Eva Selsing: Loyalitet er mit grundprincip

Debattør og filosof Eva Selsing forsøger altid at handle loyalt, men den største etiske udfordring, hun har mødt, udfordrede hendes stærke overbevisning

37-årige Eva Selsing er i øjeblikket aktuel på DR, hvor programmerne ”Adam og Eva” genudsendes. –
37-årige Eva Selsing er i øjeblikket aktuel på DR, hvor programmerne ”Adam og Eva” genudsendes. – . Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg har netop besøgt min farmor i Paris. Hun bor i det 10. arrondissement, som bærer tydeligt præg af indvandringen. Lige uden for hendes vindue har en pakistansk narkobande etableret et salgssted, hvor de står i store grupper, råber og spiller høj musik til langt ud på natten og opfører sig truende. Jeg havde lyst til at gå ned og råbe ad dem eller ringe til politiet, men min farmor sagde, at grunden til, at ingen af beboerne gjorde det, var, at de frygtede for deres sikkerhed. Mit dilemma var altså, om jeg skulle gøre det samfundsmæssigt rigtige eller beskytte min familie, hvilket jo også er det rigtige, omend i en mindre skala. Jeg valgte det sidste.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Jeg har jo mødt nogle stykker, men i nyere tid er det helt klart at bistå et andet menneske gennem en skilsmisse, som jeg mente ville være meget skadelig for alle implicerede, ikke mindst børnene. De to pligter – loyaliteten over for den ene, som jeg står i en relation til, eller over for familien som institution, mine principper og børnene. Det var en svær situation, og jeg fortryder faktisk, at jeg ikke var mere tydelig om mine kvababbelser, selvom jeg forsøgte at være ærlig undervejs. Det meste ved beslutningen bød og byder mig imod, men jeg er et loyalt væsen, og der skal meget til, for at jeg bryder med det. Loyalitet er mit grundprincip. Måske det stærkeste, jeg har. Nogle gange trumfer det vigtigere, bedre sentimenter. Det tror jeg, det gjorde her.”

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er helt klart det partikulære over for det universelle. Nationen over for resten af verden. Eller sagt på en anden måde: definitionen af, hvem næsten er. Er det vores nære, vores familiært og kulturelt nærmeste, eller kan det være hvem som helst på kloden? Svaret på det spørgsmål kommer til at definere Danmarks, Europas og Vestens fremtid, og den er ikke nødvendigvis så lys, som den så ud i min barndom.

Synes du, etik fylder nok i den offentlige debat?

Nej, helt klart ikke. Men det skyldes nok også, at vores tilgang til det etiske er binær: som noget, der enten kun må foretages af fagpersoner, eller som noget, der fortaber sig i banaliteter, og som vi alligevel aldrig bliver enige om. Det er trist, for vi lærer jo så meget, mens vi taler om disse problemstillinger, og det er netop en styrke, at man hverken behøver at være fagfilosof eller at forfalde til klichéer for at være med i en diskussion. Alle har jo gode eksempler fra deres eget liv, som kan inddrages i samtalen om de store dilemmaer.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Jeg prøver at være loyal, sandfærdig og at udvise samme forståelse for folk, som jeg kunne tænke mig, at de tildeler mig. Det sidste er det sværeste, men jeg har heldigvis min tro og min mand til at minde mig om at være tilgivende og forstående. Jeg er af natur hengiven over for folk, jeg lukker ind i mit liv – til gengæld er jeg også meget firkantet og hård, hvis min hengivenhed bliver misbrugt. Og jeg er lige så unuanceret med hensyn til sandheden og dens lillebror, retfærdigheden: folk, der ikke søger den, eller som har fundet den, men lever ved at forskyde den, har som udgangspunkt en uven i mig.