Efter tre uger i respirator med corona: Louis Aguirre var et miks mellem en mand på 200 år og en baby, da han kom ud

Komponisten Louis Aguirre fra Aalborg overlevede tre uger i kunstig koma og respirator med covid-19. Da han kom ud, var han svag som en tændstik og græd som et barn. Nu håber han, at han er blevet mere mild

Efter en måneds indlæggelse på Aalborg Sygehus, heraf tre uger i respirator, er komponist Louis Aguirre, 52 år, stadig meget afkræftet. Han ønsker ikke at blive fotograferet, og billedet er fra før, han blev truet på livet af covid-19. – Privatfoto.
Efter en måneds indlæggelse på Aalborg Sygehus, heraf tre uger i respirator, er komponist Louis Aguirre, 52 år, stadig meget afkræftet. Han ønsker ikke at blive fotograferet, og billedet er fra før, han blev truet på livet af covid-19. – Privatfoto.

Komponisten Louis Aguirre, 52 år, husker mange drømme fra de tre uger i marts og april, hvor han lå i såkaldt kunstig koma på en intensivafdeling på Aalborg Universitetshospital, dødssyg af covid-19.

Han var sengeliggende i sine drømme, som om han et sted i underbevidstheden var klar over sin tilstand. Han drømte kun om farefulde ting.

Han drømte om kvinder i en kult, som slog sig selv ihjel, mens han forfærdet så til, og han havde adskillige variationer af samme drøm, hvor han var i et rum med mennesker, der tilbad enorme statuer af guder fra de gamle inka- og mayakulturer. Folk afbrændte kokain og rensede sig i røgen. Louis Aguirre lå på en båre med et tykt gedeskind over sig.

”Hvornår kommer vi ud herfra?”, spurgte han en japansk kvinde.

”Du må vente på, hvad guderne siger,” svarede hun.

323 personer har til dato været eller er indlagt på en intensivafdeling med covid-19 i Danmark.

Der er endnu ingen national statistik over, hvor stor en andel af patienterne som har overlevet, men på Hvidovre Hospital oplyser Claus Lund, ledende overlæge på anæstesi- og intensivafdeling, at der fra hans afdeling er udskrevet syv af de omkring 35 patienter, som er eller har været indlagt der. Joachim Hoffmann-Petersen, formand for intensivlægernes faglige selskab og overlæge på anæstesiologisk-intensiv afdeling på Svendborg Sygehus, mener dog, at det er for tidligt at sige noget generelt om intensivpatienternes overlevelse, da data endnu ikke er gode nok, især er det vanskeligt at sammenligne mellem behandlingssteder.

Begge læger fortæller, at patienter med covid-19 er indlagt længe på intensiv, typisk i tre uger eller mere; på Hvidovre Hospital har nogle patienter ligget i mere end syv uger nu, siger Claus Lund.

Det er en voldsom belastning for både krop og sind:

”Man taber rigtig meget muskelmasse, når man ligger i respirator, derfor er genoptræning bagefter en meget hård og lang proces. I et respiratorfoløb varierer vi dybden af sovemedicin og smertemedicin blandt andet for at vurdere, om patienten kan trække vejret selv. Så man kan sagtens forestille sig, at nogen kan huske noget fra indlæggelsen, når de vågner, og det må være ganske rædselsfuldt. Derfor bruger vi også en del tid på at bearbejde indlæggelsen med dem bagefter,” siger Claus Lund.

Louis Aguirre kan skrive under på, at oplevelsen er dramatisk.

”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle få det sådan i hele mit liv. Måske engang når jeg blev 100 år,” siger han om sin hjælpeløshed, da han blev udskrevet.

”Et miks mellem en mand på 200 år og en baby,” tilføjer hans hustru, Jeanett Poulsen, om den muselmand, hun fik tilbage.

Men forandringerne er også sket indeni, og de må gerne vare ved, siger han:

”Jeg har et forfærdeligt temperament, men jeg døde næsten. Jeg var ved at dø, og det her er min anden chance. Jeg vil gerne være mere ydmyg og leve med mindre konfrontation og konflikt og ikke hidse mig op over ting, jeg ikke kan ændre.”

Louis Aguirre bor med sin hustru i en lejlighed i det sydlige Aalborg. Han sidder i sofaen i et lysegråt joggingsæt, der præcis matcher hans skæg og håret, der er samlet i en hestehale i nakken. En opredt dobbeltseng fylder næsten hele gulvet, for Louis Aguirre bryder sig ikke om at sove i små rum efter indlæggelsen.

Han holder sin hånd fladt frem i luften for at vise, hvordan den skælver i mangel på muskelkraft. At gå alene på toilettet er stadig ”ugens bedrift”, og også stemmen mangler styrke, siger han, men taler dog i rivende fart – på engelsk, for han er fra Cuba og har ikke lært sproget, selvom han har boet i Aalborg siden 2004 med Jeanett, som er dansk, og deres søn, Adrian på 13 år.

Han er uddannet violinist, komponist og dirigent fra konservatorierne i Cubas hovedstad, Havana, og Amsterdam.

Siden han var dreng, og hvert minut i døgnet, plejede musikken at hamre i hovedet på ham. Men siden indlæggelsen har der været stille.

”Jeg hører ingenting. Det er forfærdeligt. Men det er også godt, for det giver en pause,” siger han.

Hans musik er ikke for sarte sjæle.

”Den har samme kraft som en eksorcisme, brutal og uigennemtrængelig,” mener en spansk professor om værkerne på hans hjemmeside. Et andet skudsmål lyder kort og godt: ”Musik fra helvede”.

En fløjdør står åben fra stuen og ind til et lille arbejdsværelse. Fra gulv til loft er værelset spækket med bøger, noder, ringbind og dvd’er. Kun et helligt hjørne er holdt fri. Der står Louis Aquirres gudefigurer (han har skænket dem lidt rom), og der praktiserer han sin religion, santeria, der blev udviklet i de afrocaribiske slavesamfund. Også den er brutal, fuld af dyreofringer og voldsomme ceremonier, og sådan komplementerer manden, hans musik og religion hinanden: Dramatisk, uhæmmet og vild.

Han blev smittet med coronavirus på en rejse til Madrid, hvor han skulle forberede en række koncerter.

”Hvorfor blev jeg så syg?”, spørger han selv og svarer:

”Jeg ser religiøst på det. Religion kan bruges til at opnå det gode og det onde. Jeg tror, at noget er blevet gjort mod mig.”

Han beskriver sit helbred som ”helt o.k.”, men forklarer også, at han har hypertrofi, det vil sige forstørret hjerte. Han har røget cigarer, siden han var syv-otte år, og hans puls er på 120, vel at mærke når han sover:

”Nok fordi jeg er besat af mit arbejde, jeg skriver 15-20 værker om året for at tjene penge og overleve, men også fordi musikken er i mit hoved og aldrig giver mig fred,” siger han.

Han kom hjem fra rejsen den 14. marts, få dage efter Danmark lukkede ned. Den 16. gik han tur med hustruen Jeanett og følte sig underligt tilpas. Den 19. startede feberen. Den 25. blev han indlagt med ambulance, og natten mellem den 26. og 27. marts ringede hospitalet til Jeanett Poulsen og informerede hende om, at Louis havde sagt ja til at blive lagt i kunstig koma og respirator.

Hun og sønnen Adrian blev også syge, men fik kun lette symptomer. De var isoleret derhjemme, afskåret fra besøg hos Louis, men også fra de mennesker, Jeanett normalt søger støtte hos, hendes søster og mor, som begge er i risikogruppe.

Hospitalet ringede morgen og aften med en status.

”To timer før opringningerne kunne jeg intet foretage mig. Jeg sad bare her som et spøgelse. Det var ren overlevelse,” siger hun.

Af og til gik hun en tur ved midnat. Hospitalet ligger kun halvanden kilometer væk. Så stod hun foran bygningerne uden at vide, hvor Louis lå derinde, og talte til ham i tankerne.

”Kom, nu trækker vi vejret, du kan godt, nu trækker vi vejret ind, nu trækker vi det ud,” sagde hun.

Han kom ud af respiratoren efter knap 14 dage, men fik en tilstødende infektion og blev lagt tilbage.

Efter 18 dage, den 15. april, havde han sin sidste komadrøm. Han var i en skov. Den var mørk og dyb som den skov, der grænser op til Helvede i middelalderromanen ”Den guddommelige komedie”, beskriver han. For første gang i sine drømme var han helt klar over, at han var i livsfare.

Pludselig kom en stor, sort ulv gik forbi. Louis Aguirre kan i dag kun komme på, at ulven måske var en underbevidst variant af aztekerguden Xolotl, der eskorterer sjælene til dødsriget, ofte i skikkelse af en hund, og som han læste om for årtier siden i en bog. Men ulven i drømmen bragte ham tilbage til livet, ikke ind i døden: Han greb den i nakken, svingede sig over dens ryg, lod sig føre ud af skoven og vidste, at han ville overleve.

Tørsten er det første, han husker, efter han vågnede af komaen den 15. april: ”Agua,” bad han.

Jeanett Poulsen kom på besøg. Hun genfandt en mand, som så en abe i vindueskarmen, hvor der ingen abe var, og som i dagevis var konfus af den medicin, han havde fået, mens han sov.

”Han var så lille, at jeg kunne have haft ham i lommen. Jeg troede aldrig, han ville blive sig selv igen. Hans ansigt var så forpint, jeg har aldrig i mit liv set øjne så triste og skræmte,” siger hun.

Han kunne ikke sidde selv eller holde på en ske eller en blyant.

Han er fra en privilegeret cubansk familie, men voksede op i et fattigt og voldeligt samfund. Han kender grundangsten, siger han selv. Han har altid haft svært ved at finde sig til rette i Danmark, hvor livet er så let og passer dårligt til den barskhed, han har med fra Cuba.

Men nu græd han som et barn.

”Gråden kunne jeg ikke holde tilbage, bare det at kunne tale med min kone og søn,” siger han.

Han kom hjem fra hospitalet den 24. april efter 30 dages indlæggelse.

Indtil videre genoptræner han uden hjælp:

”På min egen brutale måde; jeg går som en vanvittig mellem stuen og køkkenet,” siger han.

Han har sagt nej til den krisehjælp, hospitalet tilbød.

”Hvis jeg var dig, ville jeg se en terapeut, men du håndterer dine spøgelser selv,” siger Jeanett Poulsen.

Men der er slået sprækker i Louis Aguirres kompromisløse sind.

”Med musik har jeg et problem, og det er, hvis folk ikke er dygtige nok, men lader, som om de er. Jeg bliver så hudløst irriteret, og det kan drive mig til at sige de mest sindssyge ting. Engang i Cuba smed jeg en sko i nakken på en musiker,” ridser han situationen op.

Men når døden banker på, bliver tiden nærværende:

”Det er spild af tid at hidse sig op. Jeg håber, jeg kan lære at styre min tunge. Jeg kan ikke tvinge nogen til at spille violin, hvis de ikke kan finde ud af det. Jeg vil prøve at fokusere. Jeg vil gerne koncentrere mig om det vigtigste og lade resten fare, for det er irrelevant,” siger han.

Måske er det endda på tide at slutte fred med det rolige land, hvor skæbnen nu engang har placeret hans vilde sjæl.

”Jeg vil gerne komme bedre overens med Danmark, for jeg er jo også taknemmelig. Hvis jeg var en praktisk fyr, så lærte jeg det elendige sprog, og så ville mit liv være lettere. Men jeg tror, det bliver svært.”