Prøv avisen

Lykken er at sætte pris på dem, du har

"Det holder sammen på os,” siger Sonja Hansen om de familiemiddage, som hun inviterer til hver søndag. – Foto: Emil Kastrup Andersen

87-årige Sonja Hansen har haft et liv dedikeret til sin familie, og det er stadig den, der fylder mest. Lykken for hende er at have en stor familie, der kan enes, og så anbefaler hun, at man sætter pris på det, man har

Sonja Hansen åbner døren med rystende hænder. Hun er en lille dame på 87 år, og hun bor alene i et rødt murstenshus i Bjert, der ligger knap 10 km sydøst for Kolding.

Her har hun boet siden 1956, da hun og hendes mand byggede huset.

”Jeg er heldig. 87 år, og det eneste, jeg fejler, er, at jeg ryster,” siger hun.

Af samme grund vil hun kun have kaffekoppen fyldt halvt op. Det er genetisk, siger hun.

Når hun sidder i en af sine store sofaer og griner, drukner rystelserne i de små hop, hendes krop laver. Hun griner ofte, for hun har det godt. Hun fortæller, at hun har taget levertran mod gigtfeber, siden hun var 30 år, og at hun spiser havregrød om morgenen. Med en stor smørklat i.

Og så dyrker hun gymnastik, som hun altid har gjort. Hun har en cd-samling med 11 Helle Gotved-programmer, som hun følger.

Hun drikker ikke. Men hun ryger.

Og så er hun lykkelig.

Overalt i hendes hjem hænger billeder af hendes meget store familie. 5 børn, 11 børnebørn, 10 oldebørn og endnu et på vej.

Hele hendes liv har drejet sig om familien, der på en eller anden måde altid har haft brug for hende.

Hun mistede sin mor som syvårig og stod tilbage som den ældste i en børneflok på tre. På samme tid døde hendes farfar, og hendes far havde travlt med at arbejde. Det var op til den knap 80-årige farmor at tage sig af Sonja Hansen og hendes søskende. Men da Sonja Hansen var 12 år, endte det med at være hende, der skulle tage sig af hjemmet, da farmoderen faldt og brækkede benet. Hun var derfor ”husbestyrerinde” for sin egen familie, indtil hun blev gift som 22-årig med tømreren Henry Hansen. Ægteskabet varede, indtil manden døde 24 år senere.

Tiden derefter beskriver Sonja Hansen som ”stille og rolig”, selvom det har været hårdt arbejde.

Og hun fortryder ingenting. Omstændighederne var, som de var: Der var få penge, ingen mulighed for at sende børn i børnehave og ingen tid til, at Sonja Hansen kunne arbejde.

Først da enkepensionen slap op, fik hun nogle rengøringsjobs.

”Jeg kunne jo ikke undværes i familien. Jeg kunne vel have fået et helt andet liv… Men det var jo den tid, sådan var det jo. Vi kan ikke bruge det til noget, det med at fortryde,” siger hun.

Hendes familie er altid kommet i første række. Det har ikke ændret sig, selvom hun er blevet gammel. Hver søndag er de alle inviteret til middag hos hende, og så må de, der kan, komme og spise med.

”Det er derfor, jeg har så mange stole,” siger Sonja Hansen og læner sig tilbage i sofaen. Hun synker lidt ned i den, og det får hende til at se endnu mindre ud. Lyset rammer hendes tynde, grå hår bagfra. Nogle gange kører hun hånden igennem det, mens hun fortæller.

Søndagen er altid i familiens tegn, hvad end det foregår i Sonjas egen stue eller til en familiefødselsdag et andet sted. Hun har ikke meget tid til at omgås venner, selvom hun har oparbejdet en stor vennekreds. Mange af dem stammer fra hendes 24-årige periode som medlem af den internationale organisation Y’s Men. En organisation, der har fokus på fællesskab bygget på det kristne livssyn.

”Alle i klubben er herfra, så dem kender jeg jo. Det er jo næsten som familie. Men det blev til for mange fødselsdage, så jeg måtte holde,” siger Sonja Hansen, der sagtens kunne finde ud af at sige stop, da det føltes nødvendigt.

”Nu har jeg det jo fredeligt og roligt. Det er, fordi jeg ikke vil have travlt,” siger hun.

Hun har dog svært ved at sidde stille. Hun har hverken mobiltelefon eller computer, men hver dag klokken 11 er der et engelsk antikprogram i fjernsynet, der varer tre kvarter. Sonja Hansen ser altid kun det sidste kvarter, for hendes have passer jo ikke sig selv. Her bruger hun tid nærmest hver dag – når hun ikke er hos naboen eller til familiefødselsdag.

”Min store familie har gjort mig lykkelig. Og så kan de enes alle sammen. Det synes jeg er en lykke,” siger Sonja Hansen.

Det kan godt være, at hun til tider har mødt modgang, men hendes opvækst har gjort familien til det vigtigste i hendes liv, og hun råder andre til også at være glade for det og dem, de har. Det kan være en vej til lykke.

”Man skal i hvert fald ikke være misundelig. Man skal heller ikke lide af mindreværdskompleks,” siger Sonja Hansen og klukker.

Sonja Hansen har gået meget op i slægtsforskning, efter hun arvede en masse breve fra sine bedsteforældre for mange år siden. Det fik hende til at deltage i et kursus, hvor hun skulle lære at skrive historier fra sit eget liv.

Der er mange episoder at tage fat i: For med sit 87-årige liv kan hun ikke krybe uden om, at hun er gammel. Og det giver også fordele.

”Kan jeg ikke huske noget, er det, fordi jeg er gammel. Så har jeg altid den undskyldning. Det har I andre ikke. Vi skal jo tage fordelen ved den alder, vi har,” siger hun og griner.

Hun tror også på, at unge i dag sagtens kan blive lykkelige, ligesom hun er blevet.

”Men på andre betingelser. Det er nogle helt andre vilkår i dag, og alle de informationer, man får. I gamle dage var der ikke så meget hærværk og alt det. Folk de arbejdede. I dag er der for meget fritid for nogen. Tænk, da jeg gik i skole, kunne lærerne give os fri uden at meddele hjemmet det. Der var altid en i hjemmet, for eksempel var mødrene tit hjemme. Det gav mere tryghed.”

Det ord tygger hun lidt på. Tryghed.

”Vi havde det mere trygt dengang. Der var så ikke så mange penge. Men det var ens for alle. Og vi følte os ikke fattige, vi fik jo noget at spise,” siger Sonja Hansen og fortsætter:

”Man skal forsøge på ikke at have ondt af sig selv. Se lidt lyst på det. De siger, jeg har et lyst sind. Det er nok hele min opvækst. For at overleve har vi været nødt til at se lyst på det."

Hun vil ikke karakterisere sig selv som vanemenneske, selvom hun ikke har den største appetit på eventyr. Hun har da været i USA og Japan med Y’s Men-klubben engang, men når hun snakker om at være åben over for nye ting i livet, handler det om at engagere sig mere i de relationer, hun har.

Hun skal eksempelvis til at se mere DR Ramasjang med sit oldebarn. For ellers kan hun ikke forstå, hvad det er, den lille pige snakker om.

”Vi må jo følge med,” siger Sonja Hansen, der lige har været i Tyskland med familien. Rundt om hjørnet venter konfirmationer, flere fødselsdage og søndagsmiddage. Det kan godt være, at hun ikke vil have travlt. Men familien skal fylde det, den gør.

”Det er jo min familie. Den fylder da, og det er jo det, jeg nyder.”

Sonja Hansen er lykkelig. Hun har lært at have et positivt sind, og så sætter hun pris på den store familie, hun har. Foto: Emil Kastrup Andersen
Video: Sonja fortæller om at være lykkelig