Løgn, grådighed og arrogance kan hjælpe svigtede børn til at overleve

Trist, vred, stålsat, socialt udsat, mobning, dreng,

De udsatte børn vokser de op i hjem, hvor de syv dødssynder i forskellige varianter udfolder sig frit blandt de voksne, og hvor respekten for de ti bud i bedste fald er begrænset, dels udvikler de en personlig overlevelsesstrategi, som i mange henseender reflekterer de syv dødssynder og ignorerer de fleste af de ti bud. Den overlevelsesstrategi handler dette kapitel om. Modelfoto Iris

Brændte børn lyver ofte meget. De lyver for at skjule, hvem de er. De lyver for at undgå problemer og afstraffelse. De har ofte et intimt forhold til løgnen. De lever med den i hjemmet. Men voksne reagerer ofte stærkt på børn, der lyver

At lyve og være egoistisk, hidsig og asocial er redskaber, som svigtede børn må ty til for at overleve hjemme. De samme egenskaber kan hjælpe dem til at bryde det negative mønster og klare sig godt i samfundet, ifølge ny bog. Læs et kapitel her

Lisbeth Zornig Andersen, Lotus Maria Turèll og Mikael R. Lindholm har nu sat sig for at finde frem til de karaktertræk, som kendetegner de stærke brændte børn, Underdanmarks jægersoldater, så vi af dem kan lære, hvordan vi bliver bedre til at hjælpe alle udsatte børn.

Vi hører ti voksne supermønsterbrydere fortælle om deres barske opvækst og deres strategier for at overleve.

De ti mønsterbrydere er: SF's formand Pia Olsen Dyhr, arkitekt Gitte Andersen, professor Jørgen Lange, bokser Dennis Ceylan, borgmester Erik Nielsen, debattør Mads Holger, journalist Claus Elgaard, forfatter Kristian Ditlev Jensen, lærer Karin Schwartz og sikkerhedssupervisor Lasse Mortensen.

Her følger et kapitel fra bogen: 

De små jægersoldater – hvad der sker, når vi kvæler den usympatiske strategi? 

Som voksne kan Underdanmarks jægersoldater fremstå charmerende og dragende, men som børn er de ikke nødvendigvis sympatiske. De lærer tidligt at træffe beslutninger, der kan være brutale og uden store hensyn til andre, fordi beslutningerne ofte handler om deres egen overlevelse.

Hvad stiller vi som samfund op med den viden? Og hvad sker der, når vi velmenende kvæler de små jægersoldaters usympatiske strategi?

I skolen kan de være dem, der ikke siger så meget, trækker sig fra fællesskabet og virker asociale, fordi de er utrygge ved, hvad den sociale situation rummer af farer. De kan også være dem, der sørger for at få først og bagefter gemmer på, hvad de har, så overlevelsen er sikret. Eller dem, der forsvinder hurtigt, når der er optræk til ballade. Eller dem, der slår hårdt og først, for ikke selv at blive angrebet – eller bevidst provokerer omgivelserne, som de er i opposition mod.
 
Claus husker den dag i femte klasse, hvor en elev fra en syvende klasse kaldte hans mor for luder, hvorefter Claus slog ham ud med en knytnæve og fortsatte med at sparke ham til blods i skolegården.

”Der kom til sidst nogen og flyttede mig. Hvis det ikke var sket, havde jeg simpelthen slået ham ihjel. Det var hele barndommen, der røg af sted i de spark og slag der. Jeg var iskold, selv om det kogte indeni,“ siger Claus.

Andre bruger mere sofistikerede metoder for at klare sig, som tilfældet var med Pia, hvis far var alkoholiseret og aggressiv.

”Jeg har ekstreme antenner. Jeg var en fedterøv i forhold til min far. Jeg var sød og artig. På en snedig måde fik jeg peget på min lillebror, hver gang der var problemer. Jeg kunne slippe af sted med rigtig meget, men jeg kunne også høre på den måde, han gik, hvordan han havde det. Min lillebror havde slet ikke de samme sociale antenner og kom derfor også mere i klemme hos far.“

Jørgen valgte som barn at lukke af for relationer.

”Lærerne bemærkede, at jeg var lukket. De vidste ikke, hvad der foregik inden i mig. Og det var rigtigt set. Jeg var flov over mig selv, jeg skammede mig over det, jeg kom fra. Jeg fungerede fint i fællesskaber, jeg havde nemt ved at vinde respekt. Men jeg knyttede mig ikke til nogen, hverken lærere eller elever.“
 
Børn, som dagligt må kæmpe for overlevelse derhjemme, kan forekomme besynderlige eller ligefrem utiltalende på andre, men deres adfærd reflekterer ikke desto mindre en livsstrategi, som sikrer deres overlevelse og hjælper dem med at skabe et mønsterbrud. I de unge år handler jægersoldaternes livsstrategi først og fremmest om ren overlevelse.

Det er grundlæggende en defensiv strategi. Men i processen opbygger de samtidig færdigheder, som de typisk kan anvende offensivt allerede i overgangen til et selvstændigt voksenliv – noget, som de alle har stræbt efter og oplevet en stor lettelse ved, når det lykkedes.

Det var, da Gitte flyttede hjemmefra som 15-årig, at hun for alvor fik troen på, at hun kunne forfølge og opnå sine drømme og bryde de mønstre, hendes forældre levede i. Lasse, Jørgen, Kristian og Karin giver udtryk for samme tanker.

Betyder det så, at den brændte barndom har hjulpet dem med at nå deres mål og klatre til toppositioner i samfundet?

Det kan vi vanskeligt svare på, for de kan ikke leve deres liv om. Vi kan ikke vide, hvordan det ville være gået, hvis de ikke havde skullet kæmpe for deres overlevelse, og derfor ikke havde udviklet de livsstrategier, som hjalp dem, men i stedet var vokset op i resursestærke hjem med omsorgsfulde forældre.

Deres viljestyrke og begavelse taler for, at de nok ville have foldet deres talent eller potentiale ud alligevel. Men vi ved det ikke.

Hvad vi med større sikkerhed kan sige er, at de med en tryg barndom ville have haft et voksenliv uden mange af de ar, skader og senfølger, som de fik, og som de fortsat skal bære på resten af livet. Havde de haft et mere helstøbt menneskeligt fundament, er der en mulighed for, at fordelingen af smil og smerte i livet var faldet mere fordelagtigt ud for dem, end tilfældet blev. Måske også for de mennesker, de har mødt på deres vej.
 
Samtidig har de ikke været lette at hjælpe. De har lært at skjule sig bag en camouflage af normalitet ved at holde udenforstående væk hjemmefra, ved at spille roller, imitere og lyve overbevisende. De har anvendt deres begavelse og viljestyrke på det projekt, det er at skjule hemmeligheden om deres virkelige liv, og hvem de i virkeligheden er. Det er færdigheder, de har lært tidligt, fordi de var tvunget at blive voksne tidligt.

Børn af de syv dødssynder

Men der var en tid, hvor de endnu ikke havde udviklet de teknikker. De første skoleår havde mange af dem en adfærd, der skilte dem ud. De kunne virke asociale, arrogante, grådige, hidsige, egoistiske, lyvende. En adfærd, som både voksne og børn fra normale hjem ofte reagerer negativt på, vender sig bort fra og straffer, men som samtidig reflekterer den lille jægersoldats overlevelseskamp. Uforvarende udviser de små jægersoldater i mange tilfælde en adfærd, som vi forbinder med kristendommens syv dødssynder: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.

De syv dødssynder – eller hovedsynder, som de oprindelig blev kaldt – blev formuleret af den kristne kirke i middelalderen som et moralsk kompas. De er et udtryk for en adfærd, der krænker Gud.

Ifølge den katolske kirke er det dødssynder, som kan føre til åndelig død og fortabelse. De syv dødssynder er i århundreder blevet brugt som et fundament i undervisning og almendannelse og er således dybt indarbejdet i den vestlige kultur.

På et sociologisk plan har de syv dødssynder et mere praktisk formål. De regulerer adfærd i en flok eller i et fællesskab, så flokkens overlevelse sikres. Adfærd, der reflekterer de syv dødssynder, fører til konflikt, splittelse og færre fælles resurser, hvor mad historisk har været centralt for overlevelse. Med andre ord giver den teologiske lære ganske god social mening.

Det samme kan man sige om Biblens ti bud, som mere konkret stempler løgn, mord, tyveri og utroskab som forbrydelser mod Gud. Da mennesket er et socialt dyr, der overlever i kraft af fællesskaber, giver det derfor god mening, at fællesskabet reagerer kritisk på adfærd hos den enkelte, der reflekterer de syv dødssynder og bryder de ti bud.

Hvilket giver de små jægersoldater noget af et problem. Dels vokser de op i hjem, hvor de syv dødssynder i forskellige varianter udfolder sig frit blandt de voksne, og hvor respekten for de ti bud i bedste fald er begrænset, dels udvikler de en personlig overlevelsesstrategi, som i mange henseender reflekterer de syv dødssynder og ignorerer de fleste af de ti bud.
 
For eksempel lyver brændte børn ofte meget. De lyver for at skjule, hvem de er. De lyver for at undgå problemer og afstraffelse. De har ofte et intimt forhold til løgnen. De lever med den i hjemmet. Men voksne reagerer ofte stærkt på børn, der lyver. Straffer dem. Vender dem ryggen.

Fællesskabet på den anden planet

Hvis fællesskabet i skolen vender sig mod de små jægersoldater – eleverne ved at udstøde dem, læreren ved at irettesætte og straffe dem – så bliver deres overlevelsesstrategi angrebet, mens de færdigheder, de optræner og senere anvender til at skabe og fastholde et mønsterbrud, kan svækkes.

Det måske allerværste, en voksen kan gøre, er at sætte sig for at knække deres vilje for at få dem til at indordne sig fællesskabets normer. Forfatteren Astrid Lindgrens historier om den socialt udsatte og stærkt lyvende pige, Pippi Langstrømpe, har netop det omdrejningspunkt. Men at knække sådan nogle børn, svarer til at flå livet ud af dem. For viljestyrken er, hvad der driver dem og får dem til at bryde mønstret.

Opgaven handler derfor om at give viljestyrken en konstruktiv retning, og det vil aldrig lykkes med konfrontation, påbud og straf. Vi risikerer altså, at fællesskabet, som tænker og agerer ud fra en anden virkelighed og normalitet, og som befinder sig på en anden planet, for nu at bruge supermønsterbrydernes eget udtryk, uforvarende ødelægger de resursestærke brændte børns muligheder for et godt liv. Det ville være tragisk for alle.

Det vil klart være bedre, hvis fællesskabet møder de brændte børn med en forståelse for virkeligheden på deres planet, og hvis især de voksne evner at rumme den kynisme, egoisme, grådighed og de løgne, som er en del af deres overlevelsesstrategi. Hjælpe dem med at stå ved, hvem de er, fortælle dem, at de er fantastiske små mennesker, sådan som de er – lære dem at holde af sig selv. For det gør de ikke.

De har ikke lært at modtage kærlighed, og de ved ikke, hvordan man giver den. De er alene og ensomme midt blandt alle andre. Nu har Underdanmarks jægersoldater, de sociale læderhalse, supermønsterbryderne ganske vist den viljestyrke til fælles, som sikrer dem mod at knække, uanset om omgivelserne forstår dem, eller de bliver mødt med misbilligelse.

Men andre brændte børn har ikke nødvendigvis den samme viljestyrke og evne til at bide tænderne sammen og stå igennem. Hvis de bliver mødt med misbilligelse og afvisning i skolen eller andre fællesskaber uden for det hjem, hvor de ikke får omsorg, ikke får opbygget et normalt selvværd, ikke får normale normer indprentet, risikerer de at knække og opgive drømmen om og kampen for et normalt og godt liv, som de jo inderst inde ved, at de ikke er født med en ret til. De kan ende uden uddannelse, henfalde i apati, gentage deres forældres mønstre med arbejdsløshed, rusmiddelmis-brug, overgreb og kriminalitet.

Et menneskes værd

Her er det vigtigt at huske på, at brændte børn ikke bare døjer med et omsorgssvigt, der grundlæggende får dem til at tvivle på deres værd som menneske. Hjemme bliver de ofte direkte nedbrudt i deres tro på, at de har et værd.

Kristian blev diskvalificeret af sine forældre, der ikke skiftede avisabonnement, da han blev ansat på Politiken. Lasse blev diskvalificeret som menneske af sin mor, fordi han var homoseksuel. Erik blev diskvalificeret af sin mor, der opfattede og omtalte ham som én, der næppe kunne blive til noget. Når forældrene svigter, flytter ansvaret for barnet sig til det omgivende samfund. Det bliver livsafgørende, at lærerne i skolen og pædagogerne i fritidstilbuddene formår at se og forstå de brændte børn og potentialet i dem, for der er som regel ikke andre til at hjælpe dem.

Men Pia blev nedgjort af sin klasselærer, fordi hun boede det forkerte sted. Dennis fik at vide, at evnerne ikke rakte. Karin stammede og skammede sig. Claus fik at vide af sin lærer, at han ikke duede. Mads Holger beskriver oplevelsen i skolen sådan:

”Jeg var i al beskedenhed meget dygtig i skolen. Jeg syntes, at lektierne var pragtfulde og lavede alle opgaver, selvom vi kun havde èn for. Men jeg fik alligevel dårlige karakterer. Det blev oven i købet artikuleret, at det var fordi, at jeg lige skulle komme lidt ned på jorden. Pigerne fik derimod høje karakterer for at styrke deres selvtillid. Men jeg skulle dukkes, selv om jeg spaltede atomer i fjerde klasse.“

For flere af jæger-soldaterne var hjælpen i skolen begrænset. Mildt sagt. Hvad er der på spil her? Langt hen ad vejen vores egne sociale fordomme. Vi ser hinanden – og os selv – ud fra en forudfattet optik, der definerer vores forventninger til hinanden og os selv.

Et forsøg i Indien demonstrerer pointen. Elever fra den højeste sociale kaste i Indien blev udtaget til prøver sammen med elever fra den laveste kaste. Det viste sig, at eleverne klarede sig nogenlunde lige godt i prøverne. Eleverne vidste ikke, hvilken kaste, de andre tilhørte. Det blev de så informeret om, hvorefter de fik flere prøver. Nu klarede eleverne fra den højeste kaste sig klart bedre, end eleverne fra den laveste kaste.

Læren er, at hvis vi får at vide, at vi ingenting er værd, så kan vi heller ingenting. Hvis vi får at vide, at vi er meget værd, så kan vi også meget.

Underdanmarks jægersoldater var smertefuldt bevidste om, at de havde et stærkt begrænset værd. Deres held var, at de havde en viljestyrke til at tilsidesætte stemplet fra hjemmet og i nogle tilfælde stemplet fra skolen og kæmpe på trods – for undervejs at være heldige at møde eller i stand til at tiltrække mennesker, der så noget i dem og hjalp dem. Deres overlevelsesbetingelser har været tæt på rendyrket socialdarwinisme – survival of the fittest. Hvis du er heldig at have det, der skal til for at tilpasse dig, så overlever du. Hvis ikke, forgår du. Det er op til dig selv. Forvent ingen hjælp.

Den alternative strategi

Men sådan burde det vel ikke være? For hvad så med de brændte børn, der mangler den gnist i blikket, der fanger den vigtige voksne? De børn, der ikke kan trække på en stor resurse af viljestyrke, men har brug for at træne den, opbygge den, finde jægersoldaten i sig selv? De børn, som har brug for oprigtig interesse og opmærksomhed fra en voksen, der kan hjælpe med at finde frem til evner og talenter, tænde ilden og sikre de små sejre, der skridt for skridt opbygger selvtillid, gåpåmod og viljestyrke til at opnå større mål?

De kan blive presset ud i en alternativ strategi. Offerstrategien. Eller den ‘ynkelige’ strategi, som jægersoldaterne ville udtrykke det, hvor man ikke klarer sig selv, men søger hjælp, pleje og omsorg fra andre.

Den strategi vælger nogle. Måske stadig flere. I hvert fald stiger antallet af unge med spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd og psykiske diagnoser, som udløser pleje og omsorg eller behandling. Spørgsmålet er så, om det er en opgave for psykiatrien at medicinere de unge til et godt liv, og om det er muligt.

Praksis i dag er, at hvis man som ung og over 18 år har ondt i livet på en måde, der gør, at man ikke kan følge en uddannelse eller tage et job, risikerer man alt for ofte at blive henvist til sin læge. Lægen har alene mulighed for at henvise den unge til et begrænset antal offentligt betalte psykologtimer.

Hvis den unge derimod har en psykisk lidelse, er der adgang til gratis psykiatrisk behandling ad libitum – altså indtil man er rask. Følgelig er det i psykiatrien, flere og flere søger hjælp. For at få adgang til den ubegrænsede psykiatri-hjælp kræves der en diagnose. Antallet af diagnoser er da også i stærkt vækst. Det er selvfølgelig godt, at psykiske lidelser bliver behandlet.

Problemet i forbindelse med socialt udsatte unge er, at en diagnose og tilhørende behandling i psykiatrien pr. definition gør dem til patienter. De får med en diagnose ikke alene installeret en selvopfattelse af, at de er syge, men også af, at sygdommen i nogle tilfælde er permanent, og at deres muligheder her i livet for at klare sig på egen hånd og skabe en bæredygtig voksentilværelse er begrænset.

De bliver mødt af personale, der behandler dem uden nødvendigvis at have faglige ambitioner på deres vegne, og som har til opgave at skærme dem for belastninger, der kan forværre sygdommen. De får på mange måder den omsorg, de har savnet i livet, og finder en falsk tryghed i at være en del af det psykiatriske system, hvor mange af dem bliver hængende i en usund afhængighed – nogle indtil de bliver førtidspensioneret, fordi de aldrig fik fodfæste i livet.

Hvis de unge under en indlæggelse oplever krav eller forventninger, der stresser dem, kan det være nærliggende udøve selvskadende adfærd, hvilket bliver opfattet som en forværring af sygdomstilstanden, hvilket igen reducerer forventninger og krav endnu mere. Mange unge tilbringer år i et psykiatrisk behandlersystem uden en plan for fremtiden, uden at få en uddannelse, uden at arbejde, uden et forhold med en kæreste og med tiden med stadigt ringere muligheder for at opnå noget af det.

Da de unge typisk bliver medicineret som en del af den psykiatriske tilgang, bliver det ofte vanskeligt at behandle deres følelsesmæssige traumer fra barndommen, eftersom medicinen ofte forstyrrer følelser og tanker og derfor vanskeliggør terapeutisk behandling.

Flere af jægersoldaterne i denne bog kunne i dag formentlig have fået en diagnose. En nærliggende diagnose kunne være borderline med deres udflydende kerne og skødesløse omgang med sandhed og virkelighed. Men der er også OCD, paranoid skizofreni, angst, depression og posttraumatisk stress syndrom. De kunne have søgt hjælp og være blevet en del af behandlersystemet. De valgte det fra. Eller fik slet ikke muligheden, fordi hverken diagnoser eller be-handlingssystemet var synderlig udbredt, dengang de voksede op.

Ville det have hjulpet dem? Det ved vi ikke. Måske. Men de viser med deres fortællinger, at man ikke nødvendigvis skal være en del af det psykiatriske behandlingssystem for at overleve en brændt barndom.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anslår, at de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved mentale helbredsproblemer i Danmark årligt udgør 55 milliarder kroner. De direkte omkostninger til behandling udgør kun cirka 10 procent.

Hovedparten af omkostningerne skyldes førtidspensionering, langvarigt sygefravær og nedsat individuel arbejdsevne. Psykiske problemer er årsag til 50 procent af alle langtidssygemeldinger og 48 procent af alle førtidspensioner. I fire ud af fem tilfælde tildeles unge på 30 år en førtidspension grundet psykiske lidelser.

Danmark har ifølge OECD verdensrekord i netop psykisk betinget førtidspension. Ingen andre lande sender så mange borgere på førtidspension begrundet i en psykisk lidelse. Ikke overraskende udgør psykiske lidelser da også den største sygdomsbyrde i samfundet med 25 procent i forhold til det samlede sygdomsbillede, mens kræft står for 17 procent. og kredsløbssygdomme står for 15 procent.

Hvis vi kunne sætte ind tidligere og bedre forebygge skadelige livsforløb, der kan manifestere sig som psykiske lidelser blandt unge og voksne, kunne vi frigøre mange resurser til andre formål – og ikke mindst ville mange flere brændte børn få en andel i det gode liv, mange i dag opfatter som en fødselsret.

Og hvis vi så samtidig møder de brændte børn og unge med en antagelse om, at det grundlæggende er mentalt sunde børn og unge, der reagerer på en dysfunktionel opvækst, fremfor børn og unge, der betragtes som permanent stækkede og i nogle tilfælde hjerneskadet af deres opvækst. Det sidste slukker drømmene. Både deres egne og de voksnes omkring dem.

Vi skal behandle dem socialpædagogisk, med et fokus på læring og kærlighed i lange forløb hen imod et bæredygtigt voksenliv og med en klippefast tro på, at de kan, fremfor at behandle dem socialpsykiatrisk, hvor vi sygeliggør deres adfærd.