I september sidste år tog Louise Kirk en overdosis medicin. Det var langt fra første gang, hun gjorde det, ligesom det langt fra var første gang, at politiet efter en bekymret opringning fra hendes mor, hentede hende og kørte hende til akutmodtagelsen på Viborg Sygehus. Derimod var det første gang, at den 33-årige kvinde valgte at kæmpe fysisk imod, da lægen ville give hende den nødvendige modgift, der skulle sikre, at hun ikke døde af sin overdosis.
”Jeg nægtede at tage mod nogen form for behandling. Men så fastholdt de mig, så de kunne give mig to Stesolider, som dog ikke virkede på mig. Jeg blev også holdt fast, for at de kunne tage blodprøver på mig, men de måtte droppe at tage et ekg (hjertekardiogram. red.) på grund af min modstand. Da de begyndte at lægge drop, som jeg skulle have modgift i, sagde jeg til dem, at jeg ville pille det ud, så snart jeg fik muligheden. Så var det, at de smed mig i et bælte,” fortæller Louise Kirk om den første gang, hun oplevede at blive bæltefiskeret.
Louise Kirk, der i dag bor i Holstebro mener, at massiv mobning i skoleårene er årsagen til, at hun aldrig har haft hverken selvværd eller selvtillid og måske også grunden til, at hun i 2006 fik sin første diagnose; depression. Det var dog først i 2013, at hun kom i forbindelse med hospitalspsykiatrien. Det skete, efter kommunen havde givet hende afslag på et indskudslån til en bolig. Herefter satte hun sig på gangen efter mødet, hvor en vagt fandt hende.
”Jeg boede på det tidspunkt hos min bedstemor, men ville gerne have mit eget. Men jeg havde ingen penge, og da jeg fik afslag på at låne, kunne jeg ikke overskue noget. Så da vagten kom forbi og spurgte, om jeg var ok, sagde jeg, at jeg bare havde lyst til at gøre en ende på mit liv. Så fik han mig over på psykiatrisk afdeling,” siger Louise Kirk, der husker de fem dage, hvor hun var indlagt første gang, som en periode, hvor hun var overladt meget til sig selv.
I de følgende år gik det nogenlunde. Hun fik en ny slags antidepressiv medicin, som hjalp hende rigtig godt, og hun var i forskellige virksomhedspraktikker. Men da hun ikke lykkedes med at få en elevplads, gav hun ifølge sige selv op.
50 indlæggelser på et år
I 2015 gjorde Louise Kirk for første gang alvor af truslerne om at forsøge at tage sit eget liv. Hjemme hos sig selv tog hun en overdosis af sin egen receptpligtige medicin. Hun fortrød dog indtaget af pillerne og ringede efter en ambulance en lille halv time efter, hun havde spist dem. Hun blev indlagt og tog frivilligt imod afgiftningen.
Da hun i 2017 blev indlagt på psykiatrisk afdeling for femte gang inden for et par måneder, foregik det for første gang med tvang. Hun var stukket af fra hospitalet og blev fundet et sted, hvor hun var på vej til at tage sit eget liv.
Louise Kirke har ikke tal på, hvor mange gange hun har taget en overdosis – måske 20, måske flere. Hver gang har det skyldtes, at hun ikke har kunnet holde tilværelsen ud længere og ikke har følt, at der var et system, der ville sørge for, at hun en gang for alle ville blive udredt, så hun kunne få den rette behandling og hjælp til at få så godt et liv som muligt. Hun har heller ikke tal på, hvor mange gange hun har været indlagt siden 2013, men ved, at hun alene sidste år kom op på 50 indlæggelser. Flere af dem var genindlæggelser samme dag, som hun blev udskrevet.
”Mange af de tvangsindlæggelser kunne være undgået, hvis de ikke bare hver gang havde taget mig ind og beholdt mig to dage for derefter at udskrive mig. Jeg har været overladt næsten til mig selv under indlæggelserne, selvom det, jeg har haft allermest brug for, var, at de kom og talte med mig. Men jeg oplevede, at de bare sad og drak kaffe hele tiden,” siger Louise Kirk.
Fastholdelse værre end bæltefiksering
Lige nu bor Louise Kirk på et midlertidigt bosted, hvor hun får støtte til at klare hverdagen. Hun er også langt om længe kommet i et udredningsforløb og er skiftet til et nyt behandlingssted.
”Jeg har fået lov at få behandling i Skive nu. Der har jeg fået noget af den medicin, jeg har efterspurgt, og så har jeg fået samtaler og er ved at blive udredt. Det er første gang, at jeg får en fuld udredning, hvor nogen er interesseret i at finde ud af, hvad jeg fejler. Nu sidder der faktisk en person, der sætter sig ind i mig og min livshistorie, så jeg kan få den rigtige hjælp. Tænk på; min depressionsdiagnose fik jeg hos min læge, i 2016 fik jeg diagnosen add hos en psykiater, og i 2019 gav de mig diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse på en klinik. Der har ingen sammenhæng været,” siger hun.
Louise Kirk har under sine mange indlæggelser været udsat for forskellige former for tvang. Hun har også prøvet at blive lagt i håndjern af politiet, fordi hun gjorde så megen modstand. Hun har aldrig været psykotisk, men derimod så langt ude, at hun kun havde lyst til at dø.
”Det er svært at beskrive, hvordan det er at blive udsat for tvang. Men når jeg er i de situationer, så har jeg nok brug for, at nogle tager over for mig, så jeg nærmest mister min rettigheder. Jeg har været så langt ude, at jeg ikke ønskede at leve mere, men så måske alligevel inderst inde haft en håb om, at nogen ville hjælpe mig.”
Selvom Louise Kirk godt kan se, at hun har været i flere situationer, hvor personalet på psykiatrisk afdeling ikke har kunnet undgå at bruge tvang, betyder det ikke, at hun billiger den. Og den har også sat sine spor.
”Jeg er blevet traumatiseret af tvangen. Jeg kan for eksempel få voldsom angst, hvis jeg kommer i nærheden af Herning Sygehus. Og når jeg ser en politibil, rykker det i mig, og jeg gør mig klar til at forklare, hvor jeg er på vej hen, og at jeg er ok,” siger hun.
Bæltefiksering opfattes ofte som den mest indgribende form for tvang i psykiatrien. Men efter Louise Kirk selv blev udsat for det sidste år, er hun ikke sikker på, at hun er helt enig.
”Selvfølgelig er det grænseoverskridende at blive lagt i bælte. Men faktisk synes jeg, at det føles værre at blive fastholdt (af personale, red.). Her kæmper man hele tiden imod for at slippe væk. Det kan man ikke rigtigt, når man først ligger spændt fast i bælte.”