eliteløber og har været dansk mester på 800-meterdistancen. I 2012 var hun blot 2,5 sekunder fra at kvalificere sig til De Olympiske Lege i London. I dag løber hun stadig, men på et helt andet plan. Der skal være tid til de to børn på fem og to år og til mand og job. Men det er ikke til diskussion, at der skal være rum til løb og træning i hendes liv, selvom det ofte bliver et par gange om ugen.

”Det er en udfordring at få tid til det, men jeg ser det som en kæmpe investering. Både i min almindelige tilstand og kapacitet her og nu, men også i fremtiden. Det er nu, man skal lægge byggestenene for at have en krop, man kan bruge, når man er 60-70 år. Jeg kan også mærke helt konkret, at min koncentrationsevne, mit humør og min rummelighed falder, hvis ikke jeg er i form. Så har jeg ikke lige så meget at skyde med.”

Men det skal altså ikke ske på bekostning af familien.

”Hele mit liv er ikke tilrettelagt omkring min træning, som det var før. Nu er det min træning, der er tilrettelagt rundt om mit liv,” siger hun.

Det mentale overskud, som hun får ved at løbe, betyder lige så meget som det fysiske. Rikke Rønholt begyndte til atletik i Holte, da hun var 12-13 år, og det er meget få uger siden da, at hun ikke har trænet i en eller anden form. Løbeturene kan føre hende ind i en slags meditativ tilstand.

”Hele pointen er, at jeg ikke tænker så meget, når jeg løber. Jeg har også dyrket yoga og mediteret, hvor det tilbagevendende tema er at finde stilhed i sindet, men det har jeg svært ved. Når jeg sidder stille, forsvinder jeg hurtigt op i mit hoved og væk i mine tanker. Når jeg så løber, er jeg mere i kroppen. Koncentrerer mig om min vejrtrækning og om rytmen.

Jeg talte med en yogalærer, som sagde, at målet er, at ens sind skal være som et havblik. Men at man også godt kan opnå den stilhed under bevægelse. Jeg forestiller mig, at det er ligesom med orkanens øje, hvor alle naturkræfter udligner hinanden, og hvor der er helt roligt. Der er jeg i stand til at tage øjeblikket ind og bliver fanget af det lige nu og her. Det er ultimativ fred. Men det er, som om jeg skal svede, før det virker,” siger Rikke Rønholt.

Det er også på sine løbeture, at hun har de smukkeste naturoplevelser.

”Når jeg løber, er det, som om jeg er mere modtagelig over for skønhed. Jeg ser det mere, når jeg løber, end hvis jeg bare går en tur eller kører forbi. Det kan for eksempel være tidligt om morgenen i Fælledparken, hvor der ligger dug på græsset, som ingen endnu har trådt på. Alle græsplæner er dækkede af diamanter, solen står op, og det fuldstændig sindssygt smukt. Det er banalt, det er bare dug, men det er så flot. Man kan ikke tvinge de åbenbaringer frem, men løber man tit nok, så sker det jævnligt.”

Hun mener godt, man kan definere den følelse, hun får på løbeturen, som spirituel.

”Der er ingen tvivl om, at det at være fysisk aktiv i naturen minder mig om, at noget er større end jeg. Om man så skal kalde det religiøst eller en vigtig påmindelse om, at det faktisk ikke er os, der har lavet verden. Så man kan nok godt sige, at løbeturen lidt er min kirke. Det er nogle af de samme budskaber, man også bliver mindet om, når man går i kirke.”

At løbe er for Rikke Rønholt som at sætte energi i banken. De små åbenbaringer, hun får på sine løbeture, kan godt holde længe.

”Man skal bære det indeni sig som sin egen lille kugle solskin i maven. Hvis folk opfører sig urimeligt, kan man bruge af det overskud, man har sparet sammen og give dem lidt kærlighed. Det in-teressante er at kunne have en ro, som man kan bære ind i kaos, uden at den går i stykker.”

Hun ved dog også, hvad der sker, hvis hun i nogle uger får trænet for lidt.

”Hvis jeg hele tiden er på kanten af min kapacitet og ikke har noget overskud, så mister jeg lysten til det uforudsete og til at lege og eksperimentere. Så handler det udelukkende om at holde hovedet oven vande, og jeg bliver utidig og træt.”

Da hun fødte sin søn ved kejsersnit og derfor ikke kunne løbe et stykke tid, fik hun installeret sin fars gamle kondicykel i puslerummet. Hun var ganske vist drøn træt efter at være oppe om natten med den lille, men hun vidste og ved med sig selv, at hvis hun ikke har mulighed for at sove, er motion den bedste kur mod søvn underskud.

”Man får ændret humøret til det bedre. Der sker noget kemisk oppe i hovedet, som gør, at man kan overskue mere. Det er tit, jeg bruger løbeturen som en nødløsning. Hvis jeg ved, at jeg er helt udkørt og ikke har mulighed for at sove, så træner jeg i stedet. Det er som at trykke genstart på computeren. Man får rebootet sin hjerne og sin krop. Jeg tager mig sammen til at træne, selvom jeg har meget mere lyst til at lægge mig på sofaen i fosterstilling med nogle flødeboller.”

Som regel træner Rikke Rønholt tidligt om morgenen eller om aftenen, når børnene er lagt. Hun kan godt have svært ved at komme ud af døren, men synes, det er vigtigt at holde de aftaler, hun laver med sig selv.

”Den, vi har lettest ved at svigte, er som regel os selv. Hver gang jeg får taget mig sammen til at løbe, når jeg virkelig ikke gider, så bekræfter jeg over for mig selv, at jeg er sådan en, jeg kan stole på, og det er vigtigt. I forhold til at opbygge sit selvværd er det en god øvelse. Det er sjældent, jeg fortryder at have løbet. Det smitter også af i forhold til andre udfordringer, at jeg kan sige 'kom med det'. Hvis jeg kan få mig selv ud at løbe, når der er nul grader, og jeg er træt, og klokken er 21.30 om aftenen, så kan jeg klare ret meget. Det giver afkast - også for mine omgivelser. Når jeg løber, tjekker jeg ud og kommer mere nærværende tilbage.”