Lydkunstner Marie Højlund: Lyden af regn giver mig en særlig ro

Hun har det seneste år brugt uanede mængder tid i naturen – ventende på lyde, hun kunne optage til fødestuer. Marie Højlund forsøger også at lytte sig frem i livet

"Man må bare sætte sig og vente, og man kan ikke planlægge, hvad det ender med,” fortæller Marie Højlund om et lydprojekt, hvor hun har optaget døgnet og årstiderne til fire særlige fødestuer.
"Man må bare sætte sig og vente, og man kan ikke planlægge, hvad det ender med,” fortæller Marie Højlund om et lydprojekt, hvor hun har optaget døgnet og årstiderne til fire særlige fødestuer. Foto: Morten Hilmer.

Hvad er du rundet af?

Jeg kommer til at tænke på et træ, der står alene på en mark, og hvor man kan se, at det er formet af vinden fra vest gennem måske 50 år. Sådan er mennesker også rundet af omgivelserne. Mine var trygge, da jeg voksede op. Man kunne tale frit og behøvede ikke at lægge bånd på sig selv. Hele min barndom skulle jeg øve klaver en halv time om dagen. Det var ikke noget, jeg nød specielt meget, men det var en fast del af dagens rytme. Og jeg er ret sikker på, at mine forældre godt kunne høre, at jeg ikke øvede mig på det rigtige, men tit bare sad der og prøvede lyde af. Jeg tror, de gjorde noget rigtigt ved at sætte nogle faste rammer, som man så fik frihed til at være i.

Min far var præst i Silkeborg Kirke, så der var jeg tit. Jeg lyttede ikke så meget efter ordene i gudstjenesten, men kiggede rundt i rummet og fornemmede stemningen. Man skulle ikke noget, man skulle bare sidde på kirkebænken og måske kede sig lidt. Jeg tror, jeg har kedet mig meget som barn, og det er måske ikke så skidt. I sommerferierne tog de voksne ikke som sådan hensyn til børnene – jeg kan for eksempel huske som ung teenager at være blevet taget med til Østtyskland, og temaet for ferien var ”I Luthers fodspor”, ha ha! Jeg syntes, det var forfærdeligt, og jeg husker bare noget med at sidde og glo ud ad et vindue i en østtysk by.

Hvad sætter du mest pris på i dit liv lige nu?

På at have sommerferie og give slip. Rytmer og rammer er vigtige, men det er også vigtigt at have tidspunkter i sit liv, hvor man ikke ved, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er. Min familie og jeg har været i sommerhus på Mols i 12 dage nu, og vi har ikke lavet noget særligt. Det er godt. Der sker noget med min søvn og mine drømme. Samspillet mellem hjernen og kroppen bliver et andet.

Hvad får dig til at falde til ro?

Jeg har det seneste år lært at finde ro i lydene i naturen. Jeg har sammen med naturfotografen Morten Hilmer og arkitekten Esben Skouboe lavet projektet ”Fremtidens fødestue”. De første fire fødestuer er lige åbnet på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, og vi er i gang med de næste syv til det kommende regionshospital i Gødstrup i Midtjylland. Stemningerne i rummene baserer sig på, hvad kommende fødende finder ro i. Det er den lokale natur, og når man kommer ind på fødestuen, er der lyd og billeder, der passer til tiden på døgnet og året. Og så kan man selv vælge, om man i en bestemt fase af fødslen for eksempel gerne vil befinde sig i et vinterlandskab. Alt det her har vi lavet i løbet af det seneste år, og jeg har stået for lyden. Det er sådan noget med at sætte sig ud i naturen klokken halv fem om morgenen og vente på, at noget sker. Naturen kan man ikke skynde på eller styre. Man kan ikke planlægge sig ud af det, men er nødt til at være til stede og lytte.

I løbet af det år har jeg opdaget, at lyden af regn giver mig en særlig ro. Jeg har i min barndom været på mange spejderture, hvor det regnede, og som voksen oplever man tit regn som noget, man cykler igennem på vej til et møde. Men når jeg så har brugt nogle dage i Lemvig og sovet i naturen, får jeg et andet forhold til regnen og lyden af den. Den er ikke længere en midlertidig irritation. Den bliver en omsluttende lyd. Som en dyne, der beskytter mig.

Hvad tror du på?

Det ligger i tiden, at mennesker tror rigtig meget på sig selv. På vores hjerne og viden, og at vi sådan set kunne være opretholdt i os selv. Det tror jeg ikke ret meget på. Jeg tror, det er verden, der i høj grad holder os oppe. Og det er sanserne. Jeg lavede på et tidspunkt musik og lyd til Aarhus Teaters opførsel af ”Dancer in the Dark”, som handler om en kvinde, der bliver blind og ender i fængsel. Når mennesker frarøves deres sanselighed, kan de blive sindssyge. For vi er i samklang med verden gennem vores sanser. Jeg synes ofte, jeg hører folk sige, at man skal søge indad og finde stilheden og svaret i sit eget hoved. Det tror jeg ikke på. Jeg tror, at vi skal lytte. Lytning er ikke udveksling af information. Det er noget andet. Det er en åben og sårbar indstilling, og man er nødt til at droppe sit eget behov for kontrol.

Jeg tror på, at vi hver især kan bidrage positivt til verdens tilstand og klimakrise. Så jeg tror på vigtigheden af ikke at blive passiv. Og jeg tror på betydningen af relationen mellem mennesker. I coronatiden har vi lært at lukke os om os selv. Men det er vigtigt for mig igen at søge ud og ville noget i verden.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

Beslutninger er meget en mennesketing. En kontrolting, hvor man laver kausale forklaringsmodeller for, hvorfor man står, hvor man står i dag. Jeg tror, livet er meget mere kaotisk og tilfældigt end det. Det er ikke de skibe, jeg selv har sat i søen, der er blevet størst. Og skibe kan blive store på forskellige måder. Det var for eksempel stort for mig at komme med i bandet Nephew. Men det var mindst lige så stort og afgørende for mit liv at lave en lydvandring for Aarhus Teater, som byggede på hjemløses fortællinger om byen. Så jeg prøver at holde mig åben for tilfældet og det næste, der kunne ske.